Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose LTB@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Konfirmation 2007
	Herborg: 10.00 d. 29. april 2007Nr. Vium: 10.00 d. 6. maj 2007
	Tekster:Læsning: Johs. 10,1-10 og ellers: 3. s. e. Påske 07Tema: De tre nøgler.
	Salmer ifølge sangark.
	…………………………………………………………………………………………..
	Kære GudTak for, at Du åbner døren for os, så vi frit kan gå ind i dit dejlige Rige, hvor vi alle er velkomne og højt elskede.Tak for, at Du ikke kan undvære én eneste af os, -men har sendt din elskede Søn, Jesus Kristus til os, så Han kan samle os alle sammen i fællesskabet med dig.Tak for, at Du allerede har taget imod vore unge mennesker, da de blev døbt i dit trefoldige navn, - så vi må tro på og også have tillid til, at Du vil støtte, trøste, opmuntre, hjælpe, værne og elske dem ligeså højt, som vi gør: fordi Du selv har sagt, at vi i dåben bliver dine børn.
	Tak for, at vi må mærke glæden – og beholde den hele livet! Amen
	Prædiken:
	Det er forår i Danmark! Alt omkring os, grønnes i en takt og i et tempo, som vi vist aldrig nogen sinde har kendt magen til før. Solen skænker vort landskab forunderlige farver af grønt og hvidt, - og vore sind et strålende lys, - som vi nyder og suger til os i fulde drag. Det er dejligt at skulle samles til fest her i Herborg/Nørre Vium på en dag, som denne, hvor alt det grønne omkring os, hilser os velkommen på smukkeste vis.
	Omgivelserne stemmer hjertet og sindet, så forventningens glæde bliver endnu større, end den var før. Vi glæder os over, at vi i dag får lov til at fejre vore unge mennesker, som nu sidder så fine og flotte nede midt iblandt os. Først her inde i kirken, under gudstjenesten, som det sig hør og bør, - og siden hjemme i familiens skød, hvor alle har gjort sig umage for at tilrettelægge en dag, så festlig og fornøjelig, så man aldrig siden vil kunne glemme den.
	I, kære venner, mine rare konfirmander, er anledningen, ja, selve årsagen til alt dette postyr, som jeres familier har sat i værk, og som ganske givet har betydet travlhed, stress og jag i en periode her op til i dag, hvor ventetiden næsten ikke har været til at bære. Men nu er forberedelserne ovre for denne gang: Festen er begyndt! Og nu skal den nydes i fulde drag. I sidder nu her i kirken, med jeres allernærmeste omkring jer, og mærker, hvordan højtideligheden lige så stille lister sig ind på jer, så I falder til ro, og kan nyde nuet, - mens tankerne uvilkårligt lister på langfart for at nå de mennesker, som I elsker, og som I holder af, og som ikke kan være med herinde i dag: enten fordi kirken ikke kan rumme flere gæster, eller fordi helbred og andre omstændigheder ikke tillader, at de kan være hos jer, på jeres store dag. Vi kan mærke fællesskabet: både dét, som vi lige nu er midt i, - og så det større fællesskab, som vi lige nu savner, og som vi måske også længes efter at være en del af.Og sådan skal det være! Vi lever ikke alene, - og vi kan ikke undvære hinanden, - det mærker vi alle helt tydeligt på en festdag, som denne! – og det er godt!…For jer konfirmander er dagen i dag et højdepunkt, som I har glædet jer til, set frem til med spænding, og som vi sammen har forberedt os på. For jeres forældre er dagen i dag, derimod, en milepæl, fordi de nu kan se, høre og mærke, at de langsomt men sikkert må til at slække på tøjlerne, så I kan få mere frihed og ansvar, flere pligter og rettigheder, så I inden længe kan forlade hjemmet, - og træde ind over tærsklen til nye afsnit i jeres fremtidige historie, som voksne, myndige og selvstændige, ja, selvhjulpne mennesker, som kan bære samfundet videre, når vi andre bliver for gamle og trætte til det. Konfirmationen er døren til en ny verden: I kan ikke se det hele, førend I er trådt over tærsklen, - og I kan heller ikke få alt det gamle og kendte med jer, idet I træder ind ad døren, - for det er der slet ikke plads til, - og derfor vil der være forskel på dagen i dag, - og så den I møder i morgen.
