Hvis du har kommentarer
så skriv til
Kirsten Kruchov Sønderby
KKS@KM.DK

Hvis du vil printe siden ud
se her
Prædiken til 15.s.e.Trin
Når jeg hører evangeliet til idag, melder der sig i mig to tanker eller måske snarere følelser. Det ene er en ærgrelse, det andet en længsel.
Jeg ærgrer mig over at høre Jesus kræve det af mig som jeg ikke kan.Han vil at vi ikke skal bekymre os. Han vil at vi skal se på himlens fugle og markens liljer og være ubekymrede som de. Han vil at vi skal stole på at Gud sørger for os i alt, selv hvad angår brød og klæ'r.
Jeg kan ikke være ubekymret. Det umuligt når jeg ser hvordan så meget afhænger af at vi sørger for ting, at vi bekymrer os om at så og høste, samle i lade. Vore liv afhænger af om vi bekymrer os om hinanden.
Men samtidig så længes jeg. Når Jesus taler om ubekymretheden, om Guds omsorg for fugl og blomst, så længes jeg efter at det virkelig måtte være sådan også for mig, ja for alle os, at enhver bekymring blev tavs. At hjertet blev stille.
Der er sjældent ro til at et hjerte kan være stille.Underligt somme tider hvordan uroen vokser. Over ganske banale ting, som det at man skal nå det hele. Være alt det man gerne vil. Et voksent menneske, en ansvarlig forsørger eller bare et nogenlunde godt og rart menneske.
Der er også en anden bekymring som presser sig på, nemlig bekymringen for de elskede. Angsten for at kærligheden skal dø, forsvinde, rejse bort for aldrig mere at lade sig se.At elske hører sammen med bekymring, sådan må det være i en verden hvor markens græs står idag og imorgen kastes i ovnen.I en verden som ikke kan holdes fast.Hvor nu er før, lige om lidt.
Når Jesus siger at vi ikke skal være bekymrede for vor sjæl, er det så fordi han ikke ved at det er ødelæggende for vor sjæl, at vi elsker det flygtige så højt?.Siger han kun som han gør fordi han lever i en anden mere ubekymret tid en vores, en tid uden terror, narko, vold og trusler om krig.Nej. Når Jesus siger det så gør han det til vor sjæls trøst. Han går imod undergang og død.
Han peger på skaberværkets vidunderlighed. Det går hele tiden under, ja, men det fornys også i samme hast.
Og vi mennesker, vi er mere end det. Midt i skabrværket som Gud elsker så højt, her hvor han har sat sin krigsbue, regnbuen , som et tegn på at han ikke mere vil lade jorden gå under, midt i det skaberværk, ser Han os, som noget mere end det. Vi er hans hjertebørn.
Han er vor himmelske Far siger Jesus, og som Far kender han alt til at bekymre sig om de elskede.Og Han som selv elsker fuldendt, vil at vi skal kende hans kærlighed som en ubekymrethed, en lille bid af hjertero midt i vore liv.
Han vil at vi skal leve ubekymrede i tillid til at den kærlighed vil bære os, også i sorgens mørke og i angstens dyb. Komme hvad der komme vil.
Jeg længes efter at mærke en vished om at det er sådan. Længes efter tillid til Gud og den kærlighed der her er tale om. Det er en længsel som man kan kalde tro. Det er den længsel kristentro lever af.
Derfor er det at man går i kirke. For at høre et ord fra Gud, mærke et glimt af Hans nærvær og fred ind i det liv der er givet èn at leve.
Ja, det vil sige. En gang imellem kan det også være at man går i kirke bare for at hvile ørerne for en stund.
Men mest er det for omend kort, at tro at glæden er større end sorgen, livet større end døden.Vær ikke bekymrede siger Jesus, og der må vi hvile tanken.
Men hvordan nu det, hvad betyder det for den måde vi skal tænke om vort liv på. Skal vi bare leve i nuet, spise god mad med vennerne, mens høsten får lov at rådne på markerne.
Nej selvfølgelig ikke, vi skal gøres hver vores. Så og høste, arbejde og passe vores børn. Men vi skal vide at der er ting som vi ikke kan ændre på med al vores flid og rettidige omhu og de ting skal vi lægge i Guds hånd. Kun for at opdage at det er der de allerede ligger og rettelig hører til.
Vi kan ikke gøre fra eller til med døden og tidspunktet for den. En dag er det slut. Men vi kan gøre både fra og til med hver en dag vi får. Og havde vi idag læst videre i evangeliet, ville vi få at se hvad Jesus brugte sine dage til. Han brugte dem på at give fremtid til de mennesker han mødte på sin vej mod døden.
Han helbredte mennesker, han gjorde døde levende og satte mennesker fri. Fri til at leve med dem de nu engang var iblandt. Fri til at søge Guds rige, det vil sige tro på at Jesus var Guds søn, og alt andet blev givet dem i tilgift. Føden, klæderne og fremtiden.
Vi skal ikke bekymre os om imorgen, det har vi ingen glæde af, men vi skal heller ikke tro at så findes imorgen ikke. Imorgen findes som Guds gave. Vær ikke bekymrede.
Jeg vil slutte med at citere Martin Luther, for man siger at da han blev spurgt hvad han ville bruge sin sidste stund på, hvis han vidste at om lidt ville jorden gå under, da svarede han ; "Jeg vil plante et træ"
Amen

Sat på Præstesiden
http://home3.inet.tele.dk/agerbo/
af præst Mogens Agerbo Baungaard email