Hvis du har kommentarer så skriv til Nynne Reddersen NRE@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	4.søndag efter Trinitatis.
	Hvis man skal tale med Gud, så må man gå op på et bjerg, så man kommer tættere på himlen, - det ved enhver.Gud bor i himlen, - eller på toppen af et bjerg.Det har man altid vist -- bare tænk på gudebjerget Olympen: Skal man i kontakt med de højere magter, så gælder det om at søge op på det højeste sted man kan finde, dér er afstanden imellem himmel og jord mindst.
	Derfor ligger de fleste - både kristne landsbykirker og hedenske helligsteder på bakketoppe, - tænk på f.eks. tempelbjerget Zion i Jerusalem, - som to broder-religioner stadig slås om. Det de slås om, er netop den ældgamle og direkte kommunikationslinie til Gud, som traditionen siger netop befinder sig på dét bjerg.Gud og Jerusalem har en lang historie sammen;- Nok bor Gud på bjerge,- men på nogen bjerge bor han mere end på andre.
	Hvis vi vil Gud noget, søger vi opad, hvis Gud vil os noget, så søger han nedad.I Det gamle Testamente hører vi igen og igen om, hvordan Gud ser ned på jorden og udvælger sig nogle særlige mennesker, til at føre hans vilje ud i verden, - og en af de mest kendte mænd af den slags er Moses. Han befrier det israelittiske folk fra slaveriet i Ægypten, og leder dem ud i ørkenen, hvor de må henslæbe 40 år i sandet, mens Gud håndfodrer dem med manna, for at de kan overleve. Dér i ørkenen lærer folket ydmyghed, gudsafhængighed, eller gudsfrygt og lydighed, - men de erfarer også Guds trofasthed og omsorg.Da tiden er moden til at begynde på at opdrage det udvalgte folk, kalder Gud Moses op på et bjerg,- op på Sinai-bjerget, - og det er derfra han en dag vender tilbage med de to lovtavler, vi i dag kender som de 10 bud.Men Moseloven er jo langt mere end de 10 bud. Sidder man en dag og bladrer rundt i sin Bibel, så vil det hurtigt vise sig at både 3. og 4. Mosebog er store samlinger af love og forordninger.En af dem læste jeg op fra Alteret lige før,- påbuddet om at levne en lille smule frugt og aks efter sig, når man plukker frugt og høster korn, sådan at de fattige og udstødte kan samle sig lidt dagligt brød.
	Kender I sangen "Marken er mejet" ? - det er meget sjovt mæ´ den, - for hér møder vi præcis den samme tanke om ikke at ribbe marken fuldstændigt; - når vi høster den, skal der kun rives let, så der er lidt at samle sammen for de fattige bagefter:Rev vi marken let, det er gammel ret,fuglen og den fattige skal også være mæt. - synger vi.Helt heroppe på vores breddegrader, - mange tusind år senere gi´r Moseloven altså genlyd i en høstsang vi alle sammen kender. Det kan man da kalde folkeopdragelse med en vis rækkevidde.På samme måde ligger Moseloven også i høj grad bagom det, vi hører Jesus sige til os i dag.
	Dagens evangelium er hentet fra den lange tale Matthæus refererer i sit evangelium, og som vi kalder Bjergprædikenen.Igen, - som med Moses, har Gud bøjet sig mod jorden. Der er noget han vil sige os, - der er noget han vil tilføje, - historien er ikke slut med Moses.I har hørt, at der er sagt, siger Jesus, ----men jeg siger Jer - hér er tale om en rettelse!Vor Herre Jesus Kristus sidder på et bjerg og er i gang med endnu et vældigt folkeopdragelsesprojekt.Vi hører ikke noget om, på hvilket bjerg han sidder, - det er også underordnet, det vigtige er at han sidder på et bjerg, li`som Moses gjorde det, - og ligesom Moseloven fra Sinaibjerget var et udtryk for Guds vilje med sit folk, så er det meningen, at vi nu skal se Bjergprædikenen som et udtryk for Guds vilje med os, - denne gang ikke bare rettet imod en lille udvalgt folkestamme, men rettet imod enhver af os, på tværs af alle nationale og folkelige skel.Nok er vi forskellige, - men vi er fælles om at have navn af kristne; fælles om at sidde hér og lytte, og fælles om gerne at ville forsøge at forstå og opfylde nogle af de ting Jesus konfronterer os med, - fordi vi har tillid til, at de indeholder noget, der er vigtigt for vores fælles liv og vores fælles fremtid.
