Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Trinitatis søndag i Jersie og Kr. Skensved kirker 2008
	Epistellæsning: Ef. 1,3-14Evangelium: Math. 28, 16-20Salmer: DDS 15, 404 – 478, (TS856/477) og TS 901
	Prædiken:
	De fleste af de ord, som vi netop har lyttet til, dem har vi hørt før – og vi kommer til at høre dem igen – også i dag. For det er jo dem, der siges ved enhver dåb i kirken.
	Dåbsbefalingen - sådan kaldes den korte evangelietekst – hvor Jesus befaler sine disciple, at de gå ud i verden og gøre mennesker til han efterfølgere og elever. Og det skal de gøre ved først at døbe og derefter lære dem alt det, som Jesus har vist og sagt, de skal gøre. Man kalder den også for missionsbefalingen, for det er jo virkelig noget af en mission at blive sendt ud på – en verdensomspændende mission.
	Det kan godt gippe lidt i en, når man tænker nærmere over, hvor stor verden efterhånden er blevet.På den anden siden er opgaven heller ikke afsluttet endnu! Ingen steder står der som på broen bag George Bush Junior, da han proklamerede sejren over Saddam Hussain: ”Mission Accomplished”!Dåben i sig selv har en meget gammel historie. Som kristen skik har den mindst 2000 år på bagen, men også før de første kristne tog skikken op, brugte man dåben som et tegn med en særlig betydning.Man kan derfor sige, at dåben er den samme, men de ord, der fulgte den, og den betydning, man har tillagdt den, har ændret sig meget, fra f.eks. den jødiske til den kristne dåb.
	Allerede i Det Nye Testamente kan vi læse, hvordan Jesus selv blev døbt i Jordans flod. Derude i ørkenen levede en mærkelig mand. Bibelen kalder ham Johannes Døber. Johannes døbte mange voksne jøder, der kom ud til ham. Til Johannes dåb ´var der knyttet nogle ganske særlige krav, idet han forlangte, at de, der ville døbes af ham, først måtte fortryde og angre den måde, de hidtil havde levet deres liv på, og derefter love at leve et anderledes liv efter dåben. Først da tog han dem med ud i vandet og døbte dem ved at dykke dem ned under vandets overflade.
	På den måde blev dåben et billede på noget mere og større end det, der man kunne se, der skete: Det var som om den, der blev døbt, druknede - og så kom der et nyt menneske op af floden. Det gamle menneske, som gik ud i floden, blev ikke blot renset, men skyllede helt bort - og den person, som kom op af floden, var som født på ny.
	Bibelen fortæller, at også Jesus lod sig døbe som de andre. Og da han steg op af vandet, hørte han Guds stemme sige: “Du er min elskede søn, i dig har jeg velbehag.”Det er baggrunden for, at Jesus efter dåben begyndte at forkynde om Gud, som en kærlig far, for hvem ubetinget kærlighed var vigtigere end kravet om anger og forbedring.
	Sidenhen overtog først Jesus disciple og siden de kristne, der fulgte efter dem, dåben. Også for dem blev dåben en indvielse til et nyt liv, men nu var det ikke hvilken som helst liv, der var modellen, men Jesu eget liv, sådan som de havde lært det at kende, mens de fulgte ham – ja, endnu videre strakte de perspektivet, da de også inddrog Jesu opstandelse ind i dåbens perspektiv, således at den, der blev døbt, nu fik del i både Jesu liv, død og opstandelse.
	Det var som om man ved dåben skiftede karakter som menneske – ikke fordi man ændrede sig, men fordi dåben forkyndte, at Gud så på den døbte på en ny måde – så gennem kærlighedens briller.Men når man nu er elsket, så kunne man på den anden side ikke leve på hvilken som helst måde – man måtte selv elske og tilgive ligesom Gud havde elsket og tilgivet den døbte.I begyndelsen var der naturligvis tale om dåb af voksne – både mænd og kvinder, hvilket ikke var så naturligt! – men der varede ikke længe, før man også døbte børn. Og dermed fik dåben igen tilføjet en dybere betydning. For af spædbørn kan man jo ikke forlange, at de skulle leve anderledes, end de havde levet før. Alligevel var de første kristne var sikre på, at de var i overensstemmelse med Jesus selv, når de også døbte små. Det var nemlig ikke så meget menneskers mening og vilje, Jesus lagde vægt på, som Guds kærlighed og tilgivelse. Den kommer altid først og vores er kun et svar på hans!Så når vi i dag døber børnene understreger vi stadig, at det ikke drejer sig om menneskets holdning, meninger, vilje, men at dåben er et løfte fra Gud: at han også regner det lille barn for sit barn.
