Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose LTB@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Midfaste
	2. marts 2008
	Nr. Vium: 9.00 m. 1 dåbHerborg: 10.15 m. 1 dåb
	Salmer:
	A: 637, B: 448 + 450, C: 31, D: 464, A: 435,2, E: 11
	Tema: ”Jeg er livets brød”. Lemelems chepaties, fællesskab og nadver. ”Den røde spand”.…………………………………………………………………………………………….
	Kære Gud
	Tak for at Du hver eneste søndag skænker os Livets brød ved alterbordet, så vi får del i det evige liv, som Du i din Søn, Jesus Kristus, har lovet os, bliver os til del, når vi tror, at Han er din elskede Søn, som er kommet til verden for at frelse os alle sammen fra døden.
	Tak for vort daglige brød og fællesskabet omkring det.
	Amen
	Prædiken:
	”Giv os i dag vort daglige brød”. Sådan beder vi i Fadervor.Bønnen om det daglige brød er placeret som den midterste af de syv bønner i Fadervor, med tre bønner om Gud på sin ene side, og med tre om os og menneskelivet på sin anden. Og denne centrale plads vidner i al sin stilfærdighed om, hvor vigtigt det daglige brød er for os.
	Vi kan ikke leve uden mad, uden at få brød på bordet. Vi kan heller ikke leve uden at være en del af et fællesskab. Vi har brug for den næring, som brødet giver os, helt fysisk og konkret, - og vi har brug for den sammenhørighed, som et godt måltid sammen med den nærmeste familie og vennekreds skænker os.
	Vi liver op og mærker glæden og livsmodet vokse i os, når vi ser et kendt ansigt smile til os hen over bordet, - og vi retter os op, bliver større som mennesker, når nogen gerne vil lytte til, hvad jeg har på hjerte og gerne vil fortælle om en lang dags begivenheder, hvad enten jeg nu lige er kommet hjem fra børnehaven, skolen, sporten, arbejdet, - eller har besøgt naboen, børnebørnene, været i haven, på indkøb eller i genbrugsbutikken. Det er intet mindre end livsvigtigt: at blive set, hørt, mødt og forstået, - når vi skal leve og trives som mennesker i en ofte hektisk og travl hverdag.…Brødet og fællesskabet hører sammen. Livet og brødet hører sammen. Bordet og brødet hører sammen. Vi hører sammen, når vi deler brødet med hinanden.…Forleden aften så jeg en dejlig udsendelse i fjernsynet, om en kvinde, som bagte brød, tre forskellige slags! Hun lærte os, hvor enkelt og smukt et brød kan bages! Hvor let det er, at lave sin egen gær og surdej, når man blot ved, hvordan det skal gøres. Hun hældte mel og vand i et stort lerfad, satte det midt på køkkenbordet, hvor varmen fra hjemmet satte gæringsprocessen i gang, - og hun fortalte, hvordan de lokale og naturlige bakterier i et hvert hjem, ville tilføre gæringsprocessen en karakter, som man ville kunne smage, når brødet stod færdigbagt og duftende på skærrebrædtet på ordet ved siden af smørret, marmeladen og osten, - og de glubske og forventningsfulde børn bænket omkring bordet.
	Med andre ord: hvert hjem, sit brød! Men brød kræver tid, håndelag, nærvær og vilje, en evne til at tænke fremad og ville det gode liv, - og derfor skulle surdejen og gæren også passes og plejes. Mel og vand skulle tilsættes i passende mængder, - ofte dagligt, eller i al fald i samme takt, som gæren blev brugt til nye brød og boller. Og denne enkle beskrivelse af dette daglige brød, fik mig lige pludselig til at huske en rød spand, som jeg havde stiftet bekendtskab med for snart mange år siden.…Den store røde gulvspand stod på gulvet i køkkenet med et viskestykke over sig. Dagligt blev der hældt en kop mel og en kop vand ned i spanden, og en syrlig duft nåede vore nysgerrige næser, mens ”Lemelem” med kyndig hånd rørte rundt i spanden med en trægrydeske.
