Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby KKS@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	6.s.e.trin.07
	”Hvis jeres retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”. Dagens evangelium er hentet fra bjergprædikenen og det er skrappe ord med bid og store krav i.
	For farisæerne og de skriftkloge var retfærdige mennesker. De var de mennesker i datidens samfund som kendte alle lovens bud, vidste hvad Gud forlangte og forventede og levede op til hans bud. Og når man læser i Gammeltestamente opdager man hurtigt at der var nok at holde styr på. Den jødiske lov indeholder mere end 600 regler og forskrifter om alt lige fra retfærdig deling af arv, over størrelsen af almisser til fattige, til hvordan man opbevarer mad og anden hygiejne.
	Farisæerne og de skriftkloge er dem der har styr på hvad der er rigtigt og retfærdigt. Så hvad er det for en retfærdighed som overgår deres ?
	Hvad overgår lovens retfærdighed ?
	Den form for retfærdighed, som Jesus taler om er den retfærdighed der hedder nåde. Det vil sige, det at kærligheden overbyder loven. Det er det i livet som sætter os fri til at tilgive hinanden. Det som gør det muligt at vi med vore ord og handlinger overfor hinanden kan være sådan at vi opbygger hinanden i stedet for at bryde ned.
	Om det fortæller den norske forfatter Jan Kjærstad, i sin romantriologi om Jonas Wergeland, den som hedder ”Forføreren”, ”Erobreren” og ”Opdageren”, følgende historie :
	Det var en af de somre hvor de store spillede rundbold på plænen foran blokkene. Det var ikke gået så godt for dem der var inde. Børnene havde stået og tjattet lidt med battet, ingen var nået hele vejen rundt. Men nu var det snart Rikards tur til at slå.
	Nu trådte Rikard frem, Rikard som kunne slå så bolden fløj, Rikard som selv havde drejet sit bat i sløjd, med en sikkerhed som en voksen mands. Han trådte frem, hævede sit ekstra lange bat og slog.
	Det blev et fantastisk slag, bolden fløj afsted med en sukkende smaskende lyd, som om den sukkede af fryd over at være sendt så rent og tydeligt ud i sin bane.
	Der var bare et problem, bolden røg for langt. Den fløj over mod garagerne hvor Major Næs netop stod og polerede sin Opel Kaptajn. Major Næs var ikke ret stor, han var faktisk nærmest lille. Det så virkelig morsomt ud når han kom kørende i Kaptajnen, Man kunne kun se hans uniformshue over rattet som han sad og klamrede sig til og prøvede på at hive sig op ved.
	Men Kaptajnen var flot. Og stor. Skinnende sort og forkromet.
	Nu landede bolden med et dunk på kølerhjelmen.
	Og Major Næs rettede sig op og så Rikard med battet. Havde man set efter med lup på Kaptajnens kølerhjelm ville man måske kunne ane en mikroskopisk fordybning, men Major Næs tog det som et personlig fornærmelse et angreb, en hån mod hans lille størrelse og store kaptajn.
	Så Næs gør som han er vant til, kalder Rikard til sig med militær stemme og knalder ham en syngende lussing. En lussing så præcis og rent ramt som bolden tidligere.
	Men her begik majoren en taktisk bommert, for nogen havde set ham fra en altan. Rikards far…. Viceværten, som alle vidste var bomstærk og benhård.
	I løbet af overraskende kort tid kommer viceværten ud af opgangen, truende, som på traktorhjul nærmer han sig major Næs, i hånden har han et boldtræ. Og alle ved hvad der skal ske.
	Retfærdighed kaldte man det.
	Retfærdigheden skulle ske fyldest, boldtræet allerede halvt hævet, for sådan var loven. Øje for øje og tand for tand. Enkelt og ligetil.
	Men alle vidste også at viceværten aldrig ville kunne skade et menneske, da slet ikke en ynkelig lille en som Major Næs, som nu endda ser mindre og mindre ud for hvert skridt viceværten tar. Nej viceværten har retning mod Kaptajnen. Og Næs ser for sig det værste af alt, Kaptajnen, den skinnende sorte perle, knust.
