Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose LTB@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Skærtorsdag
	Nr. Vium: 10.15 m. altergang
	Herborg: 19.30 m. altergang
	Salmer:
	A: 380, B: (473), C: 178, D: 179, A: 435,3! E: 321
	Tema:
	Hvor manges fødder har vi vasket?
	”og han elskede dem indtil det sidste”.
	……………………………………………………………………………………………….
	Kære Gud
	Tak for at Du elsker os indtil det sidste!
	Amen
	Prædiken:
	”Hvor manges fødder har vi vasket”?
	Ja, skal jeg svare for mig selv først, - så bliver det ikke til ret mange par! Ja, jeg tror faktisk, at jeg kan huske dem alle sammen, - så stort et indtryk har det gjort på mig.
	Som stor skolepige hjalp jeg min Farmor med at vaske sig, fordi hun lå i sengen, feberhed og med store røde udslet på kroppen, fordi hun ikke kunne tåle den medicin, som hun fik i kølvandet på den kræftkur, som hun netop havde været igennem. Det var grænseoverskridende. Jeg kan huske lugten af varmt sengetøj, - og så denne nærhed, som var så dybt uvant. Synet af hendes blege krop – i udvalgte partier, - som jeg ellers ikke kendte til, - fordi min Farmor altid var et velplejet og pertentligt menneske, som klædte sig pænt og i god kvalitet, når hun ellers var frisk og rørig.
	Jeg husker, at det var svært at vaske hende med vaskeklud og sæbe, dér i sengen, mellem dynerne, - og at det øgede vores sammenhørighed i dyb grad. Vi talte aldrig om det siden, - men det bandt os sammen i en eller anden forstand, som jeg i al fald dengang ikke fandt ord for.
	…
	Senere havde jeg et feriejob som hjemmehjælper i Kolding by, mens jeg gik i gymnasiet. Jeg fik lov til at hjælpe en gammel kvinde med at gå i bad, - og senere en ung mand sidst i tyverne, som var spastisk lammet i svær grad, - og som derfor havde brug for støtte undervejs. Det var vanskeligt – især fordi jeg ingen introduktion havde fået forinden, endsige havde nogen som helst forudsætninger for at hjælpe, inden jeg blev kastet ud i det. Det gik godt!
	Og jeg husker lettelsen og smilene bagefter, da kaffen blev nydt, - og de våde håndklæder var blevet hængt til tørre i badeværelset. Det var også grænseoverskridende, - men på en anden måde, fordi jeg var ansat til at hjælpe dem, - og derfor blot skulle opfylde de forventninger og de forpligtelser, som netop dette feriejob indebar. Desuden så jeg dem aldrig siden, - og blev derfor heller ikke personligt involveret i deres liv og tilværelse på nogen måde.
	…
	Ellers har jeg kun vasket fødder på mig selv! – badet mine egne tre børn, og hjulpet en handicappet kvinde med et fodbad en gang om dagen, da jeg arbejdede som socialpædagog i et bofællesskab for udviklingshæmmede for snart mange år siden.
	…
	Så det var ikke meget erfaring, jeg har med dette, at bade en andens fødder. Og jeg har faktisk heller aldrig selv fået badet fødder af noget andet menneske! Jeg har aldrig været i den situation, hvor jeg havde den form for hjælp behov!
	Tankevækkende!
	…
	Derimod kan jeg sagtens sætte mig ind i, hvor dejligt forfriskende det er, at få badet sine fødder efter en lang dags aktivitet i et land, hvor luften er varm, jorden støvet, - og hvor fødderne hæver i sandalerne, rødpudrede som de er af det støv, som vejen og torvet pulser op omkring én.
	…
	Da jeg var i Kenya – for mange år siden – lærte vi hurtigt, at prioritere det vand, som vi dagligt havde til rådighed. Først børstede vi tænder! – så vaskede vi hænder! – og til sidst vore fødder, så vi kunne komme nogenlunde rene i seng om aftenen. Var der mere vand, kunne kroppen så få en tur – med kluden, - og var luksussen til stede, - så kunne vi nyde det rindende kolde vand fra tagrenden, gennem den hullede spand over vore hoveder – ude i det såkaldte ”badeværelse”.
	…
	Det er dejligt! – at få vasket fødder! En luksus uden lige!
	Og i Mellemøsten – i romersk tid, var det da også slavens arbejde at vaske herskabets fødder, inden det trådte ind i huset, på de ægte tæpper med bare fødder, - eller fik rene og hele sandaler på, inden det gled hen over de blanke kølige marmorgulve, med mosaikbillederne i.
	…
	At vaske fødder på andre, var en tjeners arbejde, - og derfor er det også så grænseoverskridende for disciplene, at se Jesus ligge for deres fødder, som en anden slave, - og så mærke hans vedholdende insisteren på, at han vil vaske fødderne på dem alle – uden undtagelse – og til sidste mand.
	Det er dejligt at få vasket fødder, - men det er ubehageligt, at opleve den ydmygelse af et elsket menneske, som ligger bag, for at handlingen kan udføres.
