Hvis du har kommentarer så skriv til Christina Smith smith@privat.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Kære Yy. – Der var en sang, som din far gerne ville have haft, at vi sang i dag. Den druknede bare i alle de andre sange og salmer, der kom på bordet forleden.
	Også lidt fordi forfatteren Jens Rosendal selv skriver, at det er en ”Forelskelsessang” – til en anden mand i øvrigt. Det bliver den ikke mindre smuk af.
	Men med risiko for, at nogen kommer efter mig for at have fiflet med copyrights og den slags, så har jeg i dagens anledning – din dåb – udvalgt tre vers fra sangen, som jeg gerne vil have lov til at læse op hér.
	Fordi ordene i dén grad er sprængfyldt med alt det, der er dig – lige præcis dig! - og fordi de på aller fineste vis udtrykker dét, som dåben faktisk handler om, og som vi er samlet om hér i dag:
	Du kom med alt det, der var dig,
	og sprængte hver en spærret vej,
	og hvilket forår blev det!
	Det år, da alt blev stærkt og klart
	og vildt og fyldt med tøbrudsfart,
	og alting råbte: Lev det!
	Vor herre selv bød ind til fest
	og kyssed hver benovet gæst
	i kærlighedens sale.
	Med øjne, undrende og blå,
	vi bare så og så og så
	og slugte livets tale:
	At livet det er livet værd
	på trods af tvivl og stort besvær
	på trods af det, der smerter.
	Og kærligheden er og bli’r,
	og hvad end hele verden si’r,
	så har den vore hjerter!
	Kære Yy. – Du er kommet hér i dag med alt det, der er dig. Søde Yy, kønne Yy, milde Yy, omsorgs-fulde og kærlige Yy; ikke ret meget længere lille Yy men snart den unge voksne Yy. Alt det, som er lige til at få øje på.
	Men du er mere end det, man lige kan få øje på. Du rummer også en vred Yy, en rasende Yy. En Yy, der siger og gør de mest uhyrlige ting. En Yy, som du dårligt nok synes, du kender og vil kendes ved.
	Alt det, der er dig, er du kommet med hér. Og sådan kommer vi alle sammen. Fordi det er hér, vi har lov til at komme med alt det, som er os – uden at frygte, at man vender ryggen til os.
	Vor Herre selv bød ind til fest, skrev Rosendal. Og Vor Herre bød helt klart til fest den dag, hvor du blev født. Nu har han så gjort det igen – budt ind til fest – i dag, hvor du skal døbes. Og budskabet er det samme:
	At livet det er livet værd
	på trods af tvivl og stort besvær.
	Men hvorfor er det det? Hvordan kan man et bare nogenlunde vel begavet og oplyst menneske overhovedet sige sådan? Hvad er dét, man kan se, som andre ikke kan se?
	Da evangelisten Johannes satte sig ned og skulle prøve at finde ud af, hvordan hele denne mærkværdige historie om Jesus i grunden var begyndt, var han nødt til at begynde helt ved begyndelsen. Han skrev simpelthen indledningen til Bibelen om:
	”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud,” skrev han. Jesus havde været der lige fra starten – helt tilbage fra dengang, lyset blev skabt, tænkte Johannes og fortsatte: ”I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, men mørket begreb det ikke.”
	Sådan gik der millioner af år, tænkte Johannes. Hvor lyset skinnede i mørket – men hvor mørket ganske enkelt ikke fattede, at lyset var og er tusind gange stærkere.
	Så kom Johannes Døberen. ”Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes,” skriver evangelisten Johannes og fortsætter:
	”Han kom for at [..] vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden.”
	Dét lys, der var ved at komme til verden, var – selvfølgelig – Gud selv. I skikkelse af et menneske, nemlig Jesus fra Nazareth. Jeg er ”verdens lys”, sagde han. ”Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket.”
	Det er ikke for dét: Synssansen er ikke meget bevendt, når vi taler om tro. Tværtimod, vil nogen ligefrem sige. Mange af dem, som igennem tiden har set tingene aller klarest, har ironisk nok været blinde.
	De øjne, der kan se, at Jesus er et lys, der skinner mørket, de sidder ikke i hovedet – de sidder i hjertet.
	Det er derfor, jeg ved dåben tegner to små kors ”for dit ansigt og dit bryst”, som det hedder i ritualet. Sædet for henholdsvis forstanden og hjertet.
	Sådan har man gjort det lige fra kristendommens begyndelse. Fordi vi kun bliver hele mennesker, hvis vi husker at bruge begge dele – ikke mindst når det gælder tro og håb og kærlighed.
	Kærlighed, der kun bor i hjertet, ender med at rive hjertet ud. Det kommer man ikke levende fra. Kærlighed derimod, der kun bor i forstanden, kan vel knap nok kaldes kærlighed overhovedet.
	Også håbet i verden ville dø, hvis vi kun brugte vores forstand. Menneskeheden ville dø og uddø – for hvem ved sine fulde fem ville sætte børn i verden så?
	På samme måde med den tro, vi har – stor eller lille, stærk eller svag. Også hér skal vi spørge både forstanden og hjertet til råds. Spørger vi kun hjertet, så kan vi tro på hvad som helst. Spørger vi kun forstanden, må vi nøjes med det, vi forstår hér i livet – og så ser det sort ud! Bogstaveligt talt.
	Ved dåben nu om lidt bliver du optaget i et tvivlsomt fællesskab af mennesker på tværs af tid og sted, som efter fattig evne prøver at leve sammen som i det mindste bare nogenlunde ordentlige mennesker i troen på og håbet om, at det i Jesu navn går an at være til med alt det, som er os – både på godt og på ondt.
	Dåben er til for menneskets skyld. Ikke for Guds. Og Gud er Gud for både døbte og udøbte. Han har været med dit hver eneste dag i dag liv lige fra den aller første celle og frem til i dag. Men i dag får du så også hans Ord for det!
	Så tillykke med dåben nu om lidt – og velkommen i blandt os.
	AMEN

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email