Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	4. søndag i advent i Jersie kirke 2007
	GT-læsning: Es. 12
	NT-Læsning: 2. Kor. 1,18-22
	Evangelium: Johs. 3,25-36
	Salmer: DDS 86, 90, 411 – 91, (435 v.1) og 441
	Adventstiden er optakten og forberedelsestiden til julen.Ikke blot i den forstand at der er en masse ting, som skal huskes og gøres, men jo også,at der er noget, som i første omgang må skubbes til side, for noget andet og vigtigere kan komme i fokus.
	Derfor vrimler det her i kirken på de fire advenstsøndage med skikkelser, der kun har foreløbighedens karakter.Personer, som kun er kendt for det, de viser hen på, men selv står i skyggen og forsvinder ud af synsfeltet af.
	Der er naturligvis profeten Esajas, hvis tekster om fremtiden vi lytter til fra Det gamle Testamente.Tekster gennemsyret af tro og håb mod alt det, som Gud vil gøre, når tiden engang er inden.Fra Det nye Testamente møder vi den gamle Zakarias, der i sin høje alderdom får at vide, at han skal få en søn – og dennes søn er Johannes, som vi hører om her i dag.Både Esajas og Johannes er personer, der først har til opgave at stå frem, og dernæst må træde til side.
	Advenstidens forberedelse er derfor af en noget anden karakter end julens øvrige travle forberedelser. Advent er også dette med at stemme sit sind - spore sig ind på den rette ”kanal”, så ”signalerne” kan gå rent igennem.Og det er nok en lidt svær øvelse for de fleste af os – i hver til fælde hvis det skal kædes sammen med den forberedelse, der finder sted netop her i kirken.
	F.eks. den store folkelige juleaftensgudstjeneste, som findes sted i morgen eftermiddag og som vanen tro samler omkring en fjerdedel af landets befolkning – heraf mange, som kun kommer denne ene gang om året.Det åbenbare spørgsmål er, hvorfor de mange, der kommer for at opleve julestemningen, ikke også kommer resten af året, hvis det nu er så rigtigt og godt juleaften?Er det mon for at få en oplevelse i forlængelse af trængslen i Bilka eller er det noget helt andet, vi går efter?
	På et kursus jeg går på, hørte jeg et par piger, der læste på Copenhagen Buisness School og der havde skrevet opgave om forholdet mellem arkitektur og kommunikation – altså hvad et rum fortæller os allerede inden vi begynder at tale i det.Det spændende ve opgaven var, at det ikke var indretningen af Nettos salgslokaler eller Mc Donalds Familierestauranter, de havde valgt at se på, men de traditionelle danske kirker!
	Men de nøjedes ikke med at se på arkitekturen og indretningen - de samlede også nogle såkaldte fokusgrupper dvs. en gruppe af ganske almindelige brugere af kirken og spurgte dem om deres oplevelse af kirkerummet.Og gennem disse interviews kom der rigtigt mange meget spændende ting frem.
	Lad os bare kaste et blik på Jersie Kirke.Hvad fortæller arkitektur og indretning om os og vore roller i rummet og i forhold til hinanden?Kommer vi ind i kirken for første gang, vil vi nok ikke undgå at bemærke, at rummets retning tvinger blikket.Så snart vi er inde i kirken tvinges blikket op imod alteret.Det er dér, det foregår.Uanset om vi ved eller ikke ved, hvad der skal ske, så er det dér oppe, det vigtige foregår.
	Det næste, vi så skal finde ud af, er, hvor vi vil placere os selv – og der er jo ikke mange muligheder.Her er ingen dunkle hyggekroge, hvor man kan gemme sig.Der er stolerækker, bænke – ikke altid lige behagelige at sidde og med lige stor afstand imellem.Man kan sætter sig længst tilbage, hvis man vil have overblik over hele rummet, eller frem, hvis man har del i noget af det, der skal ske oppe ved døbefond og alter.Men uanset hvor man sætter sig, så bliver det anonymt og på række med andre – og med hovedet vendt fremad!Man bliver med andre ord både styret og tvunget!Man bliver en del af noget, man ikke har valgt og bestemt – man bliver del af en forskelsløs menighed. Man er ikke længere et individ, men del af er fællesskab.Og noget af det, som mange har rigtigt svært ved, er netop dette med at man skal lægge sin individualitet og sin status fra sig, når man kommer i kirke – undtagen altså lige juleaften, hvor vi er så mange, at vi klemmer hinanden.
	Men eller gælder det, at alt det, som man selv er med til at bestemme; hvem jeg er og hvilken betydning jeg har, det bliver på en eller anden måde pillet af os her i kirken.Ikke fordi nogen gør det, men simpelthen fordi rummet ikke lægger op til, at man kører sig eget soloshow.Her er vi alle lige og alle har ret til at være der, men på ens og fælles præmisser - og det er vel at mærke ikke noget, der ligger i selve rummets indretning.
	I mange bykirker er det de senere år blevet almindeligt, at kirken er åben i dagtimerne og folk kommer forbi, sætter sig et øjeblik, og derefter fortsætter med dagens talrige gøremål.De, der bruger kirken på denne måde, oplever det som en dejlig pause, en stilhed og en ro – og siger at det netop er rummet, som tiltrækker.I en hverdag, hvor der stilles store individuelle krav, er det afslappende og velgørende for både sind og tanke at få lov til bare at være tilstede uden at der stilles krav til en.
