Hvis du har kommentarer så skriv til Majbrit Daugaard MD@km.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	24. trin. Kollund (1)
	732, 448, 674,2+7, 731, 581, 473, 747, 396
	Sidste weekend var jeg på kunstmuseet Aros i Århus.Det er der, hvor ham den store dreng står.
	Jeg ved ikke om I har hørt om ham eller set ham.Han er en dreng på cirka 10 års alderen, -han sidder på hug med armene støttende på knæene og hænderne oppe. Han kigger til den ene side ud gennem sin arm.
	Skulpturen er 5 meter høj og vejer 500 kilo.
	Drengen er fremført i hyperrealistisk stil, -så blodårer og huden med behåring ser rigtig ud, -om end lidt stort.
	Skulpturen er et fantastisk syn, -men det er faktisk ikke et rart syn. Jeg har set billeder af skulpturen og kunne fra starten ikke lide den, -for drengen har de mest bedrøvede og smertende øjne, -de er røde, -og han har rynker i panden af bekymring.
	Det er til at håndtere på billederne, der hænger på en af de andre etager, -guldaldermalerierne, -hvor smerten står skrevet i fiskernes ansigter, -det er endda til at holde ud at se den forhutlede mor, der er smidt på gaden med sine to børn.
	Men det er ikke til at holde ud at se på den store dreng.
	Jeg gik længe rundt om ham, -fascineret af blodårerne og hudens rynker, -desværre mangler han et par skrammer eller ar, som enhver rigtig dreng har i den alder, -men jeg grundede over, hvorfor jeg ikke kunne lide skulpturen.
	Da jeg gik et par meter væk og kiggede på ham igen, -og på hans bedrøvede øjne slog det mig: han er for stor at tage på skødet og trøste.Han er uden for rækkevidde.
	For det er jo det, vi gør, når nogen er ked af det. Børn ville vi give et knus eller tage dem på skødet.Voksne, -alt efter vores forhold til dem, -og os selv, -dem rører vi ved, -giver et knus, -giver hånd, -rør ved armen...hvis vi ellers tør, -for der er noget med det der berøring.
	Berøring er på en gang rart og skræmmende, -for det rør os, -fordi det bevæger os.
	"Rør ved mig, så jeg føler at jeg lever." sang Lucia og Lucienne i 70'erne.
	For i berøringen føler vi os levende, -føler vi varme og glæde.Der føler vi omsorgen og kærligheden, -det er også derfor, vi ofte trækker os fra berøringen, -fordi den bevæger os, -flytter os, -og det er lettere, hvis vi selv kan bestemme og ikke sådan bliver ført rundt på følelsernes mark i berøringen.
	Men vi gør det igen og igen ved børn, -rører ved dem, -det letteste er at klappe dem på håret, -men pas på med det, -for børn er i dag ikke særlig gamle før de begynder at sætte hår, -og ve den, der roder rundt i det nøjet planlagt satte uglede hår..I dagens evangelium bliver der også rørt.
	Kvinden har blødt i 12 år. Hun er syg, det siger sig selv.
	Men der er mere i det end som så. For blod, -den blodrøde farve, -er smerte og død, er lidelse, -samtidig med at det er liv, livgivende og kærlighed.Fordi det er begge dele, -fordi det er kontrastfyldt, -fordi det i den grad konkret og symbolsk indeholder liv og død, -altså er uden for vores indflydelse, -til trods for vores bedste intentioner og al vores vilje, -så er blod noget, vi ikke kan kontrollere.Derfor var det i datiden tabubelagt, -og i deres termer: noget urent. Blod og mennesker der havde med blod at gøre var urene. Udstødt, afskåret fra social omgang og fra et normalt liv.
	Kvinden rører ved kvasten på Jesu kappe. Det kan næsten ikke blive en lettere og mere overfladisk berøring, -at strejfe en kappekvast, der blafrer forbi. En berøring hun stjal sig til.
	Og alligevel gør den alting nyt for hende.Jesus mærker berøringen, -ikke selve berøringen, -men intensiteten omkring den.I Markus og Lukas evangelierne, der også har denne fortælling med, er hændelsen udmalet noget mere.
	Jesus går i en stor mængde af mennesker, -en stor skare fulgte og trængtes om ham, -og midt i virvaret stopper han op og spørger, hvem der rørte ved hans tøj.
	Disciplene svarer ham: "Du ser jo selv, hvordan folk trænges om dig, og så spørger du: Hvem rørte ved mig?"Peter tilføjede: "Mester, folk trænges jo om dig, og de skubber."
	Jesus får øje på hende i mængden og siger: "Din tro har frelst dig."-og med de ord rører han hende.
