Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	2. søndage efter trinitatis i Solrød og Strandkirken 2008
	NT-læsning: Johs. Åb. 3,14-22Evangelium: Luk. 14, 25-35Salmer: DDS 369, 207, (123 v. 7), 312 – 370, (474) og 629
	Prædiken:
	Findes der noget værre end varme madpakker?Blødt rugbrød med men lunken leverpostej?Spegepølse, der sveder tran, eller mild ost, der er lige ved at flyde væk fra brødet?Ikke så underligt at mange børn smider deres madpakke væk på vej til skole og hellere sulter eller bruger deres lommepenge på en pose chips og en kold cola, for det er dog sprødt og friskt, men ikke særligt mættende eller sundt!Så hellere smide madpakken ind over hækken til de haver, der ligger langs cykelstien på vej til skole…(Jeg behøver vel ikke at fortælle, at vi bor lige ved siden af en cykelsti på vej til skole?)
	Gad vide om Vorherre har det på samme med mennesker, der hverken er kolde eller varme?Lunkne og lune som en skolemadpakke en varm junidag?Noget klamt, man har lyst til at smide over naboens hæk, så man slipper for den vamle fornemmelse inden man enten sluger det råt eller er nødt til at udspy det af sin mund!Anledningen til at tale om lunkne madpakker i dag er naturligvis det skrappe udsagn til dagens epistel til menigheden i Laodikæa:”Gid du dog var enten kold eller varm… og ikke lunken som en skolemadpakke på en varm sommerdag!”
	Resten af teksten er til gengæld ikke nem at forstå.Som hele Johannes Åbenbaring er der her tale om en billedtale, der forudsætter at modtagerne på en eller anden måde er indviet og ved, hvad der tales om.Men indviet og indforstået er modtageren jo da også: Det er en bestemt kristen menighed i Lilleasien begyndelsen af det første århundrede – et fællesskab kristne mennesker, der ved dåben er indviet til et liv i efterfølgelse af Kristus.
	Johannes Åbenbaring er en rundskrivelse til en række kristne menigheder og tiden er under en af de første store kristenforfølgelser, der udfolder sig omkring år 150-160.Netop kan man sige, at det er en tid, hvor linierne blev trukket skarpt op og hvor det at stille sig selv i position i forhold til dem kostede noget.Hvis man meldte så klart ud, at man viste andre, hvor man stod, så skulle man også være parat til at tage skraldet – altså ikke den lunkne madpakker over hækken, men prisen for at stå ved det, man engang har besluttet sig for at være;Et kristent menneske, både for Gud og for andre mennesker!Og kristen det var man jo ved at bekende troen på Kristus, der på den ene side giver os del i alt, der er hans, og som på den anden opfordrer os til efterlevelse og efterfølgelse.At være kristen – dengang som nu - er således en åben udfordring til at være Jesu discipel – gennem dåben i døden blive mere og mere forenet med ham, som vil alt i og for os.
	Selv har han gjort alt for at gøre dette fællesskab muligt.Dagligt træder han os i møde og samler os endog op fra jorden, hvis det er nødvendigt.Samtidig er han på den anden siden også den, der, når vi træder i hans fodspor, vender sig om mod os og siger: ”Hvis nogen kommer til mig, og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel!!
	Det første – hans betingelsesløse henvendelse - er vi som regel rimeligt trygge ved – det sidste er derimod skarp kost for lurvede hoveder!Man kan næsten fristes til at blive forarget, hvad mange jo også både gjorde og gør.Og sejrer denne forargelse – hvad den meget let gør - fører det naturligvis også til, at de må udspy ham af deres mund! Ikke fordi han er ulækker og lunken, men fordi han på en og samme tid er så brændende varm og isnende kold, at det gør ondt at have ham i sin mund!Måske lige så ondt som at bære på det kors, Jesus vidste han ville blive klynget op en dag!I hver tilfælde kender Jesus den skæbne, som han – ligesom alt det andet – også vil dele med os, når han siger:”Den, der ikke bærer sit kors, og går i mit spor, kan ikke være min discipel!”
	Det lyder skrapt og derfor fristes vi til at give den en lidt udvandende fortolkning.Almenmenneskeligt kan det betyde, at ingen skal forvente,”at livet er en dans på roser” eller er ”lutter lagkage”.Tværtimod må vi naturligvis tage det ”sure med det søde!”
	Mere tilspidset betyder det her i kirken, hvor vi forsøger at holde os både Jesu ord og eksempel for øje, at vejen til kristenlivet i visse situationer møder os i form af den modstand, der ikke behøver at være helt uden sammenligning med hans skæbne.For hvis vi vil dele alt med ham, hvorfor kan vi så tro, at vor skæbne skal være anderledes end hans?Hvis discipelfællesskab er livsfællesskab, så hører det hele vel også med?
