Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Sidste søndag efter Helligtrekonger 2008
	NT-læsning: Koll. 1,25d-28
	Evangelium: Johs. 12,23-33
	Salmer: DDS 15, 117 – 557, (448/476), 385
	Prædiken:
	Alkymi! Den gamle middelalderlige forvandlingskunst!Forløberen for på den ene side kemien og siden en masse spirituelle forvandlingskunstner som astrologi og tarot. Alkymi bygger på tanken om forening af det adskilte, sublimeringen af modsatrettede kræfter, så alt går op i det, vi kalder ”en højere enhed”.Alle universets elementer samlet i ét helt nyt element.Men for at det kan ske, skal man bruges noget, som ikke tilhører denne verden. En udefrakommende kraft, en hemmelighed, der rummer det, vi ikke kender og ikke kan kende, fordi dets virkelighed er utilgængelig for os.
	I middelalderen kaldte man dette ekstra for ”De vises Sten”.Man ledte efter det alle vegne – prøvede mange ting.Man havde nemlig en teori om, at når man fandt De Vises Sten, så kunne man forvandle noget ganske almindeligt som f.eks. bly til det evigt glinsende guld. På det åndeligt-spirituelle plan var guldet symbol på forvandlingen fra undergang og død til evigt liv.Afsløringen af menneskets sande selv som et glimt af et guddommeligt ophav.Så hemmelighedens inderste kerne – alkymiens yderste ambition – var derfor forvandling af de yderste modsætninger: det forgængelige menneskelige i den uforgængelige guddoms billede.Menneske og Gud forenet i ét eller måske snarere menneskets guddommeliggørelse – at blive som Gud!
	Så mon ikke en del af disse alkymister netop har læst en del af epistellæsningen fra brevet til kollesenserne i netop lyset af deres søgen efter denne eftertragtede hemmelighed:”Guds Ord er den hemmelighed, der har været skjult for alle tider og slægter, men som nu er blevet åbenbaret for hans hellige…”
	Og måske de så har stoppet op netop dér.Har forsket og blandet videres – ledt og søgt efter kraften, der skulle give det sidste stød på vej mod himlen.
	Men Paulus selv stopper ikke dér. Paulus er ikke alkymist - Paulus er hedningerne apostel!Og det er netop som hedningernes apostel, at han forkynder ”Den vise sten”, som formår at forene de hidtil adskilte modsætninger, Gud og menneske – jøder og hedninger!Ganske vist kalder Paulus ikke stenen ved det navn.Taler han om sten, er det ”høvedhjørnestenen”, der enten kan være fundamentet på en ny bygning eller den sidste hjørneoverlægger, der holder hele bygningen sammen.Eller Det nye Guds Tempel bygget på samling af det adskilte og forening af det uforenelige: Foreningen af Gud og menneske i Jesus Kristus og samlingen af alle mennesker – jøder såvel som hedninger – i det nye fællesskab: Kirken!
	Hemmeligheden bag dette er det under, som Gud altså selv står bag, kalder Paulus: ”Kristus i jer, herlighedens håb!”Dog er lige netop denne hemmelighed ikke længere en hemmelighed, der er skjult.Det kan være en gåde, fordi det er svært at forklare og forstå, men vi ser dog at det sker - igen og igen.Samlet omkring døbefonden, hvor Jesus Kristus forkyndes som ”herlighedens håb” for den, der bliver døbt og tror. For i denne dåb har vi ikke blot fundet, men også modtaget ”De Vise sten”, der forvandler undergang og død til nyt liv!Så vi med lovprisningen ord kan takke ”Gud, Vor Herre Jesu Kristi far, der i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb, ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”
	Netop i dåben gør Gud sig til et med os.På den ene side bliver alt nyt – på anden side forbliver vi dem, vi er.Vi bliver ikke Gud og ikke som Gud, men er mennesker.Men fra at være modstillet og adskilt fra Gud, er vi nu hans børn - fra at være udelukket af Paradiset fællesskab, bliver vi atter budt indenfor i Guds Rige.
	Hvad skal man nu kalde det? Hvad med ”Himmerigets alkymi!”?Guds gådefulde forvandling af det skabte og faldne til det frelste og forløste.
