Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	5. søndag efter påske i Skensved og Jersie Kirke 2008
	GT-læsning: Es. 44, 1-8NT-Læsning: Rom. 8,24-28Evangelium: Johs. 17, 1-11Salmer: DDS 751, 313, 312 – 334, (335) og 587
	Prædiken:
	Verden og vore livsvilkår er under forandring!Sådan har det efterhånden lydt en hel del år nu.Og når vi ser tilbage, kan vi da nok også lettere end få øje på det end nå vi står i nutiden og prøver at få øje på et fast orienteringspunkt.
	For det er jo det, vi har brug, hvis vi skal kunne få øje på udviklingen – et punkt, der ikke flytter sig!For hvis alt var i bevægelse, ville vi slet ikke opdage det.Hvis både toget og landskabet bevægede sig med samme fart i samme retning, ville det jo se ud som at vi stod stille.
	Et af de faste orienteringspunkter i det danske samfund og kultur har indtil nu været kristendommen.De danske kirkebygninger står spredt rundt omkring i landskabet og i byerne som påmindelse om en tradition, der rækker langt tilbage i tiden.Og netop de har ikke flyttet sig gennem tiderne.Kirkerne ligger, hvor de i sin tid blev lagt – som midtpunkt for landsbyen eller købstadens liv.Som et orienteringspunkt, når man skulle finde hjem.Fra klokketårnet lød klokkerne morgen og aften til påmindelse om, at dagens dont var begyndt eller afsluttet.Fra kirkeåret bestemtes folkets højtider og fester; jul, påske og pinse – og mange, mange andre mærkedage.Til glæde og til fest samledes man i kirkerne, der lå som et fintmasket net ud over hele landet og derved markerede danskerne som ét folk, med én fælles kultur.Salmebog og bibel var den samme i alle landets kirker og gudstjenesten blev med et urværks nøjagtighed holdt på samme tidspunkt; søndag formiddag kl. 10.Og ganske vist kom alle ikke kirken – det er en illusion - men alle vidste, hvor den lå, og alle orienterede sig efter det, der foregik i den – om det så var oplæsningen af forordningerne fra landets majestæt.
	Sådan var det en gang, men sådan er det ikke mere!Det er det tydeligste tegn på udviklingen, at vi ikke længere som folkeligt fællesskab orienterer os efter kirken og den kristendom, den danne ramme om – troen er privatiseret!Troen er først og fremmest et personligt og frivilligt valg.Troen er dernæst noget, vi ikke taler om, men mere fører med os gennem symbolske og ordløse handlinger, vi hver især kan lægge betydning og indhold i.Danskernes tilslutning til folkekirken er stadig en af de højeste i verden – Ca. 83% bevarer deres medlemskab og følger det op med dåb af deres børn, konfirmation af de unge, velsignelse af ægteskabet og begravelse af deres døde.
	Men nu har forandringens vinde også ramt kirken og eftertanken er sat ind.Kirkens ledere kan efterhånden godt se, at udviklingen truer med ikke blot at overhale kirke indenom, men også at efterlade den som en tom skal uden kontakt med sin samtid.Rammerne består ganske vist, flottere end nogensinde,for kirkeskatteyderne er gavmilde som få, men livet indenfor murerne forfalder.Kendskabet og fortroligheden med kristendommens indhold er begrænset – der er ingen huller i konfirmandernes uvidenhed, når de begynder til forberedelse. Kun deres iboende nysgerrighed redder konfirmationen fra at ende som en farce.Derfor har man indført minikonfirmandforberedelse i 3.-4. klasse, for at tage højde for skolens og forældrenes manglende opfølgning på dåbens gave.Men hvad så med de voksne selv?
	Højmessens tidspunkt er også et problem.Hvem har tid til at gå i kirke søndag formiddag – et tids-punkt, der nok var passende dengang man malkede om morgenen og lige kunne nå i kirke inden middagsmaden.Så nu forsøger vi ind imellem at holde gudstjeneste om aftenen eller til hverdag.Men heller ikke et er nok for at kirke og folk kommer på talefod med hinanden.
	Fællesskabet er brudt sammen eller revet i småstykker.Vi har hver især vores livsrytme, som ikke lader sig samstemme; nogen er unge og på vej mod fremtiden!De har andet for, skal finde sig selv og griber i farten den tilbudte identitet som forbruger af mobil og mode.Andre er under uddannelse og læser, hvis ikke de passer vennerne og veninderne eller allerede er i et fritidsarbejde, der ikke levner megen tid til overs til andre gøremål.Og når de er færdige, er det partneren, der skal passe, så arbejdet og karrieren – eller omvendt – og til sidste kommer børnene til, og skal prøve at finde deres plads blandt forældrenes prioriteringer.
	Hvor er kirken i alt dette?Kirken ligger i periferien – under overfladen – usynligt tilstede, som en kendt kirkehistoriker har kaldt for ”Den fjerne kirke”.Det næsten usynlige fixpunkt i horisonten, som man kan løfte blikket og lede efter, når man har behov for det.Og brug for kirken, det har vi i dag første og fremmest i forbindelse med den sidste rest af fællesskab, vi ikke selv vælger og skaber, nemlig familien. Familien er den primære og givne ramme om vort liv.Familien må man og vil man stadig tage, som den er. I det mindste er det indenfor familiens ramme, de fleste stadig gør brug af kirken dåb, konfirmation, vielse og begravelse.Den danske folkekirke er om noget et familiefirma, men endnu på folkeaktier!
	Hvorom alting; Det, som jeg forsøger at tegne billedet af er på den ene side kirke, der ikke er fritaget fra tiden tand og modernitetens erodering af alle faste holdepunkter.Og det gør jeg for på den anden side at kunne spørge, hvad det egentligt er, der trods alt har holdt sammen på dette foretagene gennem 2000 år?
