Hvis du har kommentarer så skriv til Jørgen Flemming Christensen JFC@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	2. Pinsedag. 12/5-08. 10.00. Johs. 6,44-51.
	Pinse er festen for Helligåndens komme, ja, selve ordet pinse betyder egentlig bare 50 – nu er der gået 7 uger eller 50 dage siden englens forunderlige budskab til de skrækslagne kvinder ude ved den tomme grav påskemorgen, budskabet om dødens nederlag og livets sejr, budskabet om Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
	Det er nu 10 dage siden Kristi Himmelfart, hvor Jesus tog afsked med sine disciple med ordene: Og se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.
	10 dage har de været efterladt alene tilbage, men i pinsen sker det, som Jesus har lovet dem, de modtager Helligånden, som et himmelsk vindpust, et guddommeligt kunstigt åndedræt, der blæser nyt liv og nyt mod og nyt håb i de bange og modløse disciple.
	---
	Det mærkelige er blot, at her til andendagsgildet 2. pinsedag, da virker det fuldstændig, som om ånden har forladt huset.
	Ikke et ord er der om hverken tunger af ild, himmelsk susen eller ophævelse af alle sprogkløfter.
	Hvorfor i al verden nævner dagens læsninger ikke Helligånden med et eneste ord, når pinsen nu ellers skal handle om Helligånden, talsmanden, kærligheds og sandhed ånd, oversætteren, advokaten – kært barn har som bekendt mange navne.
	Hvorfor i al verden er Ånden tilsyneladende erstattet af BRØD ?
	For sådan er det jo; De holdt fast ved brødsbrydelsen, sådan fortælles det om den første kristne menighed, hjemme brød de brødet og spiste sammen.
	Og Jesus bruger samme billede: Jeg er det levende brød, den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.
	---
	Når jeg ser på dette skifte fra Helligånd til dagligt brød, så kan jeg ikke lade være med at tænke på den gamle besindige vending, som vi bruger, når vi synes, nogen er ved at komme for langt op i de højere luftlag, og de måske er lige ved at miste jordforbindelsen i al deres lærdom og særlige højpandede erkendelse: så siger vi nogen gange: tag nu lige og spis brød til.
	For mig er denne 2. pinsedags tekster som sådan en besindighedens replik, næsten som englenes spørgsmål til de himmelfaldne disciple, da de på Kristi Himmelfartsdag måbende står og stirrer op i himlen: Hvorfor står I og ser op mod himlen.
	Som om englene vil sige: kom nu lige ned på jorden igen, det er her, I lever, det er her, Gud har brug for jer og alt det, I skal gøre i Guds tjeneste.
	Himlen må vente, jorden kalder. Tag nu lige og spis brød til.
	---
	Lad mig prøve at illustrere det med en historie
	Det fortælles at Sherlock Holmes og Dr. Watson engang tog på jagt i Afrika.
	Efter et solidt måltid mad og et par gode flasker vin lagde de sig til at sove i deres telt.Nogle timer senere vågnede Holmes, puffede til Watson og sagde: "Fortæl mig hvad du ser Watson"Watson svarede, "Jeg kan se millioner og atter millioner af stjerner.""Hvad siger det dig?" spurgte Sherlock.Watson tænkte sig grundigt om, inden han svarede.
	"I astronomisk henseende fortæller det mig, at der er millioner af galakser og muligvis milliarder af planeter.
	På det astrologiske plan observerer jeg, at Saturn står i Løven og det leder mig til den kronologiske konklusion, at klokken er cirka kvart over tre"Watson fortsatte, "På det teologiske plan ser jeg, at Gud er almægtig og at vi to blot er små og ubetydelige eksistenser i Guds uendelige univers.
	Og min meteorologiske baggrundsviden foranlediger mig til at antage, at morgendagen bliver klar og solrig.
	Men hvorfor spørger du, hvad siger det da dig Holmes?"Holmes var stille en stund, inden han sagte svarede. "Watson, kan du ikke se det,der en, der har stjålet vores telt"
	---
	2. pinsedag bringer os så at sige tilbage til virkeligheden – det drømmeagtige næsten uvirkelige der kan være over pinsedagens himmelske åndsudladninger, det er ikke blot luftig spiritualitet i flagrende gevandter tilsat lukkede øje, røgelse, sfærisk musik og eksotisk mystiske oplevelser af guddommeligt nærvær.
	2. pinsedag bliver vi mindet om, at ånden har form og krop, ånden er virkelighed – ånden vil tage bolig i os og i fællesskabet mellem os.