	Ved dåben døber vi efter Jesu befaling i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Det vil sige at barnet, der bliver døbt, nu ikke blot står i sit eget og i familiens navn, men at det også står i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn - altså hører dem til. Sådan bruger vi også ordet “navn” i hverdagssproget. Hvis man siger “lejligheden står i den og dens navn” - så betyder det, at lejligheden tilhører den, hvis navn den står i.Ved dåben bliver man altså med andre ord ”kristen”. Efter dåben tilhører vi Gud, og hører at vi er hans børn.
	Men hvem er så den Gud? Det har kristne fra kirkens start netop forsøgt at udtrykke ved at kalde Gud for Far og Søn og Helligånd. I et forsøg på at udtrykke og give navn til Guds inderste væsen har kristne fra den tidligste tid talt om, at Gud har tre skikkelser - som Far, som Søn og som Ånd.
	Gud er tre-i-en eller treenig, som vi siger det mest. Det lyder underligt, for efter menneskelige begreber kan tre jo ikke være en, men kirken bruger nu engang disse paradoksale ord om Gud for at udtrykke den dybde og det mysterium, som Gud er.For ud over de tre måder, som Gud omtales på, kan vi ikke med vore ord forstå og forklare Gud.
	Gud er altid større end vores tanker om ham. Derfor ender Brorson da også i sin salme om ”Op al den ting”, ender med at sige:”Hvad skal jeg sige? mine ord, vil ikke meget sige.. ”Selv svarer han i allersidste vers med denne opfordring: ”Opstemmer alle folk på jord med frydetone sammen:Halleluja, hvor Gud er stor! Og himlen svarer Amen”
	Og netop det er både dåbens og missionsbefalingens mål; At alle mennesker en dag skal vore med i det kor, der lovsynger og takker Gud for hans gerning mod mennesker.Det første skridt er at blive døbt ind i fællesskabet med Gud, det næste er at lære Gud at kende som den treenige Gud, så man i tro og tillid bliver stadigt tættere knyttet til ham.- For at tro på Gud Fader er jo, at have tillid til den Gud, der som skaber af alt levende opretholder verden.- At tro på Sønnen betyder, at have tillid til åbenbaringen i Jesus fra Nazareth, som er Guds Ord og udtrykte billede.I hele Jesu liv og hans forkyndelse møder vi nemlig et uendeligt tillidsvækkende billede af Gud.- At tro på Helligånden er at tro på, at Guds magt og kraft er virksom i mennesker og i verden i dag.
	Når Gud er sådan, betyder det, at Gud stadig har en historie fælles med menneskene. Gud har ikke sin egen historie uafhængig af menneskets. Da han skabte mennesket satte han en historie i gang, han selv er part i. Gud ville have nogen at være Gud for. Og han valgte at være part i den historie, da han synligt trådte ind i den ved at blive mennesket Jesus.I Jesus skete den endegyldige sammenfletning af Guds og menneskers historie.
	Og i kraft af Helligånden fortsætter Gud og mennesket med at have historie tilfælles.Dette er også synligt i den måde, Bibelen er bygget op - som en lang fortløbende beretning om menneskers liv med hinanden og med Gud. En beretning, som er åben og uafsluttet i den ende, som er vores tid og rummer vores historie, fordi den i kraft af Guds Ånd, som er hans måde at være os nær i dag, fortsætter i vores liv.For de to børn, der skal døbes i dag, sker der derfor nu det, at de bliver sat ind i og bliver en del af Guds historie. Så får vi endnu engang at høre og se, at Gud også har dem - som alle os andre - med i sin historie. At han lever med i vort liv, ønsker at være en del af det, ønsker at give os inspiration, kærlighed, mod og håb.
	I sit ord, ved dåben og nadveren tilsiger Jesus Kristus os, at vi er omsluttet af ham, og at sådan som hans kærlighed var her før jordens begyndelse, sådan er hans kærlighed ved ethvert menneskes begyndelse, og han følger os, bærer os, går foran os i vores fælles historie, den historie, som ikke engang døden kan gøre en ende på.
	Og dermed bliver det i sidste ende Gud selv, der står inde for at det en dag skal lyde: ”Mission Accomplished”:Den dag Guds kærlighed har nået og er forkyndt for alle mennesker i hele verden.Som det lød i det stykke vi læste fra Paulus brev:”Den frelsesplan for tidernes fylde, at sammenfatte alt i Kristus, både det himmelske og det jordiske”.Men indtil det sker lyder det til os fra ham, som satte det hele i værk: ”Mig er givet al magt i himmel og på – gå derfor med ind i min verdensomspændende mission - og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende!
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email