Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby KKS@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Engang for længe siden blev en kvinde og en mand grebet i at være deres ægtefæller utro.Jeg tænker mig at det var kvindens mand, altså ham hun var gift med og skulle have holdt sig til, der kom tidligere hjem end han havde sagt han ville, (det skal man altid passe på med) og fandt dem sammen.
	Han blev rasende og ked af det og helt ude af sig selv ogmens manden i sengen hev sit tøj sammen og forsvandt så greb den bedragne ægtemand fat i sin kone og slæbte hende ud på gaden mens han råbte og skreg og kaldte hende forfærdelige ting.Så rasende var han at han ikke engang tænkte på den skam der faldt på ham selv ved at udstille sin nye status som hanrej.
	Nu var det sådan at ifølge den lov der gjaldt i det land var straffen for utroskab stening. Begge de involverede parter skulle straffes sagde loven. I praksis gik den mandlige part som regel bare hjem.Hvem havde magt til at gøre ham noget. Kvinden derimod....
	Samtidig i nærheden, nærmere betegnet henne på tempelpladsen sad en mand ved navn Jesus og underviste. Mange mennesker var samlet omkring ham og han talte til dem om Gud og om at han var den som var sendt for at sige dem sandheden om Gud, ja at han faktisk var èt med Gud og at for den som troede det, ville det blive, som om et kildevæld vældede inden i ham, og det villealdrig udtørre.
	Han talte også om hvordan man kan blive så optaget af love og regler så man glemmer at det rigtige ikke altid er det samme som det retslige. Døm ikke efter det ydre kunne han finde på at sige, men fæld en retfærdig dom.
	Samme Jesus talte også ret stærkt imod nogen af lederne i landet. Det var feks farisæerne, de lov og skriftkyndige. Dem holdt han sig ikke tilbage for at kritisere og latterliggøre på det groveste. Derfor var de meget trætte af ham og benyttede enhver lejlighed til at prøve at få ram på ham.
	Nu denne lejlighed..kvinden der var grebet i utroskab, den kunne måske også bruges. De besluttede sig for at stille Jesus på en prøve, en prøve som de tænkte at han ikke havde nogen mulighed for at slippe godt ud af.
	"Hvad skulle de gøre med kvinden", ville de spørge ham, "loven siger vi skal stene hende, hvad siger du...?"- og han ville blive nødt til at melde rent ud af sin evindelige trang til at holde hånden over de forkerte, at de ikke skulle stene hende, og så havde de ham, for så havde han stillet sig over loven.....- eller han ville blive tvunget til at sige at de skulle stene hende og så havde de ham også, for så var han på deres side og desuden en der ikke stod ved hvad han tidligere havde sagt og gjort, om at stå de ringe bi.Uanset hvad så ville de vinde denne tvist... og Jesus tabe.
	Kvinden, der stod så ynkelig imellem dem, nu trods alt påklædt, hende havde de næsten glemt, hun var bare en sag, et emne. Hun fulgte modløst med dem hen på tempelpladsen.
	Mens de skriftkloge fremlagde sagen for Jesus sad han og tegnede i sandet. Han sagde ingenting, før de indtrængende krævede et svar af ham, da så han op, så på dem og sagde, "lad den der er ren kaste den første sten."
	Så blev de tavse. Der var ikke nogen der kunne sige, jeg er ren så jeg vil kaste. I stedet gik de. Ingen ved hvad Jesus tegnede i sandet, for vinden slettede det. Og sådan er det, loven skriver dommen på tavler og papir. Kærligheden skriver den i sand.
	Og kvinden blev fri. "Heller ikke jeg fordømmer dig" sagde Jesus, men hun blev ikke fri til hvad som helst, for så sagde han "Gå og synd nu ikke mere"Traditionen mener at vide at hun ikke gik ret langt væk fra Jesus. Men at hun i stedet fulgte ham i den voksende skare af mennesker som bandt deres liv og skæbne til ham. Nogle mener at hun hed Maria og kom fra Magdala, den Maria Magdalene som stod ved korsets fod langfredag og nogle dage senere som den første mødte den opstandne.