	Da falder han på knæ, knæler ned foran sin kaptajn og sin vicevært og fremstammer bare det ene ord ”nåde”
	Viceværten standser op. Ser fra boldtræ og Kaptajn til Major Næs. Og lader boldtræet synke. ”Okay” siger han så ”Men slå ikke på et barn en gang til. Gør du det så får du med mig at bestille”
	Jeg vidste at jeg var tilskuer til noget skelsættende fortæller Jonas Wergeland. Det tog lang tid at få det ind i hovedet. Man kunne altså slippe for at blive straffet for noget ondt, man havde gjort, kunne altså slippe for en fortjent straf ved at nogen viste nåde.
	Det var en anstødelig og ny tanke. At noget sådant var muligt. At årsagslove ligesom blev brudt. At det alle troede skulle ske, ikke skete.
	Denne erfaring, skulle senere i flere sammenhænge blive altafgørende og altforandrende for Jonas Wergeland.
	Og dette ord Nåde.
	Det betyder alt for vore liv, hvilke fortællinger vi har i det, hvilke fortællinger vi rummer og hvilke fortællinger og erfaringer der rummer os.
	Jonas Wergeland erfarede at nåde findes. Nåde erstatter retfærdighed.
	Det betyder alt for os og menneskene omkring os, hvordan vores retfærdighed er. Om den har nåde i sig, om vi kan tilgive, om vi kan række hånden ud, om vi kan bide tænderne sammen og lukke læberne om dem, når ord som ”idiot”, ”tåbe”, eller det der er værre er ved at smutte over vore læber.
	For vi kan ramme hinanden så hårdt og gøre hinanden så ondt at kun undere kan gøre det godt som blev ødelagt.
	Og det fantastiske er at vi faktisk kan gøre noget ved dette her. Det passer ikke som nogen siger at sådan er mennesket, bare en ussel synder som ikke kan andet end at synde. Hvis det var sandt kunne vi jo bare vifte Jesus krav om retfærdighed, tilgivelse og enighed væk og sige, det der kan vi slet ikke leve op til, så derfor vil vi overhovedet ikke prøve…..
	Når Jesus ord om at vi skal have en større retfærdighed end farisæernes, end loven, rammer os, nager os i hjertet, så er det jo fordi vi ved om denne større retfærdighed, vi kender til den, vi kan godt… men ofte vil vi ikke vise den, fordi vi hellere vil holde fast i vores egen ret, eller vrede, eller forurettelse, eller hvad det nu er vi klamrer os til.
	Så hvad skal vi gøre ?
	Det er jo en mulighed at beslutte sig for at ville være mere generøs, mere tilgivende, mere nådig end man var.
	Meget i livet afhænger af hvilken tilgang man har. Følelser er flygtige men det man nærer styrkes. Det vil feks sige at når ens parforhold er inde i en kedelig periode, så gør det en forskel hvordan man selv agerer, det er ikke bare den andens skyld, eller tidens skyld eller børnenes skyld at man keder sig. Der skal to til et mønster men kun en til at bryde det. Og i nogen grad er det sandt at ord skaber hvad det nævner. Når man taler hårdt og nedladende om sin mand eller kone, uanset om man gør det offentligt, eller for sig selv, så visner den anden for ens øjne. Hvor min skat er, der er også mit hjerte.
	Vi kan godt, og vi skal, for så meget afhænger af det.
	Og kender vi ikke,i vores eget liv til den retfærdighed som overgår regler, love og forbrydelse og straf, så kender vi den dog fra beretningen om Jesus Kristus, fra den påstand at han var Guds egen elskede søn som kom til hver eneste af os for at lade os vide at Gud er en Gud som elsker, og som vil have os hos sig, uanset hvordan vi tænker om os selv og andre. Og en Gud som i dåben tog imod os som sit eget barn og som aldrig slipper os i evighed.
	Og så kan man indvende at ja, men det er jo bare en påstand, man kan ikke vide det, og nej det kan man ikke og det er netop pointen.. dette her kan kun tros og leves, sådan er det med alt det vi kalder kærlighed, barmhjertighed, tillid, tilgivelse og nåde. Og enhver af os kan jo kaste os ud i at leve med det og Guds kærlighed for øje og derved opdage hvilken forskel det gør for os og for de andre.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email