	Jeg må indrømme, at den gang anede ingen af os, hvad hun foretog sig! Lemelem var flygtet fra Eritrea provinsen i Somalia, i det gamle Etiopien. Hun var sort som natten, havde kort krøllet og kruset hår, som hun smykkede med farvestrålende alpehuer. Hun var smilende venlig, - og lidt genert. Lattermild og utrolig glad for at lave mad. Hun boede på et af værelserne i vores kollegium på Lottesvej i Gellerupparken i Århus sammen med os andre. 12 var vi i alt på vores gang. Og vi lavede mad sammen. Det sparede tid, var billigt, sundt og ikke mindst hyggeligt.
	Vi kiggede på Lemelems røde gulvspand! Hvad var det?Og med den gode blanding af os studerende, som gerne ville være biologer, læger, journalister, jurister, økonomer og it-folk, ja præster, nåede vi i al vores visdom frem til, at det nok var direkte livsfarligt, ja i al fald dybt risikabelt at spise noget af den mad, som Lemelem fremtryllede, hvis det havde sin oprindelse i den røde spand under køkkenbordet.
	Skeptiske var vi! – men vi kunne jo også se, at Lemelem og alle hendes søskende, som de kaldte sig, trivedes ganske fortrinligt, når de bød hinanden på middag og spiste og morede sig, så det var en fornøjelse. Afrikanere må have stærke maver! – tænkte vi! – de er vant til andre bakteriekulturer, mente vi! De tåler mere end os andre, håbede vi!…Men en dag tog Lemelem mod til sig! – og spurgte os, om vi ikke kunne tænke os, at spise sammen med hende, - og så ville hun gerne have lov til at lave mad til os! Joh.. Tak for invitationen! Tøvende meldte vi os, - for Lemelem havde jo faktisk spist sammen med os andre i madklubben, - og så kunne vi jo ikke få os selv til at sige nej til hende. Så vi vovede det ene øje!…Og så gik de ellers i gang, - de gode mennesker! Der blev købt ind i store mængder, eksotiske frugter og grønsager, krydderier og friskslagtede kyllinger holdt deres indtog i vort køkken, - og snakken og latteren lagde sig som en dyne over vort ellers fredelige og søvnige køkkenalrum.
	Alle os, som kom tidligt hjem fra universitet og handelshøjskolen den dag, fulgte nysgerrigt slagets gang, - og selvom vi ikke forstod en lyd af, hvad Lemelem og hendes familie og venner sagde, fordi de talte koptisk, - så kunne vi se, at arbejdet skred frem og tog form. Indholdet fra den røde spand blev hældt op i et fad, - og inden længe lå der de fineste, ja, næsten papirtynde brød på bordet foran dem. De blev bagt i ovnen, - for fuldt drøn! Og de blev stablet, som var de pandekager. …Senere blev bordet dækket, uden kniv og gaffel, - og brødene kom ind, sammen med den krydrede kylling, grønsagerne, sovsen og adskilligt andet tilbehør, som jeg ikke længere kan huske, hvad var.…Vi kiggede lidt på hinanden, lagde pandekagen på tallerkenen og øste kød og sovs oven på, - og begyndte at rulle pandekagen sammen om indholdet! Lige da vi skulle til at løfte pandekagen op for at spise den, .. råbte Lemelem: Nej! Nej! og slog ud med armene. Hun tog pandekagen ud af hånden på os, lagde den ned på tallerkenen, rullede den op, skrabte fyldet ud igen, - og åndede næsten lettet op!..Nej! nej! – sagde hun igen! … Jeg tror, at vi nåede at tænke på den røde spand! Var der alligevel noget i vejen med maden? – nej, nej, sagde Lemelem igen, - og så viste hun os, hvordan man spiser pænt i Eritrea!