Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	2. påskedag i Jersie 2008
	GT-læsning: Salme 139 v. 1-12 (16.s.e.trin. II)NT-Læsning: 1. Kor. 13 (Fastelavn II)Evangelium: Johs. 20, 1-18Salmer: DDS 403, 234, 218 - 249, (247) og 241/242
	Prædiken:
	”Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen?”Sådan spørger salmedigteren Hans Anker Jørgensen, hvis påskesalme vi skal synger efter prædikenen.Som jeg indledte Palmesøndag med så mange salmer af Hans Anker Jørgensen som muligt, vil han også i dag få lov til at runde påsken af med billeder og begivenheder, hvormed han sætter ord på det gådefulde spørgsmål:Hvad er og betyder opstandelsens glæde for os i dag?
	Et bud, jeg vil holde mig til her i dag, er ”genkendelse”.Påske og opstandelse er det fornyede møde med det og den, der var alt, men som man har tabt og mistet.Opstandelsens glæde er den genkendelsens glæde, der pludseligt fylder den tomhed ud, som har taget magten, da de, der hørte sammen, blev adskilt.At genkende er genfinde den orden, sammenhæng og mening, som tabet havde gjort til kaos og opløsning.
	Faktisk kan hele påskeugens forløb sammenfattes i dette;At tabe eller miste og atter genfinde.Og dermed er vi i direkte berøring vi ved erfaringer,som gennemsyrer hele vort menneskeliv.
	Fra den dag, vi blev født og til den dag, vi dør, møder vi gang på gang tabet af det kendte og trygge, hvorefter vi kastes ud i at bygge en ny orden og selvforståelse op. Fra den første adskillelse fra mor eller far, hvor vi lærer at andre mennesker også kan være i deres sted, til tabet af den første ven eller kæreste, der siden følges af den næste.Tab følger på tab og erstattes af nye bindinger og forhold.Nogen af os har og andre vil opleve tabet af det menneske, hvis fravær vi ikke kan forestille, at vi kommer over igen.Nærværet og fællesskabet er blevet så stor end del af mig at den andens død også er min egen død – noget af mig kommer aldrig igen.Lige indtil den dag, det er vort eget liv, som står for tab – og som vi ikke ved, hvordan vi skal erstatte med noget.
	Genkendelsens glæde møder vi dog heldigvis også tit.Når vi kommer hjem igen fra ferie og alting stadig står som det plejer i vores hjem.Når vi finder en bog eller en nipsting, vi troede var blevet væk, breder smilet og glæden sig i vort indre.Når vi møder en gammel ven eller slægtning, vi ikke har set længe.Eller når vi fejrer jul. Et af de markante træk ved vor måde at fejre jul på er netop længselen tilbage til barndommens jul, hvis ritualer mange af os holder fast ved. I salmerne, vi synger til jul, er det barndommens tabte Paradis et markant billede på den drøm, som julen henter så stor en del af sin kraft fra – en drøm tilbage til dengang,der var orden og tryghed til.
	I dag blev vor kære frelser fødtog paradisvejen funden, synger vi (DDS 119 v. 2)
	”Glade jul, dejlige jul, engle dale ned i skjul!Hid de flyver med Paradisgrønt,’hvor de ser hvad for Gud er kønt” (DDSS 120 v. 1)
	”Dejlig er jorden, prægtig er Guds himmel,skøn er sjælenes pilgrimsgang.Gennem de fagre, riger på jorden,går vi til Paradis med sang” (DDS 121 v. 1)
	Programmatisk genfinder vi denne fortættede stemning tilbage til barndommens sorgløse jul i Grundtvigs salme ”Kirkeklokke! Mellem ædle malme!”:”Men som barn på landet jeg var hjemmejulemorgen var mit Himmerrig” (DDS 783 v. 4).Paradiset, der var, og himmeriget, der kommer – forenet i julen, der lever i øjeblikket af genkendelsens glæde.Psykologisk er der naturligvis tale om en tilbagevenden tilbage til barndommens og ukomplicerede tryghed.I den bibelske sammenhæng og det symbolske billedsprog, som er bærende i vore salmer, er der imidlertid tale om en længsel tilbage til den oprindelige tilstand før verden gik af lave, til Paradisets have, hvor vi skuer Gud ansigt til ansigt – uden spændinger, brud og adskillelse.
