Hvis du har kommentarer så skriv til Peter Værum pverum@post11.tele.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Påskeprædiken for opera-elskere…. 2008
	Jeg sad med en god ven en sen aften i sofaen. Samtalen forstummede og vi blev stille. I baggrunden spillede en cd; det var en sampler med gamle highlights fra de kendte operaer, berømte arier med alle mulige opera-divaer helt tilbage til Renata Tebaldi's tid (før Callas), bragt ude af deres sammenhæng i syndig forvirring.Men det var meget smukt.Og så spurgte min gode veninde, som ikke kender så meget til opera som jeg gør: "Hvorfor dør de egentlig altid i operaerne ?"
	Dét har jeg spekuleret en del over – her op til påske.
	For det er jo rigtigt; påfaldende mange operaer ender med død. Aida mures inde sammen med den hun elsker. Mimi fra "Boheme" og Kameliadamen i "La Traviata" dør af tuberkler – i deres elskeres arme. Tosca hopper ud over murkanten oppe på Engelsborg, da det viser sig, at hendes elskede er har mistet livet i sin kamp for frihed. Rigoletto mister sin datter, Medea og Norma dræber deres egne børn i ruelse over at være svigtet af dem, de elsker. Gustav d. III i "Maskeballet" bliver myrdet på grund af sin uopgivelige kærlighed til Amelia. Og Carmen! også Carmen dør. – Hos Richard Strauss bliver Johannes Døberen bliver halshugget (i "Salome") og Elektra og Salome styrer målbevidst mod deres egen død. Og hos Wagner: Tannhaüser forløses i døden efter at have modtaget et bevis på Guds tilgivelse. Elsa dør i "Lohengrin". Og den fortabte sjæl, "Den flyvende hollænder" får endelig fred i døden. Og Tristan og Isolde!!! Tristan dør, Isolde synger sin vidunderlige arie "Liebestod" - og dør. (- - Undtagelsen er Mozart; i Mozarts opraer er det kun Don Juan, der dør – og det er der særlige grunde til. Men ellers er der i rokoko-tiden, hvor Mozart skriver, gunstigere vilkår for kærligheden; Mozart kan fremstille forelskelsen, legen, kurtiseringen og kærlighedens pris uden at det får de fatale konsekvenser som i romantikken. Men ellers - - ). I næsten alle de store operaer fra det klassiske repertoire ender det med døden. Kærlighed og tragisk død.
	Hvorfor det ?
	Ja - … - kærligheden har hårde vilkår i denne verden. I denne syndige verden.
	Og man kan jo spørge sig: Hvorfor er det disse tragiske vilkår, hvor kærligheden må ende med død, som de helt store komponister gider at bruge deres talent til at tolke – kunstnerisk ??For det er jo tragisk - det er sørgeligt at kærlighed fører til død. At magten kvæster de elskende. Eller at elskende kvinder, der bliver svigtet (som Medea og Norma) bliver så vrede, at de dræber deres børn. Eller bliver vanvittige af sorg som hos Bellini og Donizetti.
	Det er tragisk, at kærligheden har så hårde vilkår i denne verden. I denne syndige verden. Sådan at det så ofte ender med, at én bliver ofret; eller de svageste dør under sørgelige omstændigheder. Eller de elskende vælger døden frem for at blive skilt ad.MEN det er ikke desto mindre det, de store komponister gider at bruge deres krudt på. Det er det, der udløser den mest sublime kunst; den højeste musik. Selv om døden får det sidste ord - sidder vi operaelskere nede i det Kongelige Teaters mørke og bivåner det - med en klump i halsen – vi har stået i kø og betalt dyre billetter til 500 kr. for at komme ind og høre de arier. Igen og igen. Tit sidder vi, dybt berørt. Eller vildt begejstrede, fordi arierne er så smukke. Og fordi musikken formidles gennem stemmen, så bliver det jo så utrolig nært og personligt. - Andre gør jo altid grin med opera og de store barmfagre sangerinder, der synger "åh, jeg dør, åh, jeg dør" i flere kvarter, mens de ligger i tenorens arme.Men hvis man holder af opera, er det anderledes: Så er det netop højdepunktet, det er de arier der foreviges på plade og som operakendere igen og igen vender tilbage til: Dødsscenerne, hvor handlingen sættes i stå. Og hvor musikken tolker det, der sker. I dybden. Følelserne. Betydningen. Selvfølgelig er det tragisk. At kærligheden må ende med død. Men det giver også mening. Det handler tit om at nogle ofrer sig, selv om kærligheden bliver trådt under fode af magtens mænd og samfundets konventioner, så er det godt, at nogen elsker så dybt og så stærkt, at de vælger døden.Når man taler om det i det rationelle sprog eller tænker intellektuelt over det, så er det ikke altid så lige til. Det er ..for godt til at være sandt. Eller det kan ikke ophøjes til at være en livssandhed, der holder vand, hvis den udsættes for den rationelle fornufts kritik. Men formidlet af kunsten – af de store komponisters geni - med ånd - så giver det mening. Og det præger os. Og vi går ud af teatret som bedre mennesker end da vi kom ind. Med mere håb. Mere åbne, opløftede. Rørt. I sjælen.Der er en streng, der klinger med. Vi tror på det. Ja, livet koster livet, kærligheden så meget værd, at det giver mening at dø for den. Og i morgen vil jeg købe en buket blomster og gi´ til min elskede.