…Noget af maden blev lagt på tallerken! Vi fik et brød, en chepati, og så brækkede man et stykke af brødet, formede det som en lille skål, så man kunne række ind i det store fad med kylling og sovs, - og så dyppe brødet ned omkring maden og løfte det op, - for så at spise det – med fingrene, uden kniv og gaffel.…Det smagte fantastisk! Flotte farver, gule, røde og brune.Mad, som vi ikke kendte på forhånd, blev til et måltid for os alle, - og fællesskabet mellem os voksede, - glæden blev større, - og Lemelem blev vores ven!…Det, som den røde spand gemte, var hjemmets brød! Et brød, som havde taget turen fra Somalia, i det nordøstlige Afrika; et brød, som havde klaret den lange flugt til et nyt, ukendt og fremmed land; et brød, som havde taget smag af det køkken, som det nu var blevet æltet og bagt i, - og som skabte fællesskab mellem mennesker, som ellers stod fremmede for hinanden, fordi jysk er lige så svært at forstå og lære, som koptisk.…Om ? Lemelem og alle hendes slægtninge var muslimer eller kristne, aner jeg faktisk ikke, - for dengang først i firserne, var det ikke væsentligt, ikke vigtigt! Ikke spørgsmål, som vi var optaget af, - fordømmende overfor.…Vi mødte hinanden som mennesker, som medmennesker, - og derfor blev der et fællesskab mellem os, - på trods og på tværs af de store kulturforskelle, som der selvfølgelig også var.…Lemelems brød åbnede fællesskabet for os, - Camilla Plum viste mig forleden, hvad Lemelems røde spand indeholdt: gæren, surdejen, det levende brød, som skaber fællesskab omkring det bord, hvor det bliver spist.…Og når vi om nogle uger sætter os til bords her i kirken, Skærtorsdag, bryder vi brødet igen, - og spiser sammen, - og vi hører, hvordan Jesus satte sig til bords, og hvordan de alle sammen, alle disciplene dyppede deres brød i fadet med lam og urter foran sig, - og spiste af det samme brød som Jesus bød dem.
	Og vi hører, hvordan de blev holdt fast i fællesskabet omkring Jesus, selvom han siger, at han ved, at de vil forråde ham, ikke blot Judas, som er så let at huske, men dem alle sammen, fordi de ikke tør følge Jesus gennem Jerusalems gader på vejen mod rettergangen hos ypperstepræsterne og Pilatus, for slet ikke at tale om korsfæstelsen på Golgata. Jesus bryder brødet med dem, - og skænker dem nyt liv. For de mennesker, som har spist sammen, har også et fællesskab sammen, - og da Jesus står op af døden og kommer ud af graven igen Påskemorgen, opsøger han disciplene og tilgiver dem det, som de har gjort forkert mod ham. Ja, han spiser med dem igen, - og derfor er deres synd og skyld blevet løftet af deres skuldre, så de frit kan gå til hvert sit, - og leve det liv, som de gerne vil leve, - og som de kommer til at leve for Gud og Jesus selv.De er ikke længere bange for døden, - men tror på, at Jesus Kristus vil skænke dem nyt liv efter døden – og tror man det, kan man lettere leve hver dag fuldt ud, - og glæde sig over den.…”Giv os i dag vort daglige brød”! Bønnen sidder midt i Fadervor, - den forbinder Guds Rige og Guds verden med vores. Brødet skaber fællesskab, hvor to vidt forskellige verdener mødes, - fordi vi kan spise sammen, tale sammen, se hinanden, høre hinanden, være sammen, røre hinanden.
	”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste”.
	Jesus tager imod os, dig og mig. Vi er en del af hinandens fællesskab, - og derfor skal vi også hilse andre velkommen og spørge dem, om de vil spise med, være en del af vores fællesskab. Det er livsvigtigt. Det er en gave.
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email