Hvis du har kommentarer så skriv til Paul Kofoed Christiansen kofoed@roskildedomkirke.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Pinsedag (Johs. 14,15-21)
	Lørdag den 16. februar blev det nye smukke skuespilhus på Langelinie indviet. I den forbindelse holdt teaterchef Michael Christiansen en tale, hvor han bl.a. sagde følgende:
	"Dette hus er bygget til ordet og til pausen. Til stilheden. Til fordybelsen. Til eftertænksomheden. Men også til glæden og sorgen. Dette hus er bygget for at sikre os et åndehul i en tid, hvor støjniveauet stiger, og kommunikationshastigheden kan spærre for omtanken."
	Præcis det samme kunne man sige ved indvielsen af enhver kirke. For det er jo netop denne karakteristik, der passer til kirkens rum. Her er vi – midt i en tid, hvor støjniveauet er højt, og hvor kommunikationshastigheden spærre for omtanken - sammen om ordet og pausen, stilheden, fordybelsen og eftertænksomheden. Og vi kommer her i både glæde og sorg. Og baggrunden for, at det overhovedet giver mening at komme her, er pinsens fantastiske og livgivende budskab om – og erfaring af - at Ånden gør ordet levende, så det skaber liv ud af de døde ord.
	Da pinsedagen kom, 50 dage efter Jesu død og opstandelse, var disciplene og alle Jesu tilhængere samt en stor tilrejsende flok af jøder forsamlet i Jerusalem for at fejre pinse – fejringen af Guds pagt på Sinai bjerg. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad.......Tunger som af ild viste sig for dem, og fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål.
	Det er en del af den dramatiske beskrivelse af pinseunderet, hvor det pludselig blev muligt for folk af andre sprog at forstå, hvad der blev sagt. Og det, der blev sagt, var alt sammen noget om Guds storværker, som de forstod, fordi Helligånden gjorde kommunikationen mulig.
	Og det er netop Helligåndens opgave, at formidle, at kommunikere og gøre levende. Talsmanden, Helligånden gør levende. Sådan siger vi i en af vore trosbekendelser. 'Vi tror på Helligånden, som er Herre, og som levendegør...'. Og om den levendegørende Ånd sang vi som indledning så malende med Grundtvig: "Det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemlig gennem løvet, det lufter liflig under sky."
	Ånd har altså også noget med bevægelse og luft at gøre. At gøre levende og at forene trods forskellighed. Det forhold skal pinseunderet bl.a. forkynde os og minde os om - at uden Gud Helligånds evige viften gennem løvet og over støvet - altså over os mennesker, uden det, var vi døde, ja, vi var slet ikke. Det er vor kristne tro. Troen på Kristus, som Helligånden altså skænker os, gør levende og virkelig for os, og forener os i - trods forskellighed og folkeslagenes mangfoldighed.
	At gøre mennesker levende og virkende og skabe tro og håb samt at forene mennesker - det er Helligåndens gerning og pinsens under. Det under siger os, at Gud Helligånd går i kødet og danner en krop. Den krop kalder vi kirken. Det er ikke alene Den danske Folkekirke, heldigvis, nej det er samfundet eller fællesskabet af alle, der tror på og er døbt til Kristus, der er Guds kirke på jord - gjort levende og virksom ved Helligånden.
	Vel er ånd noget luftigt. Det er Helligånden også, hørte vi før. Lyden som af et kraftigt vindstød. Det siger noget om det luftige, der fyldte hele rummet. Men Ånden blev ikke hængende uvirksomt i luften. Den gik i kødet på dem, som var i huset. Det er en betydningsfuld pointe at have med, når vi taler om pinse og Helligånd. Ja, det er vigtigt, når vi taler om vores kristne tro, at vi ikke helt skiller ånd og krop, liv og ord. For det hænger sammen.
	Det er vel også det, Jesus taler om i dagens evangelietekst. Om at elske ham og holde hans bud. Hans bud er ord. De ord kan vi skrive op i en bog. Ja, det er jo allerede sket i evangelierne. Men de er døde ord og bud, hvis ikke der er en levende krop bag dem, eller sagt på en anden måde: hvis ikke der er ånd bag ordene.
	Det samme med ord, som vi siger til hinanden. At sige til at andet menneske: "Jeg elsker dig", bliver kun levende og måske modtaget, hvis der er ånd i dem, som gør dem levende og virksomme og tro-værdige. Ellers er det døde og uvirksomme ord. Men er der liv og ånd i ordene, så bliver de levende og betydningsfulde, fordi der ikke blot er ånd, men der er også en levende krop bag ordene.