	Som sagt: Andre gør grin med det. "Åh, jeg dør, åh, jeg dør". I opera kan det tage ½ time at dø af et knivstik. Men det er dér – i de store arier, hvor kunsten og kunstneren tolker det store øjeblik – at vi bliver klogere. Det er dér, hvor den ydre handling et øjeblik sættes i stå, hvor himlen åbner sig over, og afgrunden viser sig under, den menneskelige eksistens, at vi bliver klogere, åndelig talt. Det er dér sjælen løfter sig.
	Man kan tale om vandret og lodret. Man kan forstå vandret og lodret. Man kan fortælle i et vandret, fremadskridende forløb. Som regel forstår vi os selv som produkter af en historie (…) (hvis man vil forstå, hvem man er, som dansker, måp man fortælle Danmarks historie osv. – hvis man vil forstå, hvem man er, må man fortælle sin slægts historie osv. (…) Man forstår vigtige ting ..vandret. Som led i en fremadskridende proces, hvor årsag fører til virkning. De store fortællinger er som regel udformet episk. Men de helt store fortællinger er ikke fortalt episk. (Groft sagt). De er fortalt mytisk. Med inddragelse af guder og himmelske væsner og djævelske kræfter. Himlen foroven og afgrunden for neden. Lodret.
	Jesus' skæbne er jo sådan set sørgelig. Tragisk at det skulle ende sådan. Men det bemærkelsesværdige er, at når vi hører den store fortælling, så opleves det ikke, som at det er "synd for Jesus". Han skal ikke ynkes. Hans død er ikke forgæves. Hans offer rører os stadig dybt. Vi påvirkes af det. Det giver mening.
	På det vandrette plan er det næsten umuligt at fortælle. En mand dør under stor pinsler på et kors. Grædende kvinder og skuffede disciple lægger ham i en grav. Og tre dage efter erfarer de, at han (!) ikke er i graven; han er opstået (!?) fra de døde, sådan at han kan ses af disciplene som lyslevende (?!). Det er næsten ikke til at fortælle – på det episke plan, som led i verdenshistorien, vandret. Det som ikke kan ske, sker.Derfor fortæller vi om det på et lodret plan. Mytens plan:. At han kom fra Himlen, sendt af Gud, for at frelse mennesker. At han efter sin korsfæstelse drog ned i Dødsriget, i Hades (som en helt i et gammel drama:) han bankede på Helvedes port og tømte Helvede, så der nu ikke længere er fortabte sjæle dernede i afgrunden. Og at han spottede døden og Djævelen ved at vise sig lyslevende for disciplene i fyrretyve dage efter sin død. På mytens plan lader det sig fortælle, så det giver god mening. Dyb mening. - Derefter for Han til Himmels, hvor Han nu sidder som Verdensdommeren ved sin faders guddommelige trone. Sådan ser det ud for troen. Skildret i den lodrette dimension.
	Vi operaelskere har måske en lidt større mulighed for at forstå det end andre, Måske. At kærligheden er stærkere end døden. At det er vigtigere at elske og være tro mod sig selv end at overleve.Og at dét, at én var så tro mod sig selv og sin guddommelige herkomst, at Han valgte døden. Og at det har påvirket verden så dybt, at det føles som om Han frelste verden fra Helvede.
