Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	4. søndag i advent i Solrød Strandkirke 2008
	NT-Læsning: Fil. 4,4-7Evangelium: Johs. 1,19-28 Salmer: DDS 87, 90, 86 – 89, (474) og 733
	Prædiken
	I en af Benny Andersens forårssange beskriver han rammende forskellen mellem den tid, hvor livsmodet og livsglæde er indskrænket og begrænset - som den er det under lavkonjunktur, sparetider, finansielle krisetider og årstidsbestemte depressioner – og så de ganske få øjeblikke, hvor forårssolen ligesom titter igennem de mørke skyer og sender sine livgivende stråler ned til os.
	Skridt for skridt skriver han sig igennem besparelser på budgettet, træning til skeletter, smerten ved at give afkald på de sidste penge til skatten, den buldrende tomhed i hjerne, sjæl og krop, og istappen, der gror i hans barm, for slet ikke at tale om den caries i tidens tand, der en dag endegyldigt vil skille ham og hans allersidste tænder! Ikke desto mindre slutter hvert vers med hans trodsige klamren sig til solen, der stadig går sin gang over himlen:”Men når foråssolen skinner, blir jeg ung, står jeg op, blir jeg varm og blir jeg glad!”Til allersidst, da det næsten ikke kan bliver hverken værre, slutter Benny Andersen med dette uforlignelige vers:Tag da kun min sidste spinkle mønt.Livets sol er min den sidste del af livet,for som solfanger er jeg nu begyndtat forstå at Alt og Intet er os givet.Og en gang går solen sin runde uden mig,Men når forårssolen skinner, lever jeg!
	Nu er det jo desværre ikke – og langt fra - forår endnu!Vi er endnu kun et par dage før vintersolhvervet og dagen vil stadig blive kortere, natten længere og mørket tættere.Men hold ud! Det kommer – det kommer – det er på vej!Vi skal bare lige over det sidste skarpe hjørne – og så ….
	Ja, hvad så? Hvad regner vi så med at der sker?Hvilken forventning har vi til det, der ligger lige om hjørnet – det, som er på vej – eller hvad venter vi af ham, som gennem hele adventstiden er blevet forkyndt som den ”velsignede, der kommer til os i Herrens navn”???
	Det er nok forskelligt hvad vi hver især har af forventninger til både Jesus Kristus, til julen, der ligger foran os, og til fremtiden som sådan.Nogle kender til skuffelserne og holder belært af skade igen – andre overgiver sig helt uden forbehold til den julefest, der snart for alvor vil overmande og overstråle os.Gennem de første tre adventssøndage er vi også i kirken blevet ført ind i eller ledt ad forskellige forventningsspor.
	Første søndag blev vi sendt tilbage til Palmesøndags indtog i Jerusalem, hvor Jesus på som den sagtmodige og ydmyge konge lader sig hylde af en masse glade menneskeskarer, men hvor de truende skyer af skuffelse og afvisning spiller med som den mørke baggrund for solens stråler.
	2. søndag i advent var det Jesu forudsigelse af endetidens undergang og dom, der markerede den dystre baggrund, hvorpå forventningen om Menneskesønnens komme med magt og herlighed stod skarpt tegnet.Her er det mere end de sidste tænder, vi skal skilles fra – og dog var der også i mødet med dommeren et håb.Løft jeres hoveder: Forårssolen skinner også på dommedag!
	Og i søndags - på den 3. adventssøndag – hørte vi hvordan Johannes Døber sad og fald i mismod i sit fængsel, og som i sin store tvivl om hele sin gerning og eksistensberettigelse, sender sine disciple til Jesus med det pinagtige spørgsmål:”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”Og Jesu svar til Johannes er en henvisning til all de tegn på solskin og forår, som følger i kølvandet på hans virke: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser; Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige!”Altså: se hen på solen og grib ud efter de spredte stråler, som jo trods alt slipper igennem det mørke skydække! Når Gud griber ind og handler i verden, bliver trætte og mismodige mennesker unge, de står og retter sig op, de bliver varme og bliver glade – og begynder for alvor at leve!
	Denne tro og dette håb har også apostlen Paulus grebet – eller er grebet af, for det er jo ikke os selv, der får solen til at skinne – allerhøjst kan vi evt. få øje på den, når det sker!Nej, grunden til at glæden trods alt findes er sjældent vor egen skyld, men som oftest det, der overgår os, når vi ikke kan lade være med at tage imod alt det, som kommer til os.Eller tager imod ham, som gennem adventstid og julefest kommer til os ”i Herrens navn”: ”Glæde jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker – For Herren er nær!”
