Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Skærtorsdag i Jersie 2008
	GT-læsning: Salme 116NT-Læsning: 1. Kor. 11, 23-26Evangelium: Johs. 13,1-15Salmer: 341, 178, 458 – 365, (470) og 787
	Prædiken:
	H.C. Andersen har skrevet mange dejlige eventyr.Et af dem hedder kort og godt "Noget".Det starter med en præsentation af fem brødre.
	"Jeg vil være noget", sagde den ældste. Han ville være til nytte og besluttede sig derfor for at lave mursten. Mursten kan ingen undvære og så havde han jo gjort noget!
	"Det er alt for lidt", sagde den næste. Mursten kan ma­skiner også lave. Nej, han ville hellere være murer.Som murer er man medlem af et laug, kan holde svende - og ens kone bliver kaldt Mesterinde: det er virkeligt noget!
	"Det er slet ingenting", sagde den tredie. Som murer er man blot en af mange klasser i samfundet - endog en af de simple!Nej, han ville træde ud af klasserne og op i de ska­bende Ånders Rige - han ville være arkitekt!
	Men det brød den fjerde sig slet ikke om. Han ville ikke på akademi og blive en kopi af andre, han ville være geni og skabe noget helt uset!Han ville give idé til en ny stil, som alle andre ville gøre efter - det ville da være noget!
	Men den sidste, som selvfølgelig også skulle overbyde sine brødre, startede med at spotte deres simple mål."Jeg ser nok, at ingen af jer - uanset, hvad I selv måtte mene - blir til noget særligt. Men gør I bare, som I vil. Jeg skal ikke ef­terligne jer, jeg stiller mig udenfor og tænker over, hvad I udretter. Og er der noget galt ved det, så kritisere jeg det; Jeg vil være kritikker!"Om denne femte bror sagde alle folk: "Ham er der bestemt noget ved! Han har et godt hoved - men han gør ikke noget". Og derved var han jo alligevel blevet gjort til noget!
	Og sådan er det jo ofte i vores verden.Vi tror, vi mener og vi lever efter devisen, at vil du være noget, så skal du gøre noget – gerne noget helt særligt.For det er handlingen, der tæller.Vi skaber os selv eller vor forståelse af os selv gennem det, vi gør, selv om det at være ret jo beset må ligge forud for at man overhovedet er i stand til at gøre noget.Derfor er det i dag blevet så svært at blive så gammel.Når vi er så afmægtige og passive, at vi ikke længere kan gøre noget, og er blevet afhængige af, hvad andre gør for os.Mange frygter for at blive glemt, når de ikke længere selv kan gøre andre opmærksomme på, at de stadig er til.For det er handlingen, der tæller.
	Det er det sådan set også, når Jesus taler.Men på en helt anden måde.Han siger også, at vi skal handle og gøre:
	Han siger f.eks.: ”Du skal elske Herren din Gud og din næste som dig selv!”, hvilket ikke har noget at gøre med at nære varme følelser for nogen, men derimod er udtryk for den respekt og kærlighed, der realiseres i konkret handling. Det har heller ikke meget at gøre med at vi gennem vores kærlige handlinger skal vise Gud, at vi er hans kærlighed værd – at vi er noget godt, for det er vi sådan set allerede.Vi er allerede elskede – også før vi selv formår at svare på Guds kærlighed – og det skal vi blot give videre til andre.”I har fået det for intet – giv der videre for intet!”
	Jesus siger også: ”Gå derfor ud i hele verden og gøre alle folkeslagne til mine disciple ved at døbe dem og ved at lære den, alt det, som jeg har lært jer”.Dette siger han dog ikke for at vise derved skal vise vores værd som kristne eller som disciple, men for at alle mennesker skal forstå og mærke deres værdi i Guds øjne.For når Jesus taler til os om at gøre dette, så er forudsætningen allerede givet: ”Mig er givet al magt i himmelen og på jorden – gå derfor hen ….!”
