Hvis du har kommentarer så skriv til Lene Thomsen Birkmose LTB@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Påskedag
	23. marts 2008
	Nr. Vium: 9.00Herborg: 10.15 m. 1 dåb
	Salmer:
	A: 224, B: 448 + 450, C: 236, D: 238, A: 435,3!, E: 234
	Tema: Påskeægget. Oldkirkens dåbsdag. Nyskabelse. Kristus er opstanden!(ved udgangen tilbydes et lille æg til alle)
	…………………………………………………………………………………………..
	Kære Gud
	Tak for at Du rejste din elskede Søn, Jesus, som Kristus, af dødens og gravens mørke, - og skænkede ham nyt liv, i det nye Rige, som Du nu folder din skønne skabte verden ind i.
	Tak for, at Du sendte din Søn, Jesus Kristus, tilbage til os, så vi kan møde ham her i hver eneste gudstjeneste, når vi samles i hans og dit navn.
	Tak for at vi må møde din opstandne Søn, Jesus Kristus, - så vi kan se, høre, mærke, smage og tro, at Du virkelig elsker os så højt, at vi bliver tilgivet alt det, som vi gjorde og gør forkert mod dig, - så vi kan glæde os til dagen i morgen, - det nye skabte liv, som ligger og venter på os.
	Tak for fællesskabet med dig!
	Amen
	Prædiken:
	Jesus Kristus er opstanden! Ja, sandelig! Jesus Kristus er opstanden!
	Sådan lød de første kristne ord, i vores verden!Kvinderne, Maria og Maria Magdalene, stod forpustede, rødkindede, og jublende i døren, mens de råbte budskabet ind i stuen til de elleve disciple, som var samlede dér, denne første Påskemorgen i Jerusalem, mens solen kun ganske langsomt fik magt over skyggerne i de smalle gader og gyder, - og sendte mørket på flugt.
	Jesus Kristus er opstanden! Ja, sandelig!Jesus Kristus er opstanden!
	Sådan sagde vi forsigtigt og lidt forlegent til hinanden, mens højtideligheden indfandt sig ved bordet, - midt i glæden og den voksende munterhed.
	Vi knækkede æg! Vi var inviteret til Påskemiddag hos vores nærmeste naboer, - og vores udenlandske værtinde introducerede os for hendes hjemlands påskeskik, som er meget smuk, betagende, rørende, yderst festlig og munter på en forunderlig højtidelig måde.
	Vi sad ved bordet, med flot pyntede salater i store skåle foran os, brød, smør og forskellige dressinger foruden vin, sodavand og øl i rigelige mængder. Der manglede ikke noget. Servietter var foldet omhyggeligt, - og store buketter smykkede bordet, sammen med de mange tændte stearinlys.
	Inden vi begyndte at smage på den lange, lange række af mange forskellige retter, som hører et rumænsk påskebord til, - forklarede vores værtinde på en blanding af dansk og engelsk, hvordan middagen indledtes: Vi fik et smukt malet hønseæg i hånden. Det var hårdkogt og ganske friskt. Vi skulle så i tur og rækkefølge forsøge at knække skallen på hinandens æg. Men på den måde, at vi inden skulle sige følgende: Kristus er opstanden, ja sandelig, Kristus er opstanden.
	(Indsætte lille pause, med mine papæg, som forklaring)
	Jeg måtte så slå mit æg til sidemandens, - og den person, hvis æg Ikke! knak, havde så lov til at slå til den næstes æg, - men ikke førend han havde sagt: Kristus er opstanden, ja, sandelig Kristus er opstanden. Sådan fortsatte legen – i denne blanding af latter og dyb alvor.Når alles æg var knækkede, - blev de pillet, - og vi spiste dem så sammen med en slags stærk sennepsdressing og brød til. Det smagte dejligt.…Det var en dejlig middag! Rørende også, synes jeg stadig! For pludselig blev den oldgamle, græsk-ortodokse og dybt kristne skik levende og nærværende igen. Et ritual, som jeg kun – indtil da – havde hørt omtalt og beskrevet, - blev virkelighed her midt i Nørre Vium sogn, - og et sus af historiens dybde svævede ind over dette dansk-rumænske fællesskab, - og gjorde det nærværende og meningsfuldt på en helt anden måde.
	Påskeægget fik pludselig en ganske anden betydning, end den, som vi nok som oftest tillægger det: en forårsbebuder, en gave som tak for gækkebrev og venskab, et symbol på frugtbarhed og ny begyndelse. Chokolade og påskefor-spisthed.
	Påskeægget blev pludseligt den budbringer, som de kristne altid har værdsat: livet springer ud af dødens mørke, - som når forårets første kylling ser dagens lys.
	Graven lå tom og mørk tilbage, som når kyllingen har forladt ægget, og kun skallen ligger ødelagt bag den, mens den pippende forsigtigt søger ind i det varme fællesskab, under hønemors lune og beskyttende vinger.
	Graven var tom, da kvinderne fandt den. Jorden rystede under dem, denne meget tidlige søndag morgen, derude på begravelsespladsen udenfor Jerusalem. De vagthavende soldater skælvede og besvimede ved rystelserne, - og pludselig stod Herrens engel foran kvinderne, strålende og hvid. Han skubbede stenen fra graven, - og mens de var blændede af lyset, talte han til dem: ”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”!…Da englen forsvandt, var graven åben og tom! Hvornår Jesus havde forladt den, ved ingen! Stadigvæk! Det vi ved, dét, som kvinderne fortalte disciplene inde i Jerusalem, var dette: Kristus er opstanden! Ja, sandelig! Kristus er opstanden! De fortalte det, med frygt og stor glæde!
