Hvis du har kommentarer så skriv til Mette Trankjær MTR@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	7. s. e trinitatis 2003 i Sdr. Alslev og Horbelev.
	Tekst : Luk 19, 1-10
	Salmer : 30, 305, 46/ 441- 492-471/ 698 v. 4
	Der er så mange måder at sidde fast i livet på. Man kan være så fattig, at det er næsten umuligt at røre økonomisk, men samtidig kan man jo have gode relationer til andre mennesker og på den måde alligevel have en bevægelighed i sit liv. Eller man kan være så rig og så optaget af at blive ved med at være det, at det er dét der holder én fast.
	Zakæus var et menneske, der på flere måder sad fast i tilværelsen. Han var ganske vist rig, men han var blevet det på uærlig vis, ved at tage for meget told af dem der passerede grænsen og derfor var han lige så fattig på anseelse som han var rig på penge.
	Og så var der det ved ham at han var lille og det var der noget lattervækkende ved, fordi man i øvrigt ikke brød sig om ham. Man kunne pege fingre af ham, for nok kunne han købe næsten hvad han ville, men han kunne lige så lidt købe sig længere som han kunne købe sig anseelse.
	Og så forestiller jeg mig, at han var blevet ligeglad. Zakæus vidste, at han var for kort og at der ikke umiddelbart var udsigt til forlængelse, han vidste også at han ikke var velanset og det får ham til at lade hånt om overholdelse af de almindelige færdselsregler for god opførsel. Ham er der er alligevel ikke nogen, der forventer noget af.
	I datidens samfund var det ikke ærefuldt hverken at løbe eller klatre. I må forestiller jer, at både mænd og kvinder var klædt i lange gevandter, som man måtte holde på når man bevægede sig. Så at se en mand løbe og klatre ville svare til, at se mig styrte afsted i min præstekjole og fare hen og klatre op i et træ og sidde dér med den på for bedre at kunne se. Hvis I kan forestille jeg dét så har I billedet af Zakæus.
	Zakæus opfører sig altså fuldstændig latterligt, og det ser ikke ud til at bekymre ham. For hvorfor bekymre sig om, hvorvidt man er latterlig, når man allerede har mistet omgivelsernes agtelse.
	Og nu har han så hørt om denne Jesus, og ham vil han se – uden at stå på tå, han vil se ham ordentligt og er altså helt ligeglad med at han gør en skidt figur.
	Dét der sker med Zakæus er at han skamløst løber og klatre lige ind i sin omvendelse, løber direkte ind i en evig forlængelse af sig selv og sit liv.
	For han er så heldig at Jesus ser op, ser Zakæus i træet. Ser at han er uden for fællesskabet og nu kalder han ham ind i det med sit : Kom ned. Pludselig er der én, der vil Zakæus ned noget. Ellers var det såmænd altid ham der ville andre noget, sædvanligvis noget med penge, hvorimod de andre hellere så hans hæl end hans tå. Men Jesus har ikke bare fået øje på Zakæus i træet han har SET ham, virkelig set ham. Set at han er kommet til kort, ser at han sidder fast i tilværelsen, at han trænger til at forlænges – i alle retninger.
	Det har ganske givet ikke været hverdagskost for Zakæus at få gæster, og nu får han pludselig én og han tager glad imod. Som Abraham tog i mod Gud i middagsheden dengang for længe siden, tager Zakæus mod Jesus, der oven i købet kalder Zakæus Abrahams søn. Med de få ord : Han er en Abrahams søn, forlænges den korte Zakæus på flere måder. Hans tilværelse forlænges bagud i tid og kommer til at stå i direkte forbindelse med troens store fader Abraham. Vi må forestille sig at det ville svare til at en kriminel lige med ét blev ophøjet til søn af kongehuset og fik adgang til andre menneskers agtelse. At være Abrahams søn betyder for det første at være agtet af mennesker og at have en plads i fællesskabet.
