Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose LTB@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Juledag
	25. december 2007
	Nørre Vium: 10.15 m. kollekt - JulemærkehjemmeneHerborg: 14.00 m. kollekt – Børnesagens Fællesråd
	Salmer:A: 100, B: (103), C: 108, D: 117, A: 435,1, E: 119
	Tema: Ordet – med på vejen!
	………………………………………………………………………………………………….
	Kære Gud
	Tak for alt, hvad Du har skabt ..!Tak for alt, hvad Du har skænket os ..!
	Tak for livet, lyset, glæden.
	Kærligheden, Tilgivelsen og Velsignelsen.
	Fællesskabet, Samværet og Medmenneskeligheden.
	Amen
	Prædiken:
	Ordet, lyset og livet! Store og smukke ord åbner Juledag for os. Højtideligheden indtager rummet, - og vi kan mærke, at noget stort og alvorligt, noget betydningsfuldt er på færde! Johannesevangeliet stemmer vort sind på en ganske anden måde end Lukasevangeliet gjorde det, da vi mødtes i går, og hørte, hvordan det gik til, at Gud lod sig føde som menneske i et spædt drengebarn, en nat, i en stald i byen Betlehem for så ganske mange år siden.
	Kristi fødselsdag, - som Juledag, dagen i dag også kaldes, er en større højtid, end vi sikkert lægger mærke til, fordi vi har så travlt med alle juletraditionerne og gøremålene i forbindelse med højtiden, at vi næsten glemmer at mærke os indholdet af højtideligheden, fordi ”udenomsværkerne” fylder så meget i vort sind og i vores bevidsthed.
	Johannesevangeliet stemmer vort sind til eftertanke, - og langsomt fæstner ordene sig til vort fortravlede liv, - og bundfælder sig, når vi giver dem lov og mulighed, som lige nu her under gudstjenesten.
	”Ordet, lyset og livet”.
	Guds ord, Guds lys, Guds liv. Gud møder os! - og hans ord skænker os nyt lys og nyt liv, i en verden, som vi ellers synes, at vi kender til bevidstløshed, - og i en dagligdag, som ganske let bliver til en trummerum for de fleste af os.…Hvad er det? – som Kristi fødselsdag forærer os?Hvad er det ved dagen i dag, som forandrer verden og tilværelsen for os, - og som har gjort det for så mange andre mennesker før os!…Ja, for det første, sker der det, at Gud nu – gennem Sønnen – får mulighed for at tale direkte til os, når han møder os i lige præcis det liv, som vi hver især lever.
	Ja, for det andet, sker der det, at Gud nu – gennem Sønnen – får mulighed for at ændre vort liv direkte for os, når han møder os lige dér, hvor vi befinder os.
	Gud bliver simpelthen vort medmenneske, hvilket på én og samme gang er både fantastisk og ganske risikabelt. Gud bliver synlig og sårbar, ganske som vi er det – hele livet. Og det store ved Guds handling, er jo netop, at vi ikke kan genkende ham i et særligt og helt fantastisk menneske, som var Gud oplagt genkendelig i en grad, så man ikke ville kunne gå fejl af ham, - næh, det særlige er jo, at Gud træder frem i et spædbarns skikkelse, og vokser sig til en moden ung mand, uden at nogen hæfter sig nævneværdigt ved det, indtil han træder i karakter, og lader sig døbe i Jordan af Johannes, som godt ved, hvem han er, - og hvor vi for første gang hører, at Gud står ved ham, og kalder ham for sin egen elskede Søn, da han træder op af vandet, som nydøbt.
	Det er kun over stalden i Betlehem, at stjernen markerer, at her befinder Gud sig, i egen høje person, i vores verden.Det er kun englenes åbenbaring for hyrderne, der fortæller, at Guds Søn er kommet til verden, - for havde de ikke gjort det, ville ingen have vidst noget som helst, - om det under, som det virkeligt er: at Gud vil lade sig føde i et menneskes skikkelse, ja, blive et sandt menneske, som vi er det, - samtidig med at han stadigvæk og hele tiden er Gud selv!