	Som bekendt er den verden for længe siden gået tabt.Vi er voksne, alderen og årene hindrer os i at vende tilbage.Engle vogter indgangen til Paradis med flammesværd.Og Gud – om vi møder ham – tør vi ikke mere se i øjnene.Som Kain går vi med blikket slået ned – af skyld, af skam og af angst for at blive afsløret og genkendt, som dem vi er.
	Længslen tilbage til udgangspunktet er imidlertid intakt.Trangen efter at kunne løfte rejse blikket og se ind i Guds ansigt uden at krybe sammen lever stadig i os. Bibelen indeholder mange fortællinger om mødet med Gud.Mange møder går i kludder og kan ikke gennemføres.Andre bliver som i et glimt til et fortættet øjeblik, hvor blikkene mødes og genkendelsens glæde breder sig.
	Hvad er påske og opstandelse da?Påske og opstandelse er det øjeblik, da når drømmen bliver til virkelighed.Når mødet med det tabte, men atter fundne, finder sted.
	Evangelierne til i dag er netop fortællingerne om, hvordan drømmenog længslen efter det tabte Paradis opfyldes af erfaringen af genkendelsen glæde – tilbage til udgangs- punktet og mødet med den, man kender og er trygt ved.
	I sin påskesalme har Hans Anker Jørgensen samlet en række ”møder”, hvor genkendelsen bryder igennem:
	Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen?Det er som disciple på Emmausvejen / alene skønt to,At møde en fremmed og mærke forlegen / hans ord må vi trohan udlægger Skriften, så hjerterne brænder,han minder utroligt om en, som vi kender.
	Det er som Maria at se, han er borteog brister i gråd / og bede en fremmed i havemandsskjorte om hjælp og om råd / og høre ham sige: Maria, du kære!og svare Rabbuni! Min elskede Herre!
	Dette er de to genkendelsens møder, som vi hører om i til evangelierne på 2. påskedag.Det er fortællinger om mennesker, for hvem opstandelsesbudskabet ikke blot forblev ord, men bliver til genkendelse, erfaring og dermed til deres egen opstandelse som fornyede og genfødte mennesker.Det er at se og blive set, ansigt til ansigt.Som uden forhæng at stirre ind i Guds egne øjne – og i det øjeblik genkende det tabte, men genfundne Paradis.I den sammenhæng er det vist på sin plads at gøre opmærksom på, at det kun er hos evangelisten Johannes at den gravhule, som Jesus lægges i, er i en have. Ingen af de andre evangelister omtaler en have – de taler kun om en gravhule, hugget ud af klippen dvs. kan vi næsten fornemme på et goldt og øde sted – i hvert tilfælde udenfor byen, udenfor livet og midt i opløsningens kaos.
	Johannes understreger endvidere som indledning til sin påskeskildring, at dette skete ”På den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt”.Vi er med andre ord tilbage ved udgangspunktet, dengang der kun var tomhed, øde og mørke – og lige før at Gud siger: ”Der blive lys!”.Alt er kaos - lige ind til Gud tager ordet og taler – så bliver kaos til en ordentlig have, hvor mennesket kan leve, overleve og møde Gud – ansigt til ansigt. Hvor man er tryg og kendt, og hvor Gud kalder:”Adam, Eva, Maria, Michael – hvor er du?”
	For gravhaven afspejler Paradishaven.Også vores gravhave – kirkegården udenom kirken –afspejler og fastholder mindet om det tabte Paradis.Midt i den verden, der er gået under tabets og sorgens kaotiske følelser, minder gravstedernes små hække, buske og blomster os om, hvor vi er kommet fra og hvorfra vi er kommet og hvor vi er på vej tilbage til.Der – på gravstenene står navnene på dem, vi har mistet, hvis nærvær stadig lever i vore hjerter, men som tiden og døden har skilt os fra.Alle de navne, der kalder på genkendelsen glæde.
