Hvis du har kommentarer så skriv til Henrik Busk Rasmussen HBR@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Langfredags gudstjeneste
	Bøn:
	Barmhjertige, evige Gud! Du, som ikke sparede din egen søn, men Gav ham hen for os alle, at han skulle bære vores skyld På korset, Lad aldrig vore hjerter forfærdes og blive modløse. Det beder vi om i Jesu navn. Amen.
	Prædiken:
	”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi”; - sådan beder Jesus ved ankomsten til Getsemane have i Jerusalem i påsken; - og vi kan vel godt forstå ham, når vi som nu hører Langfredags begivenheder som ondskabens drama i handlingsmættet form. –
	For her i passionshistorien eller lidelseshistorien har næsten alt menneskeligt og umenneskeligt sat hinanden stævne. – Her er mennesket i dets gemenhed - : disciple, der fornægter og forråder deres herre; - mennesker, der spytter på og giver næveslag i ansigtet på en værgeløs fange; - rå soldater, der rafler om en døendes klæder, mens han hænger lige over dem og pines ihjel. –
	Men her er også kvinder, der midt i råhed og kynisme - græder over ham, fordi de dog har et menneskehjerte; - her er en mor, der bliver hos sin søn i trofasthed kærlighed og i det midt i hans ubegribelige og fornedrede skæbne; - her er en røver og morder, der ansigt til ansigt med Guds kærlighed i Jesus Kristus angrende henter sit fortabte liv tilbage til tilgivelse og opstandelse. –
	Jo, Langfredag er dramaet, hvor alt menneskeligt og umenneskeligt sætter hinanden stævne. – Og så er det alligevel påfaldende, at Jesu lidelse og død ikke udmales mere end det vitterlig sker i evangelierne. Her er ingen gotisk besættelse af lidelsen. – Selve korsfæstelsen nævnes i en bisætning. – Soldaterne er på arbejde, - de gør, hvad de skal, kontant og usentimentalt, og de kan deres profession. –
	Nej, evangelierne ligger fjernt fra det, vi ellers kender – fjernt fra klassiske skildringer som Homers ”Iliaden” og hans ”Odysseen” og vore dages film, hvor der svælges i volden, og alt skildres plastisk. – Det er næsten slående, hvor asketiske evangelierne er i skildringen af Jesu død. –
	Vi fornemmer dog råheden – den ubeskrivelige smerte, som antydes i fortællingerne og som anes selv i de gamle træskærerfigurer, som forefindes på den pompøse altertavle fra Senmiddelalderen i Slesvig Domkirke. –
	Selv om det er træfigurer – ja, det er bogstavelig talt træmænd, - så bliver dramaet alligevel rørende, og træfigurerne virker livagtige på en enkel måde. Som tilskuer kan vi se os selv som en Kristi medlider eller som en Judas, en Pilatus eller en bøddelknægt, som en Johannes eller Maria Magdelene. – Altertavlen vil have os ind, ikke alene som medvider, men i virkeligheden som medvirker. – Dens budskab er enkelt: følg med Jesus til Golgatha. Følg hans smertes vej – gennem døden og frem til frelsen. For den er også beredt for dig!
	”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi”, siger Jesus, - og vi forstår ham. – Allerede på vejen til Jerusalem før Påsken, på den tid hvor vi fejrer faste, forsøger Jesus at fortælle sine disciple om de forestående begivenheder og tilskikkelser: om fængsel, tortur, pine og død. Men de forstår ham ikke. - Allerede her er han fuldstændig ensom, selv om han er omgivet af andre. –
	”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi”. – Efter at Jesus er taget til fange, bliver han ført til ypperstepræsten, og her begynder torturen prompte, som der står skrevet: ”DA spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæve, og nogle slog ham med stokke og sagde: Profeter for os, Kristus. Hvem var det, der slog dig?” –
	De både slår ham rent fysisk og ydmyger ham. – De forsøger at få ham til at bryde sammen psykisk under trusler – de forsøger at få ham til bryde sammen under den fysiske afstraffelse.
	Og efter at torturen er påbegyndt hos ypperstepræsten, bliver Jesus stillet for statholderen Pontius Pilatus. - Pilatus ved, at det drejer sig om en religiøs konflikt, og at han må balance på en knivsæg; - men han finder den listig løsning ved at stille jøderne overfor valget mellem at lade Jesus eller den meget omtalte fange Barabbas gå fri. –
	Det er en listig løsning, - for statholderen er alene interesseret i at opretholde magtbalancen. – Kynisk, det er han. –
	Jødernes ledere får folkemængden til at råbe ”Barabbas”, - og statholderen Pilatus er så udspekuleret, at han sørger for, at det er jøderne og ikke romerne, der vil have Jesus korsfæstet. –
	Efter den farceagtige rettergang overgives Jesus til korsfæstelse, men inden da fortsætter romerne torturen, som der står skrevet:
	”Da løslod han dem Barabbas, men lod Jesus piske og udleverede ham til at blive korsfæstet”. –
	Og ydmygelserne fortsætter, da hele statholderens vagtstyrke samles: ”Og de klædte ham af og hængte en skarlagenrød soldaterkappe om ham, flettede en krone af torne og satte den på hans hoved, gav ham en kæp i højre hånd og faldt på knæ foran ham, hånede ham og sagde: Hil dig, jødekonge. Og de spyttede på ham og tog kæppen og slog ham i hovedet”.