	Havde det ikke været for juleevangelierne, ville vi ikke have vidst, hvor Jesus kom fra, endsige have opdaget eller hørt, at Han var kommet til verden, - førend vi selv mødte ham, som de første jøder gjorde det, for snart mange år siden.
	Når Gud ikke giver sig til kende på en tydelig og synlig måde, ja, så kan vi kun genkende Jesus, Guds Søn i de handlinger, han gør, og i de ord, som han siger, og som i glimt afslører for os, hvad det er Gud vil os.…Gud bliver så meget menneske, at vi bliver nødt til at elske alle vore medmennesker, hvis vi skal være sikre på, at elske Gud, som han forventer det af os. For se forskel på ham og os, kan vi ikke – efter at Gud selv blev menneske og medmenneske for os i Jesus Kristus.…Det er meget krævende at være et godt medmenneske for andre, hvad enten man nu står i en situation, hvor man har mulighed for at hjælpe et andet menneske, - eller man selv ligger dér, hvor andre tilbyder én selv en hjælp, som man måske knap havde turdet håbe på. Det kan ofte være lige så vanskeligt at få sig selv til at yde andre den hjælp, som de har behov for, som det kan være vanskeligt at modtage den hjælp, som andre ønsker at forære en.
	Men magter man det, vil livet ofte være forandret.…Forleden mødte jeg en fortælling om en lille dreng, som var blevet alvorligt syg, kort tid før jul. Det eneste sted, hvor man kunne behandle ham, var i København på det store Rigshospital. Så der sendte man ham over. Der var langt til København fra Vestjylland i gamle dage, hvor broerne over Lille- og Storebælt endnu ikke var bygget, - og forældrene havde derfor ingen mulighed for at være hos deres dreng i de svære dage – i det fremmede – som lå foran ham. Til gengæld kunne de sende ham en pakke med julegaver i, - og som de tænkte ville kunne mildne savnet og længslen efter familien og julen derhjemme for ham, - og det gjorde de. Posten bragte drengen en stor pakke med gaver og godter i, - og sygeplejerskerne fulgte spændt med, mens drengen ivrigt pakkede op og lagde frem på dynen foran sig.Da papkassen var tømt, rystede drengen både den og papiret, som manglede han noget, og sygeplejersken spurgte ham, om han da ikke var glad for alle gaverne hjemmefra? – hvortil drengen svarede: ”Joh, - men helt glad er jeg ikke – for der er ingen ord i”!
	Tanken talte! – men kærlighedserklæringen manglede! Et lille brev, en kort personlig hilsen, ville have gjort ham godt!…Da jeg læste denne lille fortælling, kom jeg til at tænke på min Farmor! Vi boede nabo til hinanden gennem hele min barndom, - og min søster og jeg rendte jo henne hos hende evig og altid, ja, i al fald dagligt! (smil) Og derfor var der heller ikke meget i hendes dagligdag, som vi gik glip af, fordi vi jo var sammen med hende altid.
	Min Farmor var enke. Min Farfar døde, da jeg var seks år. Og hun boede derfor alene i huset, henne i svinget. Ude i baggangen havde hun en mørk herrehat hængende på knagerækken, - og ved siden af den en spadserestok med et lille sølvbeslag på. Det undrede vi os jo noget over, - for når ingen brugte hatten og stokken, som havde været min Farfars, hvorfor skulle de så hænge dér år efter år? Joh, lød forklaringen, for så tror folk, som kommer forbi, at Farfar lever og er hjemme hos mig!..Den forklaring undrede os endnu mere, for alle vores naboer havde jo da kendt min Farfar og vidste, at han var død og borte for mange år siden, så dem kunne hun da ikke bilde sådan noget pjat ind! ..Nå, men dagene og ugerne gik, - og en skønne dag, bankede det jo på døren hos min Farmor, - og min søster og jeg fulgte opmærksomme med i optrinnet inde fra køkkenet, bag den halvlukkede dør ud til gangen.