	Jesus med alt, hvad han har sagt og gjort skal være forudsætningen for, hvad vi gør og siger.Gennem det han har sagt og gjort er vi blevet til det, som vi for evigt vil være for Gud, nemlig hans elskede børn.
	Det samme kan man også sige om nadveren.Når Jesus bryder brødet og siger: ”Dette er mit legeme, som gives for jer”, så giver han os en identitet og en status, der gør os til noget, før vi overhovedet selv kan gøre noget. Når han siger: ”Dette bæger er den nye pagt ved mit blod”, og når han siger ”Gør dette til ihukommelse af mig”, så gør han det alene for at hjælpe os til ikke at glemmer, hvad han allerede har gjort for os, så vi altid skal kunne se os selv som værdifulde ham.
	Vores værdi for ham står og falder således ikke med om vi gør det, men for os selv kan det være af stor betydning at blive mindet om, at vi er noget for ham.Ligesom den kærlighed, vi tager for givet, men som dog fornyes ved dog engang imellem at tage de store ord i sin mund og sige: ”Jeg elsker dig!”
	Nu er det at huske og at glemmer imidlertid flere ting.Jeg selv hører nok til kategorien af H.C. Andersens femte bror, som hellere ville være kritikker end at præstere noget.Jeg vil f.eks. gerne kunne forstå.Jeg vil gerne kunne forklare betydningen af det, vi gør her i kirken – både mig selv og for andre.Jeg har tykke bøger på reolen om både dåben og nadveren.Jeg kan forstå og nok også forklare forskellen på den katolske transubstansiationslære, den lutherske realpræsens og de reformertes symbolske nadvertolkning – kom bare an!
	Og når jeg har sagt det, kan det godt være at I tænker: "Ham er der bestemt noget ved! Han har et godt hoved - men han gør ikke noget". Ikke desto mindre er jeg hverken mere eller mindre det, jeg hele tiden har været: Et Guds elskede barn, der dog i dette tilfælde opfører sig lidt mere barnligt end godt er!I virkeligheden skulle jeg nøjes med at lade mig sige det, som jeg som præst er forpligtet på at sige til alle andre: ”I er noget – jeg er noget – vi er allerede noget!” Jesus har gjort os til sine - og det er det, der betyder noget!
	Alligevel kan jeg ikke lade være med nu at fortælle jer, at jeg har læst og ladet mig fortælle, at der er visse ting, man ikke kan lære at forstå, før man har oplevet det gjort.Der findes budskaber, som man aldrig uddybende nok kan udtrykke med ord, men som man må erfare på sin krop.
	Er sådant budskab er f.eks. at vi er anerkendt og accepteret. Ja, om så skulle være: elsket og hører sammen med andre!Naturligvis kan det da godt udtrykkes med ord: Jeg kan da godt sige: ”Du er godt nok!”.Spørgsmålet er imidlertid, om kan det forstås af ordene før vi først har erfaret det med kroppen?Ved nogen af os hvad accept og kærlighed er, hvis det kun er blevet sagt, men aldrig er blevet vist, udøvet og erfaret?
	Jeg har også læst mig til, at sprogforskere mener, der er en tæt sammenhæng mellem kropslige erfaringer og udviklingen af sprog.Det gælder ikke blot det lille barn, men også menneskeslægtens allertidsligste sproglige udtryk.
	Den amerikanske forfatter Jean Aurel har skrevet en række romaner om menneskehedens fremkomst og udvikling.En af dem hedder så vidt jeg husker ”Hulebjørnens klan”.Her skildrer hun bl.a. familierelationer og fællesskab i en neanderthalgruppe, hvor familierne sidder omkring deres bål og deler deres mad sammen.Her er magtkamp og dominans, men også uudtalte signaler, der fortæller om man er velkommen omkring bålet med de andre – og er man et ikke, er det døden.
	Gruppens sammenhold betyder alt for alle og betydningen af denne indbyrdes afhængighed koncentreres netop omkring måltidet, der fyldes med symbolsk kraft.Måltidet har derfor i hele menneskeslægtens historie være fokuspunkt ladet med en stor social og religiøs kraft, som man ikke behøver at forstå med hovedet, men sagtens kan erfare på sin krop ved blot at gøre og være en del af det.