	I Romerriget var torturen systematisk, og henrettelsesmetoden nådesløs. Korsfæstelsen er en langsom og pinefuld måde at dø på; og det var kun de fattige og de farlige, der blev korsfæstet. Folk, der var rige og magtfulde og som havde det eftertragtede romerske statsborgerskab, blev henrettet med sværd.
	Nu hang han der, ophøjet over dem alle sammen. Han mærkede romernes forfærdelige henrettelsesmetode. På et offentligt sted, så alle kunne se og føle skrækken og gruen. Udleveret til en langsom død i den brændende sol, omgivet af fluerne, de stikkende insekter, rovfuglene og de vilde, omstrejfende hunde. –
	Men der er alligevel noget, der lysner op – selv her midt i mørket på Langfredag. – Et lyspunkt er de tavse kvinder, der står på afstand og ser på. De tavse kvinder står som vidner, - de bevidner en død, - og vi fornemmer, hvor intenst de oplever Jesu død som deres egen død, - at alt håb er ude. – Og dog, så gør de, hvad man kun kan gøre, når den blinde vold råder - : De bevidner. Nok spiller vidnet en ydmyg rolle, men som vidner tjener kvinderne livet. – For et liv, som bevidnes, selv et nok så elendigt liv, kan døden ikke udslette helt. Det tavse vidne erindrer og byder døden trods, - for her glemmes intet. - Selv det tavse vidne taler.
	Kvinderne ser til på afstand. - Gerningsstedet kaldes det sted, hvor en forbrydelse er blevet begået; - og det er i og for sig et mærkeligt udtryk. For sådan set kunne gerningsstedet lige så godt betyde et sted, hvor en god gerning er blevet gjort. Men vi bruger alene udtrykket om den onde gerning og handling. – Det samme gælder ordet gerningsmand; - det udtryk er forbeholdt udøvere af onde gerninger. –
	Det siges ellers, at gerningsmanden vender tilbage til gerningsstedet, - drages mod åstedet. Og i det anes det vel, at det er samvittigheden, der ikke vil lade ham i fred. –
	Hovedskalsstedet udenfor Jerusalem, kaldet Golgata, er sådant et gerningssted. For man henrettede en uskyldig som forbryder, én hvis forbrydelse bestod i, at han sagde sandheden: Ja, han var sandheden. –
	Således er Golgata et gerningssted; - men hvem er gerningsmanden eller gerningsmændene? –
	Er det Pilatus? – Både ja og nej. Han var med til at henrette ham, men han var mere en håndlanger end en gerningsmand. Der står ikke i vores trosbekendelse: ”Pint af Pontius Pilatus”, men ”pint under Pontius Pilatus”. Nok var Pilatus med til det, der skete – men han er ikke den eneste gerningsmand. –
	Hvem var det da? Var det jøderne? Det var dem, der overgav ham til Pilatus. Og jøderne har da i perioder ofte fået skyld for Jesu død. – Derfor har man forfulgt jøderne. - Men det er ikke alene jøderne, der har skyld og del i det makabre på Langfredag. –
	Ja, sådan har man op igennem historien forsøgt at placere skylden for Jesu død: Var det Judas? Var det Pilatus? Var det jøderne? Eller var det det store tavse flertal, der trængte til lidt skuespil midt i en ellers grå og hård tilværelse? –
	Vi kan ikke svare entydigt på det eller placere skylden entydigt. Vi kan derimod hæfte os ved, at Langfredagsbegivenheder giver os en anledning til fordybelse og selverkendelse, – for vi kommer herved til at indse, at det er os, der svigter, - forråder, - håner og dømmer. Ondskaben er ikke kun uden for os; den er ikke kun de andre, - den er også inden i os selv. –
	Det er derfor, vi har brug for tilgivelsen. Og brug for at tilgive. Uden tilgivelsen forstener vi og sidder i bitterhed og had.
	”Min fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi”; - sådan beder Jesus natten mellem skærtorsdag og langfredag; - og vi forstår ham godt. – Men læg mærke til, hvordan han slutter bønnen. Han siger nemlig: ”Dog ikke, som jeg vil, men som du vil”. –
	Og med de ord siger Jesus faktisk, at det som sker med hans lidelse og død, er Faderens vilje. Det er mørkets kræfter i Guds hænder.
	Således er Langfredag et guddommeligt drama, hvor så meget bliver afdækket og afsløret. Vi indser og bekender, at vi selv er svage, - svigfulde, skyldnere – og dog, at vi har en opgaven at forhindre rå vold og tortur. –
	Men vi ser også, at fordi Langfredags drama er i Guds hænder, så er korset ikke alene torturredskabet og tegnet på det store nederlag. Korset bliver det dybeste udtryk for Guds kærlighed. Eller man kan sige: Guds kærlighed udtrykker sig på den dybeste og mest magtfulde måde gennem korset. - For større kærlighed har ingen, end den at sætte livet til for den, man elsker. –
	Korset er tegnet på tortur og nederlag, - korset er tegnet på forsoningen og tilgivelsen, - men korset er også tegnet på livet, - for døden formåede ikke at holde fast på ham.
	Ja, faktisk skal vi gå hjem og se på vores pas og her se Jellingestenen, hvor Jesus er den sejrende og velsignende. Den kraftfulde skikkelse, som dør Langfredag – men som nu drager ned til dødsriget, sådan som vi siger det i trosbekendelsen – for at befri helvedes fanger og bringe dem tilbage til livet og lyset.
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email