Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose LTB@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Juleaften
	24. december 2007
	Herborg: 13.30 m. trompet Børnesagens FællesrådNr. Vium: 14.45 og 16.00 Julemærkehjemmene
	Årets juleudsmykning: Røde roser
	Salmer:
	A: 94, B: 120, C: 117, D: 121
	Tema: Rosen, som Kristus symbol. Jeg elsker dig!
	………………………………………………………………………………………………
	Kære GudTak for at Du elsker os!Tak for at Du løfter byrderne af vore skuldre,så vi må ånde frit og glæde os over dagen i dag.
	Tak for tilgivelsen, som åbner nye veje i fællesskabetmellem vore medmennesker, mellem vore egne kære, ja, mellem dig selv og os.Tak for din store tillid til os og din store omsorg for os.Tak for, at Du har foræret os det, som Du selv elsker aller højest: din egen Søn Jesus, - for at vi - i ham - kan se, høre og mærke, hvordan kærligheden skal vokse og udfolde sig blandt os.
	AmenPrædiken:
	Det er Juleaften! Vi har glædet os længe og inderligt!Langsomt, men dog sikkert, har dagene flyttet sig her i december måned, og nu er vi her så! – endelig!
	Vi læner os tilbage i bænkene, skubber os til rette i det varme overtøj, - og får os sunget varme og glade ved de salmer, som vi sætter så stor pris på, - og som indvarsler højdepunktet over dem alle: Det glade budskab, om Guds Søn, Jesus, der er født for vores skyld – af kærlighed til os.
	Og mens hyrderne lister væk og hjem i mørket, - med glæden i deres hjerter, og nyheden på deres læber, - og stjernen oplyser verden omkring os, - når vi ind i staldens tyste mørke, hvor koen tygger drøv, - og hvor æselet søvnigt trækker nye totter af hø ud af hækken, mens lammene stille kaldes til ro, med en sagte brægen fra deres mor.
	Dér inde i mørket, ved krybben, sidder kvinden og vugger barnet i sit skød! Stjernens klare lys når hende og barnet, gennem det halvåbne vindue, - og lader os skimte manden, som sidder beskyttende og kærligt bag dem, med hånden på hendes skulder.
	Mens hun ammer drengen, bryder hendes ord stilheden omkring os:
	”Jeg elsker dig”!”Jeg elsker dig, så højt, at jeg vil leve og dø for dig! – uanset, hvad du gør mod mig”!”Jeg elsker dig”! ”Jeg holder dig fast, om det så skal koste mig mit eget liv”!”Jeg elsker dig”!
	En mors kærlighed. En fars kærlighed.Guds kærlighed.…”Jeg elsker dig”! – tre små ord, - som til sammen er så store, at vi næsten ikke kan få os selv til at sige dem højt til noget menneske, - fordi de, ordene, bærer mig selv med som gave til det menneske, som jeg elsker.
	Vi kunne nemlig også sige: ”Vær så god” her er jeg!Alt, hvad der er mig og mit, må Du gerne få!
	Vi kunne også sige: Du er mit liv! Jeg kan ikke undvære dig! Jeg kan ikke leve uden dig. Mit liv bliver tomt og øde, hvis jeg ikke har dig hos mig, i min nærhed, inden for rækkevidde; Mørkets ensomhed fanger mig, hvis jeg ikke kan høre dig, se dig, mærke dig!
	Jeg elsker dig! – Du er mit hjerte! Mit blod! Min tanke!…Jeg elsker dig! Store ord på en juleaftensdag – her i Herborg kirke, her Nørre Vium kirke!
	Er de for store? – næh, det er de vist egentlig ikke!For vi sidder vist alle sammen med en kærlighed i vort hjerte, som har et bestemt menneske som sit mål og omdrejningspunkt, når vi lige så stille får tid til at tænke over det og mærke efter.
	Eet ganske særligt ansigt lyser måske op for vort indre øje: Mit livs kærlighed, som jeg måske er så heldig at have siddende hos mig her i kirken nu, - eller som jeg måske skal være sammen med senere i aften, - i morgen, én af de kommende dage. Jeg ser måske et ansigt, som jeg dagligt spejlede mig i gennem mange år, - men som jeg mistede undervejs, - for nylig, - for snart længe siden. Jeg ser måske en perlerække af ansigter, som lyser op og varmer mit sind og mit hjerte ved tanken om dem: mine forældre, mine bedsteforældre, mine børn og børnebørn, mine søskende, min livsledsager.Måske min barndoms hjerteven, - min bedste ven! Min soul-mate, som satte sig spor, for tid og evighed, selvom vi aldrig kom til at dele dagligdag og livsløb sammen.…Jeg elsker dig! .. Ordene er store… Kærlighedens ansigter er mange. Glæden og smerten, som følger dem, dyb og ægte.…Jeg elsker dig! .. Ordene er store .. Sommetider næsten for store, selvom de er sande i en grad, så mit blod synger dem på pulsens taktslag.…Og derfor finder kærligheden også nye veje! Ordene finder billeder, som bærer budskabet for os. Symboler - kalder vi disse billeder, som rummer og bærer en betydning, som er større end billedet selv.…”Sig det med blomster”!Ja, det vil vi gøre! …Lettelsen breder sig dybt i brystet på os, - og vi plukker blomster i vores egen have, køber buketter og sammen-plantninger hos gartneren, henter mos og løv ind fra skoven, - og laver de smukkeste dekorationer, som pryder vort hjem, - og som ikke mindst er så dejlige at forære væk, - at glæde andre mennesker med!…Vi plukker som små-piger tusindefryd, og trækker forsigtigt i de smukke hvide kronblade, mens vi siger: elsker – elsker ikke – elsker – elsker ikke, - og spændt venter på resultatet, som nås, når den gule knap lyser, som solen i vore øjne. Drengene driller pigerne med mælkebøttens gule drys på tøjet, når blomsterhovedet sendes af sted ved stilkens hjælp i raketfart.