	Når f.eks. Peter gør så dårlig en figur i dagens evangelium, så kunne det være fordi han med sin forstand ønsker at forstå, hvad Jesus gør for ham eller måske fordi han først selv vil gøre noget, som gør ham fortjent til Jesus handling.Peter kan ikke udholde følelsen af, at han overfor Jesu ønske om at vaske hans fødder skal forholde sig helt passiv.Hvorfor skal han ikke først selv gøre noget?
	Men det skal han jo også – Peter skal jo bare tage imod den handling og den kærlighed, som Jesu handling er udtryk for.
	Ganske vist kan man sagtens – det ved jeg fra mine tykke bøger på reolen – lægge en masse betydning og uddrage mange forklaringer, der kaster lys ind over det, Jesus gør.Men man kunne også bare lade det ske og lade kroppen selv tolke, hvad meningen er – det ville være det nemmeste.Hvordan mon det ville føles og erfares, at få vasket sine fødder, hvis man bare lod det ske? Måske endog af en vidt fremmed person, man ikke kender?Eller måske netop af en, man kender for noget helt andet – ens chef, nabo eller den berømte skuespiller, der bor i byen?
	På Roskilde Festival har en gruppe kirkeligt aktive unge faktisk de senere år praktiseret denne aktivitet.Udenfor ”Stilhedens Katedral” er der opstillet stole og vandfade, man bare kan sætte sig ved og så kommer der en og vasker de sure, beskidte fødder med rent, varmt vand – og smører dem til sidst ind i dejlig velduftende lotion.
	Spørgsmålet er om vi behøver at forstå sådan en handling?Naturligvis bliver de unge spurgt, hvorfor de gør det - og naturligvis vil de henvise til Jesu eksempel i dagens tekst.Men dybest set; tror nogen at man, når man gik derfor med rene, friske fødder, behøver en forklaring med ord?Er netop fodvaskningen ikke en handling, der udtrykker langt mere end ord kan rumme?Skal man ikke selv erfare det, før det overhovedet giver mening at begynde at sætte ord på?
	Men gælder det fodvaskningen, så gælder det vel også den nadver, som fodvaskningen er placeret som en ordløs forklaring på i Johannesevangeliet.
	I nadveren, hvor Jesus deler brød og vind med sine venner, gør Jesus noget, som ikke kan forstås med hovedet, men hvor kroppens egne erfaringer må tale med. ”Hvad jeg gør nu, fatter du ikke nu!”, siger Jesus til Peter. ”Men senere, skal du forstå det” – senere, når det hele er sket og når vi har erfaret det, vi ikke kan forstå her og nu.I søndags sang vi en ny salme af Hans Anker Jørgensen, hvor han om Jesus sagde, at han var en konge, der gik i krig, men at ”hans våben er nyt og forunderligt gjortog skjult under brødet og vandet”.Hvordan de virker og hvor stærke disse våben er, det kan vi sådan set ikke vide, før krigen er ovre og sejren er i hus.
	I en anden salme sang vi:”Og tager vi imod ham i vin og brød, bliver Ordet til Kød!”Måske Ordet, som Jesus kaldes, netop først bliver virkelig virkelighed, når det fæste rod i vores egen erfaringer?Ordet, som ikke er det verbale ord, men Guds evige Ord, Jesus, der har lovet at komme og være hos os, når vi altså bare gør det, som han har sagt os. Uden nødvendigvis at forstå det på anden måde end ved at åbne os for den erfaring, der pånødes os, når vi gør det.
	Og så naturligvis ikke flere ord om den sag – i dag!Vi lader handlingen tale - den handling Jesus indstiftede netop på denne Skærtorsdag aften, da han sagde:”Spis dette - drik dette - gør dette, og så ofte som I gør det – til ihukommelse af mig!
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email