Hvis du har kommentarer så skriv til Jørgen Flemming Christensen JFC@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Juleaften 24/12-07. 16.00. Lk. 2,1-14.
	Den sidste uge før jul har Politiken bragt to kronikker af Anders Bodelsen og Niels I Meyer, som har haft det tilfælles, at de begge har et ateistisk udgangspunkt.
	Bodelsen mindes sit barndomshjems ikke-religiøse fejring af vintersolhvervet – den gamle fest for lysets vendepunkt – decemberdepressionens afløsning af januarglæden.
	Og Meyer skriver under titlen ”Uden en Gud” om den kristne overtro, der til hans undren stadig i vor oplyste tid synes temmelig udbredt.
	Meyer veksler mellem at forklare troen med dovenskab, folk har blot ikke fået taget sig sammen til at melde sig ud, og så et behov for noget at tro på, både når det gælder det faktum, at vi skal dø og så det faktum, at der er mere mellem himmel og jord, end videnskaben kan forklare, og så er det måske bedst ikke helt at afbryde forbindelsen til det overjordiske.
	Meyer undrer sig over, at nogen kan tro på, at der virkelig findes en Gud, der har øje og hjerte for hvert enkelt af jordens godt 6 mia. mennesker bare på denne klode – med et blink i øjet anfører han, hvor svimlende lille sandsynligheden var, for at netop han nogen sinde så verdens lys.
	For, skriver han, hvis hans far eller mor havde været slemt forkølet den nat, da han blev undfanget, så var sagen givet blevet udsat, og så var det et helt andet barn, de havde fået.
	Nu kan man alt efter temperament smile eller ryste på hovedet af sådan et tankeeksperiment.
	Men manden har jo ret, havde en anden sædcelle vundet kapløbet, var det slet ikke mig, der stod her på denne prædikestol, og det var ikke dig, men en anden, der om et par timer skal gå om juletræet.
	At denne undren ikke er ny, vidner både Jesu ord om, at ikke en spurv falder til jorden uden Gud, og salmedigterens ”vore hovedhår han tæller, hver en tåre som vi fælder.”
	Det sjove ved de to kronikker er imidlertid, at de begge omtaler livet som en forunderlig gave
	De undrer sig over den svimlende tilfældighed, der med Halfdan Rasmussens ord gør, at:
	Jeg er mig der er ham, der er ham der er mig
	og mit jeg det er mig ikke dig.
	Hvis en anden var mig ku det godt være dig
	der var mig hvis jeg ikke var mig
	…
	Men såfremt man bliver født som en brik i et spil
	og Vorherre tar fat på en leg
	hvor han spør hvem man syns man bør være og vil
	er det klart jeg vil helst være mig
	Dette usandsynlige held, at det er mig, der er mig, kalder hos dem begge på både taknemmelighed og undren over livets mirakel.
	Bodelsen indrømmer blankt: I min barndom havde vi bare ikke en adresse at sende vores taknemmelighed til.
	Men, spørger jeg naivt, når de to erklærede ateister taler om livet som en gave, må der så ikke også være en giver.
	Hvad stiller vi op med adresseløs taknemmelighed og hjemløs undren.
	Ja, nogen af os har altså fundet vejen her hen til Slotskirken i aften.
	Vi ku være blevet hjemme i lunet inden døre, hygget os med klejner og et godt glas rødvin.
	Hvorfor al denne voldsomme trængsel og alarm bare for at komme i kirke.
	Ja, måske fordi vi aner, at her i dette hus, her holder Gud selv åbent hus for høj og lav – her kan vi måske finde mål og retning for vores glæde over alt hvad livet skænker os OG en at tale med om alt det vi ikke forstår og som bekymrer og plager os.
	Eller som en af børnene sagde det, da jeg ved en af decembers mange børnejulegudstjenester fortalte om stjernen, som ledte de vise mænd fra østerland til barnet i stalden i krybben i Betlehem: Nøj, hvor smart, det er næsten lige som min fars GPS.
	Se, nu aner jeg ikke, hvor mange af jer fædre, der har ønsket sig en GPS i julegave – ja, det er ikke for at diskriminere jer kvinder, men GPS, er det ikke sådan en rigtig mande/far-gave ?
	Nå, barnet har jo ret.
	For stjernen giver vores undren og taknemmelighed en ganske bestemt retning.
	Stjernen viser vej – ikke til en mening eller altomfattende videnskabelig forklaring på livets oprindelse – nej, stjernen viser vej til et lille barn i en krybbe – med påstanden om, at i dette lille nyfødte sårbare liv, der møder du Gud selv.
	I dette værgeløse barn ser du Guds sande ansigt.
	Han kom selv til verden som en af denne klodes mia. af mennesker for med sit eget kød og blod at vise, at Gud har øje og hjerte for den enkelte.
	Stjernen viser vej til et lille spædbarn i en ussel stald, for at vise
	at det er det, livet handler om, den enkelte, hver enkelt skabnings betydning og værdi i Guds øjne.
	Stjernen viser vej væk fra dig selv og alt dit eget – den viser dig hen til det menneske der venter på at du viser dig som det medmenneske som ingen af os kan undvære.
