Hvis du har kommentarer så skriv til Christina Smith smith@privat.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Kære Xx, kære Yy, kære bryllupsgæster
	Når man er ung, leder man efter kærestepotentiale. Når man bliver ældre leder man efter konemateriale. Det var dig der sagde det, Xx, da vi mødtes i begyndelsen af måneden på en af de talrige og vidunderlige sommerdage, der har velsignet os i så rigt mål, og gør det endnu. Og det kunne jeg ikke stå for. For vi leder jo. Selvfølgelig gør vi det, når vi endnu ikke har fundet vores livspartner. Uanset at vi lever i en singlekultur, og uanset at mange af os i lange perioder i vores moderne samfund, lever vores liv alene, fordi vi er blevet kræsne, fordi vi er blevet egoistiske, fordi vi er blevet selvhjulpne, fordi vi er blevet ansvarssvage, fordi alt muligt, ja, så er der vist ingen tvivl om at vi skal være to, for at være fuldendte. Gud så at det ikke var godt for mennesket at være alene, og så skabte han kvinden. To skal vi være - det var meningen fra Skaberens hånd - også selv om vi er blevet så dårlige til at finde ud af det. Så vi leder. Efter hende. Efter ham. Nogle gange bevidst. Nogle gange ubevidst. Nogle gange benægtende. Men vi leder. Efter det menneske, vi skal høre sammen med.
	Og I har nok også ledt. Bare ikke lige den aften, hvor I rent faktisk stødte ind i hinanden. Den aften var I sådan lidt trætte af det der med det andet køn. For det hører også med. Lige så vidunderligt det er, når det fungerer, ligeså krævende og nedbrydende er det, når det ikke gør. Så det kom bag på Jer, at der var det menneske, pludselig, foran Jer, og så ude i byens natteliv. Det var ikke sådan I havde tænkt Jer det. Men helt ærligt. Hvor ofte kommer kærligheden til os, lige sådan som vi havde tænkt os det? Og hvad ved vi om kærlighedens væsen og veje. Ikke meget. Og gudskelov. Kærligheden er så meget større end vi jordboere formår at sætte os ind i. Og den er så vidunderligt uforudsigelig. Og den slår ned, når den vil. På tværs af meninger og ønsker og forestillinger og planer. Og så er det vores opgave at slå til, når den slår ned. Og det er nok så væsentligt. For ét er at kærligheden slår ned. Det er fantastisk og en Guds gave, når det sker. Men så er det op til os at gribe den. At turde gribe kærligheden, når den viser sig. Hvilket slet ikke er så let endda. Der er så meget i tilværelsen der spærrer for at vi tør kaste os ud i livet og gribe de enestående chancer, der viser sig. Det kræver mod og tillid og overskud. Og det er ikke altid vi kan stable disse egenskaber på benene. Nogle gange må vi lade Guds gode gaver ligge uberørt og spildt hen, og det er ulykkeligt, når det sker. Men også nødvendigt og i hvert fald menneskeligt.
	Men I turde godt. Turde gribe fat i det møde. Og udfordre det og udforske det. Og I vidste godt, at dette var noget ganske særligt, og at det nok ville være temmelig dumt at lade det passere. Og I har været hurtige og langsomme på samme tid. For jeres første møde ligger ikke mange år tilbage. Og der gik heller ikke så længe inden, du, Yy flyttede ind hos Xx her i Gimlinge og sidste sommer holdt vi barnedåb. Men I har været langsomme på den måde, at I har været meget bevidste om jeres valg og beslutninger. I er tænksomme væsener, og jeg ved I har været gode til at udtale jeres ønsker og behov over for hinanden. Givet hinanden indblik i jeres syn på tilværelsen. Givet udtryk for jeres værdier, og sørget for at de passede nogenlunde sammen. I har delt ud af jeres inderste, og skabt en tryghed hos hinanden, der gør at I i dag tillidsfuldt kan overgive jer til hinanden. For tillid kræver det, mest af alt, at slå pjalterne sammen. Tillid kræver det, at stole på, at den kærlighed I har til hinanden. At den vil trives og udfolde sig og vokse og blive dybere os større gennem det liv, som I skal leve sammen. Tillid kræver det at bede den anden om at ville elske og ære én, gennem et helt liv, og tage imod alt hvad der måtte opstå, på den vej, som I skal gå sammen. Men når først man er så tillidsfuld, så er man også rustet til den opgave. Så sørg for at I ikke svigter eller misbruger eller krænker den tillid I har opbygget hos hinanden. Det er det dyrebareste I har.
