Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	3. søndag i advent i Jersie 2008
	GT-læsning: Es. 35NT-Læsning: 1. Kor. 4,1-5Evangelium: Matt. 11, 2-10Salmer: DDS 557, 77, 276 – 508, (92) og 115
	Prædiken
	Hvad skal der egentligt til for at se?Det mest indlysende svar er vel sagtens: øjne i hovedet!?Men det er ikke altid nok.Det ved enhver, der har prøvet i timevis at lede efter noget, der bare lå lige foran næsen og øjne af en selv.
	Der ligger flere ting i dette:Det første og det vigtigste er naturligvis, at man vitterligt ved, hvad det er man leder efter!Dernæst skal man kunne fokusere på netop dette ene, som er blevet væk (hvad det jo ikke er – det er jo der, hvor det er, men bare ikke dér, hvor jeg ser hen!).Og for at gøre dette, skal man kunne se bort fra alt andet – dvs. på en måde skal man bevidst være ”blind”.Det er faktisk noget meget grundlæggende ved den menneskelige sansning, at vi både ser og ikke ser.Via vore sanser bombarderes vi hele tiden med en masse indtryk, så for overhovedet at kunne orientere os er vi nød til at lukke af og se bort fra det meste!Det tredje er, at når vi ser og sanser, skal vi også tolke og forstå, hvad det er, som vi lukker ind i hovedet.Og her fungerer vores hjerne og erkendelse på den måde, at vi er nødt til at sætte nye indtryk ind i lyset af det, som vi allerede har sat ”på plads” og ”i system”.
	Det betyder at forståelse altid er en tilnærmelse til allerede kendte, og dermed også, at det totalt ukendte ikke har en chance for at bliver set, hørt og opdaget.
	Nu er eller bør dette jo med tiden blive til en prædiken og ikke en teoretisk indføring i sansningens mysterium.Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, hvor tit Jesus taler om og opfordrer sin tilhørere til både at se og lytte. Udtrykkene ”Se!” og ”hør!” gennemsyrer evangelierne og fungerer ofte som en slags verbal pegepind, der skal fremhæve det, som er vigtigt og i fokus.
	Allerede i dagens evangelium lyder det: ”Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder?””Nej, men hvad var det så I ledte efter?”
	Hvis det kun var for underholdningens skyld at folkeskarerne skulle se en ekstra gang på den, der falder udenfor de normale forventninger, så fandt folkeskarerne jo nok det, de ledte efter.Men hvis det vitterligt er en profet, de leder efter, så er det ikke nok at se det, øjnene ser, og høre det, ørerne fanger.Så må man fokusere dybere.Så skal man åbne sit hjerte og sind for det, intet menneske kan sige sig selv, men som alligevel kan blive både set og hørt, når Gud vælger at afsløre sine hemmeligheder for os.Og derfor lyder det også ofte som et omkvæd i evangelierne og faktisk allerede i afsnittet efter prædiketeksten til i dag: ”Den, der har ører, skal hører!”
	Dette er en direkte opfordring til at fokusere og stille ind på en anden frekvens – en frekvens, vi ikke selv finder, men som måske kan finde os, hvis vi er åbne for det. Hvis vi tør være bevidst om at se bort fra det, der er så indlysende, at enhver kan sige sig set selv.At se og søge bagom og under det sagte. At høre det, som Gud hvisker til den enkelte.
	Som Paulus udtrykker det i epistlen:”Fæld ikke dom (dvs. træf ikke den endelige afgørelse) før tiden, dan jer ikke endegyldig mening om det, der sker, det I hører, og det I ser, før Herren selv kommer. For det er Gud, der skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare, hvad hjerterne vil!”
	Når Jesus taler dunder og dom over sine tilhørere, er det ofte med beskyldningen om at være overfladisk og hårdhjertet, fordi de lukker af for ordenes dybere dimension. At være blind og døv er i evangelierne således ikke bare en et ubehageligt handicap, men i lige så høj grad en dom om ikke at kunne og ville fokusere på det, som Jesus eller Gud vil sige til mennesker.
	Men selektiv sansning er nu engang et menneskeligt vilkår – det gælder fysisk som mentalt, at vi er nødt til at fokusere.Og at der er eller kan hurtigt blive en verden til forskel på, hvad det er vi fokuserer på.
	Dette er en helt almen betragtning, som jeg senest har mødt på et kursus i det sociale samspil mellem mennesker, nemlig at den forståelse af virkeligheden, som vi vælger at handle ud fra, i sagens natur ikke er hele virkeligheden, men altid kun den del, som vi har valgt at lukke ind og tage hensyn til i vores fortolkning.Da vi ikke kan rumme alt, er vi nødt til at vælge ud – og den virkelighed, vi handler ud fra, er sammensat af vore valg og fortolkningen af disse.
	Virkeligheden er altså en ”social konstruktion”, siger man.I første omgang min egen konstruktion – i næste omgang en konstruktion, vi i fællesskab bygger videre på ved at tale og handle sammen og derigennem når frem til enighed om, hvad det nu er, der er spå spil imellem os.At vi alligevel ikke altid er så enige, som vi tror, det vidner talrige misforståelser om – altså dem, vi opdager!Og nu komme den sidste pointe i denne almene introduktion – af samme grund siger visse sociologer, at det er vigtigt at være bevidst om, hvad man vælger at se og fokusere på. For ikke blot skaber det, man fokuserer på, den virkelighed, man handler ud fra – det man fokusere har også en stærk tendens til ikke blot at forblive i fokus, men også at vokse! Det gælder alt det, der er på spil mellem os mennesker, men det gælder altså også troen på Guds muligheder.Det, vi sætter i fokus og har vort håb og forventninger til, det vokser – og resten blegner!
