Hvis du har kommentarer så skriv til Arne Mårup amaa@esenet.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Hvad er meningen med livet? Jeg har her en kasse. Det er ikke nogen almindelig kasse. Det er en ganske særlig kasse, for indeni ligger meningen med livet.
	Åhr, luk den op, vi vil se! vil mange sikkert sige.
	Vi vil gerne se meningen med livet!
	Men det får I nu ikke lige.
	Men hvis vi nu tænker os, at hver eneste af os havde sådan en kasse, hvor man samlede meningen med livet - og det her var din kasse, hvad ville der så være i den, når du lukkede den op?
	Hvis du selv kunne bestemme, hvad ville du så fylde den med?
	Ville der overhovedet være noget i? Ville der bare være et tomt hul?
	Hvis vi nu tænkte os at vi tog et fotografiapparat og tog billeder af det, der betød noget for os, hvad ville så ligge i det af billeder?.
	Det kunne være spændende at se.
	Sportsudstyr? Film? Noget fra mit arbejde? Computerspil? Tøj? sko?
	Eller ligger der et spejl, jeg kan spejle mig i, fordi jeg er så dejlig?
	Der kan ligge et billede af en man er forelsket i - lykkeligt eller ulykkeligt forelsket
	For manges vedkommende vil der nok ligge billeder af familien på sommerferie.
	Eller billeder af venner.
	Men vi kan jo benytte lejligheden til at spørge sig selv:
	Hvad fylder du livet med? Fylder du livet med de væsentlige ting - eller med ligegyldigheder? Noget, der har varighed, eller noget, der ikke er værd at gemme på.
	Ting, der består eller ting, der forgår?
	Ja, enhver må jo svare for sig selv.
	Jeg har selv nogle klare ideer om, hvad der er noget værd, når det kommer til stykket:
	For jeg er så heldig at jeg som præst møder mennesker i alle aldre - både dem, der skal døbes, konfirmander, dem, der skal giftes og så også de gamle. Og når jeg sidder sammen med mennesker, der er kommet op i alderen, og taler om, hvad der fyldte deres liv, hvad der virkeligt betød noget, og hvad de ville gøre anderledes, hvis de skulle leve deres liv om, så er der aldrig nogen, der siger:
	Jeg ville have tjent flere penge.
	For et par år siden talte jeg med en rig direktør herude i Hjerting. Han havde et flot stort hus og stor bil. Ja, det er jo meget godt, sagde han - men vi havde det nu sjovere, dengang min kone og jeg boede i en toværelsers med to skrigende unger og en gammel postbil!
	Nej, det, der fylder og glæder er næsten altid noget med andre mennesker: Venner eller familie. Hvis folk siger, at deres arbejde har fyldt meget, så er det næsten altid noget med gode arbejdskolleger, de har haft.
	For det afgørende i vores liv er altid noget med forholdet til andre mennesker, det, vi kalder "relationer" med et fint ord, og så også den helt store relation: Forholdet til Gud.
	Jeg så i avisen, at man havde spurgt tusinde konfirmander om, hvad konfirmationen betød for dem. Det er der ikke noget nyt i, det har man jo gjort i mange år.
	De overraskende var, at svarene ser ud til at skride. For hvor man for nogle år siden kunne regne med at det var et standardsvar fra konfirmanderne, at det var for festen og gavernes skyld,
	(Nu har jeg aldrig været den, der har kunnet se modsætningen mellem at tro på Gud og så være glad for gaver. Som om det ene skulle udelukket det andet. Jeg tror bestemt på Gud OG jeg ville da gerne, hvis nogen gav mig en ny bærbar computer).
	Men det interessante var, at der var der et stadig større antal konfirmander, som sagde, at de blev konfirmeret, fordi de troede på Gud. Det samme så vi også i HjertingPosten i et interview med konfirmander fra Fourfeldskolen.
	Selv om de ikke talte med nogen om deres tro, hverken forældre eller kammerater, så var det en klar tendens i svarene.
	Vi bor i en nation, hvor er så skrækkeligt blufærdige omkring vores tro. Vi er måske verdensmestre i lukkethed om det punkt, da jeg var i Afrika for en række år siden, var spørgsmål nummer to næsten altid: Hvad er din religion?
	Her i landet er tro sjældent noget, vi snakker om, ikke engang med vores allernærmeste, selv om vores tro jo i grunden er noget temmelig afgørende for vores liv og livsindstilling.
