Hvis du har kommentarer så skriv til Eva Thorgaard Jerg ETJE@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Nu er det jul.Kan I høre det?Kan I smage det?Kan I føle det?Det er mit håb, at når I går hjem efter gudstjene-sten her, at I har jul både i ørerne, i hjertet og i munden.Nu er der sikkert nogle af Jer, der tænker, at I da udmærket godt ved, hvordan julen lyder. Det var jo det, vi hørte ved sidste års juleaftensgudstjeneste her i Ensted Kirke.Julen lyder af engle, der synger. Synger gennem tykke mure. Synger ind i glædesfyldte eller sorgmørke hjerter. Julens lyd, - det er engle, der synger. Det er derfor klinger julen af mennesker, der synger englesange.Men ved I hvad? Det er ikke englesang, der er selve julens lyd. Faktisk overdøver englesangen julens lyd. For julens lyd er meget let at overdøve - og meget let at overhøre. For at høre julens lyd, skal man være helt, helt stille. Men så kan man faktisk også både høre og føle den. Prøv at høre… Sådan her lyder julen:(stilhed - tænde cd-afspiller. Afspille hjertelyd)Julens lyd. Det er lyden af et hjerte, der slår. Dit hjerte. Mit hjerte. Dine børn eller børnebørns forventningsfulde hjerteslag.Julens lyd, der er hjertebanken fra det lille nyfødte Jesusbarn. Det er Guds eget hjerte, der er sat ind i verden og som banker for dig.Julens lyd er lyden af et hjerte, der banker.
	Et sundt hjerte banker regelmæssigt, med en fast rolig puls. "Rolig puls!", indvender du. Hvis der er noget, jul ikke gir en, så er det da en rolig puls. Med hele de-cembers juletravlhed og julestress. Alt der, der skal ord-nes og hygges og købes og pakkes ind. Jul - det er da kun til at få hjertebanken og hjerteflimmer af.Men du kan forlade dig på dit hjerte. For selv om du har hjertebanken eller har haft pulsen oppe, så falder dit hjerte til ro igen i sin hvilepuls. Et hjerteslag, det er som et ritual. Noget, der vender tilbage, igen og igen.Det er som regel først når dit hjerte springer et slag over, eller det sidder i halsen på dig eller du får hjerte-banken af noget svært eller dejligt eller hjerteslag eller hjertestop, at du giver dit hjerte opmærksomhed.For det kan tage tid at tage pulsen på ens hjerte. At finde ud af, hvad det er der virkelig betyder noget for en. Men jeg tror, det er det højtider og ritualer er til for. Vi har brug for højtider og ritualer for at finde ind til - eller for at genfinde livets hjerteslag. For at mærke, hvad er det mit hjerte banker for. Hvad glæder mit hjer-te? Hvad er nødvendigt? Livsnødvendigt.Når vi mødes her i kirken til kirkens eller livets høje tider, til barnedåb eller konfirmation, til bryllup og i hvert fald til begravelse, så mærker vi på den gode og den hårde måde, hvad der er eller hvad der var væsent-ligt for os. Vi har brug for julen - og de øvrige højtider. For det er her, vi skal huske at sige til os selv - og til hinan-den: Træk vejret, få pusten, mærk pulsen. Lad hvilen falde på dig. Og det er netop hvad der sker for mange af os de 45 minutter, vi er i kirken til gudstjeneste juleaften. Hjertet falder til ro. Og kirkerummet blir som et stort hjerte-rum, hvor vores hjerter banker i takt, fordi Guds puls slår sammen med vores.Juleaften falder vi ind i rytmen. Den hjerterytme, Gud satte ind i verden, da han lod sin søn føde på jorden som en af os.Gud satte sit hjerte ind i verden. Og det vil sige, at der under al vores hektiske og arytmiske hjerteflimmer, under alt, hvad der gør vores hjerter urolige eller bange eller fyldte eller tømte, der er Guds hjerteslag som et ur-vand af ro og regelmæssig tilbagevenden. Som noget, du kan forlade dig på og lade dig falde ind i. Så selv når dit hjerte flimrer, så er det et regelmæssigt roligt hjerteslag, der bærer dig. Guds hjertes rolige rytme.Det betyder, at vi ikke behøver at hvile i os selv - for hvor tit gør vi i grunden det? - men vi kan hvile i Guds hjerteslag.
	Jeg har en lyd mere med til Jer i dag. Lyden kom-mer her: (doptone-lyden afspilles) Sådan lyder det, når man sætter en doptone på en gravid kvindes mave. Sådan lyder det ufødte barns hjer-teslag. Som et lille utrætteligt tog.Tusindvis af forældre har følt og sagt, at det var det største: At høre det ufødte barns hjerteslag. For hjerte-lyden gav vished for, at der var liv på vej. Når man havde hørt barnets hjertelyd, kunne man rigtigt begynde at glæde sig til at barnet skulle komme til verden, så man kunne holde det ikke bare i ens hjerte, men også i ens arme."Moderen bærer barnet under sit hjerte", siger vi. Og så længe barnet ligger i mors liv, hører det den faste rytme fra moderens hjerte og blodets stille susen genne årerne. Ingen af os husker det, men det siger noget om en fredelig tilstand, om noget oprindeligt godt.Et regelmæssigt roligt hjerteslag. Forvisning om, at det nok skal blive godt igen.Det er også derfor vi kan og vi skal sætte os hen til den med det urolige hjerte eller det bange hjerte eller den, hvis hjerte bristede og bare sidde. Og så er det bevist, at vores rolige hjertebanken har en afsmittende virkning på den andens hjerte. Det er også en måde at vise nærvær og omsorg på: At man er hinandens rolige puls.