	- - - Påskens drama er der ikke skrevet nogen opera om. Det er for stort, og for virkeligt, på mystisk måde for tæt på til at sætte op på en teaterscene (trods den historiske afstand er det unægtelig tæt på, ellers sad vi ikke her i kirken),. Men det hører ikke til på en opera-scene.Musikken, der tolker dette drama, påskens drama, troens drama, opføres som regel i kirkerne. Det er Bachs h-moll messe. Mattæus-passionen. Mahler symfoni nr. 2: "Opstandelses-symfonien".(Bachs h-moll messe er blevet kaldt den største musik der nogen sinde er skrevet. Den rummer trosbekendelsens ord. (Man burde lytte til ET RESSUREXIT –satsen). (Og i øvrigt sprænger musikken fuldstændig rammerne for, hvad den katolske gudstjeneste, messen, kræver. Når en virkelig kunstner som Bach tolker påskens mysterium, er selv menneskenes kirke for lille til at rumme det…)
	Påskens drama er der mig bekendt ikke skrevet nogen opera om.
	Og det er dybest set fordi, det er for betydningsfuldt, for helligt, til at sætte det op på en teaterscene. Det er ikke teater. Det er historie. Remtrækket til virkeligheden er et andet end i kunsten. Funderingen i historien gør det til noget andet end de store tragedier på scenen.Det er bemærkelsesværdigt, at gudstjenesten og kirkens liv ikke lader sig skildre på en opera-scene. (Det ses tydeligt i det eneste eksempel, hvor vi er til gudstjeneste på teateret: Nemlig i Gounods Faust, hvor den stakkelss fortabte heltinde, Margrethe er søger til kirken, fordi hun føler sig fordømt og fortabt. Hun er blevet skrækkelig svigtet og har begået utilgivelige synder, og vi hører orglet spille "dies irae" og Mefistofeles selv forsøger at spærre hende adgangen til gudstjenesten. Vi ser præsten og korset og det hele – men det fungerer ikke. Det fungerer ikke at vise gudstjenesten på en teaterscene. I alle de opsærninger, jeg har set: Det fungerer ikke på scenen! Resten af operaen fungerer, Djævelen optræder, Margrethe dør ("som sædvanlig", som det er sædvane i operaerne), en dygtig scenograf kan sagtens forløse det kunstneriske budskab. Men at "opføre" gudstjenesten i kirken på scenen skurrer altid).Det er tankevækkende.Og det er selvfølgelig fordi: det er noget andet at være i teatret end at deltage i den hellige liturgi.I teatret er vi tilskuere. Der overværer vi, hvordan andre lider og dør, elsker og beder, deltager i intriger og forløses.I kirken er jeg ikke tilskuer. Dér er hver enkelt deltager. Dér er vi selv midt i dramaet, (vi er måske ikke selv hovedpersonen – det er vi faktisk ikke…, det er ikke os der er helten, snarere er vi én af de onde skurke eller de dumme narre….). Men at være til gudstjeneste er noget andet end at være tilskuer i et teater. At være til påskegudtjeneste er at deltage. Hvis man kun er tilskuer, oplever man ikke gudstjenestens inderste væsen. Hvis man er distanceret. Gudstjenesten rummer derfor også et tilbud om at komme ud over distancen. Om at være med. Nadveren rummer et tilbud om at blive hovedpersonen, der forløses, midt i Livets store drama om kærlighed og død. Det er ikke teater. - Det er heller ikke virkelighed - som når vi taler om "ude i virkeligheden". - Men det er kult; deltagelse i et liturgisk forløb. Hvor vi oplever lodret). Det er personlig deltagelse i den hellige handling, hvor kærligheden overvinder døden.Det tilbud står åbent, når vi nu om lidt har sunget K.L. Aastrups påskesalme:
	Det er så sandt, at ingen såvor Herre ud af graven gå.For det, der aldrig kunne ske,det skulle intet øje se.
	Hvordan fra død til liv han kom,kan ingen her fortælle om.Hvad kun kan ske, hvis Himlen vil,har jorden ingen vidner til.
	Ja, påskens budskab er et ordom, hvad der aldrig sker på jord,og det et ord helt stillet blotog værgeløst mod verdens spot.
	Men det, som intet øje så,vil kirken holde søndag påog vidne frit, som Ånden bød,om ham, der døden gennembrød. (…)
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email