	Her har vi et gravsted, vi kan vende os til, når sorgen og savnet presser sig på.Ja, her vender vi gang på gang tilbage, for at mindes om det liv, vi har delt, dengang vi kendte og var genkendt og selv kaldte den elskede ved navn.Og nar det tillige er i en have det sker, så kan det være vi håber på – ligesom Adam og Eva - at møde ham, som gav os livet og gå og sludre med ham i afteskumringen.
	At møde den, som kender os bedre end vi selv gør – fordi han er den, vi kommer fra og en dag atter vender tilbage til.Og det kan være vi i et glimt erfarer mødet som det øjeblik, der giver os ny kraft til at leve og en dag dø i håbet om, at så skal vi endeligt se ansigt til ansigt ham og dem, vi allerede kender:
	Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen?Det er som at løftes af mægtige hænderFra drukning i mørket til morgen blandt venner.”
	Hvad Maria Magdalene oplevede var et møde med den, hun troede var tabt – sorgen forvandlet til genkendelsens glæde. Som et møde i dødens have, forvandlet til Paradisets have.Hvad er det at møde den opstandne mester i live igen?Det er som i lovsang, lyksalig og svimmel,At se ham som Gud i den syvende himmel
	Så kan det godt være, at nogen vil sige: Det er naivt!Ligesom som PG. Lindhardt, der blev berygtet for at have afskaffet det evige liv. Hvad han mente var vist blot, at evigheden og det evige liv er af en sådan karakter, at ingen af vore bedste tanker, forestillinger eller erfaringer slår til.At evigheden var mere og end velfærdsstaten i 2. potens.For hvem kan overhovedet forestille sig genkendelsens glæde før man erfarer den?Er ikke det virkelige møde ikke så meget mere end tanken, drømmen og længslen?
	Ikke desto mindre vil jeg have lov til at tage udgangspunkt i den verden og det liv, som Gud har givet mig, til at skabe grundlag for det håb, som bærer mig – i livet og i døden.Det er mit liv, mine erfaringer, mine længsler og mit håb, der former det møde, som former genkendelsens glæde.Og derfor taler jeg glad og frimodigt om gensyn med de døde ved en begravelse – ikke at jeg lover det, for det har jeg intet mandat til, men jeg tror, håber og ser frem til at genkendelsen ikke blot omfatter min Herre og min Gud, men også alle mine elskede.
	Det fortælles i øvrigt, at da PG. Lindhardt lå på sit dødsleje, blev han spurgt om der var bestemt, han gerne ville tale med, og han sagde: ”Ja, Anne Sofie Seidelin!”.Hun havde netop mistet sin Mand, Poul Seidelin, med hvem hun havde lavet en oversættelse af Ny Testamente.
	De mødte og de talte sammen – og da tiden var til afsked, sagde Anne Sofie Seidelin med et lille drilsk smil på læben: ”Så farvel – og hils Poul!”For uanset at vi ikke kan fremskrive vore bedste forestillinger og erfaringer til den kommende verden,så må genkendelsen glæde have form af et ansigt, vi kender og genkender.
	Jeg husker i øvrigt hvordan min forgænger Bente Viuf i en begravelsestale over vor tidligere kirkesangers mand sagde, at nu gik han og høstede kartofler i Paradis – og skulle ikke engang have besværet med at lægge dem!
	Eller som præsten og forfatteren Johannes Møllehave, siger det i et interview her i påsken, da han bliver spurgt om hvad han forestiller sig om opstandelse og Paradis.Og så siger han: ”Jeg gør mig ikke så mange tanker om Paradis. Det eneste, jeg håbe, er, at der er et bibliotek, for det kan jeg ikke undvære”(KD 19/3-08).
	Ja, hvem ved – måske der både gensyn med vore kære – og måske også med nogen af dem, vi ikke vil kendes ved. Måske der er kartofler, bibliotek og alt det andet, som vi har fundet glæde ved her i livet.
	Vist ikke, så er der nok noget, der er bedre.Og hvis ja, så kan vi jo heldigvis i begge tilfælde sige:
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email