Hvis du har kommentarer så skriv til Majbrit Daugaard MD@km.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	5. sønd. eft. påske, Bov 10.00
	3, 7, 581, 586, 456, 11
	Hvorfor rejser mine små nakkehår sig, når jeg hører mine gamle konfirmander bede Fadervor i kor?
	Hvert efterår, -eller rettere sensommer, -der først i september inviterer jeg mine gamle konfirmander, -dvs. de hold jeg konfirmerede i foråret. Dem inviterer jeg til ”pizza og videoaften med afsluttende midnatsandagt”.
	De slæber dyner, puder, slik og cola med og efter pizza-spisningen, rydder de pizza-bakkerne op og ommøblerer Kirkeladen (konfirmandstuen) til videorum. Puder, dyner, teenagere, slik på kryds og tværs, -nogle enkelte på stole, men de fleste i bunker på gulvet eller bordene.
	Der opfører de sig ret teenage-agtige.
	Når rummet efter de 3 film er ryddet og fejet går vi ved midnatstid over i kirken, hvor der kun er stearinlys tændt.
	Allerde da er stemningen sat, -teenagerne er mætte og trætte, men stadig teenagere, -og let påvirkelige af stearinlyset og orglet, der spiller, når de træder ind i kirken.
	Der er dunkelt i kirken og de sidder op ad hinanden i klumper, -om de sover ved jeg ikke, -tilbagelænede er de i hvert fald. Jeg har altid valgt et par at de moderne salmer, som de godt kan lide, -jeg har også et indslag på ghettoblaster af deres musik.
	Efter min korte prædiken, der er en opsummering af filmene og det budskab jeg gerne vil have, at de får med sig fra dem, -så beder vi Fadervor sammen.
	Hvert år er jeg spændt på om de på det tidspunkt er faldet i søvn, -om de mumler med fordi de skal, -og hvert år overraskes jeg af at ud af det mørke rum fra bænkene med klumperne af teenagere, -at der højt og tydeligt kommer et Fadervor i kor.
	At de gider sige ordene, -højt og tydeligt, -og ublufærdigt.
	Næsten som om de mener det, -for de kan ikke så meget andet, -men DET kan de da. Deres Fadervor.
	På det tidspunkt har jeg glemt alt om møgunger i tidlige morgener den forgangne vinter.
	Hvorfor rejser mine små nakkehår sig, når jeg beder Fadervor i kor sammen med mine gamle konfirmander?
	--
	Nogle gange tror jeg, at vi synes, at bøn er sådan noget klamt, inderligt, følelsesladet, fromt noget.
	Enten fuld af tårer eller for sødmefyldt.
	-og det er det vel også for den der ikke deltager, -for den der ikke har del i bønnen.
	Men bøn er det sidste vi har. Bøn er det eneste, der kan noget, hvor vi ikke kan andet. Hvor vi ikke kan andet end at bede.
	Hvor vores evner og kræfter slipper op.
	Når opgaven ligger uden for vores rækkevidde og indflydelsessfære.
	Jeg forsøger at lære alle de børn jeg har med at gøre i mit virke som præst om bøn, -for de kan komme ud for situationer, hvor det er deres eneste redskab.
	Men vi er lidt blufærdige over for bøn, -primært vel fordi vi har lidt svært ved at tro på at det går i opfyldelse, -det er jo ikke julemanden vi beder til, -det er Gud.
	Mange af os har aldrig lært at bede, -jo, Fadervor kan vi da, -men så ikke mere.
	Jeg forsøger at lære børnene at bøn kan være som at sludre med Gud, -man behøver ikke engang folde sine hænder, -han kan godt høre det alligevel. Man kan endda gøre det, når man cykler i skole.
	Det er lidt svært at øve med børnene, så jeg laver forskellige ting med dem for at få dem til at formulere bønner.
	Eksempelvis har vi lavet et bønnetræ. Der skal de klippe et blad ud af papir og skrive en bøn på, -og derefter sætte dem på træet, -hvis andre ikke må læse det kan de bare sætte det de har skrevet ind mod træet.
	Der kommer mange slags bønner. Tak for min nye cykel. Pas godt på min bedstemor, der lige er død. Jeg ønsker mig en hund.
	Det er også fine bønner, -be’ endelig løs af dem. Men ind i mellem rammer børnene ned i noget af det bønnen kan bruges til, -det sidste sted man kan hendvende sig med opgaver man ikke selv kan løfte. En af dem er bønnen, som en af minikonfirmanderne engang skrev: ”Jeg vil ønske at vi kan få råd til at blive boende i lejligheden.”
	Her stod et 10-årigt barn med indsigt i en voksenverden med bekymringer hun ikke kunne bære eller gøre noget ved.
	Bøn er et livsudtryk, -en måde at udtrykke sig om sit liv på.
	Ligesom dans, -her kan man få lov til at give udtryk for sit inderste væsen, -og sine følelser.
	Det kan også være ret sødmefyldt, -til forskel fra bønnen kan dans tilgengæld være ret smuk at se på.
	Jeg tror at dans siger noget om vores blufærdighed for bøn.
	Se på vores nationaldans, -folkedansen, -der er ikke de store følelser på spil, -det er sjovt og det er fællesskab, -men lidenskab, -det er det altså ikke.
