Hvis du har kommentarer så skriv til Henrik Busk Rasmussen HBR@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Påskesøndag
	Tekster: Sl. 118,19-29; Matt. 28,1-8.
	Salmer: 224 – 750 – 674,2 og 7 – 219 // 236 – (439-234) – 408.
	Bøn: Vor Gud og Far, vi takker dig, Fordi du har oprejst din Søn, Jesus Kristus fra døden Og ført ham sejrrig ud af graven og således givet os håbet Om det evige liv. Med vore hjerter fulde af jubel bringer vi dig tak og beder dig om: Lad os ved opstandelsens kraft få modet til at klare livets udfordringer og være glædesbudbringere. Lad påskeglæden fylde os alle. Amen.
	Prædiken:
	”Fortsættelse følger!” – JA, de fleste, der kender Carl Barcks og hans tegneseriefigurer som Anders And, Mickey Mouse – og alle de andre i og omkring Andeby, - kender også ordene: Fortsættelse følger. –
	Hvis vi sidder med Anders And bladet, - så kan vi godt blive noget irriterede over at se og læse de ord; - for det betyder, at så må vi vente til næste uge og næste blad. – Men sættes ordene ind i kirkeåret og Påskens drama, så kommer de til at lyde både forjættende og løfterige. –
	For ovenpå Langfredagsbegivenheder og Jesu lidelseshistorie – ja, så kan ordene – fortsættelse følger – kun lyde gode og løfterige. – At der er en fortsættelse – og at det ikke er slut med Jesu død og gravlæggelse. –
	Jesu opstandelse fra de døde! – Det er kernepunktet i kristendommen og den kristne tro. –
	Og virkningen af budskabet om Jesu opstandelse fra de døde – er heller ikke til at tage fejl af – den virkning er en historisk kendsgerning. –
	Jesu tilhængere, der var fortvivlede og bange, efter at de var flygtet fra Jesus og havde svigtet ham – ja, de tilhængere var kort tid efter rede til at stå op og bekende det forunderlige, der var overgået dem. – De blev som forvandlede. –
	Ja, i de første mange år var det mere end nok for de tilhængere at vandre rundt og forkynde, hvad de havde oplevet. – For de havde stærke minder om deres forunderlige Mester; - de havde den smertelige oplevelse af alt, hvad de havde troet på, gik under, da Jesus blev henrettet forsmædeligt på et korts som en anden forbryder – men de havde også beretningen om, at han var blevet set tre dage senere; at han var blevet oprejst af graven.
	Det er altså denne begivenhed – Jesu opstandelse fra de døde, der er årsag til, at søndagen er blevet helligdag i den kristne verden.
	Der er dog én dag i Påsken, som slet ingen omtale får. – Nogle vil nok undre sig over det udsagn. Men det er sandt nok; der er en dag, der slet ikke omtales. –
	Naturligvis kan det ikke være torsdagen og fredagen, som hedder Skærtorsdag og Langfredag. Og søndag og mandag kan det heller ikke være. – Dagen, som slet ikke omtales, er nemlig lørdagen, der ligger mellem Langfredag og Påskedag. – Den omtales alene som sabbaten, jødernes helligdag. Og vi kan kun gisne om, hvad der er sket på den dag. – For evangelierne fortæller for så vidt ingenting om den. Og ingen legender, ingen myter eller fortællinger er blev født af dens skød. Kun en tomhed, der fortrænges, et vakuum uden erindringsbilleder. En dag, der intet andet har haft end fraværet.
	Påskelørdag kan med rette kaldes Lang-lørdag. Som én har formået at formulere det: en Påskelørdag, ond og grå, med sine træge timer til enden gennemlides må, før påskeklokken kimer.
	Under sabbaten har alle forholdt sig i ro i henhold til lovens bud og gode skik. Men efter helligdagen var der to kvinder, begge hed Maria, der gik ud for at se til Jesu grav.