	Vi har så travlt med om hun nu blev helbredt på kroppen eller på sjælen, -men kan vi skille det ad? -og er det ikke ligegyldigt.Hun havde intet liv, -ved denne berøring får hun et liv.
	Det samme med den lille pige, synagogeforstanderens datter.Hun var død, -faderen kommer til Jesus og be'r ham om at røre ved hende.Også hende rører han ved, -han tager hendes hånd, -og hun rejste sig fra sit dødsleje.
	Den udstrakte åbne indbydende hånd, ...
	Bare vi kunne gøre det samme, -tage den dødes hånd, -og røre den døde til live, -røre den døde til frelse og helbredelse, -til mere liv.
	Hvis vi ellers tør røre den døde.For berøring rører, -det rører ikke ved den døde, -men den rører ved os.
	...
	Gud rører også ved os.Gud rækker også sin indbydende, åbne udstakte hånd mod os.
	Vi kan lade være med at tage fat i hånden, -vi kan også ignorere den, -for den kan være ubehagelig, -den kan berøre os.
	Gud rører os i dåben. Vores salmer er fyldt med billeder på Guds favntag og åbne hænder, der favner, griber og kærtegner os i dåben.
	Herren strækker ud sin arm, -små vil han velsigne.Guds fingrene grande slog kors for din pande.Vor Herre tar de små i favn.
	Ellers som vi lige hørte det ved barnedåben:at han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
	Vi møder også hans udstrakte indbydende hånd i velsignelsen, i ordene, -eller i nadveren.
	Nogle gange kan det føles som at stå i en stor skubbende trængsel i et stormagasin ved juletid, -vi kan ikke komme til.Den gave vi skulle købe kan vi slet ikke komme hen til, -og hvis vi endelig får mast os derhen er der måske en der snupper den lige for næsen af os, -eller vi når lige at røre kvasten af den inden den forsvinder i mængden.
	Så kan velsignelsen, ordet, nadveren føles som det det er: ord sagt af en menneskemund, -tørt brød og slatten vin.
	Men kan vi mobilisere en lille smule tro, -en tro på at bare det at røre kvasten har betydning for vores liv, -så kan vi se Jesus vende sig om og sige til os: Din tro har frelst dig.-og mærke berøringen.
	...
	Jeg har for nogle måneder siden holdt en børne- og ungdomsgudstjeneste om hænder.Hænder er af stor betydning. De kan tale, -også selvom man ikke kan døvesprog.I sig selv fortæller hænderne en historie. Prøv at se på jeres.Og nej, jeg taler ikke om at kunne spå om fremtiden ved at læse i hånden.
	Men måske kan I på jeres hænder at i skrællede gulerødder i går, -eller det sår i fik forleden fordi det var lidt koldt og I slog jer på postkassen.Mine hænder er rene og med lidt lange negle, -typiske kontorhænder. Bondemandens ser helt anderledes ud end mine.
	Hænder kan tale.De kan være afvisende, -de kan være indbydende, -de kan være afslappede eller knugede. De kan berøre nænsomt, -eller de kan slå.
	Jeg læste sammen med en veninde på teologistudiet. Hun var sådan en der rørte ved folk. Rent praktisk, -så rørte hun ved os, -ikke at hun gik og krammede alle folk, -nej, men hun turde tage venligt fast i vores arm, -eller strejfede blid vores hænder. Hun gjorde det bevidst, -for hun mente at det berigede vores liv, -det gjorde det også.
	Men hun berørte os også fordi hun var sød og omsorgsfuld. Og så var hun sjov og pudsig. Bl.a. kunne hun nogle grønlandske vuggesange, og de lyder ret sjovt, -dem rørte hun os også ved.
	Så var hun naiv og sød, og blev begejstret over småting. Eksempelvis valsede hun rundt på små skyer, da det gik op for hende at den grimme plante jeg havde stående var en aloe vera, -og at man faktisk bare kunne tage saften fra planten og smøre på sine hænder som creme, -eller at det er lægende for sår, -godt mod myggestik, brændsår og solskolning.Hun drønede ud i de københavnske blomsterbutikker for at erhverve sig sådan en plante.
	Til hendes kandidatfest, -gav jeg hende naturligvis en aflægger af min plante, -og fortalte malende om at hun rørte os, -både med fysisk med sine hænder, men også dybt i vores hjerter. Jeg vidste af vore veje ville skilles, -men jeg ønskede for hende at hun ville fortsættte med at gå rundt og røre ved mennesker med sin nu endnu blødere hænder, -da de jo nu kunne blive plejet med saften fra aloe vera planten.
	Så måske kan vi ikke opvække de døde, -eller frelse, -eller helbrede, -men vi kan røre hinanden til live. Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email