	Og senere falder den unge mand på knæ foran sin udkårne, og beder om kærlighed og livslangt fællesskab, - og når den unge kvinde nådigt svarer ja, og tager imod buketten, rejser han sig lettet, beæret og stolt, - og fører hende ind i livet, som ligger foran dem.
	Brudens buket er bundet over troen, håbet og kærligheden, - og når den livslange lykke og trofasthed bliver brudt af dødens mørke, lægger vi blomster på båren, kranse med bånd på gangen, og mindre buketter på graven, som et udtryk for den kærlighed, det venskab, den sammenhørighed, som vi delte med lige netop dette menneske, som vi nu har mistet, og som vi må tage afsked med.…Jeg elsker dig! .. Ordene er store .. For store? Nej! for de er sande, - talt ud af hjertet, som de er. …Sig det med blomster! Ja, det vil vi gøre! Og inden vi har set os om, har blomsten selv taget ordet for os.
	For blomsten over alle blomster er jo rosen, den røde.Kærlighedens blomst. Den blomst, som både ejer skønheden i de smukke, silkebløde og blanke kronblade, og som udsender en duft så skøn, at vi føler os hensatte til Paradisets have, berusede som vi bliver af den virkning, som den udøver på os.
	Rosen er om nogen, kærlighedens blomst. Den røde farve er blodets og lidenskabens farve, kærlighedens og passionens farve. Blomsten er stærk og smuk, på dens vej fra knop til fuld udfoldelse. Og rosen rummer styrken og selvstændigheden, som smerter, når tornene trækker spor på dé bare hænder, som forsøger at plukke den ned fra busken.…Som barn kunne jeg sagtens forstå, at ”livet ikke altid kunne være som en dans på roser”, for hvem ville da frivilligt træde på rosen med bare fødder, når man nu kender den smerte, som tornene forvolder? Det var først som voksen, at det gik op for mig, hvor stor en luksus og lykke det må være, at få lov til at danse med sin udkårne på de tusinder af rosenblade, som bliver strøet for ens fødder, som var de en rød løber gennem livet, hvor kort denne stund så end måtte være.…”Jeg elsker dig”! .. Ordene er store.. For store? – Nej, for de er Guds egne.
	Gud elsker os mennesker, Du og Jeg, så højt, at Han gav os det bedste, som Han havde og har: sin egen elskede Søn, Jesus. …Tænk! - at Han elsker os mennesker så højt, at vi fik lov til at passe hans barn for ham, - mens han selv ser til på afstand! Tænk, at Han, Gud, viste os mennesker så stor en tillid, at vi måtte få lov til at opdrage hans barn, undervise og danne det, - forme det, så det selv kunne tage imod tilværelsen, når det blev voksent og modent til det?!
	Tænk, at Gud elskede sit spæde barn, sin nyfødte Søn så højt, at Han ville skænke det hele verden! – At Han ville lade drengen og sønnen vokse op i den verden, som Han selv havde skabt, - og som Han brugte så megen tid og kræfter på – hver eneste dag.
	Tænk os, at Gud fandt os mennesker værdige til at tage imod hans egen Søn, og leve sammen med Hám, som vi lever sammen med hinanden. Tænk, at vi er gode nok til det!Tænk, at vi har lov til det, - får mulighed for det!…Jeg elsker dig! – sådan sagde Gud til Jesus, - og: Jeg elsker jer!, - sådan sagde han til os! Og så satte Han dette enestående møde mellem Sønnen og os i stand, dette kærlighedens møde, som har ændret verden og os - i den - for altid.…Jeg elsker dig! – Ordene er Guds egne! . Og de er store!Så store, at vi lader rosen tale kærlighedens budskab for os.Den røde rose, som står her på prædikestolen hos mig, - og som pynter her i vort smukke kirkerum, er billedet på Kristus, på Guds Søn. Rosen er om nogen, Julens blomst, som liljerne er Påskens og Pinsens.
	Rosen fortæller om skønheden i dette, at Gud ville være menneske som os, at Han ville leve, lide og dø, som os, om så blodet måtte flyde rødt og stærkt for vores skyld.
	Rosen fortæller om alvoren i denne kærlighed fra Gud, - som også yder os modstand, når vi tror, at vi blot kan plukke frit fra busken uden at tage os i agt for den smerte, som kærligheden også rummer i fællesskabet mellem andre mennesker. …Kærligheden skal deles, den skal rækkes videre til andre mennesker, så de også bliver en del af vort fællesskab, og føler sig set og hørt i det.…Sig det med blomster!Ja, det vil vi gøre! Men på en aften som denne gør det os også godt, at få sat ord på, at få talt ud med hinanden, høre dét sagt højt, som vort liv er bygget på, og som vi ikke kan undvære:
	Jeg elsker dig!…Store ord – i en lys og forunderlig nat…!Guds ord!
	Lov og tak og …..

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email