	Og så sprænger bomben: Jeg siger Jer: Elsk jeres fjender, siger Jesus. Hvad er nu det?Nu er det ikke længere nok at elske sin næste, og efterlade lidt brødkrummer i vejkanten til de svageste af vores egne.Nu skal vi også elske fjenden!Jesus udvider hér begrebet om næstekærlighed til også at omfatte andre end dem vi naturligt hører sammen med, - de udstødte inddrages, - dem ingen kan li´, - dem udenfor, - de anderledes, fjenderne, - nu hører pludselig alle mennesker med. Hvordan skal vi kunne rumme det, - det er jo ren utopi?Er det en ny lov, som Jesus kræver opfyldt af sine disciple,- - får vi hér udleveret endnu en målestok, som vi kan måle vores utilstrækkelighed med?At elske min fjende? - sådan rigtig elske? Kan man forlange det af nogen?Vi må gå ud fra, at Jesus mente det alvorligt. At det er hans vilje, selvom kravet forekommer os helt umuligt!
	Enten er det gået frygteligt meget tilbage for os siden dengang mht. til det at elske, eller også er hér tale om et helt andet kærlighedsbegreb, end det vi kender til idag.Hér drejer det sig vist om det sidste!Når vi taler om fjendekærlighed, så forbinder vi den straks med en kærlighedsfølelse, - vi kan ikke meget andet med vores romantiske kærlighedsforståelse i bagagen, - men den er Bibelen ganske fremmed overfor. Hér er det ikke en følelse, der er det afgørende. Hér er tale om i handling at aktivere kærlighed til fjenden. Bed for din fjende og forfølger siger Jesus, og ikke kun for dine venner, - for det gør jo enhver, hils ikke kun på dine venner siger han, men hils også på den fremmede og din fjende. Når man hilser på nogen, sådan som jeg også gør det fra Alteret, når jeg vender mig om og siger "Herren være med Jer", - så kan I høre at der ikke kun er tale om en hilsen, men også om en velsignelse. "Herren være med Jer"!Vi skal ikke nøjes med at hilse på vores fæller, men lade vores gode ønsker følge alle og enhver.Og det er ikke noget vi skal gøre for at opnå nogen belønning i himlen eller sådan noget.Nej, - vi skal gøre det, fordi vi pludselig forstår, hvad det er for en virkelighed, vi sættes ind i, når vi sidder og lytter ved Jesu fødder. Det er en virkelighed der fortæller os, at vi er vor himmelske fars børn, - alle sammen, og at Gud har skabt os i kærlighed.Hans planer lader sig ikke rokke, hverken af vores godhed eller af vores ondskab, og på samme måde skal vi heller ikke lade noget-for-noget tankegang og eksisterende fællesskaber sætte grænser for vores kærlighed til andre.Når jeg møder de andre, så skal jeg forvente, ja, umiddelbart forudsætte, at der også er kærlighed i deres hjerter. Ikke på den måde, at jeg straks skal kunne tvinge den andens kærlighed frem som bevis, - men fordi jeg ved, at Gud fra begyndelsen nedlagde kærligheden i menneskers hjerte. Det kunne han jo netop gøre, fordi han selv er kærlighedens dybeste grund.Forudsætter man sådan en kærlighed hos de andre, så ser man dem, - ikke mere som fjender, men som Gudsbørn, der er kærligheds-krummer i, som man kan slå store brød op af.Med andre ord: Da kan man respektere sin modstander og tro på, at også hans opfattelse er et udtryk for kærlighed og ønsket om at skabe en fælles fremtid.Da åbner man for livets mangfoldige muligheder i stedet for at rive ned og skabe grobund for alverdens vrede og ondskab.
	Er det for naivt? Risikerer man ikke at blive taget gevaldigt ved næsen? Jo, det gør man, men man kan blive snydt på to måder:Man kan blive snydt ved at tro godt om mennesker, og så blive skuffet. Eller man kan snyde sig et helt liv igennem ved ikke at ville tro på det gode, når det er der; aldrig tro på godheden og aldrig stole på kærligheden, - hvilket bedrag er det værste af de to?Hér taler Jesus til os, fordi han stoler på at kærligheden er forsvarligt plantet i vores hjerter, og han ønsker at vække den, ved at vise os en vej ind i sit rige, - selvom det ikke er af denne verden. Han insisterer på at male et billede for vores øjne af en verden, der ikke er flået i stykker af menneskers fjendskab.Måske gør han hér, som digteren siger: Jeg har forsøgt at fortælle om en verden som ikke findes, netop for at den skulle findes.Og det lykkedes for Jesus selv, at oppebærer den virkelighed til det sidste,- fra korset ber han den bøn for sine forfølgere, som vi hér hører ham opfordre os til: Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør!
	Herre!Fordi vi ved, af hvis ånd vi er, lad os da aldrig glemme dit eksempel, i vores omgang med andre mennesker: Husk os på det gamle ord, som siger; at taler man til kongen i et menneske, så får man en konges svar, - men taler man til stodderen i et menneske, så får man stodderens svar.Tak fordi du aldrig opgi´r at tale til os som konger.
	Lov og tak og evig være dig vor Gud,fader, søn og helligånd.En sand Gud, fra evighed og til evighed,Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email