Hvis du har kommentarer så skriv til Anne Bredsdorff a.bredsdorff@image.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Kr. himm. 1.5. 08 kl. 14.00 i Kildebrønde kirke.
	Kristi Himmelfartsdag!På dén dag fejrer vi, at himmel og jord når hinanden.At himlen når herned og jorden når dérop.Fletter fingre.Vi fejrer at alt hvad der hører himlen til kommer ned til jorden, til os, og at alt hvad der er her, det vi går rundt i til daglig har med himlen, med det himmelske at gøre.
	Kr. Himmelfartsdag fejrer vi, at der er sammenhæng, forbindelse mellem himmel og jord: at vi og vores kommer himlen ved og at det himmelske kommer os ved.
	At det himmelske rører os. At vi berører hinanden.
	At Gud siger at himmel og jord er hvor kærlighed bor - som vi lige har sunget det.
	Og at han og alt det han står for, deroppe, derude, ikke er os ligegyldigt eller fjernt.
	Kr. Himmelfartsdag er dagen hvor vi fejrer at sådan er det. Ikke kun i dag, men for altid og til alle tider.Vi fejrer at der er bånd mellem himmel og jorden,mellem det hernede og det deroppe, mellem os og Gud.
	Kr. himmelfartsdag fejrer vi, at der er fast forbindelse mellem jord og himmel, Gud og os.
	Og vi skal gøre det uden at lade os genere af tanker der vil forvirre os ved at fortælle os, at Gud da ikke kan sidde deroppe på en sky og ha' langt hvidt skæg.For, nej! - selvfølgelig kan han da ikke det! Det vil han da ikke nøjes med!
	Eller tanker om hvordan det dog kunne lade sig gøre at Jesus sådan blev taget op til himlen, mens disciplene stod på jorden og så på!
	Alt det skal vi bare lade fare, eller lade ligge. Som vi nu vil.Ikke bekymre os om at prøve at forså eller lade noget eller nogen hindre os i at glæde os.
	Bare ta' dét til os: at forbindelsen er der: båndene mellem himmel og jord. Den faste forbindelse.
	Egentlig kan vi mennesker vist slet ikke li' tanken om den u-endelige himmel! Den dér tanke at der ingen vægge er til at skærme os, intet trygt, møbleret rum omkring os. På én eller anden måde, så har mange af os det nok lidt på samme måde med dét store uafgrænsede som vi har det med det lille lukkede rum!Angsten for det lukkede rum, f.eks. elevatoren eller kælderrummet, kan godt minde om angsten for det store uafgrænsede rum, den store åbne plads, eller endnu værre: det grænseløse himmelrum. Himlen kan forekomme knugende i al sin u-endelighed...
	Hvordan den utryghed eller angst er kommet til os ved jeg ikke. Måske skyldes den, moderne menneskers ønske om at ha' overblik, om at kontrollere omgivelserne, styre dem. Og på dén måde ville ha' alt til at passe ind i vores fodformede jordiskhed.
	I biblens fortællinger er det ikke sådan. Dér er himlen, selvom den er stor og ukendt land "det gode sted", stedet hvor man komme til med glædesforventning. Der er f.eks. beretningen om profeten Elias der bliver hentet op til himlen i en ildvogn med ildheste, lige for næsen af sin medarbejder Elisa. Elisa står tilbage og ser op efter ham, ligesom disciplene stod og kiggede efter Jesus.Vi husker fortællingen om Jakobsstigen! Jakob ligger og sover i ørkenen, med en sten som hovedgærde og han vågner ved at Gud har sat en stige på jorden og sendt engle på tur ned og op ad den! En fast rutefart mellem himmel og jord! En fast forbindelse.I biblen fortælles der fuldstændigt ubekymret løs om himlen.Kunne vi da bare ta' den ubekymrethed til os og leve i den bare denne ene dag om året... jeg tror det kunne tage lidt af trykket de andre dage...
	Tænk om vi vovede at se op af Jakobsstigen...
	Det var ikke en stige der skulle få Jakob til at forlade jorden, som om himlen skulle være et hyggeligt tilflugtssted, men en stige der skulle vise ham, - og os der har fået fortalt om den - at Gud gerne kommer ned til os. Vise os det som Jakob sa'e, da han så den og havde sundet sig lidt:"Gud er sandelig på dette sted!"Gud er her - på vores sted.
	For det er jo det som er pointen og det som vi fejrer i dag: at Guds søn vendte tilbage til sin far i himlen. Men ikke at himlen er en Bo-Bedre-bolig, et for ham bekvemt sted, hvor han gemmer sig bag isolerede vægge og smukke skygardiner. Men at han gjorde det for at kunne være nær os alle sammen, nær ethvert menneske på en helt anden måde end han kunne det ved at gå rundt i et geografisk afgrænset lille land.
	Jakobsstigen var Guds ide, det var ham der satte den, mens Jakob lå og sov og han befolkede den med sine sendebud, englene.Da menneskene på et tidspunkt fik en lign. idé og begyndte at bygge et tårn for at nå op til Gud, Babelstårnet, standsede Gud dem i arbejdet!Han skal nok komme til os. Himlen er ikke et sted vi skal søge til på dén måde. Den og Gud kommer til os.
	På den ene side er det en vanskelig tanke for moderne mennesker. På den anden side: hvorfor ikke lade tanken bære os i stedet for at prøve selv at bære tanken?Lade os bære af tanken om himlen som kommer til os!