	Det er jul. Julenat blev der sat nyt liv ind i verden. Ved at sende sin søn til os, ville Gud vise os mennesker, at der banker en anden puls end den vi kender bedst.Og du kender den godt, når du tillader dig selv at mærke efter. Det er den puls, der gir os glæde i hjertet, som gir os hjerter, der kan være fyldt til randen af glæde eller stolthed. Et hjerte, der banker for andet og mere end sig selv.Da Gud satte sit hjerteslag ind i verden, viste han os, at livet ikke kun er noget, der kommer indefra. Livet, det er ikke kun det, der banker i dig eller mig. Livet er ikke kun, hvad dit eller mit hjerte banker for. Liv kommer udefra.
	Selma Lagerløff har i bogen "Kejseren af Portugalien" en gribende skildring af en mand, der står uden for ved brændeskuret og venter på at blive far.Faktisk overvejede han, Jan, at forlade det hele og gå sin vej. Men så blir han hentet indenfor og før han ved af det, træder jordemoderen hen og lægger en bylt i ar-mene på ham. " Her har du din lille pige, Jan", sagde hun.Og så skriver Selma Lagerløff: Da fik Jan et stød, så det gav et voldsomt sæt i både ham og barnet, han føl-te sig ikke længere forfrossen og forknyt og forladt, eller gnaven, alt var godt. Det eneste han var ængstelig for var at hans hjerte bankede så voldsomt."Åh, læg hånden her", sagde han til jordemoderen "og mærk efter, for jeg synes mit hjerte banker så sært". "Ja, du har ordentlig hjertebanken", sagde jordemoderen, "skal jeg ikke for en sikkerheds skyld tage barnet?"Men da mærkede Jan, at barnet ville han ikke af med. "Nej, lad mig beholde den lille tøs", sagde han. Da lo jordemoderen og spurgte: "Jamen, Jan har du aldrig holdt så meget af nogen at du har fået hjertebanken af det?" "Næ", sagde Jan.Og i det samme forstod han, hvad der havde sat hans hjerte i gang og samtidig begyndte det også at gå op for ham, hvad der havde været i vejen med ham hele hans liv. "For den der aldrig mærker sit hjerte hverken i sorg eller i glæde, han kan rigtig nok ikke regnes for et rigtigt menneske".Vi har let ved at identificere os med Jan. Vi har og-så mærket hjertet hamre i os. Ja, også vi kender til at få hjertebanken, hjerteslag, ja hjertestop. Og at nogen tager os om hjertet.Og vi ved med vores hoved og i vort hjerte, at det er det, der gør os til rigtige mennesker. Både det, der gør rigtig godt, så hjertet svulmer af glæde og det der gør ondt. Vi ved, det er en del af det at være menneske, at vi kan elske og knytte os til hinanden - men også at noget kan holde op, at hjerter kan briste eller synke modløst i brystet på os.Du ved bedst selv, hvad dit eget hjerte er fyldt af denne jul. Og du ved forhåbentligt også, at i herberget her, i dette kirkerum er der plads nok, både til dig og dit fyldte hjerte.
	Jeg tror, vi kan identificere os med Jan, da han står og nærmest blir født på ny, fordi han mærker, hvordan han bliver et rigtigt menneske, fordi hjertet i ham pludse-lig banker for noget andet end ham selv.Men hvad nu hvis Jan ikke er et billede på os, mennesker, men på Gud? Og at det er Gud, der får et sting i sit hjerte, da Han sætter sin søn i verden, fordi Gud mærker, hvordan hans hjerte banker for mennesker.At kunne tabe sit hjerte til nogen, gør ikke Gud til mindre Gud. Men det gøre ham til en Gud, der kommer tættere på og som bliver mere menneskelig. Og det er jul i al sin enkelthed, at Gud er kommet os nær. Så nær, så vi kan føle hjerte banke.Når vores liv er allersværest er det let at tro, at Gud har tabt os ud af sine arme og sin varetægt. Men han taber os ikke, for han vil ikke give slip på os. Han vil be-holde os i sine arme. Som et lille barn. Vugget, omfavnet, knuget. Guds hjerte, der banker mod vort.
	Og så havde jeg overvejet en lyd mere. Men den må I nøjes med at høre for jeres indre øre. Måske kan I næsten regne ud, hvad det er for en lyd?Det er lyden af et hjerte, der er slået til en hjerte-monitor. Sådan en maskine med en skærm, hvor du både kan høre og se hjertet slå.Vi kender lyden, der indtræffer, når stregen bliver lige og hjertet holder op med at banke. Måske er der nog-le af Jer her, der har hørt den i år.Men der er det kristne håb, at der hvor vi ikke kan måle mere, der er der en hel forunderlig verden mere. På den anden side af graven banker Guds hjerteslag. Der er Guds forunderlige verden i al sin udstrækning. Og der, i Guds verden holder hjertet ikke op med at slå.
	Julens lyd er lyden af et hjerte, der banker. Dit hjerte, der slår. Dine kæres. Guds hjerte, der banker for dig og dine kære, levende som døde.Det er jul. Hånden på hjertet! Kan du mærke det? (Hjerteslaget lyden igen - )
	Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email