	Og disciplene protesterer da også vildt og inderligt: ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder”. Peter er såret, oprevet, presset: en grænse er nu blevet brudt mellem ham og Jesus, som han elsker og ser op til. Han, Peter, prøver at forstå og at redde værdigheden i situationen, ved at indvillige på en betingelse, at Jesus så også vasker netop hans hoved og hænder, - så det er badet, som helhed, han tager imod, - og ikke denne ”tjeneste”, som han næsten slet ikke kan bære.
	…
	Det er en grænseoverskridende handling, at blive badet af en anden. Vi mærker det straks, - og vi får lyst til at trække fødderne til os, som Peter og de andre disciple gjorde det!
	For hvad er det Jesus gør? Hvad betyder det?
	…
	Ja, de skal jo ikke bades i den bestemte forstand af ordet, at de skal vaskes fra top til tå, som når vi i dag, synger under bruseren om morgenen. De er rene – i den hygiejniske forstand af ordet, siger Jesus. Så de skal blot have deres fødder vasket, som et tegn på den tjeneste, som Jesus viser dem.
	Dertil kommer, at de også er rene i den forstand af ordet, at de tror, at Jesus er deres Herre og Mester, - for det er han, siger han også senere selv. De tror, at Jesus er Guds søn, den salvede Konge, Messias, som skal komme til verden for at frelse verden, - og derfor er de rene i hjertet og troen, kan man sige. ”Og I er rene; dog ikke alle”, siger Jesus, fordi han allerede på dette tidspunkt ved, hvem der senere på natten og i det kommende døgn vil forråde og svigte ham på det smerteligste og bitterligste. Først Judas, siden alle de sovende disciple i Getsemane have, - og så Peters tredobbelte fornægtelse inden hanen når at gale fredag morgen.
	…
	Jesus kender dem, elsker dem, vasker dem og tjener dem: alle sammen! Hver og én! Uden undtagelse.
	..
	Og da han har tørret hænder, og taget kjortelen på igen, vender han tilbage til bordet, hvor han kom fra, - og udlægger så den handling, som de lige har været involveret i – for dem: ”Når nu jeg, jeres Herre og Mester, har vasket jeres fødder, så skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer”!
	..
	Det er store ord, en torsdag aften! Det er en stor handling en Påskeaften! Et stort forbillede at have foran sig hele livet, når man nu ved, hvor svært det er at være tjener for sit medmenneske, hvor grænseoverskridende det kan være, at hjælpe sin Farmor, vaske vildfremmede mennesker i små lejligheder i store byer, - når man nu ved, hvor langt lettere det er, at vaske sine egne elskede børn, end ukendte fremmede, som trænger i ligeså høj grad.
	…
	Det kan være svært at hjælpe andre mennesker, såvel dem, som man kender og elsker, - og så vildfremmede, som man slet ikke føler sig forpligtet overfor.
	og derfor giver Jesus dette tegn må den selvhengivende næstekærlighed, som er så tydeligt, at vi aldrig kommer til at glemme det, selvom vi måske nok forsøger, at komme udenom det: han vasker vore fødder, som en tjener sin herres.
	Her er ikke noget at tage fejl af!
	Det kan godt være, at vi er døbte – en gang for alle, rene, i denne bogstavelige og konkrete udgave af kristendommen og troen, - og det kan godt være at vore fødder bliver snavsede i den daglige tilværelse, som den former sig for os i al almindelighed, - men dog gælder det, at vi rene, ja, - men ikke alle! Ikke hele tiden. Vi er mennesker på godt og ondt.
	Vi kan også falde i den fristelse, som det er, at hytte vore egne skind; svigte, selvom vi ved, at det faktisk er nu, det gælder. Sove, hvor vi lovede at våge og være nærværende. Forsvinde i ly af mørket og stikke af, som feje hunde. Eller aktivt udlevere vores elskede til andre, for at slippe selv.
	Vi har alle stået, som tavse vidner til lidelsen og smerten, og husket de dage, hvor vi lovede, at vi ville være der, når der var brug for os! – og mærket: at nu kan vi alligevel ikke!
	…
	Det er et meget stærkt tegn, en meget stor handling, fra Guds side: at Han, livets skaber og opretholder, vasker mine fødder, - for at jeg – kan huske og mærke, at jeg er velsignet med hans respekt, kærlighed og tilgivelse, - så jeg kan vaske fødderne mine medmennesker, når de har min hjælp behov.
	Tænk, at livets Gud vasker menneskets fødder og beder det om, at tage vare på dets medmenneske, for sin Søns skyld.
	Det er en meget kærlig handling fra Guds side, - og den forpligter os – alle sammen – på hinanden. Vi kan spise og drikke ved det samme bord, få del i brødet og vinen, blive som lemmer på Kristi legeme, - få evigt liv ved hans blod, - men kærligheden slår først ind i verden, når den handler, bliver til virkelighed og hverdag.
	Jesus elskede dem indtil det sidste. Hans kærlighed slap aldrig op, - og derfor er vi forbundne med hinanden for altid.
	Vi kan godt huske, hvem vi vaskede, - for lige netop det menneske, kom vi tæt på, delte vi livsfællesskab med.
	Og nu hører vi, at Gud deler dette fællesskab med os.
	Han vasker sine egne børn – før de sætter sig til bords.
	Han elsker os til det sidste.
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email