	Stjernen viser vej fra det jordiske til det himmelske, den vil have os til at se opad – ikke som fysikeren forleden på TV, der søgte svaret på livets opståen ved at forske i, om et frø ude fra rummet kunne være rejst tusinde lysår fra en fjerne galakse for at lande i vores lille lokale mælkevej – for selv om denne fysikers teori engang skulle vise sig at være den rigtige forklaring på livets opståen, så bliver spørgsmålet stadig stående: Hvor kom frøet så fra?
	Nej, vores taknemmelighed og undren, må vi formentlig leve med uden forklaringer – men den behøver ikke være adresseløs, stjernen vil have os til at løfte hovedet og se opad – væk fra os selv og hen mod Gud.
	Her kort før jul kom der en ny oversættelse til et mere mundret nudansk af det nye testamente – den kan ganske vist ikke rigtig hamle op med sproget i Yallerup Færgeby
	For så sku det vel have lydt noget i retning af:
	Det sygeste skete i de dér dage, da kejser Augustus - den orntlig seje gangster - ville vide hvor mange der boed i sit land - dér mand!
	Men selv om den er knap så avanceret så bør alene titlen; ’Den nye Aftale,’ i stedet for ’Det nye Testamente,’ alligevel vække vores nysgerrighed.
	For hvad er det nu for en ny aftale.
	Ja, vi kunne jo prøve at skifte ordet aftale ud med et ord, der har været på alles læber den sidste tid, nemlig overenskomst.
	Den gamle aftale er kasseret og Gud har indgået en ny.
	Men den nye aftale – eller overenskomst – handler ikke om noget så banalt som mere i lønningsposen, Gud giver Gud ske tak og lov ikke kun løn som fortjent, så ku’ det godt være vi endte med tomme lommer.
	Nej, med barnet i krybben i stalden sker der noget radikalt nyt, Gud begynder så at sige forfra i vores gamle slidte verden:
	Hør det lige med ’Den nye Aftales’ oversættelse:
	I nærheden var der nogle hyrder der overnattede på marken mens de vogtede deres får. 9 Pludselig blev de badet i et guddommeligt lysskær, og en af Guds engle stod foran dem på marken. De var lammet af frygt, 10 men englen sagde: “I skal ikke være bange, for jeg kommer med en god nyhed. Den vil blive til stor glæde for folk. 11 I dag har I fået en frelser. Det er Messias, jeres herre, og han er blevet født i Betlehem, Davids by. 12 I kan kende ham på at han ligger i en krybbe, med et tæppe om sig.” 13 I det samme var der en hel hær af himmelske væsener sammen med englen, og de sang:
	14 “Vi hylder Gud i den højeste himmel.Han kommer med fred til mennesker på jorden,til dem som han har udvalgt.”
	Den gode nyhed er, at barnet kommer med fred til mennesker, det er en himmelsk fredsaftale, vi er vidner til og deltagere i.
	Stjernen viser en ny vej til Gud og den vej går gennem barnet i krybben.
	Vi behøver ikke leve som Julle, der har mistet hukommelsen og glemt, hvem han er og hvad han er, indtil Pyrus Kandis og Gyldengrød får givet ham hukommelsen tilbage - vi skal ikke selv finde eller opfinde svaret: Englens ord til de rædselslagne hyrder ude på marken lyder også til os: I skal ikke være bange, frygt ikke, for Gud selv er blevet menneske for at dele alt – både den største glæde og den dybeste smerte med os.
	Han har selv taget livet på sig – for at minde os om det vi så forfærdelig let glemmer at vi er Guds – at han har sat os her på jorden med ansvar for hinanden, især med ansvar for den værgeløse og udsatte.
	Kan være at ateisterne ryster på hovedet af så enfoldig en tro, ser den som udtryk for, at jeg ikke kan udholde tanken om blot at være en brik i tilfældighedernes lunefulde spil.
	Dem om det.
	Jeg ville ikke undvære denne tro for selv den største lottogevinst, for den sætter og holder mig på plads i en sammnhæng.
	Den viser retningen både for min tak og for hvad jeg skal bruge mit liv til.
	Derfor skal vi også hvert år mindes om den vej stjernen viser.
	Mindes om det, der ellers så let drukner i alt muligt larm og spektakel.
	Men det må vi vel at mærke hjælpe hinanden med, for hvad hjælper det at se stjernen hvis ikke vi længere kan huske hvad det er den vil vise vej til – så ender vi som vildfarne spøgelsesbilister ramt af et kollektivt hukommelsestab – vi holder jul, men har totalt glemt hvorfor.
	På en måde synes jeg, advarselslamperne for den store juledemensepidemi ER begyndt at blinke.
	Den bedste medicin mod den sygdom, er det ikke at følge stjernen – igen og igen søge tilbage til udgangspunktet og midtpunktet – barnet i krybben.
	For i kraft af barnet i krybben må du ha’ lov at sætte adresse på.
	Derfor skal vi heller ikke nøjes med at sige glædelig undren eller ønske hinanden svimlende intersolhvervstaknemmelighed.
	Og derfor vil jeg også lige nu bede jer alle om at rejse jer og hilse på hinanden:
	Knus, kram, kys, vink, gi hånd, gnid næser – gør lige hvad I vil, men gør det med et ønske om en glædelig jul – for med denne julehilsen giver vi vores taknemmelighed og undren en ganske bestemt retning – mod den nye aftales Gud, der har skænket os livet og lovet os sin kærlighed.
	---
	En velsignet og Glædelig jul!
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email