	Men tilbage til det med at være enten varm eller kold:Hvis man enten er varm eller kold, betyder det ikke blot at man har taget stilling, men det betyder også at man har gjort det på en måde, så både kan ses og mærkes!For menigheden i Laodikæa er situationen måske den, at de går og putter lidt med deres valg. De har uld i munden, fordi situationen for dem ikke synes oplagt til de helt klare udmeldinger.Men man kunne måske med lige så god ret indvende, at fordi tiden er oplagt til klare udmeldinger, er også er risikabelt at komme med dem!
	Det kors, som menigheden i sin bekendelse knytter sig til, er for en tid gemt ind under trøjen, så det ikke falder så tydeligt i øjnene på alle dem:”Der er jo ikke nogen grund til at sætte hinanden i bås!” ”Virkeligheden er jo ikke bare sort/hvid!””Vi skal jo ikke være hverken fanatiske eller fundamentalistiske!”.
	Selv om jeg godt ved, at jeg her generaliserer, så er i det mindste Jesus ord ikke at forstå generelt. Når det lyder: ”Jeg vil udspy dig af min mund”, er det sagt til ganske bestemte mennesker i en ganske bestemt sammenhæng. ”Jeg kender dine gerninger!”, lyder det jo.
	Når Jesus opfordrer sine disciple til at gå i sit spor, handler det ikke om at kaste deres liv væk, men netop om at leve det liv og bære det, som er korset i deres situation og liv! Ikke hans og ikke andres, men den smerte og, byrde,som ligger i det liv, de ikke kan flygte fra.Skal vi derfor vove at tale sådanne ord mod vor egen tid, så er det ikke våben, vi omkostningsfrit kan rette mod alle dem, der ikke kan se det, som vi kan se, og ikke gør det, som vi tror, er det rigtige at tro og gøre.
	Som Christian Richardt så fint har udtrykt det i en salme:Ja, korset knejser over land og bølge,Og hvo vil ikke Jesu indtog følge?Og alle kommer de med palmegrene,Men hvo vil være Simon af Kyrene
	Det er så let at lægge kors på andre, det er så tungt med korset selv at vandre..(DDS 209 v. 4-5).
	Og har jeg så selv vævet længe nok, så nu vil jeg gerne blive meget, meget konkret:Jeg synes ikke, at tiden er til lunkne madpakker, når det handler om religiøs identitet og trosmæssig selvforståelse!Vi oplever i disse måneder en utrolig fokusering på spørgsmålet om at bære religiøse symboler – som det hedder: ”I det offentlige rum!”Der diskuteres dommere med eller uden tørklæder, kvindelige ekspedienter med deres hår gemt væk eller slør, Sikher, der aldrig kører på motorcykel, men som alligevel har - men ikke skal have lov til at have - dispensation til ikke at bruge styrthjelm, når de kører på motorcykel eller knallert – og jeg ved ikke hvad!Hvor er det dog lunkent og vammelt at høre om i et land, hvor vi ved særligt højstemte anledninger identificerer os med en bestemt religiøs tradition og samles af offentlige og nationalt symboler: et flag med stort hvidt kors i midten og et pas med Danmarks Dåbsattest; Jellingestenen med korsfæstede Kristus trykt på allerførste side!!Hvordan mon ordene vil lyde til os, hvis vi som de første disciple søger at følge i den korsfæstedes fodspor?Han, der som opstanden siger ligeud til sin menighed: ”Jeg kender dine gerninger – Gid du dog enten var kold eller varm, så jeg ikke fik sådan en forbandet lyst til at smide dig ind over hækken til naboen!”
	Som forudsætning for det, som jeg nu siger, skal jeg understrege, at jeg naturligvis er fuldt ud klar over, at hverken som menneske, som kristen eller som præst kan jeg forlange noget som helst af andre. Men selve er jeg den sidste uges tid kommet til det punkt, hvor jeg bevidst har valgt at gå med dette sorte læderkors.
	Det gør jeg ikke, fordi jeg ønsker at skille mig ud eller hæve mig op over dem, der tror noget andet end mig, eller dem, der tror det samme, men ikke vil vise det for andre.Men jeg gør det i trods og protest mod alle dem, der tilsyneladende i ramme alvor mener, at man ikke offentligt skal skilte med, hvad der er vigtigt for en!
