Hvis du har kommentarer så skriv til Kirsten Kruchov Sønderby KKS@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	I dagens evangelium handler det om at være èt. Et med Gud og et med hinanden. Også epistellæsningen som vi får om lidt fra alteret handler om dette. Enhed. Samhørighed
	Evangelisten Johannes fortæller ligesom i søndags om hvordan Jesus ber for sine disciple. Jesus beder til sin far - om at han og dem, der tror på ham, må være eet ligesom sønnen er eet med sin himmelske far.
	Og Paulus aflægger i Romerbrevet sin faste og meget smukke bekendelse: at intet kan skille os fra Kristi kærlighed. Hverken død eller liv eller engle eller magter... intet i hele verden kan komme ind og gøre skel mellem Kristus og hans menighed.Ud fra disse tekster ser det faktisk ud til, at enhver, som er indenfor, også hører til i fællesskabet. 100 %. Eneste kriterium er troen på Kristus.
	Kirkens historie har vist, at så let og så entydigt har det aldrig forholdt sig.Lige fra begyndelsen har der været strid og ballade, kiv og usikkerhed.Og vilkåret er jo også det, at når vi og andre kristne har bekendt vor tro - så må vi derefter gå i gang med at udfolde, hvad det så vil sige. Iblandt os. I vores tid. På vores vilkår.Og det vil åbenbart sige en hel del - og en hel del forskelligt for forskellige mennesker.
	Det er ikke så underligt at kirken i tidens løb er blevet spaltet op i forskellige trossamfund. Allerede i det ny testamente er der uoverensstemmelser. Ikke bare hvad ubetydelige detaljer angår. Men også i synet på Kristus. Tænk bare på at der er 4 evangelister feks. Jesus eller hans far Gud har ikke fra starten udpeget èn bestemt til at at fortælle den ene sande historie om ham. Nej dette er overladt til 4 forskellige mennesker plus alle de andre som ikke er med i vores ny testamente Thomas evangeliet feks.Og de fire vi har med, de fortæller historien ret forskelligt. Markus fortæller således intet om Jesu fødsel. Han begynder med hans dåb i Jordanfloden.Lukas og Mattæus har hver deres fødselsfortællinger. Lukas fortæller om hyrderne på marken udenfor Betlehem. Mattæus har beretningen om de vise mænd og om den hellige families flugt til Ægypten.Johannes har ingen fødselsberetning, og slet ingen jomfrufødsel, men fortæller til gengæld at Guds søn var i skaberordet helt fra begyndelsen.Himmelfarten er kun beskrevet i Lukasevangeliet og i Apostlenes gerninger. Den har ingen af de andre med.Så - der er store forskelle.
	Man kunne i svage øjeblikke fristes til at ønske sig, at der bare var én måde at forstå det hele på.Det kunne vel nok være dejligt og enkelt.Og mindske konfliktpotentialet.Men sådan er det ikke.
	Og i grunden tror jeg, vi skal prise os lykkelige over, at det kristne budskab kommer os så mangfoldigt i møde.Og taler til så forskellige mennesker med så forskellig baggrund. Og så så udfordrende og levende. Og der er vel grund til at tro at mangfoldigheden i ordene og tankerne om troen er Vorherres vilje, for ellers havde han vel ikke valgt sig hele tolv disciple, som senere skulle blive de apostle der skulle gå ud i alverden.
	Ude i verden kom der forskellige kristne menigheder til og de har siden fået det til at hænge sammen på forskellige måder.Forenede trods alt af Kristustroen.Og måske er det simpelt hen derfor, kirken har holdt sig levende og frisk op igennem århundrederne.Fordi der allerede i det ny testamente kaldes på samtale og tænksomhed. Og ikke bare underdanig uniformeret enighed.
	I de her år har vi i vores egen folkekirke mere end svært ved at finde ud af, hvordan det kristne fællesskab skal være. Hvordan vi skal indrette os som menighed. Hvordan vi skal være kirke. I ånd og sandhed. I vores egen tid.