	For mens verden åbnes for jeres øjne, - og døren til fremtiden langsomt men sikkert skubbes op, - træder jeres familie uvilkårligt lidt i baggrunden. De har fulgt jer hertil, - hjulpet jer hertil, - men inden længe vil jeres veje skilles, fordi I vælger en anden rute i landskabet, end den, som de hidtil har fulgt jer på. Sådan er det at være ung: man vil gerne selv, - og man skal også have lov til det, - og da I har friske kræfter, vil I også sætte af sted med en god fart. Vi gamle sakker uvilkårligt agterud, - og mens vi ser, hvordan I vandrer af sted mod nye mål og fjerne horisonter, tænker vi ved os selv: hvordan i alverden er det kommet så vidt? Hvordan kan det gå til, at vort lille pus, som blev lagt i vore arme, som nyfødt i går, - i dag – tretten, fjorten år senere, kan sidde her så yndig, flot og stolt, i centrum for alle festlighederne - for så – i morgen – at tage hul på et nyt afsnit af livet, hvor vi langsomt men sikkert vil skulle give helt slip på vores elskede Søn eller Datter, så han og hun kan stå på egne ben, - og kunne klare sig selv uden vores hjælp i det daglige.
	Vi glæder os på jeres vegne, samtidig med at vi kan mærke vemodet i hjertet, selvom vi forsøger at skjule det lidt for jer, så vi ikke tager glæden fra jer.Det er svært at skulle tage afsked med noget gammelt og kendt, - som man har elsket, - for så straks med det samme, at skulle sige på gensyn til noget nyt, som man ikke helt ved, hvad er og indebærer.…Sådan var det i al fald for disciplene, hørte vi det fortalt før: for de forstod slet ikke, hvad Jesus mente, da han inden Påske fortalte dem, at om en kort tid, så ville de ikke længere kunne se ham, for igen om en kort tid, så igen at kunne se ham. Afsked og gensyn på én og samme gang, - hvad var det for noget?Hvad mente han?I dag efter Påske ved vi, hvad han talte om: han skulle først dø på korset, - og blive begravet, - for siden igen at opstå fra de døde og vende tilbage til livet og til dem, så de kunne se ham og være sammen med ham igen. ..Og sådan er det også i dag: Vi tager afsked med barndommens land, - og siger på Gensyn i ungdommens vår. Det hele er det samme, - og dog er alt forandret. En bevægelse er sat i gang.…Og kærligheden til barnet vil nu spørge: hvordan hjælper jeg mit barn på vej, - hvad kan jeg give det med som ballast, så det kan møde alle livets udfordringer med styrke, forstand, mod, håb og tillid, - og samtidig – under vejs - få lov til at beholde glæden og finde kærligheden?…Ja, jeg ville give mit barn: en nøgle – med på rejsen!En nøgle? – hvordan skulle den se ud?
	Se! Jeg har taget tre nøgler med!Den første er ganske bitte lille! I genkender den måske derhjemmefra, - fordi I har eller har haft en magen til. Den magter at åbne låsen i sparebøssen, hvis man er omhyggelig og forsigtig. Med denne lille nøgle kan man forvalte sin formue, alt, hvad man ejer og har. Og når I nu løbet af dagen, tæller jeres pengegave op, vil I sikkert føle jer rige, - og mærke, hvordan trangen til at købe nyt eller spare op fylder jer. Med penge kan man virke i verden, - det har I allerede lært, - og hvis man er fornuftigt, omhyggelig og forsigtig, kan man komme langt, og få meget, for denne mindre formue, som I nu i dag får adgang til.
	Mister man derimod nøglen til grisen! – er man på den!Hvem har ikke prøvet at stå med kniven på struben af dyret, - eller har forsøgt at bryde låsen op med magt, for at få den sidste mønt ud af mørket, - og følt sig led og ærgerlig ved det? – og hvem har ikke mærket, hvor let man kan komme i gæld til andre og blive afhængig af dem, hvis man ikke har penge nok, eller er kommet til at bruge alt, hvad man ejer og har på én gang i et øjebliks rus og forvildelse?
	Velstand og velfærd er to forskellige sider af samme sag, - og selvom man ejer og har alt, hvad man kan ønske sig, - så er det dog et godt familieliv, - og en god vennekreds, som man ønsker sig i det daglige. Kærlighed, tryghed, varme og venskab: det er dét, der giver livet værdi.
	Penge er gode at have, - men lykken kan de ikke skænke os, - og derfor er det ikke denne lille nøgle, som jeg vil give jer med på jeres livs rejse.…Den næste nøgle, som jeg vil vise jer, har jeg af mange gode grunde ikke kunnet tage med herind i dag, - for den ligger hjemme under måtten, hjemme hos jer selv. Jeg vil tro, at I alle sammen har lov til at komme hjem, når som helst I har lyst til det og brug for det. Døren er måske ikke længere åben, som den var det i min barndom, hvor vi bare lod nøglen sidde i døren, når der ikke var nogen hjemme, - for så kunne man bare låse sig selv ind, hvis man tilhørte familien, eller gå om i haven eller ned på marken for at lede efter husets beboere, hvis man var nabo eller ven.
	I dag ligger nøglen ofte under en sten ved døren, under måtten, i garagen under malerbøtten på tredje hylde til venstre eller lignende oplagte og praktiske steder, hvor den som kender hjemmet, har lov til at finde nøglen og låse sig selv ind.
