Hvis du har kommentarer så skriv til Christina Smith smith@privat.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	”I har hørt, der er sagt [til de gamle]: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!”
	Der findes smuthuller og gemmesteder nok i evangeliet. Ord, der kan gradbøjes - bud, der kan modereres – lignelser, man kan nægte at se også ligner én selv. For ikke at tale om de beretninger, vi behændigt undgår både anfægtelsen og alvoren i ved enten ikke at lytte rigtigt eller ved at benægte sandheden i dem.
	Man kan sagtens høre juleevangeliet uden at høre eller lade sig berøre af, at Gud i sin kærlighed til menneskene lod sig føde som det mindste og mest afmægtige, der findes hér i verden - som et sidste forsøg på at nå os – i det eneste, som vi vel trods alt ikke kunne få os selv til at afvise - et lille menneskebarn.
	Man kan sagtens høre påskeevangeliet uden at høre eller lade sig berøre af, at selvom vi faktisk afviste ham, så endte han med at gå i døden for os. Tog skylden på sig og ofrede sig selv, for at vi kunne gå fri.
	Man kan sagtens høre pinseevangeliet uden at tage pinsen til sig – uden at høre eller lade sig berøre af de ord, der tales til os – ikke kun som et ekko fra den dag for 2000 år siden, hvor underet skete første gang: at mennesker turde lytte og tro - men også som et ekko fra vores egen dåb: ”Se, jeg er med dig nu alle dage. Ikke bare indtil livets ende men indtil verdens ende…!”
	Og man kan sagtens høre ham sige igen og igen, at vi skal elske vores næste som os selv – uden at høre det livsfornyende, grænseoverskridende og verdensomvæltende, der ligger i budet, hvis man ellers hører efter.
	Der findes smuthuller og gemmesteder nok. Og de har været der, lige siden Gud talte til menneskene aller første gang. Dengang for længe, længe siden i ørkenen, hvor Herren kaldte på Moses og talte til ham fra Åbenbaringsteltet:
	”I må ikke stjæle, I må ikke lyve, og I må ikke bedrage jeres landsmænd. (..) Du må ikke undertrykke din næste eller udplyndre ham. (..) Du skal dømme din landsmand med retfærdighed. Du må ikke løbe med sladder om dine landsmænd. (..) Du må ikke hævne dig på dine landsmænd eller bære nag til dem; du skal elske din næste som dig selv. Jeg er Herren…” (3.Mos.19,15f)
	Sådan, sagde israelitterne, sådan syntes de bestemt, de havde hørt Moses sige, at Gud havde sagt.
	Du skal elske din næste som dig selv! Hvad kunne det næsten betyde andet end: Du skal elske dine landsmænd – dem, der tilhører samme folk, samme kultur, samme religion, samme slægt som dig.
	Dem må du ikke stjæle fra, lyve for eller på anden måde bedrage. Dem må du ikke undertrykke eller udplyndre. Dem skal du dømme retfærdigt, og dem må du hverken hævne dig på eller bære nag til. Ikke dem. Ikke dine landsmænd.
	Det var da det, som Moses havde sagt, at Gud havde sagt?! Og i hvert fald ment?! Var det ikke?!
	Eller anede nogen mon en dybere grund under budets overflade? Fornemmede en dobbelthed, der - tolket radikalt - havde næsten uendelige, for ikke at sige: umulige konsekvenser?
	Hvis nogen gjorde sig den slags tanker, skubbede de dem i hvert tilfælde hurtigt til side…
	Der findes smuthuller og gemmesteder nok. Ord, der kan gradbøjes - bud, der kan modereres. Og det bliver de så. Og er blevet det til alle tider.
	Men - der er ingen smuthuller, ingen gemmesteder i dagens evangelietekst!
	”I har hørt”, siger Jesus, ”I har hørt, at der er sagt:
	’Du skal elske din næste og hade din fjende. ’Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer!”
	Til alle dem, til alle os, der ved at gradbøje og moderere budet om næstekærlighed med god samvittighed nøjes med at elske dem, der elsker os – til alle dem, til alle os, lyder det nu, så det kan høres ned i alle smuthuller, ind i alle gemmesteder:
	”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer! Hvis I kun elsker dem, der elsker, jer, hvad løn kan I så vente - hvad særligt gør I så?”
	’Det er ikke nok at elske dem, der tilhører samme folk, samme kultur, samme religion, samme slægt som dig. Du skal elske de andre også. Selv dine fjender skal du elske.’
	For Gud er også dine fjenders Gud. Gud er ikke dine fjenders fjende. Og tror du det, bliver du både Guds og din egen værste fjende... Der er ingen smuthuller og gemmesteder hér.