	Der er mange eksperimenter i gang rundt omkring.Der holdes forskellige typer gudstjenester, nogle for de små og andre for de gamle. Gudstjenester for folk med kæledyr, og snart kommer vel gudstjenester for allergikere.Der er nogle som går på pilgrimsvandringer og beder og synger og læser i skriften undervejs.
	Der er andre som holder godt fast ved den kirkeordning vi nu engang har og mener at den er en fin og smuk og værdig ramme at samles i om det kristne budskab.Atter andre mener, at det nok ikke så meget er formen, der betyder alverden - som at gøre sig umage med formidlingen af indholdet.
	I vores ellers store dele af tiden så fredelige folkekirke kan bølgerne sagtens pludselig gå højt, om både formen og indholdet. Tænk bare på Grossbøllsagen fra sidste sommer vor der pludselig rasede en diskussion om hvorvidt det var afgørende om præsten selv troede på at beretningerne i bibelen om de forskellige underfulde ting der sker og på Gud som oprindelig skabermagt.
	Så hidser folk sig op og beskylder hinanden for vantro. Og pludselig kunne folkekirken bedst beskrives som to hankatte der er bundet sammen i halen og kastet op over en tørresnor.
	Også fornyelses trangen, aktivismen kan få folk til at skændes skal man nu pilgrimme og spise spaghetti og al den slags pjat.
	Jeg ved ikke, det kan vel blive for meget af og til kan man få fornemmelsen af, at vi er gået i panik - ligesom i et ægteskab, hvor der ligesom må ske noget nyt for at holde sammen på det hele.Men andre gange kan man også blive virkelig trist over hvor lidt der gøres for at imødekomme tidens mennesker.
	Men når bølgerne sådan går højt og nogen råber højt og skælder hinanden ud for aktivisme og konservatisme, for leflen og forstokkethed, så er det for mig godt at tænke på mangfoldigheden alle andre steder i Guds skaberværk. Hvorfor skulle han ikke ønske mangfoldigheden også her.
	Mon ikke det netop var derfor at Jesus valgte tolv og ikke en discipel, fordi han ved, at vi for overhovedet at kunne høre evangeliet om ham, må have det fortalt på netop den måde og til den tid som vi er åbne for, modtagelige for. At I mangfoldigheden er det nok indlagte konflikter, men også det største rum for mennesker, til at være netop mennesker i.
	Og så vel egentlig det vigtigste til sidst i denne sag ; for væsentligt er det under alle omstændigheder at holde fast i: det kristne fællesskab lever ikke af vores iderigdom eller mangel på samme - det er ikke i sidste instans afhængigt af os - men af ham, der har stiftet fællesskabet. Og som kommer til os i sit ord og i sin ånd Og heldigvis for det.
	Kristus er én, og hans kærlighed er udelt. Intet kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus. Den enhed eller sammenhæng mellem os, den er det at Helligånden skaber, på tværs af alle vores forskelligheder.
	Vi der sidder her i kirken i dag vi er jo heller ikke ens eller et i alle ting, men vi er her sammen fordi Helligånden som er Gud i pinseskikkelse, holder os fast på den samme fortælling om Jesus Kristus. Og i dåb, nadver og ord bliver vi her i kirken ét med Vorherre, hvor forskellige vi end er alle sammen! Det er vores fællesskab med hinanden og med livets og kærligheden Herre, Jesus Kristus.
	Om det vil jeg vil gerne fortælle en historie.Det er vistnok en autentisk historie fra gammel tid,hvor byens skrædder, der var indvandret franskmand og katolik, var afgået ved døden; men den protestantiske præst ville ikke foretage jordpåkastelse.Det faldt nu nogen for brystet - for skrædderen var da en del af landsbyens fællesskab, så da begravelsesfølget stod ved graven, stod en gammel mand frem, og kastede tre håndfulde jord på kisten med ordene:"Fra Frankrig er du kommet - i Danmark bliver du begravet -og når de andre skal stå op, skal du også med!"
	Derfor siger vi.Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, fader, søn og Helligånd, du som var, er og forbliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email