Hvis du har kommentarer så skriv til Henrik Busk Rasmussen HBR@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	2. Påskedag
	tekster: Sl. 22,22B-32; 1. Kor. 15,12-20; Joh. 20,1-8
	salmer: 219 - 235 – 238 // 241 – 439,1 – 234 – 227.
	bøn:
	Vor Gud og Far, vi takker dig, Fordi du har oprejst din Søn, Jesus Kristus fra døden Og ført ham sejrrig ud af graven og således givet os håbet Om det evige liv. Med vore hjerter fulde af jubel bringer vi dig tak og beder dig om: Lad os ved opstandelsens kraft få modet til at klare livets udfordringer Og være budbringere af glæden. Lad påskeglæden fylde os alle. Amen.
	prædiken:
	I dag mærker vi suset af Guds åndedrag. I dag blæser Guds ånde igen over verden, som på den allerførste dag, i det kosmiske øjeblik, da livet og verden blev til. I dag vinder lyset en afgørende sejr over mørket. For det er påske!
	Påskedags mærkelige og gådefulde beretning fortæller, at da kvinderne kom ud til graven, var den tom. Mesteren, som de havde elsket og fulgt og som de nu sørgede over – han var der ikke. Han var borte. Han var opstanden, - fik de at vide, og det fortalte de videre med frygt og stor glæde. –
	Og i dag får vi så evangelisten Johannes’ version: Her er det Maria Magdelene, der er tidligt oppe og går til de dødes have og er den FØRSTE på stedet. –
	Ja, sådan kan påskefortællingerne være forskellige; - men budskabet er entydigt, det samme! For uden påskens begivenhed var der intet grundlag at fejre jul eller pinse på, ingen grund til at holde dåb, og intet nadverbord at samles om. Uden budskabet om Jesu opstandelse er der ingen grund til at samles her i kirken. –
	Vi er her i Nørre Uttrup kirke, - for at høre, fornyes og for at oplives. Vi er her også for at fejre Nørre Uttrup kirkes fødselsdag. – Og hvis jeg husker rigtigt, hvad vi hørte for godt og vel et lille års tid siden, da vores ældre biskop emeritus – Henrik Christiansen – var prædikant, - da sagde han, at Nørre Uttrup kirke er en påskekirke. - Og det kan han have ret i, eftersom kirken her blev indviet en påske for 31 år siden, og eftersom vi altid fejrer kirkens fødselsdag på denne anden helligdag i påsken; - men i grunden er alle kirker ”påskekirker”. - For troen på Jesu sejr over døden er selve åndedraget eller hjerteslaget i vores kristne tro. –
	Ja, troen på Jesu sejr over døden forandrede mennesker og gav dem livsmod. - Fra Jerusalem til Rom, fra Rom til Bremen og Irland, fra Bremen til Ribe og fra Irland til Limfjordsegnene – blev menneskers liv så forandrede, at de begyndte at bygge kirker som det ydre og synlige tegn på det, der var sket i menneskers indre og med deres forståelse af livet. –
	Forandringen var også kommet ind i Maria Magdelenes liv. Det var sket, da Jesus kom ind i hendes liv. Ja, Maria Magdelene er kvinden, som blev berømt, fordi hun elskede Jesus. –
	Hun kom fra byen Magdala. Og så vidt vi ved, har hun forladt sin by for at følge Jesus, og det er en vigtig oplysning. For fra evangelisten Lukas ved vi, at mange kvinder fulgte Jesus og sørgede for ham og hans disciple. –
	Hun har derfor ikke været en fattig kvinde. Hun har været en rig og selvstændig kvinde, og netop det har været med til at sætte spekulationerne i gang – for var hun en rig enke eller var hun en prostitueret, der tjente ret godt?
	Ja, traditionen vil gerne have Maria Magdelene placeret som en prostitueret. –
	Men hun har altså været Jesu discipel; – for han betød forandring for hende. Evangelisten Lukas fortæller, at hun blev helbredt fra sygdom, og siden har hun holdt sig tæt til Jesus, selv om kun mænd blev regnet som Jesu nærmeste disciple. –
	I dag møder vi så Maria Magdelene ved graven, og endnu engang ser vi hende som kvinden, der elsker. – Vi ser hende som ikon for den dybe og trofaste hengivenhed. Ja, det var sådan, den første kirke betragtede Maria fra Magdala. Det var ikke de påståede synder eller den dybe anger, men hendes kærlighed de så – med det blik Jesus havde formidlet. – Hun var forbilledet for et hjerte, som helt og fuldt vendte sig til Herren – ikke bare et forbillede for kvinder, men også for mænd; - ånden har nemlig ikke noget køn.
