Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Palmesøndag i Kr. Skensved og Jersie 2008
	GT-læsning: Zak. 9,9-10NT-Læsning: Fil. 2,5-11Evangelium: Mark. 14,3-9Salmer af hans Anker Jørgensen: ”Halleluja, syng!”, ”Marts”, 260 – 197, (192 v.3+7) og 369
	Prædiken:
	Palmesøndag kalder vi dagen i dag, men vi kunne vel lige så godt kalde den for ”Salvesøndag”?Det er jo kun fordi vi i lige år følger 2. tekstrække, at vi ikke i dag skal høre om selve Jesu indtog i Jerusalem, ridende på et æsel og med de begejstrede folkeskarer omkring, svingende med palmegrene og læggende deres kapper på vejen, så deres kongelige Messias kunne komme ind i byen og udfolde sit sejrrige herredømme. Indtoget er derfor den farverige og larmende optakt, der varsler noget stort – en kongelig tronbestigelse!
	Men før kongen kan bestige sin trone, skal han salves med olie, sådan som det altid havde været tradition lige siden Israels første og bedste konger blev valgt.Både skildringen Jesu indtog i Jerusalem i ulige år såvel som salvningen på ulige år er gennemtrængt af samme tvetydighed, som tornekroningen og korsfæstelsen.Er dette en konge eller hvad er hans kongelighed?Egentligt skulle Israels 12 stammer slet ingen konger have.Israels konge var Gud, Herren, den almægtige, Jahve, som talte direkte til dem gennem sine profeter.Da Israelitterne ville have en konge – ”Ligesom de andre folkeslag har det!” – advarede profeten Samuel dem om konsekvenserne: En konge er dyr og undertrykkende!Kongens magt afhænger af vold og umyndiggørelse af sit folk!Men folket ville og Samuel salvede Saul som Israels første konge, der samlede og ledte deres kamp mod filistrene.
	Det gik som det gik – og ikke så godt, som folk havde håbet - og derefter måtte Samuel salve en ny konge; David. Det skete allerede mens Saul var konge, så pludselig var de to fjender og konkurrenter: ”Saul har slået tusinder, men David har slået titusinder!” råbte folket, da David vendte sejrrig hjem efter kampen med Goliat. Magtkampen endte først, da Saul og hans søn Jonathan var dræbt – ikke af David, men af filistrene – så Davids salvning kunne føre til hans sejrsindtog i Jerusalem.
	Ingrid Schrøder-Hansen beskriver begivenheden i sin fine genfortælling af Det Gamle Testamente, hvor indtoget i Jerusalem er kædet sammen med hjembringelsen af Pagtens Ark: symbolet på Guds kraftfulde nærvær!
	”Ingen havde tænkt på Pagtens Ark i hele Sauls tid. Den stod stadig i Kirjat Jearim, hvor den var endt, da filistrene ikke turde beholde den. David hentede den under vinhøstens fest.Israelitterne stod tæt ved vejkanten for at se festtoget. Himlen var klar og efterårsblå, og luften var mættet med dufte af moden frugt. Man hørte fløjter, horn og trommer, og fortroppen af præster dukkede frem. …
	Efter fløjtespillerne fulgte Arken selv, båret i lange bærestænger på skuldrene af otte udvalgte levitter.Tilskuerne stod på tæer for at se dette hellige træskrin, som de kun kendte fra de gamle historier. Men ingen trængte sig frem. Man sagde at Arken var så fuld af Guds kraft, at man døde, hvis man rørte den med hænderne. Man sagde, at de Tid buds tavler lå derinde i Arken. Og en krukke manna fra ørkentiden.Rundt om Arken dansede præsterne af alle kræfter. Kong David bar præstekappe og dansede gladere end nogen anden. Ved Jerusalems byport gik han frem, slog på porten og sang:”Luk op, I mægtige porte. Luk ærens konge ind!””Hvem er den konge, der kommer?”, spurgte portvagten.Og David svarede: ”Himlens og jordens konge.Lysets og livets konge.Alle skabningers konge.Løft jeres hoveder, I porte!Luk op I ældgamle døre, luk ærens konge ind!””Hvem er den konge, der kommer?”, gentog portvagten.Og David råbte:”Fjendernes frygt. Israels frelse.Jahve er kongen, der kommer!”
	Sådan var og er en konges værdige indtog i Jerusalem.Og sådan var også forventningerne til Jesus på denne Palmesøndag eller Salvesøndag!
	Men Jesus skuffer forventningerne – godt og grundigt.For det første ved at komme ridende på et ydmygt æsel.For det andet ved at det ikke er en af magtens elite, der får lov til at salve ham med olie - det gør en kvinde!Måske endog af den mere tvivlsomme slags.
	Hendes salvning ser Jesus ikke som udtryk for en traditionel ophøjelse til magtens trone, men som et varsel om at hans vej skal blive en helt anden.”Hun har forud salvet mit legeme til begravelsen!”Salvningen varsler Jesu død og undergang.Den død som Jesus allerede gentagne gange har talt om overfor sine disciple, men som de ikke kan forstå og acceptere – paradokset at døden kan føde en ny virkelighed.Salvningen er derfor også en handling, der varsler og udtrykker en omvæltning af værdier.For det første: Hvad er værdier og hvad er rigdom?Salven, som kvinder hælder ud over Jesu hoved er ægte og meget kostbar Nardussalve.300 denarer vurderer nogen at tilskuerne den straks til (hvorfra de så end vidste det – måske de selv havde en lille krukke stående derhjemme til personlig brug?).
	En denar er sædvanligvis beregnet til en dagsløn!300 dages eller næste et års hårdt daglejerarbejde udøst i en kort og resolut handling.Kan I mærke, at det også gipper i jer?Det er som når jeg læser om dem, der køber en flaske rødvin til 10.000 kr. til et måltid på en restaurant!