	Dét, vi ved, og dét, som kvinderne også fortalte disciplene, var og er jo dette dejlige og forunderlige: at Jesus er opstået fra de døde, - og at vi skal se ham igen i Galilæa, hvilket disciplene også kom til i de følgende og nu kommende dage! Opstandelsen var en realitet, en virkelighed, som disciplene og de allerførste kristne kunne forholde sig til. En begivenhed, som de kunne deltage i. Et møde, som de kunne mærke.
	En ny begyndelse, som de var vidner til. En historisk begivenhed, som ændrede verden én gang for alle. Guds Riget er på vej, ja, det er begyndt med Jesus Kristus, Guds egen og elskede Søn, som Gud rejste fra døden og graven, og som han skænkede livet, og lod vende tilbage til os, for at fortælle os, at vi er tilgivet alt det, som vi er kommet til at forvolde af ondt mod ham og mod hinanden.
	Vi skulle selv have lov til at se, at Jesus var opstanden fra de døde, - og derfor kom Jesus tilbage til os, for at fortælle os, at det er sandt. At Gud står bag ham i alt det, som han sagde og gjorde for os, inden Påske.
	Påskedag begynder vores nye liv sammen med Gud, fordi Han viser os, hvad tilgivelse og kærlighed er, - og at begge dele indbefatter og omslutter os. Gælder os!..Påskeægget er symbolet på opstandelsen! At det nye liv forlader mørket og får en ny begyndelse.
	Og derfor var Påskedag også den største dåbsdag af dem alle i den første, tidlige kristne kirkes historie. Hvad kunne være smukkere, størrere og dejligere end dette: at blive døbt natten til Påskedags morgen, så man nydøbt i fine hvide klæder, kunne få lov til at deltage i Påskegudstjenesten, og for første gang få lov til at gå til alters og dér modtage nadveren, som fuldgyldig kristen og medlem af det kristne fællesskab, den kristne menighed.…De personer, som deltog i undervisningen i kristendommen, havde nok lov til at være med til at fejre gudstjeneste om søndagen, - men de måtte forlade tjenesten, inden nadveren, fordi de ikke var døbte, - og derfor ikke var værdige til at være med på lige fod med alle de andre. Og derfor bliver Påskedag jo en festdag – i dobbelt forstand – fordi man nu endelig – efter længere tids forberedelse - kunne blive døbt, - og lægge sit gamle liv og tilværelse bag sig, - og få lov til at træde ind i det nye fællesskab, som også bød en velkommen ved bordet.
	Et fællesskab, hvor alle var lige og lige elsket og tilgivet af Gud, hvad enten man var slave eller fri, hvad enten man var jøde, græker, afrikaner, romer eller tilhørte et andet folkeslag, hvad enten man var rig eller fattig, mand eller kvinde, barn eller voksen. Ved nadveren har man – og det gælder den dag i dag – lige adgang til fællesskabet med Gud selv og hans elskede Søn, Jesus Kristus! Legemet er brudt for alle, - og blodet er udgydt for alle, - og derfor kan vi alle spise brødet og drikke vinen sammen og i fællesskab med hinanden og med Jesus Kristus, den opstandne Herre og Frelser!
	Et nyt liv er begyndt! Og dette nye liv blandt mennesker i verden begynder Påskedag, hvor Gud skaber nyt liv ud af dødens mørke, - og lader det vise sig og leve blandt os, så vi kan se, tro, mærke, håbe og føle, at Guds kærlighed gælder os, gælder dig og mig, i dag – stadigvæk.
	Vi har lov til at tro, at når vi engang dør, så får vi lov til at opstå til nyt liv i Guds Rige, hos ham selv og hos Jesus, - fordi det løfte har vi fået af Gud selv i vores egen dåb. Og skulle vi glemme det, eller i al fald have svært ved at blive ved med at tro det, fordi livet sommetider er alt for svært for at leve, - og fordi vi jo også oplever, at vi selv mister nogle af de mennesker, som vi elsker til døden, - ja, så bliver vi mindet om det igen og igen her i gudstjenesten, og når vi går til alters, - og dér spiser brødet og drikker vinen, - og får at vide, at vi stadigvæk tilhører Guds fællesskab, hvor Jesus selv er vært ved bordenden, - og derfor spiser og drikker sammen med os, med mig, hver eneste søndag, år ud og år ind.…Påskeægget minder os om, at inde i mørket, under skallen, ligger lyset og venter på at bryde mørket for os.
	Når vi kommer hjem i dag, - og spiser vore egne hårdkogte, og nymalede æg til frokost, - så prøv at lægge mærke til, - når I forsigtigt har givet ægget en lille skalle med teskeen, og langsomt har pillet skallerne af ægget, hvordan den hvide hvide lyser hvidt imod os, som englen, der skjulte gravens mørke for de to kvinder, Maria og Maria Magdalene, da de ledte efter Jesus, blandt de døde på kirkegården.
	”Han er ikke her! Han er opstået, som han har sagt! Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde”!
	Og når I så når ind til blommen, så læg mærke til, hvordan blommen lyser gult, som var den selve Påskemorgens sol:
	Kristus er opstanden! Ja, sandelig!Kristus er opstanden!
	Lov og tak ..

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email