	Derfor kan det da heller ikke undre at det er i et land som Danmark med folkedansen at Folkehøjskolen og andelsbevægelsen har sine rødder, -i landet for fællesskabets kædedans med indbyrdes gensidig respekt, -hvor alle er en vigtig del af legen.
	Til gengæld tvivler jeg på andelsbevægelsens vilkår i tangoens land, -tango er lidenskab, passion, vildskab, følelser, -men tangoen er for to.
	Fordi vores følelser er inden i, -hvis vi har nogen, -så lægger vi også ekstra mærke til de bønner, der kommer til udtryk.
	Jeg husker da jeg var helt ung, -teenager og ville ud i den store verden. Jeg skulle 3 måneder til Indien.
	Da sagde min mormor, -som var et sødt og hyggeligt menneske, -hun lavede fedtegræver og ”gode råd”, -og havde masser af bom i skuffen i køleskabet, -men følelser talte vi nu ikke så meget om.
	Hun sagde lige inden jeg skulle ud at rejse: ”Jeg vil bede for dig”.
	Det var ikke noget hun sådan sagde normalt, -faktisk vidste jeg slet ikke at hun bad.
	Men hun fik en helt særlig plads i min rygsæk. For det jeg hørte hun sagde og det jeg tog med mig på rejsen var: ”Jeg elsker dig, og jeg håber ikke at der sker dig noget ondt. Jeg er bekymret for at du tager afsted, men jeg ønkser dig lykke på rejsen. Jeg glæder mig til du er sikkert hjemme igen.”
	Det vil sige at jeg aktivt vidste at der sad en derhjemme og tænkte på mig og bekymrede sig for mit ve og vel. Og det er lidt underligt, for det vidste jeg jo godt alligevel, -men nu var det udtalt imellem os. Hendes kærlighedserklæring. Og faktisk en større end hvis hun havde sagt: Jeg elsker dig. For at elske nogen kan man jo ikke gøre for, -men at bede er en aktiv bevidst handling.
	Det gjorde faktisk at når jeg stod i et valg hvor den ene umiddelbart var sjovest og mest spændende, men også den mest risikofyldte, så valgte jeg den sikre vej. For jeg skulle jo hel hjem til min mormor.
	--
	Bønner er for bedsteforældre.
	-eller er de? –er det ikke mindst ligeså meget i vores unge dage vi har brug for bønner, -for noget at læne os op af og nogle at dele vores bekymringer med.
	Teenagerne i deres forvirrende søgen efter hvem de er og hvad de skal være.
	Unge forældre i bekymring og angst for deres små børn.
	…tja, hvornår holder vores usikkerhed op? –hvornår har vi ikke længere brug for noget at læne op os ad og dele vores bekymringer med??
	Hvis vi har svært ved at henvende os til Gud i bøn, -fordi vi er blufærdige, fordi vi ikke ved hvad vi skal sige, -eller gøre.
	Fordi vi ikke helt kan tro på at nogen lytter.
	Hvis vi ikke finder det naturligt at folde vores hænder, eller sludre med Gud, når vi kører på cykel.
	Hvis vi ikke lige har noget grønt papir og et bønnetræ, -eller synes at Fadervor ikke udtrykker det vi tumler med LIGE nu, -så plejer jeg at anbefale at man tænder et lys, -og giver sig tid og ro til at gennetænke, det der bekymrer en.
	Så kan Gud jo lytte med, hvis han vil.
	-og det vil han.
	Det lover han os.
	Han lover os at vi bliver bønhørt, -vel at mærke ikke at vores bønner bliver opfyldt.
	Han lover os bønshørelse ikke bønsopfyldelse.
	For mig er det vigtigt, -ud over at bede om det jeg mangler: cykel, en glad nabo, at min moster bliver rask og at mine børn er sunde og raske, -så er det vigtigt for mig at takke.
	For jeg tror på at ordet skaber det det nævner. Så hvis jeg kun fokuserer på det jeg mangler, -på mine bekykmringer, -så bliver mit liv mangelfuldt, -men husker jeg at takke for det jeg har, -for det jeg fik skænket, så bliver mit liv taknemmeligt.
	Vores salmer er fantastiske bønner. Salmerne er bønner, fordi de er vores henvendelse til Gud. Ord på lyrik og musik kan sige noget af det vil gerne ville sige, men som vi måske ikke kan finde ord for, -eller som vi kan være for blufærdige til at sige.
	Indimellem er det bare Fadervor, der skal lyde, -fordi vi ikke lige har noget særligt presserende, -eller måske fordi vi har for meget. Men mest af alt fordi den har lydt i 2000 år og kan lyde på alle sprog, -den bedes sammen på kryds og tværs af tid og sted, -på tværs af kultur og sprog.
	Evangelielæsningen som jeg læste lige inden prædiken fra Johannesevangeliet kaldes Jeus bøn. Han sidste bøn til Gud for os.
	”Fader, timen er kommet” indleder han.
	Han afslutter med:
	”Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine; alt mit er dit, og dit er mit, og jeg er herliggjort i dem. Jeg er ikke længere i verden, men de er i verden og jeg kommer til dig. Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi.”
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email