	En af konfirmand havde som sit konfirmationsvers valgt missions- og dåbsbefalingen, som lyder sådan her:”Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til minde disciple, idet I døber dem i Faderens og i Sønnens og i Helligåndens navn, og idet I lærer dem alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.
	Som begrundelse for sit valg skrev han:”Fordi jeg synes det lyder meget helligt og at det godt passe, når vi nu har troet på ham i 2000 år!”Jeg tror sådan set han har ret: Også i en moderne verden har vi brug for det hellige – det, der ligger udenfor de grænser, vi kan kontrollere og styre - ikke mindst i en verden, hvor det hellige får mindre og mindre plads, fordi vi selv fylder så meget.
	Og mennesket Jesus er nu engang den person i vores kultur og tradition, som vi har tillid til er tæt knyttet til Gud og derfor er i stand til at bringe det hellige til os.Og derfor samles vi trods alt stadig til at lytte til hans ord:I dagens prædiktekst beder Jesus for dem, Gud har givet ham, dem som er kommet til tro på ham og har fulgt ham. I sammenhængen er det tale om Jesu egne disciple, som han har samlet om sig og tager afsked med Skærtorsdag aften.Det er altså en bøn for alle troende, alle kristne og dermed for kirken ud over hele jorden – den kirke, som blev frugten af Jesus liv, død og opstandelse og som vi er en del af.
	Hans bøn er særlig derved, at han tør kalde Gud for sin far.Ved sin egen dåb i Jordanfloden så han en due dale ned over sig og han hørte en røst, der sagde: ”Dette er min elskede søn – i ham har jeg velbehag!”.I disse ord hørte Jesus en opfordring til under alle omstændigheder at stole på Gud – uanset hvad.Og det er denne tro, han nu selv – med udsigt til tortur og korsfæstelse griber fast i – når han bede Gud om at herliggøre både sig selv og Gud selv.Måske man kunne oversætte ”herliggøre” med udtrykket ”at åbenbare” som igen kan betyde ”kaste lys over”.For det, der nu skal ske, er ikke umiddelbart til at forstå.Hvorfor skal den gode dø en forbryders død?Hvorfor blev Jesus korsfæstet for at kalde sig Guds Søn?Var det bare en misforståelse? Var det misundelse?
	Muligt det var det sidste, men så var det en misforstået misundelse, for Jesu havde ikke i sinde at tage en plads nær Gud på andre bekostning – tværtimod. Hvad Jesus netop ønskede var, at gøre ærespladsen ved Guds højre side tilgængelig for alle og ikke kun for de få.”Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer”, siger han umiddelbart forud for det afsnit vi hører i dag.
	Men udover at herliggøre Gud, vil Jesus også give evigt liv til de mennesker, Gud har betroet ham.Evigt liv er i denne sammenhæng ikke så meget det, at tiden tand en dag vil knækkes, så der ikke mere er nogen eroderende udvikling, der skiller os fra hinanden, men mere dette at skal komme til at kende Gud.Se Gud ”ansigt til ansigt”, som Paulus udtrykker det.
	At kende og at elske er i bibelen tæt knytte til hinanden og apostlen Johannes kan aldrig blive træt af gang på gang at understrege dette, hvilket valget af årets konfirmandord endnu engang har mindet mig.En af mine konfirmander syntes ikke han kunne vælge sit skriftord, for de fleste talte så jævnt og ligefremt om Gud, hvilket han syntes var svært.”Jeg har jo ikke set Gud!”, sagde han.Til sidste fandt vi frem til det sted i apostlen Johannes første brev, hvor han siger: ” Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed!” (1. Johs. 4,8).
	Sådan er Gud; usynlig og ubegribelig og uberegnelig – ligesom kærligheden – og hvem kan undvære kærligheden? Hvem ville dog opgive tanke om troen på, at det er Gud, der - uanset, hvor fjern han måtte synes – dog bærer vort liv?Uanset også hvor fragmenteret og splittet troens fællesskab og kirken i verden, ja, i Danmark måtte være.
	For et eller andet sted spiller Gud jo på andre strenge end vi kender og kan håndtere.For Gud selv er det usynlige og endnu ikke virkeliggjorte lige virkeligt, som det, der har været.
	Eller sagt mere forståeligt: Håbet er Guds kraft!Det, som vi håber på, men endnu ikke ser opfyldt, det et for troen lige så virkeligt, som dagen i dag.Ikke fordi vores tro og håb er stærkt, men fordi Gud selv håber og beder med os. Eller som vi har hørt det i dag:”Guds hellige ånd kommer os til hjælp i vor skrøbelighed!”Også Jesus har allerede bedt sin bøn for os.”Jeg beder for dem; ikke for verden, men for dem, du har givet mig, for de er allerede dine.”
	Vi er skabte til at tilhøre og stå i fællesskab med Gud.Ved dåben føres vi atter ind i dette fællesskab og ved konfirmationen mindes vi om, at det stadig består for os.
	Og målet er dette, som Jesus selv beder om:”At de – alle døbte og troende - alle må være ét!”.Ikke ens og ikke nødvendige enige, men et i kærlighedens fællesskab.
	Selv beder vi om det, hver gang vi ved nadverbordet bliver mindet om og draget ind i fællesskabet med Gud selv – og hvor bønnen lyder:”Giv os at vokse i kærligheden, for at vi med alle dine troende må blive ét i dig, ligesom du er ét i Faderen”. Det afgørende er dog, at både Helligånden og Jesus selv overfor Gud går i forbøn for os.Den treenige Gud, der kalder os ind i det fællesskab, der evigt og uforanderligt er vores livs mål og mening:
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email