	En mørk mandsstemme lød udenfor, - og vi kunne høre, at min Farmors stemme ændrede sig, - for den vestjyske dialekt blev en hel del mere rigsdansk efterhånden, som samtalen skred frem. Et øjeblik efter kom min Farmor ind i køkkenet, - og dér smurte hun pludselig en madpakke, hældte saftevand på en flaske med patentprop, - og stak et blad eller dagens avis ind under elastikken på madpakken, som hun hurtigt bragte ud i baggangen, - og inden vi havde set os om, var døren blevet lukket, - og Farmor kom tilbage til os, - en anelse rød i kinderne og med små svedperler på panden under det grå-hvide hår.…Hvad var der sket? Jo, min Farmor havde jo åbnet døren for én af landevejens farende svende, som man så malerisk kaldte disse mænd, som ikke havde fast bopæl og adresse, og som derfor rejste rundt i landet, om sommeren, - og som måske, hvis de var heldige, tilbragte vinteren på et herberg eller forsorgshjem.…Alle disse omstændigheder blev vi børn nu ikke indviet i, - den viden fik vi først senere, - men Farmor fortalte os, at hun altid gav dem en madpakke og en flaske saft, så de havde noget at spise, - for penge og øl, ville hun ikke give dem, - for det havde de ikke glæde af ret længe, ja, slet ikke brug for!..Ja, men hvad så med bladet eller avisen under elastikken?Jo, sagde min Farmor: Man skal have et ord med på vejen!…Blev madpakken så spist? – og bladet læst?Ja. Grøften talte jo gerne sit eget tydelige sprog, når vi senere gik hjem, - og vi blev skuffede på min Farmors vegne, når vi sommetider så papiret lyse op nede i græsset, - eller så bladet ligge og flagre for vinden, længere henne ad vejen.…Men - hendes syn på medmennesket gjorde en forskel! – hendes handling, hendes mod kom til at præge vort syn på ganske mange mennesker, som vore fordomme måske ellers ville have stødt væk fra os, fordi vi ikke ellers deler deres opfattelse af, hvordan verden ser ud, - og hvordan vort liv skal leves.…”Mine kære, når Gud har elsket os således, skylder vi også at elske hinanden.”
	Vi skal have et ord med på vejen, hvis lyset skal skabe liv omkring os. Vi kan ikke leve som medmennesker for hinanden, hvis vi ikke får at vide, hvordan det kan og skal gøres, - og derfor blev Gud menneske den nat, den dag for så mange år siden!
	Gud talte personligt til os, direkte til os, da han blev menneske i Jesus Kristus og derved fik både lejlighed til og mulighed for at være sammen med os, - i det liv, som vi nu hver især lever. Gud kunne tale til os, røre ved os, helbrede os, trøste os, opmuntre os, revse os, dukke os, give os nyt liv, sådan helt konkret, - og ved, at Han kunne tilgive os alt det, som vi var kommet til at gøre forkert mod ham og vore medmennesker, - og han kunne velsigne os, så livet blev nyt og dejligt at leve igen.
	Vi kan ikke klare os med julegaver og madpakker alene! – nej, vi har brug for det levende ord, den personlige hilsen, det varme kram og knus, - samtalen, fællesskabet og nærværet. Dette: at døren bliver åbnet for én, selvom man er fremmed og anderledes, og ikke ellers hører til.
	Vi har brug for at høre: at: Mit liv er værd at leve! at: Jeg er elsket og værdsat af Gud. at: Jeg er tilgivet af ham, - og velsignet i det liv, som nu ligger for an mig. at: Jeg har lov til at tro på fremtiden, - og håbe, at kærligheden fylder min dag.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email