	Uforsonlighed og fjendskab har mange anledninger. Mange. Men både i den offentlige retorik og i vores private liv skelner vi dybest set kun imellem to slags fjender:
	De første er dem, der har gjort os til deres fjender. Dem, der af den ene aller anden grund ikke vil vide af os - ikke kan have med os at gøre.
	Og så er der de andre - dem, som vi har gjort til vore fjender. Dem, som vi af den ene eller anden grund ikke vil vide af - ikke kan have med at gøre.
	Men holder vores fjendebillede? Kan man skelne på den måde. Og er vi i givet faldt så selv i stand til at skelne?
	Er vi i stand til at se helt ud over vores egen sårbarhed og sårethed og ærligt kunne sige, at der findes fjendskaber i vores liv, som er vi fuldstændigt uden skyld i?
	”Vi skal (..) hver for sig aflægge regnskab over for Gud,” skrev Paulus til den unge, kristne menighed i Rom – alle venners og fjenders by. Hér blev han ti år senere henrettet for sin tro. Folkefjende lød dommen.
	”Vi skal (..) hver for sig aflægge regnskab over for Gud. Lad os derfor ikke længere dømme hinanden.”
	-
	”Hvis vi kunne læse vore fjenders hemmelige historie, ville vi i hvert eneste menneskes liv finde sorg og lidelse nok til at afvæbne alt fjendskab.”
	Ordene stammer fra én af 1800-tallets store digtere, Henry Wadsworth Longfellow.[1] Få årtier senere brød helvede løs: Den første af det 20. århundredes to store verdenskrige.
	En krig, der kun blev afbrudt én eneste gang - en kold og klar julenat, da de såkaldte fjender kravlede op fra engelske og franske skyttegrave og så, at fjenden lignede dem selv!
	”Hvis vi kunne læse vore fjenders hemmelige historie, ville vi i hvert eneste menneskes liv finde sorg og lidelse nok til at afvæbne alt fjendskab.”
	Jeg tror, det er tid til at kravle op af skyttegravene. Også i vores eget liv.
	”Elsk jeres fjender, og bed for dem, der forfølger jer.” Lad fjenderne læse din hemmelige historie. Lad dem se den sorg og lidelse, du bærer. Døm dem ikke for det, de kan – eller netop ikke kan. For det, de har gjort – eller netop ikke har gjort.
	”Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?”
	”Lønnen” for Guds kærlighed så vi langfredag, da den blev naglet til et kors uden for byen. Men ved hans død blev ordene i den gamle David-salme (Sl 103) gjort til virkelighed:
	Min sjæl, pris Herren,alt i mig skal prise hans hellige navn.Min sjæl, pris Herren,han tilgiver al din skyld!
	Herren er barmhjertig og nådig.
	Han anklager ikke for evigtog vredes ikke for altid.Han gengælder os ikke vore synderog lønner os ikke efter vor skyld.Så langt som øst ligger fra vest,så langt har han fjernet vore synder fra os.
	Og han gjorde det af kærlighed. Skønt vi alle havde gjort os til hans fjender. Men han kender vores hemmelige historie. Han kender hver eneste sorg og lidelse. Og med sin død afvæbnede han alt fjendskab.
	AMEN
	Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud,
	Fader, Søn og Helligånd,
	du, som var, er og bliver én, sand, treenig Gud,
	højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	AMEN!
	Herre, vor Gud, himmelske Fader!
	Du, som elsker alle, både onde og gode,
	og velsigner jorden med rigeligt af både sol og regn,
	så jorden bliver frugtbar og grøn!
	Vi beder dig: Vend os om,
	når vi vender ryggen til andre.
	Mind os om,
	at det ikke er vor sag
	at fælde dom over hinanden,
	men at vor egen synd og skyld er
	og bør være bekymring nok.
	Ånd på vore øjne, så de åbnes og kan se,
	at vi alle er dine børn,
	og at den eneste fjende, der findes,
	er den, der siger noget andet.
	Vor kære Herre, Kristus,
	den levende Gud i verden!
	Vi beder for alle dem,
	der er ramt at sorg og savn,
	og vi beder for dem, der ikke selv kan bede.
	Lad din nådes og sandheds Ånd
	gøre dåben til en daglig trøst for os alle,
	og forny os ved dit bord
	med dit nærvær i brød og i vin.
	Velsign og bevar vort land og al dets øvrighed,
	vor dronning og hele den kongelige familie.
	Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse,
	og efter dette korte liv den evige salighed.
	AMEN!

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email