Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby KKS@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	11. s.e. trin.'07
	Jesus fortalte historien om tolderen og farisæeren, til nogle som stolede på at de selv var retfærdige og foragtede alle andre. Han slutter med den pointe at den som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den der ydmyger sig selv skal ophøjes.
	Det er der så en masse mennesker, der har misforstået der hen at der nu skal til at køre en konkurrence om hvem der er bedst til at nedgøre sig selv og hvem der er hurtigst til at afsløre andre menneskers selvretfærdighed.
	I kirkelige kredse har man kunnet finde de mest spidsfindige deltagere i konkurrencen.
	Nogle er især gået efter prisen for personlig ydmyghed. Jeg kender en som altid når han skal karikere disse fromme, overbeskedne mennesker, tager sådan en rigsdansk stemme med vestjysk læspen på og siger ting i retning af "Nu er jeg jo bare et stakkels usselt menneske" "men" siger han så "det mærkelige er at de siger det hele tiden og på den måde fylder de taletiden ud med deres usselhed !"
	Der er en historie om den gamle missionskæmpe Bartholdy at han en dag blev rost af en kirkegænger i våbenhuset "Det var vel nok en god prædiken, pastor Bartholdy !""Ja" svarede Bartholdy "det hviskede djævelen mig også i øret, da jeg gik ned fra prædikestolen"
	Tænk, stakkels Bartholdy kunne ikke engang tage imod kirkegængerens gode ord, fordi han var så uhyggeligt bange for at komme til at tro han selv var noget, som det hedder med en Jantelovsformulering. Og tænk hvor opblæst det var. At djævelen virkelig skulle være så optaget af pastor Bartholdy.
	Vi skal jo også sidst i gudstjenesten høre noget fra Paulus første brev til Korintherne, her fortæller Paulus om hvordan den opstandne bliver set af mange, først af Peter, som også hedder Kefas, så af de tolv, så af fem hundrede brødre , osv og til sidst siger Paulus, blev han set af et misfoster som mig, for jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel, fordi jeg har forfulgt Guds kirke.Jeg har altid haft det sådan lidt ambivalent med Paulus især når han siger sådan noget som det her. Så synes jeg det lyder som om han går efter prisen i konkurrencen om selvnedgørelse. Men lad os lige gemme Paulus et øjeblik, for ham er der mere at sige om.
	Men først må vi have de andre konkurrenter med, nemlig dem der går efter prisen for at afsløre andres selvretfærdighed.
	Det er dem der løfter det røde linjevogterflag med det samme når andre fremstår som bare en lille smule godhjertede og retfærdighedssøgende. Det er dem der beskylder alle der vil sige at man da godt kan prøve bare lidt på at efterleve Jesus bud om næstekærlighed og barmhjertighed også på et lidt mere overordnet politisk og globalt plan, for at være selvretfærdige halalhippier. Og det er dem der ved ethvert tilløb til tale om hvordan troen kan leves i hverdagen, straks begynder at tale om gerningsretfærdighed.
	De berømte præstefætre i dansk politik klarer sig så vidt jeg kan se ret godt i sidstnævnte konkurrence.Nå men inden jeg selv kommer for godt i gang i disciplinen at se de andres fejlgreb, så må jeg hellere vende blikket mod det som er kernen i evangeliet til os i dag. For det første så gør Jesus i sin lignelse tydeligt opmærksom på at det i hvert fald er helt ved siden af, hvis man har travlt med at sammenligne sig med de andre og vil hævde sig selv eller nedgøre sig selv ved sammenligningen.
	Tolderen skeler ikke til farisæeren. Han sammenligner sig ikke med ham, lader slet ikke til at være optaget af ham og hans ærinde i templet. Nej tolderen har nok at gøre med selv at bede til sin Gud. Han gør ret i at koncentrere sig om sit ærinde, nemlig at stå foran Gud som den han er og bede om og håbe på at Gud vil stå ved ham, for Jesus roser ham og siger at det var ham som gik hjem som retfærdig.
	Så kernen i evangeliet er for det første at vi skal gå til Gud, som dem vi er, uanset hvilke tanker vi gør os om os selv og her foran Gud skal vi stå ved vores længsel efter ham. Og vi skal lægge alle tanker til side om hvem Gud mon vil have med at gøre. Om de andre er foragtelige af den ene eller anden grund, det skal vi ikke blande ind i vores eget mellemværende med Vorherre.
	Og så er kernen for det andet at vi skal være ydmyge overfor Gud, ydmyghed er noget godt siger Jesus. Og her skal vi ikke melde os ind i konkurrencen om hvem der er mest ussel. Nej for ydmyghed er noget helt andet. Ydmyghed er modtagelighed. Åbenhed for Gud. Ydmyghed er bevidstheden om at have brug for noget andet end det vi selv kan skabe os.
	Hildegard af Bingen siger med et meget sanseligt billede at ydmyghed er at være modtagelig overfor Gud som jorden i plovfuren er modtagelig for såkornet.
	Sådan kommer vi tilbage til Paulus, for Paulus bliver ikke stående ved hvor ringe en apostel og hvilket misfoster han er, Paulus tilføjer nemlig ; af Guds nåde er jeg hvad jeg er, og hans nåde imod mig har ikke været forgæves !
	Der er nemlig sket noget med Paulus. Man kunne sige at han er blevet ydmyget. Han var nemlig en benhård forfølger af de kristne. Han var en som stolede på at han selv var retfærdig og foragtede alle andre. Men en dag hvor han er på vej til Damaskus, ser han i et syn Jesus. Bagefter er han blind og må findes og hjælpes af en af de kristne fra Damaskus. Paulus bliver ydmyg, han bliver modtagelig for Gud, og han forstår at Jesus er Guds søn og nu skal han, Paulus, være redskab for evangeliet. Paulus bliver et fantastisk redskab. Noget af det smukkeste og klogeste der er skrevet om kristendom og tro er skrevet af ham.Og det ved han godt selv. Og han tør godt sige det højt. Af Guds nåde er jeg hvad jeg er og hans nåde imod mig har ikke været forgæves.Paulus er stolt over og glad for at Gud har givet ham en opgave og at han nu, med Guds hjælp, er i stand til at løse den godt.
	Det er altså ikke, som pastor Batholdy åbenbart troede, forkert at glæde sig over at have fået gode gaver og evner fra Gud. Eller forkert at tage venligt imod andres glæde over det man giver og er. Det som er forkert er at tro at man selv er det godes ophav og giver. Som en har sagt, der er det galt med en selfmade man er at han elsker sin skaber for højt.
	Skal man sammenfatte det en smule kunne man sige at der findes to måder at sige; godt det ikke er mig.Den måde som farisæeren siger det i Jesu lignelse, nemlig "Godt det ikke er mig, og sådan er det fordi jeg har gjort mig fortjent til det"Eller "Godt det ikke er mig, og det kunne det ligeså godt have været, for alt hvad jeg er og har, skyldes Gud."
	Det sidste Godt det ikke er mig, åbner nemlig mine øjne for andres nød, som noget jeg skal forholde mig til med barmhjertighed og ikke med foragt.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email