Hvis du har kommentarer
så skriv til
Erik Orheim Andersen
orheim@mail.dk

Hvis du vil printe siden ud
se her
Prædiken til 4.s.e.påske 2005. Dr. og Ha.
754 –404 –(600) – 294 –439 –473 –6
Hvis man slår ordet op i en ordbog under ordet ”testamente”, så får man at vide, at det er et juridisk bindende dokument, der angiver hvad der skal ske med ens formue, ejendom og øvrige ejendele efter at man er død.
Det er vel trods alt de færreste af os, der skriver testamente.
Vi har ikke rigtig brug for det.
Det har vi ikke, fordi det er så oplagt, hvad der skal ske med det, som måtte være tilbage efter os: Det skal vores børn dele.
Så egentlige testamenter - det er ikke så almindeligt.
Men nogle gør så noget andet.
De lader et brev ligge til deres kære, til deres ægtefælle eller til børnene.
Et brev, som først skal læses, når de er døde.
Det kan man måske også kalde en slags testamente, selvom det ikke er af den juridiske slags - og det handler vel ikke så meget om ting og sager og hvem der skal have hvad - det handler nok snarere om personlige forhold og om følelser.
Om noget man finder vigtigt at give videre eller vigtigt at få sagt.
I Biblen taler vi om både Det gamle Testamente og Det nye Testamente.
Her er ikke så meget tale om et juridisk bindende dokument - og vi plejer istedet at bruge ordet pagt - den gamle og den nye pagt -
Og derfor kaldes de bibelske skrifter tilsammen ”Den gamle og den nye pagt bøger.”
Eller hvis vi skal bruge et mere moderne udtryk - så kunne det være ordet aftale.
Den gamle og den nye aftale.
Det nye Testamente er så den nye pagt eller aftale, som Gud ved Jesus har lavet med os mennesker.
Jeg tror nu ikke, at ret mange tænker på Det nye Testamente som et juridisk dokument - ej heller at det skulle være en aftale.
Det er vel egentlig noget, der minder mere om en slags brev, der er efterladt til de elskede.
I den del af testamentet, der er teksten i dag, der hører vi så, at det er et lidt underligt testamente eller kærlighedsbrev, som vi har med at gøre.
For det er på en eller anden måde ikke færdigt.
Det er nok færdigt på den måde, at der ikke skrives mere til.
Vi går ikke og føjer til evangelierne om Jesu liv eller til Paulus breve fra den første kristendoms tid.
Men det testamente, som vi har fået overdraget, det lever og ånder stadigvæk.
På den måde bliver det aldrig færdigt.
Det testamente, vi som kristne har fået betroet, det åbner altid op imod fremtiden.
Det vil vejlede os ind i den fremtid, som vi ikke kender og som det kan være mere end svært at spå om.
Talsmanden, Helligånden, er sendt til verden for at puste liv i ordene - og puste liv i os, så vi virkelig hører det testamente vi har fået.
Så vi hører det - ind i det liv, der er vores på lige det tidspunkt, vi nu er kommet til.
”Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.
Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for Jer”.
Sådan siger Jesus i dagens tekst.
Talsmanden, ham vi også kalder Helligånden, skal tage af det, som hører til Jesus, og forkynde det for os.
Sandhedens ånd, der skal vejlede os i hele sandheden.
Og som skal gøre det igen og igen.
Det nye Testamente, som blev til indenfor de første ca. 70 år efter den første kristne påske, det er ikke en færdig facitliste til vores liv med hinanden.
Hvor vi kan slå op og få at vide, at når situationen er sådan og sådan, så skal vi gøre det og det.
For det er et levende testamente - der vil puste liv og ånd i os - og vejlede os i sandheden, hvor vi end er og hvad der så end møder os.
Ja, vi kan gå så langt, at vi kan sige, at i Talsmanden, Helligånden, der er Jesus selv til stede.
Lige som han er det i gudstjenesten
Her er han til stede i dåben og nadveren, han er til stede i de ord, som der lyder.
Men altså ikke kun i gudstjenesten.
Han er også til stede i vores tro og vores håb og vores kærlighed - han er til stede i vores glæde og vores sorg.
Han er til stede. når vi forsøger at finde ud af hvad der er sandhed og hvad der er løgn - og hvad det vil være godt og rigtigt at gøre.