	Sådan en nøgle, som I har til jeres eget hjem, vil jeg give jer i dag! Ja, men hvordan kan det lade sig gøre?
	Nøglen, som jeg tænker på, hænger over døren til kirken (her/ude) i Nørre Vium. (I gamle dage, inden denne kirke (Herborg) blev bygget, gik vi til kirke i Nørre Vium), - og her/derude var døren altid åben. Det var i al fald udgangspunktet! Her/Ude i Nørre Vium hænger nøglen til døren boltet fast til væggen lige over døren ind til kirkerummet!Når nøglen hænger boltet fast over døren, må det betyde, at døren er åben, og at alle har adgang. At alle har lov til at komme indenfor! Når ingen bestemt mand har nøglen på sig, - behøver alle vi andre heller ikke at have den.…Så dette, at nøglen til kirken hænger over døren, betyder, at kirken er vores fælles hjem. Her er vi alle sammen velkomne!
	Her vil vi alle blive modtaget med åbne arme: - om søndagen, når der er gudstjeneste, vil der være lys, varme og fest; - og til hverdag vil der være ly, ro og stilhed, plads til fordybelse og eftertanke, - et pusterum i en travl tid, - og forstyrret verden.
	Kærligheden fra Gud gælder os alle sammen, - og det viser nøglen os, når den hænger dér over den ulåste dør. Vi kan alle gå ind, som vi er, - og når vi har brug for det.
	Se det var den anden nøgle! – men jeg nævnte jo også en tredje, - og det er den, som jeg vil minde jer om, at I alle sammen allerede har fået udleveret.…Den tredje nøgle har jeg her i lommen! – nu skal I se!(Korset trækkes frem) Ja, denne nøgle ikke bare ligner et kors! – den er et kors. Holder man fast i denne ende (foden) kan man se, hvor meget den ligner den lille nøgle, som gav adgang til sparegrisen.
	Korset er nøglen, som vi i dag bliver mindet om, at vi allerede har fået, dengang vi blev døbt, som ganske spæde børn. Inden vort navn blev nævnt, og vandet blev øst over vort hoved, fik vi slået to små kors over vort ansigt og vort bryst, som tegn på, at vi skulle tilhøre Jesus Kristus, Guds elskede Søn. Disse to små kors er nu den nøgle, som giver os adgang mange forskellige steder.Døren, som denne nøgle passer til, har vi lige foran os, herinde i kirken. Døren er faktisk allerede åben, og derfor lægger vi slet ikke mærke til, at den er her. Men foran os hvælver triumfens bue sig op over os, - og markerer indgangen til det allerhelligste herinde i kirken. Stedet, hvor vi møder Gud og Jesus selv. …Her på trappetrinnet, dørtræet, står døbefonten, - og i den er vi alle sammen blevet døbt. Her har vi af Gud selv fået at vide, at vi er elsket af ham, at vi er hans børn, at han vil sørge for, at vi bliver tilgivet alt det, som vi kommer til at gøre forkert mod Ham, hinanden og os selv, - og at vi bliver sat fri, så vi med frisk mod kan træde ud i verden igen, - efter at vi har fået lov til at spise med ved hans bord, - som alteret jo dybest set og i virkeligheden er.…I dag får I kære konfirmander, lov til at træde ind gennem denne åbne dør, som jeres nøgle passer til. Og I får lov til at sige ja til, at I vil være med i det kristne fællesskab, hvor Jesus er værten for bordenden. Og I får lov til at knæle ved bordet, - og modtage velsignelsen med et håndtryk på hovedet, så I både kan høre og mærke, at velsignelsen gælder lige præcis jer, - og ingen andre. …I er kendt af Gud, og derfor nævnes jeres navn højt her, så I både hører til i Guds Rige og i jeres almindelige familie, som I kender den her på jorden, - og i det fællesskab, som vi alle sammen deler med hinanden, fordi vi alle sammen er kristne.…Og med den nøgle i hånden kan vi åbne alle de lukkede døre, som vi møder på vores vej gennem livet, - så vi hele tiden kan komme videre, - for til sidst at blive lukket ind i Guds Rige, når vi engang dør. Livet fortsætter i al evighed hos Gud, - og derfor er bordet, spisebordet, alterbordet også placeret heroppe, for at vise os, at vi altid er sammen med Gud. Her spiste Jesus med disciplene første gang i Påskedagene, Skærtorsdag, inden han døde, - og her spiste han igen sammen med dem efter Påske, så de alle kunne se ham, høre ham, genkende ham, - og tro, at Han var opstanden fra de døde, at Han havde fået livet skænket igen af Gud.
	Og derfor kan vi også spise sammen med Jesus nu, i dag, hvor I får lov til at komme op til bordet, - for at blive velsignet endnu engang, så I kan være helt sikre på, at Jesus Kristus også elsker jer. Konfirmation betyder, at vi får at vide, at Gud elsker os! – stadigvæk! – alle dage! - hele tiden!
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email