	Endelig var de kommet igennem helligdagen med dens mange træge timer – nu kunne de atter handle og gøre noget. Så de gik til graven. De talte ikke meget sammen, - for der var ikke så meget at sige: men ud i lyset måtte de. –
	Og det er det øjebliksbillede, som vi får fra fortællingen om hiin allerførste Påskedag. –
	Evangelisten Mattæus skildring af den allerførste Påskemorgen er uden tvivl den mest dramatiske i sammenligning med de øvrige fortællinger, - for her tales om jordskælv og om englen, der kommer ned som en lynild. Alligevel er det stilheden og tystheden, der præger mest. –
	Ganske vist hører vi, at de to kvinder får et chok over at finde graven tom. Vi hører om deres frygt og om deres glæde. Frygten over at opleve den tomme grav og mødet med englen. Men dog glæden over det, der bliver fortalt dem. Med glæde løber de tilbage til byen for at fortælle Jesu tilhængere – det forunderlige.
	At finde graven tom er et chok. At møde englen og høre budskabet fylder dem både med frygt og glæde. Men det virkeligt store den morgen er det, som de får med sig: ”Han er ikke her, han er opstået, som han har sagt”. –
	Det er det ord, de skal bære videre på, til disciplene – til kommende slægter. Det er det ord, som kirken skal holde søndag og gudstjeneste på.
	Det er faktisk utroligt, at han, der begyndte med at være så provinsiel, er blevet så universiel. – Først engang i Galilæa. Og nu er mennesker lige tæt på ham i Thule og i Yokohama og i Hvorup. Ligesom døden ikke kunne holde på ham, således bryder han alle grænser og al vor forståelse af tid og rum.
	Netop vores gudstjeneste forudsætter, at Jesus Kristus er tilstede i blandt os med al sin kærligheds rigdom, - derfor må han være oprejst af graven.
	I det for længst hedengangne Sovjet, hvor man gjorde en del for at få bugt med kristendommen og rense det offentlige rum for al religion, - hvor kirker på kirker blev lukket og brudt ned eller anvendt til helt andre formål, - fordi man anså religion for at være opium for folket. – Her holdt en kommissær for folkeoplysning og undervisning et foredrag for tusinder af mennesker om den forældede Gudstro. –
	Der var ingen diskussion bagefter. Men en noget kejtet præst fik lejlighed til at tilbagevise foredraget og dets argumenter. Han fik dog kun to minutter til det. Altså temmelig lidt tid i sammenligning med det alen lange foredrag. –
	Præsten stirrede lettere rådvild ud over forsamlingen, men sagde herpå, som man plejer ved en russisk (ortodoks) gudstjeneste – på Påskemorgen - :
	Brødre og søstre, Kristus er opstanden! –
	Og forsamlingen svarede som generationer har gjort før dem - :
	Ja, han er sandelig opstanden! –
	I eet nu var en ateistisk foredragssal forvandlet til en slags kirke eller gudstjeneste. – Troen på Jesu opstandelse dukkede op som en slags protest.
	Hvad betyder Jesu opstandelse for os? – Befrielse, intet mindre. For den betyder, at de magter, som ellers er underlagt, er brudte. Dødens magt er knust – ja, det var frem for alt den, han besejrede. –
	Vi ved altså, hvad Påske er. Det er noget med fest og glæde. Og med glade salmer, lys og påskeblomster. – Og vi har også en forventning om, at naturen og vejret passer til det med solskin, - for foråret er også et stykke af Påsken: livet der sejrer over vinterens død. –
	Ja, der er jo lige den anke med vejret i år. vi drømmer normalt om hvid Jul, - men drømmer vi også om hvid Påske? – I ugerne op til Jul lytter vi altid spændt til tv’s vejrprofeter, om vi nu får drømmen om hvid Jul opfyldt; - men sne i Påsken – nej, det var ikke lige, hvad vi havde forestillet os. –
	Og alligevel kan det give god mening.
	For Påske handler om nyskabelse, - at verden ligesom bliver til på ny, - forsoning og forening, - båndene der mellem Gud og mennesker genknyttes, - og netop tanken om nyskabelse passer som fod i hose til sneens symbolske betydning. For hvad er mere uskyldsrent end sne? Et snelandskab er næstmest et paradisisk landskab – et snelandskab er en skyggeløs hvid verden, hvor solens lys reflekteres. Et snelandskab, hvor ingen fod har trådt – kan minde om den allerførste morgen i universets historie. –
	Glædelig Påske,Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email