	En lignende gådefuld forvandling er der også tale om i evangeliet til i dag.Johannesevangeliet bygger på foreningen af modsætninger – ja, er i sin form selv udtryk for forening af det uforenelige modsætninger, men altså netop også modsætninger, der hører tæt sammen:Gud og menneske – det skabte og det faldne – liv og død – lys og mørke – frelse og fortabelse – kød og ånd - fra oven og fra neden – den verden og den kommende verden.
	Og så er der den anden dobbelthed ved Johannesevangeliet, at det forener det svære med det enkle.I det afsnit vi netop har lyttet til, møder vi allerede fra begyndelsen de svære ord fyldt med dybsindigt og spekulativt indhold: ”Timen er kommet!” – hvilken time?”Menneskesønnen skal herliggøres” – hvilken søn og hvilken herlighed?Jesus taler indforstået med Gud og Gud svarer ham som i gåder, som hverken hans tilhørere eller hans disciple forstår. Det som hemmeligheder fra en anden verden - torden eller englesnak.
	Men så lige midt i det hele plantes frøet og kimen til det, de først forstod eller begreb på er langt senere tidspunkt, fordi det først skulle slå rod i dem, så vokse og siden bære frugt.Noget, der samlede det adskilte og forenede det uforenelige.Et billede, et tegn eller et symbol: Et hvedekorn.Et frø – det genetiske kim til nyt liv – en skal omkring livet, som bare venter på den rette anledning til at springe ud.En kapsel med en hemmelighed, der netop udtrykker Gudsrigets alkymi; bevægelsen fra liv til død og til nyt liv.”Sandelig, sandelig siger jeg jer; Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold!”
	Hvedekornet har en alkymistisk hemmelighed i sig.Det kan enten bare spises - og så bliver det nok sammen med andre, men dog alligevel kun til det ene korn.
	Men hvedekornet kan også lægges i jorden. Og så begynder hemmeligheden at arbejde. Kornet bliver til en spire - vokser op af jorden og bliver til meget mere end det ene korn - det kan blive til mange fold.Det er den samme hemmelighed, Jesus udtrykker med den modsætningsfyldte sætning: ”Den, der elsker sit liv, skal miste det. Men den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv”.
	Elske betyder her ikke, at man skal nære varme følelser. Hade betyder ikke, at man skal gå rundt og se truende ud.Men at elske og at hade er to uforenelige størrelser, udtrykker kristendommens gåde som netop en forening af det uforenelige:At den, som hænger ved og hæger ved sit liv og derfor holder det for sig selv, han skal og vil i sidste ende miste det, for da bliver livet kun til det, som han klynger sig til.
	Mens den, der derimod vover, risikerer og sætter sit liv i spil med andre, den som deler og giver sit liv, for at leve med andre eller for at andre kan komme til at leve, han eller hun griber netop det, som er livets hemmelighed og fuldendelse. Dette ene liv bliver da gennem gudsrigets alkymi til mere end det selv var og er og kan blive.
	Det er denne hemmelighed der ligger i hvedekornet.Hvedekornet - der enten kan blive til det, det allerede er. Eller kan blive til liv for mange.Kristus selv gik foran og levede sit liv som hvedekornet.Han gav sig selv hen for andre og for os. Han gav alt, hvad han havde, for at blive til liv for andre.Og denne gådefulde hemmelighed afsløres for os hver gang vi holder dåb og nadver.Her mødes Gud med det enkelte menneske; dig og mig!Døden overvindes og evigt liv fødes – allerede her og nu.Gud og menneske mødes, men forbliver hvad de er og altid vil være – forskellige, men forenede i kærlighed.Ven og fjende knæler ned ved samme bord og deler livet.Et glimt af Paradis og himmerigets fred bryder frem:Som det var og som det engang skal blive.
	Eller som nadversalmen udtrykker det i dag:Vi, som blev døbt til Kristus,døbt til hans død og grav,ejer opstandelsens løfte:lovsang og evigt liv.Himmelens lovsang begynderher hvor du selv er os nærmidt i vor nat og død
	Det er hvedekornets hemmelighed!Himmerigets alkymi - De vises Sten.
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email