	Det er en vigtig pointe at få med, når vi taler om pinse og Helligånd. Pinse er, at Guds hellige ånd forener sig med mennesker og danner en krop, en menighed - kirken. Det er det, Jesus taler om i dagens tekst, hvor han lover, at det skal ske, at han vil sende Helligånden, sandhedens ånd, som skal være hos os til evig tid. "I kender den - (altså Ånden, talsmanden) - for den bliver hos jer og skal være i jer." - I kender den, siger Jesus. Gør vi nu også det? Kender vi sandhedens Ånd, Helligånden? Og er den hos os?
	Jo, jeg tror, at vi kender Helligånden eller mærker den, og at den er hos os. For Helligånden er ikke så fjern fra nogen af os. Vi oplever den mere eller mindre virksom og mærkbar i vort daglige liv med hinanden. Der, hvor vi mærker værdier som nærvær og opmærksomhed, barmhjertighed, tilgivelse, forsonlighed - og der, hvor vi selv bevæges til at være opmærksom og hjælpsom, til at være barmhjertig og til at tilgive, ja, der tror jeg, at det er Helligånden, der er på færde i vort liv. Der, hvor de værdier fylder rummet og bevæger os og rører os, ja, der berører Helligånden vor virkelighed, den går i kødet og forener. Skaber og genskaber fællesskab mellem mennesker, og mellem Gud og mennesker.
	Det er, som Gud lover det ved profeten Ezekiel: "Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggelig holder mine bud."
	– "Elsker I mig, så hold mine bud," siger Jesus og lover det samme - talsmanden, sandhedens ånd, der vil bevæge os til fællesskab, til liv og glæde. At holde Jesu bud, ja, det er at være optaget af hans ord, søge troen i dem, at være åben og nysgerrig for hans budskab.
	Det er pinsens under, at Gud Helligånd fylder os, også selvom, ja, måske netop, når vi føler det allermindst - når vi føler os "åndsvage" eller fattige i Ånden - for Jesus siger jo:"Salige er de fattige i Ånden, de sagtmodige, dem, der hungrer og tørster, for de skal mættes."
	Det er den anden pointe omkring pinsen og Helligånden, vi skal høre og huske på. At Gud ikke er fjern og ligeglad med sin skabning, med mennesket. Det forkynder evangeliet os. I dag hører vi det sagt på den måde, at vi bliver nært knyttet til Gud igennem Jesus. At der er et levende livsfællesskab. "Jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer," siger han.
	Med påsken blev den forbindelse bragt i stand, forkynder evangeliet. Med pinseunderet blev det klart og sandt for disciplene, at sådan forholder det sig - at det fællesskab, Vor Herre Jesus har forkyndt, består og knytter forbindelse tilbage trods afstand og tomhed. Og det, der bliver tilbage og knytter forbindelse tilbage til Kristi nyskabende og livgivende gerninger for os, det er Helligånden, kærligheds og sandheds ånd, som lever og gør troen levende for os.
	I tiden fra påskens dramatiske begivenheder og op til pinse havde alt været tomt og hult for disciplene. Uvirkeligt. Der var en stor afstand imellem dem. Som faderløse, følte de sig. Alt, hvad der virkelig havde betydet noget for dem, det var nu en fjern fortid, de ikke kunne nå. Disciplene havde været vidner til, hvad Jesus havde sagt og gjort. De havde fulgt ham og set alle hans gerninger og undere. Men det var jo dengang. Det var så uvirkeligt og fjernt, lige indtil pinsedagen kom, og Gud selv gennem sin Ånd gjorde det levende og forklaret for dem.
	Pinsedag forstod disciplene, at Gud stadig er os nær i vores liv som den ånd, der gør levende, forener og bærer os oppe dag efter dag med sin kærlighed. De forstod, at intet menneske er forladt af Gud. Der er ikke længere noget så umuligt, at kærligheden ikke kan finde vej og nå sit mål.
	Det kan ingen sige sig selv. Det må vi have fortalt, og det må vi fortælle hinanden. Vi må lægge mund, ja, krop til og lade Ånden bevæge os mod hinanden og for hinanden, så evangeliet bliver troværdigt, virksomt og levende for alle og ikke bare døde ord. Vi må lade evangeliets ord røre os og berøre os, så Helligånden kan puste liv og erfaring af Guds nærvær i os. Derfor sprang der ud af den første pinse en kristen kirke, der trods mange forskelligheder og indbyrdes stridigheder har bestået til den dag i dag. En kirke Til stilheden. Til fordybelsen. Til eftertænksomheden. Men også til glæden og sorgen. Dette hus er bygget for at sikre os et åndehul i en tid, hvor støjniveauet stiger, og kommunikationshastigheden kan spærre for omtanken."
	Det er en kirke, hvor vi holder gudstjeneste og styrkes og fastholdes i troen, og hvor vi undertiden mærker, at det ånder himmelsk over støvet, det vifter hjemligt gennem løvet og lufter lifligt under sky.
	Rigtig glædelig pinse.
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email