Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose LTB@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	1. Søndag i Fasten
	Herborg: 9.00
	Nr. Vium: 10.15 m. 1 dåb
	Salmer:
	A: 743, B: 448 + 450, C: 637, D: 694, A: 432,2, E: 613
	Tema: Hvem skal være den største?
	- når du engang vender om ..
	……………………………………………………………………………………………
	Kære Gud
	Tak for at vi må være gæster ved dit bord, - og for at vi må spise og drikke sammen med Dig og din Søn, Jesus Kristus, i dit Rige, selvom Du ved, at vi vakler mellem troen og tvivlen på dig og os selv.
	Skænk os modet til at vise os din tillid til os værdig.
	Amen.
	Prædiken:
	Vi sidder på kanten af stolen! Vi læner os ind over bordet!
	Ivrigt fremfører vi vores argumenter, - hører knapt, hvad de andre har på hjerte, fordi vi så gerne vil frem med dét, som vi selv sidder og tænker på. Øjnene stråler, begejstringen lyser ud af os, - kinderne rødmer, og sveden træder let perlende frem på panden, - mens det ene ord tager det andet, mens det ene forslag afløses af mange andre, - og visioner og forbehold listes op og vejes mod hinanden.
	Som vi sidder der omkring bordet, brænder vi for sagen!
	Sammen er vi stærke, sammen har vi mange kræfter at trække på, mange ressourcer og kompetencer, som vi kan dele med hinanden og det fællesskab, som gerne skulle vokse sig større omkring os, når vi rejser os fra bordet, - og vender os mod den dagligdag, den virkelighed, som vi for en stund har følt os helt og aldeles løsrevet fra.
	Ved bordet - i fællesskabet – oplever vi det magiske øjeblik, hvor alt er muligt og indenfor rækkevidde, - og vi føler os grebet og vendt mod fremtiden, som uden tvivl vil os det godt, - og som kommer os i møde med ubegrænsede muligheder.
	Der er bare lige dét ved det? Hvem skal påtage sig de forskellige opgaver, hvem skal stå med det endelige ansvar, - hvem skal koordinere indsatsen, så alles kræfter bliver brugt mest effektivt og intensivt! Hvem skal have æren, når resultaterne begynder at dukke op? Hvem skal have magten, når de vanskelige og skæbnesvangre beslutninger skal træffes? Og hvem skal have den afgørende indflydelse, i de mange forskellige beslutningsorganer, som processen skal igennem undervejs mod målet? Hvem skal være det officielle ansigt udad til! – talsmanden! Lederen?
	Inden længe ligger visionen på bordet, brudt op som de mange små brikker, som tilsammen udgør puslespillet, - hvis billede og motiv for en tid fortaber sig i det dunkle.
	Den store vision, som vi alle delte, og som vi var så optaget af, at vi helt glemte os selv i kampens hede, og i begejstringens rus, - den vision bliver nu afløst, af alle de interesser og overbevisninger, som vi hver især har, og som vi har så svært ved at undertrykke. Vi betragter hinanden – i et nyt lys: er jeg for selvhævdende, for selvpromoverende, for nærtagende, for ivrig, for doven, for selvudslettende, for beskeden?
	Vi sidder på kanten af stolen. Vi læner os væk fra bordet!
	Vi betragter hinanden – mens et lille forbehold, en lille skepsis, en lille undren, en skjult ærgrelse, lurer i baghovedet på os, samtidigt med at en voksende afstand sniger sig ind i mellem os.
	Vil vi dette her? Kan vi det?
	…
	Det kan være svært at vende sig fra det kendte til det fremmede. Cirklen bliver simpelthen større, når man vender ryggen til centrum og ser ud mod den horisont, som tårner sig op foran én.
	Den tillid til det, som vi kendte, og som vi samlede os omkring, - bliver uendelig let til tvivlen, om vi magter at møde det, som ligger derude foran os.
	…
	Det er svært at rejse sig, - og skubbe stolen ind under bordet, - og sige: Tak for samværet! Tak for i aften! Vi ses i næste uge! …
	Simon! - Simon Peter! – mente nok, at han kunne magte at forlade Påskebordet og samværet med Jesus og de andre 11 disciple, - og fortsætte med at være tro mod alt det, som han havde set, hørt og mødt i tiden sammen med Jesus.
	Der var ikke skyggen af tvivl i hans sind, da han sagde: ”Herre, sammen med dig går jeg gerne både i fængsel og i døden”. Han mente nok, at han kunne magte at være tjener i det Rige, som Jesus havde lovet ham og de andre, at de måtte få lov til at sidde på troner i.
	Peter var stærk i troen denne famøse aften. Lidenskaben lyste i hans blik, da han lovede Jesus troskab til døden, - og han troede slet ikke, at han ville kunne blive den, som ville svigte og forråde Jesus, nu hvor han selv fået lov til at spise det brød, som Jesus havde brudt for dem, - og nu hvor han havde fået lov til at drikke af det bæger med vin, som Jesus havde budt ham og alle de andre. Man kan vel ikke svigte det menneske, som man elsker, værdsætter og respekterer? Svigte det menneske, som er ens forbillede, ideal og idol? Kan man?
	…
	Hvad Jesus har set i disse ansigter – denne aften! – ja, det må være os!
	…
	For han taler direkte til Peter, og fortæller ham det, som Peter selv måske ikke vidste på dette tidspunkt, - men som vi alle herinde i dag, så smerteligt genkender, som vort eget: ”Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte”.