	Dem vil jeg i ord og handling have lov til at sige imod!Og det har jeg heldigvis lov til – ingen kan forbyde mig at skilte med eller sætte ord, billeder og handlinger på min overbevisning og tro - bare ikke jeg forstyrrer den offentlige orden eller behandler andre med ringeagt.
	Og fordi jeg har ret til og ingen kan hindre mig i det, bør jeg heller ikke forhindre andre i samme ret og frihed! Og hvis nogen vil forhindre andre i det, så bør netop jeg være parat træde frem og forsvare deres ret – også hvis det betyder at jeg bliver mål for vrede, hån eller det, der er værre.
	Det kors, jeg bærer, er ikke et hvilket som helst kors.Jeg fik det af to egyptiske kristne, Nader og Iman, i 1984,da jeg som ung student var på en rejse i Egypten.Nader og Iman var koptere dvs. medlemmer af den gamle egyptiske kirke, der op gennem 200-tallet oplevede flere store forfølgelser og i hvis selvforståelse martyriet er dybt indlejret.En kirke, der på baggrund af denne selvforståelse gennem 1300 år har overlevet skiftende muslimske styrer. En kirke, som udgør et mindretal på 8-10% af Egyptens overvejende muslimske befolkning, men som den dag i dag oplever forfølgelse og kirkebrændinger, skjult og åbenlys chikane, som dens medlemmer kun meget, meget vanskelligt kan opnå ansættelse i det offentlige system.Eller ikke får lov til at udvide bestående eller bygger nye kirker - og får de endeliglov, er det være uden tårn og med forbud mod at ringe med klokke, for det er jo en fremmed religions manifestation i ”det offentlige rum!”
	Dette koptiske læderkors flettet af en from munk i et ensomt ørkenkloster er gennemvævet af tro og bekendelse: Det er et kors, Kristi kors, som han engang for alle led døden på for os.Korset har fire arme for de fire evangelier og evangelister, hvis vidnesbyrd kirken bygger på. Hver korsarm ender i tre knopper, der symbolisere den hellige treenighed, og den ene knop med en hvis kerne for den Hellige Ånd, der oplyser korset gåde for os.Et synligt tegn på, hvor den der bærer korset, hører til i forhold til de skillelinier, andre trak ned over dem og forsøgte at presse dem ud over.
	Gik Nader og Iman så med sådant et kors?Både ja og nej; Korset hang dem ikke om halsen, men det var sandelig ikke fordi det hang dem ud af halsen!Det kors, de hang ved, det havde de tatoveret i håndleddet lige over det sted, hvor pulsåren ligger tættest på huden!På den måde ville de måske sige, at så tæt var de forbundet med Kristus, at han ikke blot var gået dem i blodet, men også; at som han havde givet sit liv for dem, sådan ville de også – om nødvendigt – at give deres liv for ham!Et uafviseligt vidnesbyrd om, at for dem var Kristus vigtigere end far og mor, hustru og mand, brødre og søstre! Ja, vigtigere end deres eget liv!Ville man tage Kristus fra dem, skulle man tage deres liv!
	Dette kors, vil jeg forsøge at bære.Forsøge at bære det som en påmindelse, Nader og Iman engang gav mig og som vi er blevet mindet om netop i dag;at der findes tider og situationer, hvor der skal så meldes klart og tydeligt ud at ingen er tvivl om, hvor vi står og hvad vi mener, når vi siger at vi bekender troen på den korsfæstede og opstandne Herre Jesus Kristus, der byder os at tage vort kors op og bære de på den vej, der er vores.
	Og så har jeg i øvrigt forsøgt at bære korset – ikke så meget på brystet, hvor det jo til forveksling ligner et smykke – men snarere på ryggen, hvor det jo egentligt hører til.Et kors – dvs. et symbol på lidelse og smerte - skal vi ikke bære på skrømt – et kors er et barskt symbol, der ikke blot består af, men også kræver rene linier.Et kors – ikke de andres, men ens eget kors – det bør man bære på ryggen og om nødvendigt ligesom Simon af Kyrene hjælpe andre med at bære. Man skal aldrig pålægge andre at bære kors – eller for den sags skyld forhindre dem i at bære det, de mener at være bundet af – også selvom det bare er et stykke stof!
	At stå frem med et sådant synspunkt i dag kan meget vel komme til at koste både omdømme og respekt, men så må det så være del af det personlige regnskab, vi hver især må gøre op med os selv, om vi vil betale.
	Og endelig skal vi også huske på, at korset jo netop for os som kristne ikke er afslutningen, men netop begyndelsen på det Guds Rige, hvor den korsfæstede og opstandne allerede har gjort fyldest for alle vore synder – selv de mest lunkne og vamle af dem!
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email