Hvis du har kommentarer så skriv til Christina Smith smith@privat.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Teksterne til denne 2. Pinsedag tager os med langt tilbage i tiden. Til Mesopotamien - i det femte år efter, at Judas konge, Jojakin, var blevet ført i eksil i Babylon. Vi skriver år 594 f.v.t.
	Det er dér ved floden, at vi finder Ezekiel, søn af præsten Buzi. Han var én af de mange tusind jøder, der levede i ufrivilligt eksil langt fra Juda og som havde slået sig ned i Tel-Abib, ved floden Kebar i Mesopotamien.
	Det var dér, han blev kaldet af Gud…
	Ezekiel var – modsat så mange andre profeter – faktisk en ganske respekteret person blandt eksil-jøderne. De tog ham bare ikke alvorligt. De betragtede mest af alt hans profetier som ren underholdning – noget, som de lyttede til - men da aldrig kunne drømme om at rette sig efter.
	Op igennem hele historien havde profeter fungeret som en slags samvittighed. Det var dem, der sagde det, som alle i virkeligheden godt vidste, men som ingen alligevel gjorde.
	I bedste fald betragtede man profeterne som harmløse tosser, når de sagde, at det ender galt, hvis vi bliver ved sådan hér – vi mister os selv, hvis vi bliver ved sådan hér.
	Andre gange var man knap så langmodige, og de profeter, som råbte højst, blev som regel henrettet.
	Det var dén tvivlsomme tradition, Ezekiel trådte ind i, da han – meget nødtvunget – begyndte at modtage sine mange profetier:
	”Dette siger Gud Herren: Jeg giver dem et andet hjerte og en ny ånd i deres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra deres krop og giver dem et hjerte af kød, så de følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. De skal være mit folk, og jeg vil være deres Gud.” (Ez 11,19-20)
	Et nyt hjerte og en ny ånd…?! Som kan høre.
	Rent teknisk definerer man lyd som trykvariationer - typisk i luften, men det kan også være i vand.
	Disse forskellige trykvariationer forplanter sig gennem luftens molekyler – det er det, vi kalder ”lydbølger” - og når de rammer trommehinden indeni øret, begynder den så at vibrere.
	Vibrationerne bliver via mellemøret og det indre øre så omsat til en række nerveimpulser, der i hjernen registreres som det, vi kalder ”lyd”.
	Om lyden opfattes som dyb eller høj, afhænger af hvor mange gange trykket varierer per minut. Det er det, man kalder frekvens – og som måles i hertz, som betyder ”hjerte”.
	Selve lydstyrken svarer til lydtrykket - det tryk, som trommehinden bliver udsat for, når lyden rammer øret – og som måles i decibel.
	Alt sammen meget interessant. Men hvad nytter det, at de ord, vi siger til hinanden, rammer øret – hvis de aldrig, aldrig nogen sinde rammer hjertet?!
	Vi kan sige ”Jeg elsker dig” tusind gange. Men hvis ordene ikke er sagt i kærlighedens ånd, så er det lige meget. Så når de kun vores øre – som en løgn.
	Og siger vi ”Jeg elsker dig” i kærlighedens ånd – men hjertet hos den elskede er hårdt som sten, så vil øret ikke engang lukke ordene ind.
	Ezekiel sagde dét, som alle i virkeligheden godt vidste. De tog det bare ikke alvorligt. Nogen af dem betragtede det som en slags underholdning – mens andre slet ikke kunne se, at det var noget, der angik dem.
	Så Gud sagde: ”Jeg giver dem et nyt hjerte og en ny ånd.” Vi fejrer Pinse, fordi det lykkedes ham:
	Tidligt om morgenen – halvtreds dage efter Påske, ti dage efter Kristi Himmelfart – var apostlene samlet i et hus i Jerusalem for at bede.
	Bede om hjælp til at udføre den enorme opgave, som Jesus havde givet dem: At gå ud i verden og gøre alle folkeslagene til hans disciple ved at døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og ved at give dét budskab videre, som han havde givet dem: Du skal elske din Gud, og du skal elske din næste som dig selv!
	Bede om ord til at fortælle om alle disse vidunderlige og forunderlige ting, de havde været vidner til i de tre år, de havde fulgtes med Jesus.
	Ord, der ikke blot kunne nå menneskers ører – men ord, der kunne menneskers hjerter - ord, som man kunne leve af.
	Dén morgen gik der ligesom et sus gik gennem forsamlingen - og fyldte apostlene med tusindvis af ord.
	Og ikke bare ord – men ord på al verdens fremmede sprog – sprog fra lande, hvor de aldrig nogen sinde havde været – lande, som de måske ikke engang anede, eksisterede.
	Den Ånd, der i tidernes morgen havde blæst liv i de første mennesker og gjort dem levende, blæste nu også liv i apostlenes ord og gjorde dem levende. Gjorde ordene levende, sådan at de mange tusinde folk, der hørte dem, også troede dem.
	Troede dem med samme mod og samme sårbarhed, som man tror det, når en anden siger ”Jeg elsker dig!”
	I Apostlenes Gerninger hører vi om den aller første kristne menighed. Det var det, jeg læste lidt af fra alteret før (ApG 2):
	”Alle de troende var sammen, og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov. De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen, og jublende og oprigtige af hjertet priste de Gud.”
	Det er meget længe siden...
	Men vi kommer her dog - hér i ”den hellige, almindelige kirke”. Sådan kalder vi den i Trosbekendelsen.
	Og kirken er et helligt sted – bare ikke i sig selv. Strengt taget er kirken er jo bare et gammelt hus.
	Men kirken bliver et helligt sted, når vi mødes her og hører det samme – i den samme ånd:
	At vi nu og altid – med alle fejl og mangler – altid og virkelig altid er elsket af Gud! At han er med os ”alle dage indtil verdens ende!”
	Vi hører Evangeliet sammen hér – og mærker, at vi hører sammen hér i ”den hellige, almindelige kirke”. Et helligt rum til almindelige mennesker – ligesom os.
	Godt, at det ikke er omvendt: Et almindeligt rum til hellige mennesker. Så havde de ikke behøvet at bygge kirkerne så store – og heller ikke så mange af dem!
	Til jul fejrer vi Gud som menneske – at Gud gav sig til kende i et lille bitte menneskebarn. Han, som siden blev kendt som manden Jesus fra Nazaret.
	Til påske fejrer vi Gud som altings skaber og opretholder – som ham, der almægtigt råder både over livet og over døden.
	Til pinse fejrer vi så Gud som ånd – dette sære og dybt forunderlige, at fortællingen om, hvad Jesus sagde og gjorde for to årtusinder siden, er lige så levende i dag, som den var dengang.
	Så sent som i dag er to små drenge – Sebastian og Benjamin – blevet døbt i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Med et lille, usynligt kors for både ansigt og bryst.
	De behøver ikke et nyt hjerte og en ny ånd. De er så nye, som de kan blive.
	Men vi andre – hvor hjertet, som årene går, kan føles hårdt og tungt som sten – og hvor ånden ikke længere luft nok til at svæve…
	…vi andre, vi må komme hér – igen og igen! Og bede Gud om – igen og igen – at lade hjertet blive til kød og blod. At bede ham om – igen og igen – at lade sin ånd give os håb og mod.
	Glædelig 2. Pinsedag! - AMEN

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email