Hvis du har kommentarer så skriv til Birgitte Refshauge Kjær BKRK@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	Rundt omkring og i Skive by er der indenfor det sidste år kommet 11 nye rundkørsler, som alle er lavet med smukke stensætninger og lys hele vejen rundt og med angivelser af nord, syd, øst og vest, så vi ved, hvor vi er og kan komme sikkert videre. De blev færdige her i juni.
	Den 23. vågnede vi så op til 11 nye kunstværker, skulpturer, eller symboler, der var kommet på plads i hver sin midte af en rundkørsel, og nu kører vi rundt og rundt og kan ikke blive færdige med at kigge og tænke over det, vi ser. På nær to hænger de sammen i familier på to eller tre, og den samlede overskift er Modsætninger. De komplementerer hinanden, og kunne skæres ud af hinanden i hver familie, ud af den samme masse. En af skulpturfamilierne hedder Torvet og Borgen. De er lavet af massivt granit. Torvet er fire kantede søjler, der står overfor hinanden med front ind mod hinanden. Borgen er modsat en stor firkant, en terning med smalle lodrette åbninger, der hvor søjlerne fra Torvet kunne have siddet. Borgen er et lukket symbol, et forsvarsanlæg, hvor man beskytter sig mod verden og forsøger at finde sig et sikkert trygt sted midt i den. Inger Christensen har skrevet et digt, der kunne passe til den skulptur:
	"Et samfund kan være så stenetAt alt er en eneste blokOg indbyggermassen så benetAt livet er gået i chok
	Og hjertet er helt i skyggeOg hjertet er næsten hørt opTil nogen begynder at byggeEn by der er blød som en krop"
	Ikke bare som samfund og folk kan vi stene til og lukke os om os selv. Også som mennesker forstener vi. Ak, nu føler jeg til fulde, hjertets hårdhed, hjertets kulde, hvad udsprang af disse fjelde, navnet værd til at gengælde, frelsermand, din kærlighed?
	Det, der gør noget til et symbol, er, at det sammenholder, hvad vi ellers adskiller. Symbolet skaber en sammenhæng, der er dybere, end vi normalt lægger mærke til. En sten i sig selv kan være et symbol, og dukker den op i en drøm, tydes den som det døde, hårde og kolde, men også det uforanderlige og evige. Vi sætter sten på kirkegården til minde om vore døde, fordi stenene kan holde i mange år. Efter en tid forsvinder malingen med navnet muligvis, og stenens kanter rundes af vind og vejr, men i stenen ser vi alligevel det evige. Selvom stenen kan hugges i form, endda bløde former, så forgår den ikke af sig selv indenfor en tidshorisont, der siger os noget. Et menneskeliv varer måske 80 år mod granitblokkens millioner.
	Men en levende sten, som Jesus sammenlignes med her, hvad skal det betyde? Ja, her sammenholdes det, vi ellers adskiller: modsætningen mellem livet og døden, livets flygtighed overfor stenens varighed. En levende sten er en levende evighed, er evigt liv. Udtrykket evigt liv er også et paradoks, for livet er jo ikke evigt, det ved vi fra vore erfaringer, men det er det, når Gud er på spil som Jesus Kristus i vores liv.
	Jesus er anstødsstenen. Anstødsstenen er det i verden foragtede, det uanseelige, det anstødelige og det afmægtige. Det er det, vi snubler over, det der forarger, det skandaløse. Det er det ved Jesus, som ikke lader os i fred, det er når han igen og igen vender det hele på hovedet for øjnene af os, så vi ikke nødvendigvis får klar tale og klare svar ud af at høre Guds ord. Det efterlyses jo ellers flere steder for tiden, men i stedet må vi igen og igen undre os over, hvad vi hører og læser, og i grunden søge mere efter de gode spørgsmål end efter de færdige lukkede svar. Fra sin fødsel til sin død og opstandelse mødte Jesus igen og igen spørgsmålet om, hvem han dog var, og hvad det skulle betyde? Peters enkle svar er klart: Du er Kristus, den levende Guds søn, men derfra og så til vores liv, hvad det skal betyde, ja derfra er der langt, det er der samtalen på torvet begynder, og helst ikke skal ende for hurtigt med klar tale.
