Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Pinsedag i Kr. Skensved og Jersie 2008
	GT-læsning: Jer. 31, 31-34NT-læsning: Apg.G. 2,1-11Evangelium: Johs. 14, 15-21Salmer: DDS 290, 330, 287 – 725, (Keltisk salme) og 725
	Prædiken:
	”Jeg er overbevist om, at mennesker ikke holder op med at gå i kirke, fordi de mister troen. Det er omvendt. De mister troen, fordi de holder op med at gå i kirke, og når de holder op med at relatere sig til Gud” (KD 5/5-08).
	Ordene stammer fra et interview med en af de største specialister i teologien omkring Helligånden, ikke blot i Danmark, men i hele verden.Den 73-årige Anne Marie Aagaard, der i 1973 blev landets første kvindelige doktor i teologi på netop en afhandling om Helligånden og som ikke blot har undervist på Århus Universitet – og fungeret som vejleder på en af mine afgangsopgaver – men også har undervist og forelæst på universiteter verden over; lutherske, katolske, ortodokse.
	Og hvad siger så denne ekspert, når hun bliver spurgt om pinsen og Helligåndens teologi, som vi alle har så forfærdeligt svært ved at forholde os til – det være ganske almindelige folkekirkekristne som præster og teologer? Anne Marie Aaagaard svarer:”Jeg må sige lige ud, at for nogle år siden syntes jeg, jeg kunne besvare dette spørgsmål meget bedre end jeg kan i dag. Jeg synes jeg ved mindre og mindre om Helligånden, og er blevet mere varsom med mine ord. Og hun fortsætter: ”Jeg tror på den ene side, at det har noget at gøre med alderen og erfaringerne. Efterhånden ved man meget mere om, hvad man ikke ved. På den anden siden har det at gøre med en bevidsthed om, at Helligånden fylder så meget, at det er svært at begynde et sted”.
	Ikke desto mindre er det Helligånden, som er begyndelsen.Nok er pinsen den sidste i rækken af de kirkelige højtider - jul, påske og pinse - men for kristne som fællesskab såvel som enkeltindivid, er pinsen begyndelsen på livet med Gud.Det er nemlig i og med pinsen, at der sættes ord og erfaringer på det møde med Gud, som går forud for os i tid:Både skabelsen af livet og skabelsen af mig selv som individ – og det møde, som Gud selv satte i stand, da han i Jesus blev mennesker og gik i blandt mennesker.Helligånden er som Guds gennemgående nærvær med i det hele. Og Helligånden er drivkraften i den universelle såvel som individuelle proces, det er at forene Gud og menneske i det, vi kalder kærlighedens fællesskab.
	I den ældste kirkelige trosbekendelse hedder det om Helligånden, at den er ”Livgiveren”, hvilket udtrykker en koncentration af hele den bibelske fortælling.Da Gud skabte verden af kaos hedder det, at Guds Ånd svævede over vandene (1. Mos. 1,2).Da Gud skabte Adam af en håndfuld ler, blæste han ånde ind i jordmenneskets næsebor, så det blev et levende væsen, der kunne forenes med den levende Gud (1. Mos. 2,7).
	Da Jesus blev undfanget i Maria var det ved Helligånden det skete (Luk. 1,35), og da han siden blev døbt i Jordan og netop selv erfarede sit liv og sin gerning som en del af Guds vilje og plan for at overvinde syndefaldets splittelse og isolation, var det Helligånden, han så dale ned over sig i skikkelse af en due (Luk. 3,22).Når Jesus talte og forkyndte skete det i Helligåndens kraft.Og når han helbredte syge og opvakte døde, var det atter Guds hellige skaberkraft, der var på færde.Og da det til sidste blev klart, at Jesus skulle dø og forlade sine disciple, var det Helligånden, han forudsagde og trøstede med, skulle fastholde dem i det kærlighedens fællesskab, som de havde erfaret i vandringen med ham.
	Og sådan kunne vi blive ved med at opsøge sporene af Helligåndens tilstedeværelse og virke i biblen, hvor vi vil finde denne side af Guds væsen som den røde tråd, der gennemvæver alt og alle. Selv der, hvor Guds fravær slår over i en åndelig længsel efter hans nærvær, er det netop erfaringen af den Ånd, der giver os liv, fornyer livet og forbinder os med Gud, som længslen rettes mod.Som når profeten Jeremias i dagens lektie taler om og forjætter den dag, da der skal sluttes en ny pagt med Gud.Ikke lovens benhårde krav om lydighed som betingelse for fællesskab, men hjertets pagt i det indre.Den pagt, hvor Guds vilje er indlejret i mennesket og virker ved sin egen uudgrundelige magt.Hvor alle skal sige; ”Vi kender Gud, for han er hos os!”Hvor vi i tilgivelsens og den ubetingede kærlighed føler Livgiverens åndedræt forene sig med vort, så vi atter bliver væsener, der kan forbinde os med hinanden.Hvor vi lettet mærker, at skylden ikke længere skiller os fra Gud, for han har allerede selv skilt os fra vores skyld.
	Forjættelse er et gammelt ord, der betyder et løfte.Og opfyldelsen af dette løfte er netop det, som pinseberetningen handler om.Jesus har allerede flere gange forudsagt – og det gentages i evangeliet til i dag - at han ville sende en anden i sit sted. Den Talsmand, der skal sige og gøre det samme, som ham, men på en helt ny måde.
	Nu sker det så endeligt: På pinsedagen, som i jødedommen netop blev fejret til minde om dengang Gud gav Moses De ti Bud skrevet på de hårde sten, som er optimale til at slå hinanden i hovedet med, men som i sidste ende aldrig giver viden om Gud selv, men kun formidler hans vilje.