	Sådan opleves det bare ikke, når man til en gudstjeneste bliver mødt med en række meget ”unormale” forhold: Der er man for det første sammen med nogen, man ikke kender – og hvordan skal man forholde sig til dem?Dernæst er man underlagt et ritual og et forløb, man ikke er fortrolig med; hvor skal man rejse og sætte sig?Og endelig er der præsten, som står på en meget fremtrædende position i rummet – først for alteret og så på prædikestolen.Når han står for alteret, kan man ikke undgå at se ham.På prædikestolen kan man ikke undgå at høre ham.
	Når jeg siger ”undgå”, er udtrykket ikke stærkt nok.Nogen føler det faktisk som en tvang og en form for undertrykkelse af deres ret til at være et individ.Hvorfor skal præsten sige noget, når jeg ikke må?Spørger man, hvem der har forbudt vedkommende at udtrykke sig i kirken, så er svaret ”ingen” – men det gør man jo bare ikke.
	Ved den borgerhøring, som daværende Kirkeminister afholdt i Kerteminde engang i 2003 i, var der da også mange, som efterlyste mulighed for dialog med præsten.”Træd ned fra prædikestolen – mød os i øjenhøjde!””Tal ikke ned til os, men med os!”, lød det gang på gang ligesom præsten som generelt blev opfattet som – ikke en mulighed for, men - en hindring for forkyndelsen og kommunikationen af det kristne budskab.Hvad jeg forsøger at indkredse med alt dette, det er at kirkerummets indretning på en måde er på kollisionskurs med det moderne menneskes måde at opfatte sig selv på.Det moderne menneske er i det daglige på mange måde tvunget ud i hele tiden at skulle definere sig selv.Gennem sine valg af livsstil, signalere man, hvem man inderst inde er som menneske.”Vis mig din bolig, din bogreol, dit køleskab og din garderobe, og jeg skal sige dig, hvem du er?”Og derfor er det så vigtigt at man hele tiden er i stand til at se sig selv i forhold til sine omgivelser!Det moderne menneske er selvrefererende, fordi det ikke har andre instanser at måle sig på end gennem sig selv.
	Men når vi kommer til kirken, møder vi et rum, der er fremmedreferende, som hele tiden peger væk fra os selv og ud mod en anden virkelighed. Det moderne mennesker har derfor også meget lidt forståelse for eller forudsætninger for at forstå, at kirkerummet netop er indrettet for at vi skal blive fri for at se på os og måle alting på sig selv.Både rummet og forkyndelsen, som lyder, skal netop aflaste os fra hele tiden at tage udgangspunkt i os selv og i stedet finde et andet fokus for sin måde at se og opleve verden på.
	Hvorfor er det f.eks., altid højt til loftet i vore kirker?For at vi kan rejse os op uden at støde nakken i loftet?For at vi kan blive i stand til at tænke store tanker?Nej, der er faktisk højt for at vi skal føles os små!For at vi kan få vores perspektiv korrigeret, at vi – selvom vi oplever det sådan – ikke er verdens omdrejningspunkt.Men at han, der ser på os udefra og oppe fra - over hvælvende – i himlenes himmel - at han ser os og følger os.
	Med andre ord og for nu endelig at vende tilbage til dagens prædiketekst, hvor forløberen og vejbereden Johannes Døber siger den centrale ord; ”Han – Gud og Kristus – bør blive større og jeg bør blive mindre!”
	Det er sagt, at ”kristendom er de tomme hænders religion”.At tro på Gud i den skikkelse, Gud har taget på sig i Jesus, det er at række sine tomme hænder frem og tage imod den gave, som Gud vil give os mennesker. Tro er at gøre plads i vort liv for Guds måde at handle på.Tro er at skabe et hulrum, som Gud kan fylde ud.Har vi kalender og hænder fulde eller forsøger krampagtig at bruge dem til at holde fast i os selv og vor selvskabte identitet, så kan vi ikke samtidig bruge dem til at tage imod.Anne Sofie Seidelin har på lignende vis sagt: ”Livet er ikke et bæger, som skal tømmes, men et kar, som skal fyldes”.
	Det er altså derfor at kirkerummets indretning får os til at føle os lidt små, tomme og fattige – for at Gud kan få mulighed for at løfte os op, fylde og gøre os rige!Som Johannes udtrykker det: ”Et menneske kan ikke tage imod noget som helst uden have fået det givet fra himlen”. ”Kun den, der vil være brud, kan få brudgommen!”Kun den, der uden forbehold og betingelser møder tilsagnet om kærlighed, kender kærlighedens gave.
	Og det er derfor at den kristne forkyndelse ikke kun giver os ret, klapper os på ryggen og stiver vores selvtillid af.Nogen gange har vi vitterligt ikke lyst til at se os selv som dem, der er afhængige af andre.Og både kirkens og evangeliets sandhed er og forbliver funderet i dette, at Gud i sin Nåde er kommet til os.
	Guds tale til os er således ikke, som Paulus siger det, kun et ja, men både et nej og et ja!Et nej til enhver tiltro til, at evangeliet er et budskab, vi selv har fundet ud af det eller frem til.Men heldigvis også et stort ja til at det er Sønnen, der taler sin faders Ord – ord, vi aldrig havde kendte uden gennem ham – ord, som kaster os ud mod en anden virkelighed og identitet end den, vi kan skabe selv, så vi altid er henvist på at takke og lovprise Gud:
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email