	Sikkert er det at Jesus satte hende fri. Og at han samtidig stillede krav til hende. Han sagde ikke gør hvad du vil, du er fri. Han sagde du er fri, synd ikke mere. Han bandt hende til sig. (Og i parentes bemærket så er rækkefølgen vigtig. Omvendelsen kommer før dommen, evangeliet før loven. Sådan er det, først når man elsker og elskes forstår man omfanget af sin uværdighed)
	Martin Luther vores reformations ophav, siger et sted i en diskussion med Erasmus af Rotterdam, at menneskets vilje aldrig er fri. Nej viljen er altid bundet, enten til Kristus eller til Satan.Det er måske lige bastant nok sagt for vores tids ører, som endda kan have svært ved at forstå den modsætningsfyldte kristne tale om at kun den der er bundet er virkeligt fri.
	Sikke noget pjat, siges der hvordan kan nogen i fuld alvor sætte bundethed lig med frihed. ?
	Men det lader til at Jesus gør det; sættter lighedstegn mellem bundethed og frihed, ikke bare i sit møde med kvinden grebet i hor, mens også kort efter i samtale med jøderne om det samme emne, det som vi netop har hørt uddrag af i dagens tekst.
	Han siger "Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie"Hvis I bliver i mit ord, altså hvis I binder jer til mig, så skal I hos og i mig møde sandheden og der bliver I frie.
	Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen, hvordan kan du så sige I skal blive frie? Sådan svarer de. Et fjollet svar i øvrigt fra mennesker af et folk hvis hele selvforståelse bygger på historierne om at have været trælle i Egypten og Babylon. Og på historien om hvordan de sad ved flodbredden og græd og anråbte Gud.
	Jesus kommenterer heller ikke deres dumme indvending. Den der gør synden er syndens træl siger han.
	Af angst for at nogen, måske èn selv, skal opdage hvor stor en synder man er kan man binde sig endnu stærkere til synd og djævel. Ville Luther måske sige. Man bliver syndens træl.
	Hvis det er sandt at den kvinde som Jesus skrev fri med ord i sand, virkelig var Maria fra Magdala, så blev det i hvert fald tydeligt, den dag, hvad Jesu ord og handlinger kunne gøre ved folk.Jesus undskylder hende ikke. Prøver ikke på at bortforklare det hun havde gjort, eller betvivle at det var sandt. For sandheden var at hun havde været sin mand utro. Og uanset hvilke undskyldninger hun kunne have for det, så mildnede de ikke den sorg og skam hun må have forvoldt sin familie.
	Jesus ser det er sandt, hun har forbrudt sig mod loven. Og han er ikke kommet for at nedbryde loven. Tværtimod han er kommet for at opfylde den. Så det gør han, han fylder loven ud til sidste bogstav, med kærlighed. Sandheden om det at være menneske overfor Gud udfylder også for et øjeblik den hævnhunger de skriftkloge mærker i maven. Tørsten efter retfærdighed, især de andres retfærdige straf. Og måske mærker de pludselig, da de desperat leder efter renhed i deres hjerter og ingen finder, at her er noget som er større end loven, dommen og lysten til at få ram på Jesus.
	Guds kærlighed i Jesus overbyder loven og dommen. Maria bliver fri til at blive en ny skabning. Det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til. Vi skal blive nye, siger Paulus i det afsnit af det andet brev til Korintherne jeg om lidt skal læse fra. Gud gør os nye i sandhed og kærlighed.
	Og som Maria stod foran ham, grebet og fremvist i sin skam af en flok som kun så hende som eksempel og sag. Sådan kan det også ske at vi står overfor en dom, grebet midt i det vi skammer os over. Pludselig bliver vi set på, af Gud og mennesker, af os selv, mens vi er det værste vi ved. Skammelige og ynkelige.
	Da har vi lov at håbe at vi, som Maria skal møde ham der skriver sine domme i sand, så vinden sletter dem inden de bliver til lov og straf. Sandheden derimod blæser vinden ikke af med, den står fast og da skal vi forstå at Jesus er den han er, og at han intet gør af sig, men som Faderen har lært ham, sådan taler han.Og vi har lov at tro at som Maria blev fri, sådan skal vi blive frie, ikke til hvad som helst men til at binde os til ham; vor Herre.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email