Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Julesøndag i Jersie Kirke 2007
	GT-læsning: Sl. 27, 1-5
	NT-Læsning: Rom. 3,19-22a
	Evangelium: Math. 2, 13-23
	Salmer: DDS 122, 130, 96 – 716, (92) og 108
	Prædiken
	Julens budskab er ikke ”enten-eller”, men ”både-og”. Ikke enten lyset eller mørket, men lyset i mørket.Ikke enten glæden eller sorgen, men glæden i sorgen.Ikke enten livet eller døden, men både døden i livet og livet i døden.
	På græske ikoner ser man aldrig det nyfødte barn ligge i en stald, men i en grotte så sort, at det minder om en gravhule.Krybben minder ofte mere om en kiste end om et fodertrug.Det er en konkret og billedlig måde at holde fødsel sammen med død, glæden med smerten, livet med døden og julen med påsken.Det er en måde, hvorpå julens krybbescene ikke bliver så romantisk og virkelighedsfjern en affære, så vi slet ikke kan identificere os med det, der er på færde.Det er budskabet om, hvor langt og hvor radikalt forkyndelsen af Guds bliven menneske skal tænkes – helt til døden! Helt ind i døden! Helt gennem døden!Julens budskab er således langt mere omfattende og langtrækkende end vi ofte forestiller os det, hvis vi kun holder os til evangeliet juleaften og 1. juledag. Også det langt barskere budskab 2. juledag og i dag julesøndag hører med, hvis hele længden, dybden og bredden skal med.Det er tale om, at både personen og ordet om ham vil vække ikke bare modvilje, men også modstand og forfølgelse.
	Allerede juleaften bliver det så småt antydet med ordene: ”Der var ikke plads til dem i herberget!”.Juledag siges det direkte og uden omsvøb:”Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke!””Han kom til sine egne, og hans egne tog ikke imod ham!”2. juledag hører vi om den forfølgelse, som er en del af budskabet om den fred, der kom til jorden julenat.Hvordan man forfulgte ikke blot de profeter, der kom før Jesus, men til allersidst vil vende sig direkte imod ham for at smide ham ud af den vores verden, han er trådt ind i.
	Og dette er vel at mærke ikke blot en karakteristik af særligt udvalgte hårdhjertede stivstikkere, det er billedet af os alle.Alle har vi et problem med at begribe rækkevidden af, hvad der var på færde julenat og det vækker både angst og modstand. Alle må vi stille det spørgsmål igen og igen: ”Hvordan kan Gud blive menneske uden at ophøre med at være Gud?”. Det forargelige budskab er, at hvis vi vil se, hvem Gud er, så ser vi hans sande ansigt i krybben og på korset!Hvis vi vil lede efter Gud, så er han at finde netop dér, hvor livet er allersvagest og allersværest at leve.I det spæde liv og i det døende liv – der finder vi ham!
	Gud er kommet til os, fordi han vil bytte sit liv med os – og bytte vores velfortjente død med sit evige liv!Og for at kunne gøre det, må han bære vores afvisning og modstand, bære vore synder indtil han knuses under dem!Det er universets største gåde, vi ikke kan sige os selv, men må have fortalt af andre:Julenat af Guds sendebud, englene.Hver søndag af det Ord og de tekster, der er nået os fra dem, der måtte kæmpe med at sætte de første ord på budskabet, så vi kan sætte vores egne ord i lyset af dem, som de valgte.
	Forargelsen kommer vi imidlertid aldrig over.Det er ikke fordi vi er hverken bedre eller værre end andre.Modstanden vil bestå – både i os selv og hos andre.Det er, hvad evangeliet til i holder os fast på:At barnet i krybben er jordens konge og verdens frelser!At der i det værgeløse barn findes kræfter og en magt, som afslører alle andre magter som afmægtige og tomme.Så stærk, så selv den grusomme Herodes kom til kort.Kom til kort overfor et barn!!!
	Det er denne indsigt, legenden om den hellige Kristoforus (Kristus-bæreren) eller Kristoffer sætter ord på:
	Kristoffer var vældig stor og frygtelig at skue. Engang besluttede han at opsøge den mægtigste konge i verden og blive hos ham. Altså gik han til en stor konge, om hvem det blev sagt, at der ikke fandtes nogen større fyrste i verden. Kongen tog med glæde imod og lod ham blive ved sit hof.
	Men en dag kom en spillemand til kongen og sang for ham en vise, hvori Djævelens navn blev nævnt temmelig ofte. Hver gang Djævelens navn blev nævnt tegnede Kongen et korstegn for sin pande.Da Kristoffer så det, undrede han sig over, hvorfor kongen gjorde det og hvad meningen var med det tegn. Han spurgte kongen, men han ville ikke sige ham det.
	Da sagde Kristoffer: »Hvis du ikke siger mig det, bliver jeg ikke længere hos dig”. På den måde tvang han kongen til at tale: »Når jeg hører Djævelen nævnt, slår jeg kors for mig, for jeg er bange for, at han ellers kunne få magt over mig og skade mig«.