	Jovist ånden vil knytte det himmelske sammen med det jordiske – det guddommelige sammen med det menneskelige, men ikke så vi mister jordforbindelsen, men derimod så vi får mod og kraft og håb og styrke til at leve her og nu med alt det, som Jesus lærer os om kærlighedens og tilgivelsens Gud som den solide håndbagage, vi bærer med os i alle livets forhold.
	Det daglige levebrød fra kirken.
	Danmarks første kvindelige teologiprofessor med speciale i Helligånden, Anna Marie Aagaard har sagt det skarpt og provokerende: Folk holder ikke op med at gå i kirke, læse i bibelen eller bede til Gud, fordi de har mistet troen – nej de mister troen fordi de holder op med at gå i kirke, læse i bibelen eller bede til Gud.
	For Ånden og troen er fælles om at have krop og form.
	Det er måske en noget grovkornet prædiken i en kultur, hvor det har været et fast mantra, så længe jeg kan huske det, at det er bedre at sidde i kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen.
	For det, den gode professor siger, er jo, at det er løgn, det holder ikke i længden – troen løber tør for brændstof, hvis den aldrig bliver tanket op.
	Troen bliver formløs og sært udflydende, hvis der ikke er noget der er med til at holde og sætte den på plads.
	Se, det burde vi egentlig være rigtig gode til at forstå i en kropskultur, hvor der iden grad er fokus på, både hvad vi putter i munden og hvordan vi bruger vores krop.
	Du bli’r, hvad du spiser, seks om dagen, højst 14/21 om ugen, 30 minutters motion om dagen – ja I kender alle sundhedsapostlenes gode råd og løftede pegefingre.
	Det interessante er blot, at denne 2. pinsedag hævder at hvad der gælder kroppen gælder også ånden og troen – for ånden og troen lever ikke i en lukket spirituel osteklokke – ånden og troen har altid krop.
	Jeg er det levende brød som er kommet ned fra himlen, siger Jesus.
	Jeg er det, troen lever af, finder ny næring i – så spis lige brød til.
	---
	Om vi så som de første kristne er parat til at holde så meget fast i fællesskabet, at vi er villige til at dele alt, det er jo nok dagens andet rigtig farlige spørgsmål.
	Men 2. pinsedag kommer vi ned på jorden igen, hvis vi har bevæget os for højt op i de højere spirituelle luftlag.
	Mennesket lever ikke af Ånd alene, men også af at dele brødet med hinanden.
	Se, det kan nok give os noget at tygge på, når vi lige nu står ansigt til ansigt med en katastrofe som den i Burma – jeg tror de fleste af os så er villige til at yde et bidrag – hvis ellers bare militærdiktaturet vil lade hjælpen nå frem.
	Anderledes alvorligt bliver det, når der ikke er nogen katastrofer til at vække vores slumrende solidaritet – for er vi så solidariske med andre end os selv – lader vi så ånden få så meget krop, at vi er parate til at dele alt med hinanden.
	---
	I den forstand er pinsen dobbelt farlig – for den fortæller os ikke blot, at Gud vil i kødet på os, så vi bliver brændende i troen – den fortæller os også at Ånden har krop og form.
	Troen er ikke en smuk verdensfjern teori – troen angår det hele selv det daglige brød
	Men – og det er så nok værd at lægge mærke til.I kirken står døren åben ikke blot for den som har svært ved at leve op til kropsdyrkelsens skønhedsidealer, fedtprocenter og kolesteroltal.
	I kirken står døren åben også for den uformelige tro og den spørgende tvivler
	For her holder Helligånden åbent hus for høj og lav – skæv og regelret – her indbydes vi alle uden forskel til at knæle ved det samme bord – dele brødet – det brød som tværs gennem tid og rum gør den korsfæstede men igen opstandne Jesus Kristus levende midt i blandt os og inden i os.
	Her må vi deles om det brød, der vil have os til at åbne vore øjne, så vi ikke bare ser, at der er nogen der har stjålet vores telt, men i stjernevrimlenes uendelighed, i magnolietræets blomstring, i solsortens morgensang, i det legende barns selvforglemmende begejstring, i den elskedes øjne, at vi i det alt sammen har øje for, at her har Guds skaberværk form og krop.
	Her kalder det hele på min opmærksomhed og taknemmelighed – her har jeg at leve mit liv med mod og håb og kærlighed – her skal jeg dele min tro og mit brød med det menneske jeg møder på min vej.
	I tillid og tro på den Gud, der har givet mig sit løfte: Og se jeg er med dig alle dage indtil verdens ende – intet – ikke engang døden kan skille dig fra min kærlighed.
	Se det brød er der mod til livet i.
	Så spis brød til – Velbekomme og Glædelig Pinse
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email