Det lyder lidt mystisk og uforståeligt - at vi har Talsmanden, Helligånden, og derigennem er Jesus til stede.
Det kan godt virke lidt fjernt og abstrakt
Men alligevel ikke mere mystisk end at vi kender til det i forhold til dem vi elsker.
De er på sin vis altid tilstede hos os - selv om de ikke er der.
Man kan være hinanden meget nær – også når der er mange kilometer imellem os.
Og vi kender til ”samvittighedens stemme”, om ikke andet så når den dårlige samvittighed melder sig.
Den samvittighedens stemme, der vil fortælle os hvad vi bør gøre og hvad vi ikke bør gøre.
Sådan er også med den Talsmand, som Jesus fortæller om i dag.
Ligesom det er med kærlighedens bånd og samvittighedens stemme.
Den er lige så virkeligt.
Det store bud i kristendommen lyder: Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv.
Og det betyder - du skal elske Herren din Gud, og det skal du gøre ved at elske din næste som dig selv.
Det betyder ikke, at du skal omfatte hver eneste én af dine medskabninger med en stormende romantisk kærlighed.
Kærlighed i kristen forstand har ikke noget med romantiske følelser at gøre.
At elske betyder i denne sammenhæng at acceptere, at give rum og plads til, at erkende, at andre mennesker har lige så meget ret til at være her, som jeg har, og at ingen af os er så farlig meget værd uden hinanden.
At livet kun er til som et sam-liv med mennesker.
At tro betyder trofasthed overfor dem – der mere eller mindre tilfældigt er blevet ens næste.
Og det kan ikke nytte noget at gå rundt og vente på, at Gud gør verden bedre.
I en gammel bøn hedder det:
”Jesus Kristus, du har ingen hænder,
kun vore hænder,
til at virke med i dag.
Du har ingen fødder, kun vore fødder,
til at gå til andre med.
Du har ingen læber,
kun vore læber,
til at sige mennesker noget.
Du har ingen hjælp, kun vores hjælp,
til at stå ved den hjælpeløses side med.
Brug derfor vore hænder og fødder og læber, når du vil give den hjælpeløse hjælp”.
Der er meget, vi kan gøre for hinanden.
Der er mange områder, hvor det er nødvendigt at netop vi gør en indsats.
Men over for Gud er vi alle lige hjælpeløse.
Over for Gud har ingen mere ret end andre.
Og hvis vi siger, at vi ikke forstår det - eller måske helst ikke vil forstå det - så får vi kun det svar:
Lev det liv, som du nu engang har fået.
Og del det med andre - det er det, du er skabt til, og det er det, der har Guds velsignelse.
Og med det har vi såmænd rigeligt at gøre.
Og så føjer Jesus noget til , som ikke ret mange ville slippe godt fra at sige på deres dødsleje.
Han siger, at "det er det bedste for jer, at jeg går bort."
Enhver anden, der forsøgte sig med denne påstand over for sine nære, fortvivlede pårørende, ville nok få at vide, at "gider du lige holde!
Du skal ikke lægge dig til at dø og så samtidig påstå, at det er bedst for mig, at du dør!"
Men når Jesus siger det - så har han ret.
Som sædvanlig.
For når han dør, kommer hans talsmand til os.
Hans og vores talsmand.
Helligånden.
Den, der gør, at vi overhovedet kan holde kirke og dåb og altergang og det hele.
Helligånden er den, der er skyld i, at alt det med Gud og Jesus ikke for længst er druknet i glemsel.
Helligånden er vidnet, der har set, hvad der skete, og som skal sørge for, at vi ikke glemmer det.
For det modsatte af kærlighed er glemsel.
Den, der ikke længere er husket, er heller ikke længere elsket.
Men Jesus har sørget for os.
Ved at lade Helligånden komme - i stedet for sig selv - har han sørget for, at han er nær ved alle mennesker til alle tider.
Det er alene Helligåndens fortjeneste, at vi ikke har glemt det hele.
At vi overhovedet har en kirke, som vi kan komme hen i med alle vore forskellige ærinder: med vore dåbsbørn, med vore konfirmander, med vore brudepar og med vore døde.
Og her modtager vi alle stemplet af Guds kærlighed.
Den kærlighed, som altid er os nær, og som aldrig glemmer.
Amen

Sat på Præstesiden
http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
af præst Mogens Agerbo Baungaard email