	Som vi skal synge det til allersidst i dag:Troende hjerter i vinterløbet føder den liflige vår, trykker den til sig i barnesvøbet med et lyksaligt nytår.
	Jamen hjerte, hvad er der så mere at sige?Hold fast og hold ud – så skal det hele nok gå!Det sidste er imidlertid lettere sagt end gjort.Der er en sætning fra sidste søndag, som endnu ikke har sluppet sit tag i mig, selvom jeg ikke tænkte på den da.Det er Jesu afsluttende ord til Johannes, efter at han har udpeget alle solstrålehistorierne, for da siger han:”Salig den, der ikke forarges på mig!”.
	Forarges? Hvad kan Jesus mene med den advarsel?Hvorfor skulle Johannes eller for den sags skyld vi blive forargede på Jesus, for det han siger og alt det han gør?At forarges betyder i denne sammenhæng nok noget i retning af at slibe de skarpe kanter af, så provokationen bliver mindre. At strø sukker på den bitre pille, så den letter glider med.Ikke at tage Jesus på Ordet – at søge at bortforklare det, som er det svære, det udfordrende og det provokerende.
	Det er desværre nok til en vis grad det, som jeg allerede selv har gjort i denne prædiken, hvor det skarpe og udfordrende i evangeliet ligesom er blevet syltet ind i fine og letfattelige paralleller til årstidernes gang! Det er når veltalenhed og den smukke retorik på en måde kommer til at skygge og stå i vejen for budskabet selv.Det er når jeg bruger Når Benny Andersens sang til at udtrykke det, som han aldrig selv ville have lagt ord til.Det er, når det kommer til stykket, når min fremstilling af Jesus som forårssolens lys kommer til at skygge for at han selv kan komme til at stå som den han nu engang er; Et Guds menneske, som ikke kan sættes i bås og ikke kan sammenlignes med nogen anden person eller rolle, fordi han netop som solen er så meget mere større og anderledes end alle mine forbilledlige sammenligninger gir´ udtryk for.
	Johannes Døber, som vi hører om i dag, står på vippen til at falde i samme grøft. Det indtryk han har givet sine tilhører er så stort, så at de religiøse jødiske ledere opsøger ham for at høre, hvem han er og hvad han siger om sig selv.Interessant er han jo, i sin kameluldsdragt og den økologiske og CO2-fattige livsstil i ørkenen, men hvad mere?
	”Hvem er du?”, spørger de? ”Er du den, som vi i jødedommen venter på – den Messias, der skal lede oprøret mod de romerske undertrykkere?”Ser og forstår du dig selv i lyset af fortidens profeter ? Eller måske ligefrem en af dem, der engang skal kommer?
	”Nej”, svarer han afvisende til alle deres forventninger!Tænkt hvad det svar må have kostet Johannes?Tænk hvad han kunne have vundet ved at sige ja!Han kunne bare have sagt ja og modtaget æren, Men han trækker sig i stedet baglæns ud af scenen.”Jeg er bare en røst, der råber i ørkenen!”.”Jeg er den, der sidder i suflørkassen og giver stikord til jer andre om at vende om og rette jeres forventninger mod ham, som virkeligt fortjener at være i centrum”. Johannes er med andre bare en overgangsfigur – og han accepterer det selv!Han er ikke noget særligt i sig selv – han er forløber for en anden, som skal komme, som er større og vigtigere.
	Tænk hvis vi kunne sige det om os selv. Så kunne det jo være, at vi med større ret kunne sige:Tag da kun min sidste spinkle mønt.Livets sol er min den sidste del af livet,for som solfanger er jeg nu begyndtat forstå at Alt og Intet er os givet.
	For det er jo det, der er vor opgave som kristne mennesker; ikke at være den flotte sol, alle andre skal kredse omkring, men at være solfangere, der reflekterer Guds lys og som peger videre hen på ham, der gir os Alt for Intet, og netop derfor får os til at føle os unge, varme og glade. Og måske vi da vil erfare - eller bare trodsigt holde fast ved; at når solen en dag går sin runde uden os, vil Jesus stadig være det lys, der skinner for os, så vi kan leve i ham!
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email