	Men der er mere. Ved at blive kaldt Abrahams søn forlænges Zakæus’ tilværelse også fremefter, i tid eller man skulle måske snarere sige i evighed, for Abraham er dén der får Guds forjættelser det vil sige Guds gode løfter om afkom, om land og liv. Alt det får Zakæus nu del i og mere til, for den Jesus der er draget ind til ham som gæst i dag er Kristus, kongen af det evige liv, ham der er kommet for at opsøge og frelse det fortabte og det gælder ikke bare Zakæus, det gælder også os, for vi ligner nemlig Zakæus på den måde, at vi har brug for den frugt Paulus taler om i romerbrevet og det er ikke en frugt der gror, hverken på morbærfigentræer eller andre træer, det er den frugt at helliges, den frugt, der skænkes af Gud.
	Hvad vil dét da siges at helliges. Jo, det vil først og fremmest sige, som man næsten kan høre det på ordet, at blive hel og det kan vi mennesker ikke blive af det vi kan skaffe os selv, lige gyldigt hvor meget vi knokler eller snyder. Zakæus kunne ikke og vi kan ikke og hvorfor så ikke det ? Ja, fordi vi ganske enkelt ikke har dét der skal til for at vi kan blive hele. Vi kommer til kort når vi forsøger at gøre os selv hele, for kun Gud har dét der skal til. Han kan vende vores skæbne, så vi tror det er en drøm, han kan fylde vores mund med latter og vores tunge med jubel.
	Han har dét der skal til for at gøre os hele. Spørgsmålet er om vi vil lade os hele, om vi vil lade os helliges. Mange mennesker påstår, at de ikke vil komme i kirke, fordi de ikke vil kaldes hellige og samtidig har der aldrig været så megen snak om ” det hele menneske”, som anses for noget meget fint og eftertragtelsesværdigt. Problemet er bare at hel og hellig er to sider af samme sag. Man kan ikke være hel uden at være hellig og omvendt. Sagen er nok, at det at være hellig og det at være frelst af én eller en anden grund er blevet forbundet med stivhed og stilstand, med det at sidde fast og ikke kunne røre sig, og så er det dog det stik modsatte der er tilfældet.
	I ved selv hvor ondt det gør at gå med et sår under foden, og i virkeligheden kan det sammenlignes med at være uhel, at være uhellig, for det vil i virkeligheden sige, at sidde fast ikke at kunne bevæge sig frit, at være henvist til at gå med forsigtige stive skridt i stedet for at kunne lade benene tage gode lange livlige lette skridt. At være uhel, uhellig er at leve en forkortet tilværelse.
	Jesus Kristus helliger os og forlænger derved vores tilværelse i alle retninger for Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.
	At være hellig er at være blevet gjort hel og bevægelig, at være frelst er at kunne løfte sit hoved frit og se sig selv og andre i øjnene og måske også pludselig som Zakæus opdage hvad uret man har gjort dem.
	For har man fået tilværelsen forlænget af Gud, er man gjort hel og bevægelig af Gud, har man altid råd til at gøre godt igen, for det man skal gøre godt med tilhører lige så lidt én selv, som Zakæus overtold penge tilhørte ham. Det man skal gøre godt med er den kærlighed der strømmer fra Gud, den vi får af nåde, dvs. gratis og som vi kan give videre til andre ganske gratis.
	Der er altså ingen grund til at være bange for at være hellig eller frelst, der er faktisk mere grund til at være bange for ikke at være det. For i det fortabte og uhellige bliver livet stift og forkortet på enhver måde, mens livet i frelse og hellighed vil sige et liv i frihed og bevægelighed et liv, der er forlænget på enhver måde, på tværs af død og dom , et liv der er forlænget helt ind i evigheden. Og det er da ikke noget at være bange for. Det er noget at være glad for. For det er dér hvor både vores forfængelighed og vores forgængelighed bliver til forlængelighed.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email