	Engang jeg kørte over Storebæltsbroen i tåge og regn og så op mod de dér pyloner, de 254 m høje tårne der ser ud som om de løfter og bærer broen, forsvandt toppen af dem. Op i himlen, op i tågen. Det så nærmest ud som om himlen var faldet et stykke ned, havde samlet sig om pylonerne og blev holdt fast dér af dém.Samme dag, mens vi kørte, havde jeg hørt et naturvidenskabeligt radioprogram, hvor det blev fortalt at der faktisk er videnskabeligt belæg for det poetiske og jo næsten religiøse udtryk: "at himmel og jord rører hinanden"!Jo, i Tibet! I Tibet er bjergene så høje at de så at sige laver hul i atmosfæren, går lige igennem og ind i himlen!Der fulgte en lang videnskabelig, spændende forklaring om hvordan vejret dannes, hvordan vinden transportere dampen, hvorfor og hvornår det regner i Indien og Tibet på grund af dét hul til himlen. Jeg holder vældigt meget af den slags programmer og af den store viden de gi'r fra sig. Det er spændende og videnskabeligt og fuldstændigt beviseligt og sandt.
	Men ikke spor mere forståeligt end himmelfarten!
	Og jeg bilder mig ikke ind at jeg dér fik et bevis for at der er hul igennem lige op til Gud!Sådan et bevis har vi da ikke noget at bruge til!Det siges, at de gamle gallere var frygtløse krigere, de gik i krig mod deres modstandere uden frygt, uden angst. Og levede fuldstændigt frygtløst. Derfor var de selv så frygtede blandt deres fjender.Der var dog én ting kunne gøre dem bange.Én eneste: at himlen skulle falde ned over dem!
	Ja, vi kan grine ad dem - men måske skyldtes denne angst netop, at himlen forekom dem fremmed, overvældende, ustyrlig.De guder, som de dyrkede og tilbad, havde øjensynligt ingenting at tilbyde dem hvad beskyttelse mod et overfald ovenfra, mod himlens nedfald. Mod himlen kæmpede selv deres åbenbart guder forgæves! Derfor måske deres egen frygt for himlen.
	Vi kan nok frygte himlen meteorologisk set: når vi oplever tordenvejr, hører himlen flænges af larm, og ser lyn gøre nat til dag, eller når himlen sender skyller af regn ned over os eller når vinden river alt med sig og løfter tage af husene og kaster skibe rundt som tændstikæsker på havet.
	Men vi behøver ikke som de gamle gallere frygte at himlen falder nedover os.Vi tror at himlen, den er Guds sted, og dermed er under Guds bevågenhed.Og vejret det er noget ganske andet. Det sorterer under DMI, Jesper Tejlgård og Tibets bjerge.
	Og vi behøver ikke nøjes med at se på himlen som videnskabeligt forståelig og gennemforklaret.
	For hvor uendelig og ustyrlig og uoverskuelig himlen end kan forekomme os menneskeligt set, eller hvor videnskabeligt forståelig den end er - så er himlen også alt muligt andet for os!
	Himlen er Guds sted, det sted hvorfra han kan komme hver og én af os i møde.Har sit overblik.Og derhen vi kan vende vores blik, vores bøn:Lad os lige høre lidt af den tekst jeg læste fra alteret igen:
	Fra øst til vestskal Herrens navn lovprises.Herren er ophøjet over alle folkene,hans herlighed er ophøjet over himlen. Hvem er som Herren, vor Gud,i himmel og på jord,så højt som han troner,så dybt ned som han ser?
	Og også igen høre dagens evangelium om da Jesus blev båret til himmels:Jesus sagde til disciplene: "Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje."Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
	Det som Jesus lovede Gud ville sende senere, det var Helligånden. Den kom som bekendt kort tid efter: på pinsedagen, 50 dage efter hans opstandelse, 10 dage efter hans himmelfart.
	Disciplene var ikke triste, da de havde set Jesus blive løftet til himmels. De var - som der står - fyldt med glæde og kunne slet ikke holde op med at tilbede Jesus og prise Gud. De havde set himlen åben! Klar til også at omfavne dém.
	Jesus var vendt tilbage til sin far, til Gud i himlen, til det gode sted, stedet hvorfra han kan overskue sin og vores verden, se sine mennesker, være nær ved os hver især.Så nær og så tæt som sad han på bænken ved siden af dig. Som knælede han tæt ved dig ved alterbordet. Så nær at han er brødet og vinen som vi deler.- - -Kr. himmel-fart, og himlen selv som Guds sted er vel noget at det på én gang mest ufattelige og mest nærværende.
	Når vi ser op mod himlen på en lyseblå mild forsommerdag eller en dybblå iskold vinternat, ser vi op i uendeligheden, på sin vis op i Gud. Og vi kan lade enhver sorg, enhver smerte og bekymring løfte af os og lade os løfte op. Som små børn bliver løftet op af mor eller far.Og vi kan lade os selv og det som tynger os og holder os nede fare, stige op. Og lade himlen favne os, omgive os, samle sig om os - som den var samlet om pylonerne på Storebæltsbroen, dén dag.
	I stedet for at se himlen som en grænseløs og derfor skræmmende uendelighed eller som et naturvidenskabeligt forklarligt fænomen kan vi lade den være det Guds sted, som når helt ned omkring ørene på os, favner os, dækker os. Som en blå kappe, som det nederste af Guds frakkeskøder. Lade Guds himmel være vores blå kilde til liv.Og det er den!
	Glædelig Kr. Himmelfartamen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email