	Hun viste sin trofaste hengivenhed. Særligt, da de mandlige disciple var flygtet over hals og hoved, svigefulde, som de var, – da blev kvinderne. De fulgte i den farceagtige retssag mod Jesus: - de forsøgte at råbe Jesus fri, men blev overdøvet af menneskemængden, der råbte Barabbas fri. Og efter dommen fulgte de med ud til hovedskalsstedet udenfor byen på bakken. De fulgte med i de makrabre skuespil, - græd over hans lidelse og pine, - græmmede sig over de andre, der stod og spottede deres Herre og mester. –
	Kvinderne så ham udånde, - de så ham dø. De så til på afstand, - de kunne bevidne, hvad der var sket. –
	Endelig kunne de komme tættere på. Selv om sabbaten og helligdagen stod for sin begyndelse, så kunne de ikke lade stå til. De ville ikke forlade korset og den døde mand, før han var taget ned og lagt i graven. – De gik med og så, hvor han blev lagt. Men de havde uendeligt svært ved at forstå, at dette var det sidste, - at det nådesløse skel var trukket mellem liv og død, og at kun støvet var tilbage nu. –
	Efter sabbaten, mens morgenen endnu er mørk, går Maria Magdelene fra byen ud til haven, hvor Josef af Arimatæa havde lagt Jesus i grav og rullet en stor sten for. – Det er her, hun kan være tæt på ham – til trods for, at han er død. –
	Hun vidste, han var død. Hun har også taget en vis risiko ved at begive sig ud, hvor romerske soldat stod vagt på anmodning af de jødiske ledere. – Hendes måde at handle på viser, at hun drives af en dyb og trofast hengivenhed uden beregning. –
	Da hun opdager, at stenen, som blokerede graven, er rullet til side, og at graven er tom, bliver hun chokeret og overrasket. – Hendes spontane slutning er, at nogen må have stjålet hans døde krop. – Hun forventer altså ikke, at Jesus skal opstå fra de døde. –
	Hun står grædende ved graven og stirrer ind i det ubegribelige mørke, som møder hende efter det største tab i hendes liv. –
	Bag sig hører hun nu fodtrin og en stemme, som spørger hende: ”Kvinde, hvorfor græder du? Hvem søger du?” –
	Og sorg kan forandre vores måde at opfatte virkeligheden på. Også det velkendte kan blive fremmed. Hun burde have genkendt stemmen – umiddelbart, eftersom hun har lyttet til den i flere år. – Men hun tror, at det er gartneren, som passer gravpladser, der taler til hende. –
	Hun svarer: Jeg søger efter min mester, men han er her ikke. Jeg ved ikke, hvor de har lagt ham”. – Men så kalder stemmen hende ved navn – og en ukendt gartner kan ikke vide, hvad hun hedder.
	”Maria”. Sorgens tåger letter – i eet nu fyldt af forundring vender hun sig om – og ser Jesus stå i den levende have i morgenlyset bag hende. Da han råber hendes navn, genkender hun stemmen. Det tonefald har hun hørt før.
	Dette korte replikskifte er uendelig betydningsfuldt for vores tro! For den opstandne Jesus er ikke en uvirkelig vision. Han er vores levende Herre, som kalder os ved navn og husker os hver især – også os, der ikke måtte være stærke i troen. –
	Det er ham, vi for tid og evighed er døbt til at tilhøre. I dåben blev vort navn nævnt sammen med Jesu navn og med hans himmelske Faders og Helligåndens navn. –
	Og den morgen – for så længe siden – kaldte han også Maria fra Magdala ud af den grå anonymitet, ud af glemsel og sorg – og gav hende med navns nævnelse en plads midt i sit rige.
	Og hun, Maria fra Magdala, som han engang havde befriet fra svær sygdom, - blev det første menneske, der forkyndte det glædelige påskebudskab – med ordene: ”Jeg har set Herren!” – Og det gik hun hen og forkyndte for de sørgende disciple, der holdt sig inden døre – den første dag i ugen.
	Budskabet om Jesu oprejsning fra de døde – lød første gang fra kvindemund. – Det har vi været tilbøjelige til at glemme. Hurtigt glemte man også Maria Magdelene – selv om hun fremstår så tydeligt i evangelierne. Hendes betydning som discipel blev underkendt. Og det er måske grunden til at andre har haft ide i at fremhæve hende, opdigte legender og myter om hende – det er nok derfor, hun spiller så stor en rolle i DaVinci mysteriet, som nok bygger på løgn – men som dog er en reaktion på, at kirken vitterlig glemte sine ”grå heltinder”, der vitterlig bar med.
	Det begyndte i en have for så længe siden. Der var engang, hvor Gud kaldte: ”Hvor er du Adam?” Det skete i verdens ungdom. Og det råb lød truende og døende i Adams øren, for det betød, at nu skulle han svare for det, han havde gjort, stå til regnskab for egensind og misbrug. – Han blev indhentet.
	I dag bliver Maria indhentet. Men i dag indhentes hun af den livgivende glæde, som lyser ud af solens opgang. Det samme sker her som i begyndelsen, da Gud fornægtede mørket og det tomme intet. Han talte det bort med et ord: ”Der blive lys”.
	Påsketro er troen på, at døden er blevet indhentet, at døden tabte kampen, livet får det sidste ord i verden.
	Og Maria fra Magdala sendes fra de dødes have og ud i de levendes land – denne påskemorgen. Det er sådan, vi nu svarer vores Guds kald – ved at leve med frimodig vendt imod håbet.
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email