	Som sagt, selvfølgelig skal man være glad for sine gaver og sin fest.
	Men blandt de her tusinde konfirmander var dog på en eller anden måde en stigende fornemmelse af, at livet handlede om andet og mere.
	Mange syntes måske at de var så rige allerede og havde så mange ting, at det med gaver ikke betyder så meget mere.
	Der var måske en sult, en søgen efter mening og indhold i tilværelsen. Også efter Blå Mandag.
	En søgen efter noget at fylde sin kasse med. Noget, der kan fylde mit liv.
	Og vi ved som sagt alle sammen at meningen med livet er ikke noget, man kan købe for penge. Ja, vi narrer os måske til det.
	Man siger til sig selv: Får jeg den bil - det hus - det samtalekøkken - den computer - de par sko - så bliver jeg lykkelig, men vi ved jo godt at det ikke passer.
	Den lykke, der mætter, fornemmelsen af mening og sammenhæng, kommer et helt andet sted fra.
	Hvad er så livets mening?
	Ja, jeg vil så vove den påstand, at livets mening handler om vores forhold til Gud og næsten.
	Det er i alt fald kernen i kristendommen
	Jesus bliver et sted bedt om at sige hvad det hele går ud på,
	og svaret er:
	"Du skal elske din Gud af hele sit hjerte
	og af hele din sjæl og af hele dit sind
	og din næste som dig selv"
	Ja, så kort kan det siges:
	Tro på Gud og hjælp til næsten
	Det var store ord. Lad os tage dem en ad gangen:
	Tro på Gud. Hvad er det?
	Det sker sommetider, når jeg er til fest og folk har fået tre glas rødvin - for det er jo der, danskerne bliver religiøse - så kommer folk kommer til mig og siger: Jeg tror ikke på Gud.
	Så siger jeg: Hvad er det for en Gud, du ikke tror på?
	Så forklarer de, at de ikke tror på Gud som en gammel mand med hvidt skæg på en sky eller noget i den retning.
	Og så siger jeg: Ja, det er jo en dum Gud, den Gud tror jeg da heller ikke på.
	Så siger de måske. Hvad er det så for en Gud, du tror på?
	Så siger jeg. Prøv at tænke på vores kirke, Hjerting kirke. Dengang Hjerting kirke blev bygget og man hængte altervæggen op på den bare væg, startede kunstneren Robert Jacobsen med at sige: "Vi går ud fra Kristus".
	Fordi figuren af Kristus skulle hænge i midten og de andre figurer skulle tilpasses den. Det er Kristus, der er samlingspunktet i hele kirkerummet.
	Det er Kristus, der er samlingspunktet i hele vores tro.
	Guds søn, der blev menneske, og som satte sit liv til i selvhengivende kærlighed - det er ham, vi tror på, det er ham, der fylder i vores trosbekendelse.
	Vores Gud er ikke en fjern skikkelse et sted på en sky eller en stjernetåge langt ude i universet. Den Gud, vi tror på, han har været menneske selv gået iblandt os, haft fællesskab med alle, fiskere og jævne mænd, syge, udstødte og ensomme. Han gjorde sig lige med de svageste mennesker. Det betyder, at han gjorde sig også lige med mig og dig for at møde os med Guds kærlighed.
	Det er ham, vi går ud fra.
	Det, han har sagt, og det han har gjort, hans liv, hans kærlighed, hans død og opstandelse, det er den Gud, vi skal tro på.
	Tro på, at det giver mening at give sit liv hen i kærlighed
	Nu ved vi lidt om, hvilken Gud vi tror på, og det leder til nummer to:
	Hjælp til næsten.
	At livets mening ligger i prøve at gøre det bedste, vi kan, ikke for os selv og for vores egen skyld,
	men for at hjælpe, støtte og opmuntre vores medmenneske.
	Acceptere dem, der går i andet tøj, som taler anderledes og tænker anderledes end vi selv gør.
	Det er meningen: Tro på Gud og hjælp til næsten.
	Det lyder godt - men det er ikke det samme som det er let at gøre det! Bestemt ikke.
	At få det omsat i ens liv - ja, det kan man bruge hele livet til at finde ud af, hvordan man gør det. Det er ikke enkelt, - men hvem har også sagt at livets mening skulle være noget enkelt - man kan bruge et helt liv at finde ud af det.
	Men der er mening i det.
	Mening nok til at fylde kassen,
	mening nok til at fylde hele dit liv. Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email