	Kristoffer sagde: »Frygter du, at Djævelen skal skade dig, er det klart, at han er større og mægtigere end du, der er så bange for ham. Så er min forhåbning blevet skuffet, for jeg troede, at jeg havde fundet den mægtigste herre i verden. Lev nu vel, for jeg vil opsøge Djævelen selv, så han kan være min herre og jeg kan være hans svend«. Derpå forlod han ham og gav sig til at lede efter Djævelen.
	På sin vej kom han til et ensomt sted, der så han en stor skare riddere. En af dem var vild og skrækkelig at se på. Han kom til Kristoffer og spurgte, hvor han skulle hen. Han svarede: "Jeg søger den herre Djævelen, for jeg vil gerne være hans svend«. Da talte ridderen: »Jeg er den du søger«.
	Nu var Kristoffer glad og lovede højtideligt Djævelen sin tjeneste til evig tid. Da de nu rejste rundt sammen kom de engang til en vej, hvor der var rejst et kors i vejkanten. Så snart Djævelen så korset, flygtede han skrækslagen fra vejen og førte Kristoffer ad en ujævn og øde omvej og derpå tilbage til vejen igen.
	Kristoffer undrede sig over det og spurgte ham, hvorfor han havde forladt den lige vej for at tage sådan en omvej gennem ødemarken. Det ville Djævelen på ingen måde fortælle ham,men Kristoffer sagde: »Hvis du ikke siger det, forlader jeg dig på stedet«.
	På den måde tvang han Djævelen til at tale: »Der har været et menneske ved navn Kristus, som man har sømmet op på et kors. Og når jeg ser dette korstegn, bliver jeg meget bange og må flygte fra det«.
	Da talte Kristoffer: »Så er denne Kristus større og mægtigere end du! Altså var al min møje omsonst, og jeg har endnu ikke fundet den største herre i verden. Lev nu vel, for jeg vil tage afsked med dig og lede efter Kristus«.
	Han søgte længe. Til sidst kom han til en eneboer, som sagde til Kristoffer: »Den herre, som du vil tjene, forlanger, at du faster meget«. Kristoffer svarede: »Han må forlange noget andet af mig, for det kan jeg ikke gøre«. Eneboeren sagde: ”Det er nødvendigt, at du beder meget«. Kristoffer svarede: »Det ved jeg ikke hvad er, og det kan jeg ikke tjene ham med«. Da sagde eneboeren: »Kender du den flod, som mange mennesker omkommer i, når de vil over den?« Kristoffer: »Ja, den kender jeg«. Og eneboeren sagde: »Du er stor og stærk. Sæt dig ved den flod og bær menneskene over den, så vil du behage den herre Kristus, som du så gerne vil tjene. Og jeg håber, at han vil åbenbare sig for dig der«.Kristoffer sagde: »Det kan jeg vel gøre, og det vil jeg tjene ham med«. Altså drog han til floden og byggede sig en hytte ved flodbred den. Han tog en træstamme i hånden i stedet for en stav, den støttede han sig til i vandet og bar alle menneskene over uden ophør.
	Da han engang hvilede sig i sin hytte, hørte han en barnestemme råbe: » Kristoffer, kom herud og sæt mig over«. Han rejste sig og løb ud, men han kunne ikke finde nogen. Altså gik han ind i sin hytte igen. Da hørte han stemmen endnu en gang. Han gik igen udenfor og fandt ikke nogen. Derefter hørte han stemmen for tredje gang ligesom før. Og da han gik udenfor, fandt han ved bredden et barn, som indtrængende bad om at blive båret over.
	Kristoffer tog barnet på skuldrene, greb sin træstamme og gik ud i vandet. Men se: vandet steg højere og højere, og barnet blev så tungt som bly. Jo længere han gik, jo højere steg vandet, og desto tungere blev barnet på hans skuldre, så at han blev meget angst og frygtede, at han ville drukne. Og da han med møje og besvær var kommet gennem floden, løftede han barnet ned og sagde: ”Du har bragt mig i stor fare, du har været så tung på mine skuldre, at om jeg havde båret hele verden, kunne det ikke have været tungere”. Barnet svarede: »Det skal du ikke undre dig over. Du har ikke alene båret hele verden på dine skuldre, men også både den, som har skabt verden, og den, som har båret alle menneskers synder. For du skal vide, at jeg er Kristus, som du tjener med dit arbejde. Og for at du skal vide, at jeg taler sandt, tag så din stav, så snart du igen er ovre på den anden side, og stik den i jorden ved din hytte, så vil den blomstre og bære frugt i morgen tidlig«.
	Dermed forsvandt han for øjnene af ham. Men Kristoffer gik hen og plantede sin stav i jorden. Da han stod op næste morgen, bar staven blade og frugter.
	Staven er billedet på det døde træ, som bærer nyt liv.På samme måde blev også korset et billede på livstræet, der på ny fæstede rod i dødens mørke verden.
	At tjene Kristus er ikke at bære det, som han bar, men at bære det, som han giver os at bære i vort liv.Ikke enten glæden eller sorgen, men glæden i sorgen.Ikke at se enten lyset eller mørket, men at se lyset i mørket.Ikke at møde enten livet eller døden, men at møde både døden i livet og livet i døden.
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email