	Jesus var foragtet og gav anledning til forargelse. For det var og er svært at forstå, at Gud ikke blev menneske for netop at demonstrere sin magt. Men hele Jesu liv, død og opstandelse er een lang fortælling om kærlighedens afmægtige supermagt, overmagt, stormagt og almagt, der i sidste ende er større end voldens og tvangens magt. Det kender vi jo godt fra vores liv med hinanden. Et lille barn kan få de stærkeste voksne til at sætte alle kræfter ind på at beskytte det. Den elskede kvindes opmærksomhed kan få den største mand på knæ. I en film forelsker en mand sig i en kvinde, men da hun ikke vil vide af ham, tager han hende til fange og binder hende til sengen. Han trygler og beder om hendes kærlighed og vil slippe hende fri, hvis hun giver ham den. Det gør hun naturligvis ikke. Først da han slipper sin hummerklo om hende og lader hende gå, kan hun komme frivilligt til ham, hvis hun altså vil, og det ender med, at hun faktisk erklærer ham sin kærlighed. Vi kan ikke tvinge nogen til at elske os. Men elskes vi og mødes af kærligheden, bliver livet til. Kærlighedens magt er den afmægtige magt også blandt mennesker.
	Den anstødssten Jesus var og er, er samtidig hovedhjørnestenen. I den levende sten mødes altså modsætningerne ultimativt. At Gud vælger at bøje sig ned over mennesket, at blive et menneske, ja det er Guds storhed. Her samles det sikre evige fundament med anstødsstenens bløde afmægtighed og uforudsigelighed. Her samles døden og livet. Jesus er som hovedhjørnesten centrum i den kristne tro, det er ham der gør forskellen i forhold til andre overbevisninger. Han er den side af Gud, der gør, at muslimer, jøder og kristne ikke taler ens om Gud, og derfor ikke tror det samme. Alt hvad vi siger og tror om Gud, det skal måles på, om det driver på Kristus, som Luther formulerede det.
	På grund af denne levende sten, omkring den, ud af den og i den skal Kirken bygges, ligeledes af levende sten. Peter, Simon Peter, som vi alle elsker, fordi han kunne være hver og en af os, lægges som den første af mange sten. Ham hvis historie vi kender så godt, ham der kan tælle til tre, fordi det var det antal gange, han nåede at hvisle et nej ud mellem tænderne, nej, nej, nej, jeg kender ikke den mand, inden Jesus senere råbte ja tre gange lige sådan, ja, dig kan jeg bruge, ja, vogt mine får, ja, jeg tror på dig! Og her igen, ja Simon Peter, du rummer både magten og afmagten, troen og vantroen, men du er Guds barn og skal bygge, du skal være kirke, min kirke. Vi har således del i Kristus-symbolet. Kirken, de helliges samfund, er mennesker, er os, der inkarnerer kærlighed og evighed, men lever i verden på menneskevilkår. Vi er levende sten, der med os selv skal være kirke, skal bygge op, og skal bekende som Peter: Du er Kristus, den levende Guds Søn.
	Kirken er ikke en borg, hvor vi lukker os inde bort fra verden og krampagtigt holder sammen og holder fast ved det, vi tror, vi ved om Kristus, så vi af frygt for at gøre noget forkert gør det samme fra evighed til evighed. Kristus er evig, kirkens form og udtryk er ikke evige. Vi er netop levende sten og kan bygge en kirke, der er blød som en krop.
	Ser vi skulpturen Torvet oppefra er der et kors inde midt i, det der ikke er stensøjlerne. Torvet er kirken, er hvor som helst, mennesker kommer til det kors, til Kristi kors og lader sig tale til. Kirken er der, vi mødes i bøn og sang, og hvor vi lytter til fortællingerne fra Bibelen, til Guds ord på en måde så det bliver ord til os. Kirken er der, hvor vi møder de andre modsætningsfyldte symboler dåben og nadveren. Symboler, der rummer livet og døden, så det evige liv bliver vores mulighed. Kirken er der, hvor Gud møder os, som han mødte Peter, nemlig som vi er, tvivlende og troende, men dog bekendende. Kirken er det torv, hvor vi møder hinanden og holder lidt at hinandens liv i hænderne, inden vi går videre.
	Det der holder os sammen som kirke er ikke Simon Petre og andre med store nøgler eller titler, men den sammenhængskraft ethvert samfund behøver. Politikere taler om det danske sprog, eller om kánoner af alle mulige slags som det, der kitter samfundet sammen, så det bliver et sam-fund og ikke et hver-for-sig-fund. Men vi tror på Gud Fader, Søn og Helligånd og sammenhængskraften er Helligånden, kærligheden, der som en mægtig magnet holder mennesker sammen, giver dem i hinandens vold og giver dem sprog og krop, så de kan kommunikere. Giver dem mod og fantasi til at være mennesker og være kirke.Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email