	Så hvad er rigdom og hvad er værdifuldt?Hun gjorde en god gerning, siger Jesus.Hun udtrykker sin kærlighed på den måde hun kan og vil.Kærlighedens sprog er anderledes end fornuftens.Bevarer I bare lidt at jeres fornuft, finder I nok også en udvej for at bruge jeres rigdom til bedste for andre!
	Det minder i øvrigt meget om det syn, Jesus havde på den fattige enke, der lagde et par småmønter i tempelblokken: For selvom hun gav lidt, så gav hun dog mere end alle de andre, der gav af deres overflod – hun gav, hvad hun havde.
	For det andet så rejser begivenhederne på Palme- eller Salvesøndag spørgsmålet om magt.
	Hvad er magt – hvem har magt? Der er ingen tvivl om, at kvindens salvning af Jesus også udtrykker et opgør med den magttænkning, som ligger bag både ypperstepræsterne og folkets reaktion. Hvis de fra hvert deres udgangspunkt ønsker en ny David, så er det også deres egen undertrykkelse de kalder på.
	For kongen er jo et magtens redskab – den magt, der lever sit eget liv og udøves efter sine egne love og regler.Der er ikke tale om demokrati – og selv i et demokrati, er der ikke tale om en magt- og voldsfri zone. Demokrati er ”Styret og kontrolleret magtudøvelse”, men det er ikke og bliver aldrig kærlighed.
	Men alt dette kan ingen dog vide endnu.På Palme – eller Salvesøndag står vi ved begyndelsen af den transformation, som første kan siges at være er fuldført pinsedag, da tiørerne begyndte at falde for disciplene.Indtil da, var det, der skete en uudgrundelig gåde.
	Paulus smukke hymne til den ydmygede og ophøjede Messias er også en indsigt, som først er mulig efter pinse, da Guds Hellige Ånd kaster sit forklarende lys ind over påskens begivenheder. Om han, som havde Guds skikkelse, og derfor var Gud lige, men som gav afkald på sine fortrin for at være lige med os mennesker.Om han, som kom fra magtens højre hånd, men som aflagde sig magten og i stedet fremtrådte som en tjener.Han, som var af livet og for livet, men som gav sig hen i døden, for at vi skulle leve med ham. Ham var det, at Gud godkendte op ophøjede til sin højre hånd, ikke David og ikke nogen anden af denne verdens magthavere og magtudøvere.
	Han er ikke magtens, men første og fremmest kærlighedens afmægtige – og dog evigt livsforvandlende redskab. Han, der fremhævede den fattige enkes gave.Han, der roser kvindens kostbare kærlighedsgerning.Han, der lader sin opstandelse forkynde af netop dem,der ingen magt havde fået givet; Kvinderne, børnene, de syge, de fattige.
	Et lifligt budskab for alle – liflig som ægte Nardussalve.Men også et budskab, der vækker gold forargelse og vrede.
	Hvis nogen ikke allerede har luret det, så vil jeg gerne fortælle og begrunde, at jeg i dag har valgt alle salmer af samme forfatter, nemlig Hans Anker Jørgensen. Hans Anker Jørgensen er nemlig ikke blot meget nutidig i sit sprog, men også meget klar i sit magtkritiske mæle.Han lader det moderne menneskes hverdagserfaringer spiller med i salmerne univers – også de politiske. Omvurderingen af værdier spiller direkte med i salmerne, hvorfor der naturligvis også er nogen, der ikke rigtig kan lide dem, men sådan må det jo være.
	Den første salme kan bruges både til jul, påske og pinse.Den handler om Inkarnationen – at Jesus blev menneske, kom til os og blev som os – og hvad det betød og betyder.Det betyder bl.a. at ”Guds Ord er Jesus – og ikke en bog.At kærlighedspraksis (ikke flere ord) – er skaberens sprog!””Som han er, er Gud.Gud er i hans liv, i hans død, i hans bud!”.Og derfor må lovsangen naturligvis altid og hver søndag være den kristne menigheds modtagelse af sin konge!
	Den næste et Martssalmen, som var HAJ. bidrag til Roskilde Stifts salmekonkurrence sidste år. Men den er helt sikkert tænkt til år, hvor påsken falder i marts, som jo har navn efter er den latinske krigsgud Mars. Også her er det konfrontationen og omvendelse af verdens værdier han har i fokus – oven i købet med kvindens salvelse i centrum: ”Og salvet det bliver han ved Gud, men af hvem?En kvinde af laveste status!”.
	Men det var altså den status Jesus selv valgte, siger Hans Anker Jørgensen i den tredje salme, som konfirmanderne og de unge elsker for sin rytmiske melodi: Han satte sig virkeligt i det nederstes stedOg satte sig op mod det stores fortræd – og betalte prisen med sit liv!”
	Men han høstede også Guds gave, som han ønsker at dele med os: påskemorgen oprejste Gud han fra døden!I den tro og det håb lægger mægtige kræfter gemt.Kraften til at give sig hen og kraften til at give op, uden nogensinde at opgive troen på at Gud kan umulige for os.At Kristus lever i os og for os.Og at det er grundlaget for både håbet og kampen for at kærlighedens magt vil sejre en dag.
	Også når vi en dag føler at Gud har forladt os og vi står helt alene, for så langt har Jesus også været ude og nede.I den dybeste afmagt og fortvivlelse:”Mig Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.Det skrig, det siger mig, min bror, når smertens byrde bliver for stor,når jeg er allermest forladt, ja, selv i dødens sorte nat,selv da har du ikke, min Gud, forladt mig”.
	Og netop derfor kan også vi slutte med at lovprise Gud:Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email