	Fristelserne, som disciplene mødte undervejs, i årene forinden sammen med Jesus, havde jo været store. Kunne Jesus virkelig være den Messias, som de havde håbet på og længtes efter ville komme? Var Jesus Guds Søn? – som de selv efterhånden troede, at han var? Fulgte de Guds søn eller var Jesus af Nazaret blot endnu én af disse mange skuffende falske profeter, som samtiden så rigeligt havde truffet og troet før? Var de tegn og undere, som de så Jesus udføre, virkeligt forankrede i Guds magt, udført på hans vilje? Var vandet blevet til vin? Havde stormen på søen lagt sig, fordi Jesus befalede det? Havde Peter kunnet gå på vandet, hvis hans tro havde været stor og stærk nok?
	Mange faldt fra – undervejs, - mange kom til og fulgte med!
	Men Peter og de andre holdt fast, - så længe de magtede det, - og derfor siger Jesus jo også til Peter: ”men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte”. Jesus ved, som den eneste i denne forsamling, denne aften, at fællesskabet med ham, tilliden til ham, troen på ham, nu skal stå sin endelige prøve. Kan de følge ham hele vejen! Vil de være loyale tjenere mod den herre, som nu går lige lukt ind i døden? – eller vil de falde for fristelsen, og vælge deres eget liv frem for troskaben mod hans?
	Jesus ved, hvordan det går Peter.
	Han ved, hvordan det går os!
	Det er så let at sværge troskab i et lille varmt og lukket fællesskab som dette, hvor vi alle har alt til fælles, hvor vi samles om Guds ord, hvor brødet brydes og vinen bydes rundt, - og vi både spiser og drikker i fællesskab, - men i selv samme øjeblik, vi rejser os fra stolene og forlader bordet imellem os, - kommer afstanden og tvivlen ind, - og skiller os fra hinanden. Vi vender fællesskabet ryggen bogstaveligt talt, - og derfor ved Jesus også, at Peter senere samme nat, vil komme til at svigte ham tre gange, inden hanen om morgenen hilser solen, lyset og dagen velkommen, fordi Peter ikke tør stå ved, at han kender og også selv har fulgt den nu dødsdømte mand fra Nazaret, om hvem alle troede og hævdede, at han var Messias, Guds udvalgte og salvede tronarving. Ja, Guds egen og elskede Søn.
	…
	”Peter! Når du engang vender om, så styrk dine brødre”.
	…
	Jesus kender Peters fremtid, Peters historie, - og han ved, kan se, at Peter ikke kan vende om, vende tilbage ved egen hjælp! Han må kaldes tilbage! Kaldes igen – ind i fællesskabet, som han blev det, den allerførste gang de mødtes for snart længe siden.
	Der kommer en dag – efter Påske, hvor Jesus møder Peter igen, hjemme ved søen, hvor Peter er ude at fiske sammen med sine venner. Han har vendt Jerusalem ryggen, forladt det fællesskab, som ikke kunne bære, da det virkeligt gjalt, - og i skuffelse og beskæmmelse har han valgt at vende tilbage til det liv, som han levede inden han drog ind i disse gyldne dage, som ændrede hans liv for altid.
	Peter svigtede. Han blev hverken herre eller tjener i Guds nye rige, - og derfor gemmer han sig, som en anden Adam i søens vand, bag båden, da Jesus kalder på ham inden fra bredden.
	Jesus er opstået fra de døde. Graven var tom, Påskemorgen, Peter så selv ligklæderne ligge der på hylden inde i kammeret, - og han gik derfra fyldt af undren over, hvad der var sket. Men opstandelsen, det nye liv, det nye mod, den nye vision, blev først sand og til virkelighed for ham, da Jesus kaldte ham til sig med ordene: Simon! Peter! Elsker du mig? Og Peter måtte svare: Ja, Herre, det ved Du, at jeg gør. Tre gange blev Peter spurgt, - og tre gange svarede han ja! Forbandelsen fra Langfredags nattemørket blev hævet, - og Peter kunne vende ryggen til tvivlen og afmagten, - og komme tilbage til bordet og fællesskabet, - og dér styrke sine brødre.
	Den kærlighed, som Peter så mange gange tidligere havde set, at Jesus mødte helt almindelige mennesker med, hvad enten de var fremmede, handicappede, udstødte af samfundet eller uhelbredeligt syge, den kærlighed, bliver nu ham selv og alle de andre disciple til del. Tilgivelsen og frisættelsen gælder og indeslutter dem alle, - selv dødsriget har Jesus besøgt og overvundet, - og derfor kan Judas se sig selv mødt af Guds kærlighed, dér hvor intet håb ellers er.
	Den dag, det går op for én, at man selv er tilgivet af Guds kærlighed, fordi hans elskede Søn Jesus Kristus kalder én tilbage til livet og fællesskabet, ja, da kan man vende sig mod verden og styrke sine brødre.
	Den dag – man finder sin egen afmagt tilgivet – kan man vende sig mod verden, - og styrke dem, som har mistet modet, håbet, troen og tilliden.
	Og vende tilbage hertil; sætte sig på stolen – omkring bordet, lytte til samtalen, bidrage med egne oplevelser, mærke, hvordan visionen om en bedre verden vokser, fordi vi er samlede om det ene menneske, som også var, er og altid vil være Gud selv, hans elskede Søn.
	Den eneste, som har magten, æren og Riget, - og som kan sætte det i værk, hvis og når vi vil tjene ham.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email