Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby KKS@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Juleaften 2007
	Glædelig jul og velkommen til åbent hus i anledning af Jesus fødselsdag…..
	Det er årets dejligste gudstjenester, masser af glade mennesker i alle aldre, god stemning, højlydt sang og så disse smukke ord om det der skete i de dage da Kejser Augustus herskede over hele den kendte verden.
	Og på mange måder er det meget passende at sige at vi holder åbent hus i dag her i kirken, for alle er velkomne, dørene er åbne på vid gab, for ung såvel som gammel og for fattig såvel som rig. Det eneste der er lidt mangelfuldt ved dette arrangement er serveringen. Men hvis jeg ikke tager meget fejl, så venter der både det ene og det andet derhjemme, så mon ikke vi alle blive mætte i dag, så godt og vel ?
	Men netop en åbent-hus-fødselsdagsfest-idee passer meget godt sammen med det som Gud gjorde den første jul og har gjort lige siden, nemlig "at holde åben himmel og åben jord".
	Sådan begyndte det egentlig også dengang i tidernes morgen da Gud skabte menneskene. Da var de hos Ham i Paradis og alt hvad der var hans var også deres. Paradisets have var himmel og jord i et og samme sted og der var ikke lukket land noget sted, hele verden lå åben for menneskets fødder og blik. Og Gud og mennesker talte sammen hver aften når Gud gik tur i haven.
	Men der var én ting som mennesker ikke måtte, de måtte ikke spise af Kundskabens træ. Og da først slangen havde mindet dem om det kunne Adam og Eva slet ikke holde op med at tænke på det. Sådan er vi jo, vi mennesker, når der er noget vi ikke må, så er det det vi vil…. Så det gjorde de selvfølgelig.Og Gud blev rasende. Hvorfor ? Ja vel sagtens fordi Han vidste at alting fra nu af var forandret. Intet ville nogensinde blive som det havde været, for vi mennesker havde forædt os på forskellen mellem godt og ondt.
	Jeg forestiller mig altid at Adam og Eva, var sådan nogle glade frie væsner som dengang havde lidt mere hår på kroppen og sådan nogle lange haler som de kunne svinge sig i træerne med, og at da de spiste af træet begyndte halen at visne væk, pelsen at tynde ud og blikket at blive mere bekymret. For nu vidste vi at vi var til og vi tænkte hele tiden om os selv og på os selv. Og som det allerførste gav vi os til at skyde skylden på de andre, og lyve for hinanden, for os selv og for Gud
	Gud blev så rasende over det. Og Han smed os ud. Og Han smækkede dørene i til himlen. Og Han låste for sit hjerte i lang tid som den gør, der for første gang er blevet såret i sit hjerte. Måske havde Han aldrig prøvet det før, dette ikke at blive adlydt. Hele skaberværket havde gjort som Han sagde, lydigt og med glæde og jubelsang. Men mennesket, dette underlige væsen, som han havde vovet at blande sin Ånd ind i, det adlød ikke. Måske tog Han det som en afvisning af sin kærlighed. Måske syntes Han bare at vi var helt forkerte og uværdige…
	Nu levede mennesket i en verden med en lukket himmel over sig, med en lukket hjerteport bag sig. Overladt til hinanden og sig selv. Det var hårdt ind imellem, hårdt at skaffe føden, hårdt at føde børn, hårdt at miste hinanden til den død, som mennesket også havde lært at kende her vest for paradis. Men der var også godt i livet, først og fremmest venskab og kærlighed, men også glæden ved naturen og kroppens tilfredshed med at blive brugt og være til.
	Tiden gik. Efterhånden begyndte Gud at savne sit menneske. Han følte sig en smule ensom der i Paradis. Og sådan er det vel, hvis man kun vil være sammen med de perfekte og fuldkomne, så bliver man frygtelig ensom. Og jo mere Gud så på menneskelivet vest for Paradis, jo mere tænkte Han at Han måtte gøre noget. For det var det fuldstændig skørt som menneskene opførte sig. De skændtes og sloges rigtig mange steder og i sammenhænge hvor man skulle tro det var løgn. Der var tilmed mennesker som slog på dem der elskede dem !
	Derfor sendte Gud sine profeter. Han sendte love og regler, Han sendte engle og talte selv fra brændende tornebuske og ildsøjler. Han sagde I skal gøre sådan og sådan og I skal være sådan og sådan. Men intet hjalp, eller det hjalp i hvert fald kun nogle ganske få og i ganske kort tid. Og værst af alt det var kun en enkelt eller to i al den tid, som kunne leve op til lovene og reglerne og Guds forestilling om hvordan mennesker skulle være. Så Gud syntes stadig der var ensomt i paradis, Han så det for sig, fyldt med mennesker, gamle og unge imellem hinanden, mennesker som glade så op og kom Ham i møde når Han gik tur. Som talte med Ham og holdt af Ham som Han altid havde holdt af dem. Og Han forstod at Han måtte sætte alt ind på dette. Han måtte selv gå hele vejen og komme mennesket i møde. Han måtte kort sagt overgive sig totalt.
	Og det skete i de dage, mens Augustus var kejser, at Gud lod sig føde i en stald, af en fattig kvinde, nøgen og forsvarsløs kom Han til verden. Og Maria åbnede sit hjerte for Ham, og Josef, som jo ellers havde grunde nok til at være forbeholden, også han åbnede sit hjerte for Guds søn, og de elskede Ham. Og i det øjeblik stod himlen åben. Guds hjertes porte åbnede sig på vid gab.
	Enhver der har holdt en nyfødt i armene, og givet sig tid til at se ind i dets bundløse mørke blik ved hvilken magt der ligger i det afmægtige.
	Der er en der engang har fortalt om en mand der aldrig havde holdt en nyfødt før han en dag stod med sin egen lille datter i armene. Og da fik han det mærkeligt. Hans hjerte bankede og slog og det rystede i hele kroppen på ham, han måtte bede jordmoderen lægge sin hånd på sit bryst for han forstod ikke hvad det var. Det er rigtig hjertebanken, sagde hun. Det kender du vel til ?. Men det gjorde han ikke. Nu måtte hun vide om han havde det dårligt, og om hun skulle tage barnet igen. Men da udbrød han ; Nej lad mig beholde den lille pige" og hun forstod på hans stemme hvordan det var fat og udbrød med mild latter : Har du aldrig før holdt så meget af nogen at du har fået hjertebanken af den grund ?"
	Julenat og det som skete i de dage handler om det at holde så meget af nogen at man får hjertebanken af den grund. Julenat handler om hvorden hele verden får hjertebanken og om hvordan himlen og jorden står åben i det lille nyfødte Jesusbarn. Hvordan der i Ham er hul igennem til paradis.
	Og det skete i de dage, at Gud holdt åbent hus, for alle mennesker, engle, dyr, for solen, månen og stjernerne. Aldrig mere skulle mennesker eller Gud være alene. Altid hører vi sammen i kærlighed.
	Tillykke med fødselsdagen, kære Jesus.
	Og fordi vi må være med til at fejre den og takke din Far i himlen siger vi.. Lov og tak og evig ære…

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email