	Hvorfor står I så her i Kirken og får stadfæstet den tillid og den kærlighed? Foran Gud, foran præsten, foran jeres familie og venner. I kunne jo nøjes med at sidde der hjemme i stuen og fortælle hinanden det. Det kunne I gøre hver eneste dag. Det skulle da nok betyde noget. Eller I kunne smutte hen til borgmesteren og bekræfte det overfor ham. Det snakkede vi lidt om, da vi mødtes, og så sagde I, og det var rigtig fint: Jamen, borgmesteren han er jo væk lige om lidt og så sidder der en ny borgmester, og så har vi sagt ja til en eller anden, som ikke er noget. Og det var faktisk simpelthen så flot formuleret, hvad det er, vi kan herhenne i kirken. For uagtet at borgmesteren er en fin fyr, så interesserer han sig ikke stort for jeres kærlighed. Og det skal han sådan set heller ikke. Men Gud interesserer sig for jeres kærlighed. Ja, hvis der er noget der er Guds opgave, så er det at glædes inderligt, hver gang vi mennesker kommer og beder om Hans velsignelse. At I har fundet sammen i kærlighed, og kommer her og beder Ham tage del i den kærlighed, og støtte jer og drage omsorg for jer og gå sammen med jer i den medgang og modgang, som I vil støde på, det interesserer Han sig vildt meget for. Og Han bliver taknemmelig over at I har brug for Hans velsignelse. Det er den ene side af det. Den anden er det, det betyder for Jer. Det der sker med jer, når I lægger jeres liv i Guds hånd. At I kan få lov at komme her med den her store, uhåndterlige størrelse, som kærligheden er, og som dårligt kan forstås og rummes andre steder end her, fordi det netop er for stort for vores bevidsthed.
	Det med at vielsen er et vidnesbyrd. Et vidnesbyrd overfor Gud. Overfor alle de mennesker, der betyder noget for jer, og som I derfor har inviteret til at være vidner for jeres ja, det fik mig til at tænke på sådan en smuk replik, der udspiller sig i den film, der hedder Shall we dance. En vidunderlig film, der gik i biograferne for et par år siden. Det blev ikke nogen stor film, og den er nok allerede gået hen i glemslen for de fleste biografgængere, men det var faktisk en lille perle. Den handler om et meget lykkeligt ægtepar, Richard Gere og Susan Sarandon, men som er faldet lidt i trivialitetens fælde, og en dag udlever manden en gammel drøm og begynder og tage dansetimer hos Jennifer Lopez. Det tror man jo straks går galt, men nej, nej, det er slet ikke det den handler om. Den handler om at få udlevet nogle drømme, at se det store i det små, at finde livsglæden frem og at kunne dele disse drømme med sin elskede. Og i den film, der siger Susan Sarandon om ægteskabet: Vi har brug for vidner til vore liv. Der er en mia mennesker på jorden…jeg mener, hvad betyder et enkelt liv i den sammenhæng? Men i et ægteskab, der lover du at drage omsorg for alt. De gode ting, de dårlige, de grusomme, det dagligdags…alt sammen, hele tiden, hver dag. Man siger til den anden: Dit liv vil ikke gå ubemærket hen, fordi jeg vil lægge mærke til det. Dit liv vil ikke gå ubevidnet hen, fordi jeg vil være dit vidne. Det er supersmukt, synes jeg. I et ægteskab er man vidner til hinandens liv. I et ægteskab bliver man derfor noget enestående, og selv om vi alle sammen egentlig er ret ubetydelige i den store sammenhæng og et usynligt menneske blandt verdens mia af mennesker, så bliver man noget fuldstændig unikt i sin elskedes øjne, man vil ikke gå ubemærket gennem livet for han/hun lægger mærke til én. I skal være vidner i hinandens liv.
	Og vidner til det liv I skal leve sammen, har I samlet her i kirken i dag, så den Guds velsignelse kan falde over alle dem, der skal tage del i jeres liv. Det er vigtigt at vi samler folk omkring os og siger tingene rigtig højt, når vi har et vigtigt budskab til verden. Når I nu om lidt går ud af kirken her, har I Guds velsignelse med Jer. Men Guds velsignelse fungerer ikke kun her i kirkerummet på denne glædesdag, hvor Jeres lykkerus nok sagtens selv kan bære jer igennem. Nej, Guds velsignelse vil følge Jeres ægteskab i alle dagene der skal komme, og I skal bare bruge løs af den. I gode og i triste stunder, til hverdag og til fest, i medgang og modgang, i venskab og i kærlighed. Guds velsignelse kan man ikke tære nok på - den er der til det samme. Fred være med jer og rigtig hjertelig tillykke. Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email