Hvis du har kommentarer så skriv til Christina Smith smith@privat.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Da vi talte sammen sidst, havde I lige været en tur i Brugsen for at købe de sidste ting til festen. På den måde gik det til, at bryllupssamtalen foregik med jeres huskeliste liggende på en stol ved siden af – forloverens stol – og jeg havde derfor frit udsyn til, hvad I i hvert fald skulle huske at købe:
	Baileys – gin – vodka – cognac – cointreau - campari – martini – for bare lige at nævne et par af de livsfornødenheder, der stod på sedlen. Der skulle med andre ord være særdeles gode chancer for at se Pinsesolen danse i morgen…
	Til jul fejrer vi Gud som menneske – at Gud gav sig til kende i et lille bitte menneskebarn. Han, som siden blev kendt som manden Jesus fra Nazaret.
	Til påske fejrer vi Gud som altings skaber og opretholder – som ham, der almægtigt råder både over livet og over døden.
	Til pinse fejrer vi så Gud som ånd – dette sære og dybt forunderlige, at fortællingen om, hvad Jesus sagde og gjorde for to årtusinder siden, er lige så levende i dag, som den var dengang.
	Dét er da noget, som lokker en ekstra bid ned! Og et ekstra glas. Og lad mig så for fuldstændighedens skyld lige nævne, at ordet spiritus er latin og rent faktisk betyder: Ånd! Men – alting med måde! Ellers bliver man ikke åndfuld men bare åndet og fuld…
	Man kunne næsten altid være sikker på at finde Jesus dér, hvor der var fest. Ifølge evangelierne var han bestemt ikke kedelig - noget, som virkede voldsomt provokerende på navnlig farisæerne og de skriftkloge. Men Jesus svarede:
	”Johannes Døber er kommet, han hverken spiser brød eller drikker vin, og I siger: ’Han er besat.’ Og Menneskesønnen er kommet, han både spiser og drikker, og I siger: ’Se den frådser og dranker!” (Luk 7,33-34).
	Og Paulus – ham med den flotte tekst fra før om at bære hinandens byrder – skriver i ét af sine breve til vennen Timotheus: ”Drik ikke bare vand, men tag lidt vin for din mave - og fordi du så tit er syg” (1 Tim 5,23).
	Så hvis der er nogen hér, der føler sig lidt sløje i maven, er der hjælp og helbredelse af hente ved festen senere! Forudsat – naturligvis - at brudeparret har sørget for at købe nok ind?!
	Den første fortælling om Jesus som voksen handler lige præcis om et bryllup, hvor der ikke var sørget for vin nok til de tørstige gæster.
	Jesus havde flere yngre søskende – blandt andet en bror, der hed Judas – ironisk nok. Han hørte også til i kredsen omkring Jesus og for ikke at blive forvekslet med den anden Judas – ham, der endte med at forråde Jesus – blev denne Judas kaldt for Thaddæus.
	Thaddæus havde længe været forlovet med en meget smuk pige, og nu skulle de giftes. Hvem der i deres tilfælde havde taget initiativet og tegnet plancher og diagrammer og brøker, ved jeg faktisk ikke – men dengang var det nu typisk manden.
	I begyndelsen gik alt, som det skulle. Der blev spist godt – drukket godt – danset og sunget.
	Hver gang en ny ret kom på bordet, fik gæsterne skyllet deres hænder af tjenerne - det svarer sådan cirka til, at vi tager en ny tallerken – og af samme grund stod der seks store stenkar med rent vand i ved siden af bordet.
	Men så skete der noget. Gæsterne opdagede ingenting, men fordi det nu var hendes søns bryllup, var Maria meget opmærksom på, at det hele var, som det skulle være. Og nu kunne hun pludselig se på vinskafferens bekymrede mine, at der var noget helt galt: Der var ikke mere vin! Og festen var slet ikke slut!
	Hvad nu? – Maria rejser sig og går hen til Jesus, bøjer sig mod hans øre og hvisker: ”De har ikke mere vin!” Ikke noget med: ”Nej” eller ”Det var dog skrækkeligt” eller ”Tror du, Fakta stadigvæk har åbent”. Og da slet ikke noget med: ”Kunne du ikke lige et-eller-andet?”
	Bare: ”De har ikke mere vin!” Hvorefter hun diskret henvender sig til tjenerne henne ved vandkarrene og siger, at de skal gøre, hvad Jesus siger – uanset hvad.
	Og det gør de da også – selvom de ikke forstår noget som helst, da Jesus beder dem om at øse vand fra karrene op i vinkanderne og give dem til skafferen. Godt nok har folk drukket – men det står trods alt ikke så slemt til, at de ikke kan smage forskel på vin og vand!
	Skafferen aner til gengæld ingenting. Han smager bare på indholdet, inden han skænker rundt. Han ved ikke, at det blot sekunder før var vand. Men konstaterer til sin store forbavselse, at den vin, der kommer på bordet nu, er langt bedre end den vin, der hidtil er blevet serveret.
	Så god, at han komplimenterer brudgommen, som heller ingenting ved. - Hvis Charlotte havde været der, ville hun stensikkert have sagt: ”Ej, hvor er det sort!”
	Og så slutter historien.
	Men hvorfor nu tage jer med til bryllup i Kana, når der jo er bryllup lige hér i Herfølge? - Lige netop derfor! For der er jo en grund til, at I er kommet hér i kirken.
	Det kan siges på mange måder – og samtidig er det helt umuligt at sætte ord på. Men i den salme, I har valgt, vi skal synge nu om lidt, der prøver Grundtvig i hver fald…
	Han skrev oprindelig ”Det er så yndigt at følges ad” til et sølvbrudepar, men det kunne I såmænd også næsten have været. I hvert fald kobberbrudepar.
	Og han skriver om kærligheden og om glæden ved at dele. At gode ting bliver dobbelt så gode, når man er to, mens tunge ting kun bliver halt så tunge. – Så er vi tilbage til ved med brøkerne igen.
	Men i sidste vers kommer det så – det, som gør hele forskellen:
	Hvert ægtepar, som med kærlighed
	i Jesu navn holder bryllupsgilde,
	skønt alt i verden går op og ned,
	skal finde tidlig og finde silde:
	Det er dog gammen
	at sidde sammen,
	hvor arneflammen
	er kærlighed.
	Hvert ægtepar, som med kærlighed i Jesu navn holder bryllupsgilde…
	Eller som lyder det i indgangsbønnen ved hvert eneste bryllup hér i kirken. ”Forny daglig vor indbyrdes kærlighed ved Jesus Kristus”. Og det er ikke bare ord. I det hele taget er der ikke meget i kirken, der bare er ord…
	Det er tværtimod dødsens alvor. For hvis kærligheden imellem os som mand og kone skal kunne bære os igennem både medgang og modgang, så er vi nødt til at se i øjnene, at det magter vi ikke alene.
	Før eller siden slipper kræfterne op – ligesom vinen slipper op – og tålmodigheden og alle de andre gode dyder slipper op.
	Den dag, det sker – og det sker for os alle – så gør som Maria ved brylluppet i Kana: Rejs jer og går hen til Jesus, bøj jer mod hans øre og hvisk:
	”Vi har ikke flere kræfter – ikke mere vin – ikke mere tålmodighed!” Og overlad så resten til ham, der kunne skabe vin af vand. Så får jeres ægteskab både krop og ånd, som kan holde livet ud.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email