	På den dag sad disciplene i et hus og ventede, hvad der nu ville ske.Selvom Jesus havde sagt: ”I kan bare vente jer!”, så vidste de dog næppe, hvad det kunne betyde, for med Jesus som Guds Søn havde de vænne sig til, at de aldrig vidste, hvad der ville ske udover at de var lige forbavsede hver gang.Sådan om pinseberetningen er skrevet er den imidlertid ikke skrevet som en journalistisk beretning, men som en reflexion over betydningen af det, de oplevede.
	Nøgleordene er, at de var ”forsamlede”, at de mærkede ”et vindstød” som ”fyldte hele huset”, at ”tunger af ild satte sig på dem”, da ”Helligånden” fyldte dem hver især og sammen og at de begyndte at ”forkynde og tale” om Guds storværker.
	At de var forsamlet betyder, at de var en forsamling af mennesker, som bliver til noget mere end de er og kan være i sig selv – de bliver til en menighed båret og gennemstrømmet af Guds Hellige nærvær.Den Ånd, ingen kan styre, men som styrer og leder den kristne menighed og kirke frem til sin bestemmelse.Derfor kalde man med en enkel og letforståelig betegnelse jo også pinse for Kirkens fødselsdag; her bliver det nye fællesskab i verden, båret af den nye pagt, hvor Guds vilje står skrevet i hjerterne, født.
	At dette overhovedet kan ske, markeres ved at det er Guds Skaberånd, livgiverne og fornyeren, som tilgiver synd og sletter skel, der virker. Guds Hellige Ånd, der som et vindstød puster nyt liv ind i verden og ind i den enkeltes indre og hjerte, så troen og tilliden til Gud fornyes.
	Med billedet af Helligånden som en ild, der med flammer fordele sig på alle, skildres den kristne menighed som dels et fællesskab omkring og med den ene Gud, der er alle lige nær, og dels et fællesskab af alle troende indbyrdes.Som Anne Marie Aagaard udtrykker det: ”Med Helligånden er gaven og giveren er den samme!”
	Men også huset, hvor disciplene samledes, bygningen og rammen, hvor vi i dag kan samles, er fyldt med Guds Ånd.En menighed er ikke forsamling af luftige ånder, men mennesker af kød og blod, der behøver faste og trygge rammer at samles under. Kirken er nok et åndeligt fællesskab, men et fællesskab behøver i det mindste et sted at samles og noget håndfast at samles om. Kirken måtte derfor med nødvendighed vokse fra fællesskabets løse rammer til den noget fastere institution, som blev resultatet bare et par hundrede år efter.
	For ånd og institution er ikke nødvendige modsætninger.Hvis Ånden fylder huset, hvor vi samles – hvis Helligånden fylder vore rammer ud med det, den driver os til, så lever vil også budskabet og fællesskabet leve gennem tiden. Men det betyder ikke, at Ånden kan defineres og styres.Helligånden er en del af Guds person og som person er Ånden derfor lige så stor en gåde, som vi er for hinanden og for os selv – hvilket ikke gør livet hverken mindre spændende eller udfordrende. Tværtimod kan der ligge en kæmpe udfordring og drivkraft i netop dette, at vide at vi i virkeligheden ved mindre og mindre om livet i Helligåndens kraft og fællesskab!For ved vi mindre og længes dog efter livet og fællesskabet, så må vi jo opsøge og dyrke det så meget mere, for at holde troen levende i os og i blandt os. Og det gør vi jo bl.a. ved at søge fællesskabet her i kirken.
	Som jeg indledte med at citere Anne Marie Aagaard for, så er det næppe troens uddøen, der er forklaringen på vor svigtende kirkegang, men kirkegangens stagnation, der fører til at vi ikke kan finde ud af at tro på en Gud, vi ikke vil kendes ved i det Ord og på det sted, hvor det stadig lever. Det er, når vi ikke længere relaterer os til Gud, at troen og troen liv dør ud.Ja, det er vel, når det kommer til sagen, når vi ikke længere tør vente på at Gud vil forbavse os, at selv kristenlivet bliver forudsigeligt, kedeligt og livsforladt.Så skal kristenlivet genoplives leves og skal troen fornyes, så er der vel kun et at gøre, nemlig at opsøge og dyrke de få steder, hvor rygtet om alt det, som Gud har gjort for os mennesker stadig lever og overlever.Så må vi blive ved med at døbe og lære, og derved fastholde troen og håbet på, at gennem den handling har Guds også lovet sin Hellige Ånd til den, der ikke lever troen liv – at han i sin Ånd er med os alle dage indtil verden ende!
	Og selv må vi trofast søge det fællesskab, hvor Gud selv sætter os stævne med bønnen om at han til stadighed vil ”rense os fra al synd, styrke os i vort indre menneske ved troen i vore hjerter”, som vi beder forud for nadveren.At det er ham, der med sit fællesskab i os vil sørge for, at ”kærligheden vokser i blandt os, så den udbredes til alle”.
	For kærligheden er buddets kerne og buddets opfyldelse.Den kærlighed, vi ikke kan beslutte os for, men som vælder ud af vort indre, når Gud med sin Hellige Ånd fylder hjerter og huse med sit nærvær for os.
	Og løftet siger jo trods alt, at det er her, han selv vil møde og give sig til kende for os.Hvordan ved vi ikke, men at hans ord til os både er forbundet med hans syn på os og hans gave til os, er det, vi bliver mindet om hver gang velsignelsen lyderHerren velsigne og bevare os. Herren lade sit ansigt lyse over os og være os nådige.Herren løfte sit ansigt mod os – og som han gjorde den første pinsedag – vedblive at forbavse os!
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email