	I det lys vender jeg mig nu mod Johannes Døber, der har prædiket om ”Ham, som kommer i Herrens navn”. Først døbte han ham i Jordan – siden fulgte han nøje Jesus, da han indleder sig gerning med at prædike Guds Rige.Johannes har altså hele vejen igennem haft Jesus i fokus, men nu på falderebet – nu hvor hans personlige skæbne er beseglet – kommer han pludseligt i tvivl og sender sine disciple til Jesus med spørgsmålet:”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”
	Jamen, hvad eller hvem havde Johannes da egentligt ventet?Ja, hvis man skal tro Mattæus omtale af Jesu dåb to ting:Johannes ventede først og fremmest en domsprofet som sig selv – en, der ubarmhjertigt og uforfærdet turde kaste sandhedens skærende lys ind over de mørke hemmeligheder, som mennesker helst gemmer for sig selv.
	Dernæst ventede Johannes en, der med dåb i Helligånden kunne forny den gamle faldne og mørke verden, så den blev et godt sted at leve for lysets børn.
	Men hvad var det da at Johannes så med sine øjne?Jo, naturligvis så han at Jesus som en anden profet både vakte forargelse og virkede splittende på mennesker.Jesus sagde og gjorde ting, som tvang folk til at tage stilling - både til det han sagde og det han gjorde.
	Men så egentligt heller ikke mere!Når Jesus prædikede syndernes forladelse og selv tilgav mennesker deres synd, så gjorde han det grænseløst og ubetinget – ja, han lod dem fortsat leve endog med løftet om Guds fortsatte barmhjertighed og nåde hvilende over sig!
	Hvor farisæerne og Johannes Døber fokuserede på adskillelsen i den dom, der engang måtte komme, der fokuserede Jesus på det helende, forsonende og samlende i forkyndelsen af det evangelium, hvor Gud Rige allerede er på færde i verden – og hvor der er plads til alle og enhver.Og derfor får Johannes det svar, han ikke kan sige sig selv, fordi han nok ser, men alligevel ikke er efter det rigtige:”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser; Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige!”
	Ja, det er det, der handler om; evangeliet, befrielsen og frelsen forkyndes og udøves allerede her og nu, når mennesker befries for alt det, der holder dem låst fast i gamle mønstre og stive forventninger til, hvad der kan ske – når man kun ser på overfladen.
	Vi skal se! Altid se efter mere end hvad øjet kan få øje på!Lad være med at forarges over det, du ikke kan forstå!Tro og bliv ved med at tro, at Guds kraft er på færde.Bi, vent og hav tålmodighed – en dag kommer det, som du håber og venter på.
	Da kan spørgsmålet til Johannes Døber måske også kan gå hen og bliver pinagtigt påtrængende for os:Hvad venter vi på - og hvad håber vi hver især på?
	Hvordan skal Guds Rige være, for at vi - for det første – overhovedet ville begynde at lede efter det, og - for det andet - ville kunne få øje på det, når vi mødte det?Hvordan kan vi vide, hvornår Gud er Immanuel for os dvs. møder og er med os, ikke som dommer, men frelser?
	Først når vi ved det, kan vi også vide og se, om det er det, han kommer med – om han er eller bringer det møde mellem himmel og jord i stand, som er indholdet af både evangeliet og den forestående julefest!
	Og så vil jeg som modvægt til det lidt tunge og teoretiske betragtninger slutter med noget, som på en meget enkelt måde udtrykker den samme fokusering på det, som man gerne vil have til at vokse og fylde sit liv - det, som jeg påstår ligger I Jesu svar til Johannes Døber.
	Det er den uforlignelige Piet Hein, der i et GRUK siger:Pessimisterne er dog de reneste tåber -de tror på det modsatte af, hvad de håber.Nej, de optimister, som livet beror på,er dem, som tør håbe på noget, de tror på.
	Både som udtryk for almindelig snusfornuftig livskundskab, sære socialkonstruktionistiske mekanismer og den rene og pure kristentro giver dette god mening.I det sidste tilfælde ikke mindst, hvis det er Gud selv, der er i centrum for vor tro og vort håb! Hvor det altså ville lyde således:De optimister, som livet beror på,er dem, som tror Ham, som de håber på.
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen
	Anden og alternativ slutning:
	Der var engang to munke, som sad og læste i en bog om livets visdom og sandhed.I den bog læste de da ordene: ”Ved verdens ende skal der være et sted, hvor Himmel og jord mødes – og på det sted finder man den største lykke, som kan gives et menneske”.
	De to munke besluttede da, at de ville søge dette sted og ikke vende om, for de havde fundet det.Således vandrede de to gennem hele verden, mødte utallige farer, led al verdens afsavn og afviste alle de fristelse, der ville føre dem bort fra deres fortsæt.
	I bogen havde de også læst, at der, hvor de ville hen, der ville der være en dør, og når man bankede på den, så var man straks hos Gud.
	Til sidst fandt de da også, hvad de søgte.De fandt døren og de bankede på den.Med bævende hjerter så de døren åbne sig.De trådte ind i lyset og de åbnede deres øjne vidt op, for at se, hvor de var.Og se, de befandt sig atter i hver deres gamle klostercelle!
	Og da forstod de, at det sted, hvor himmel og jord mødes, der hvor den største lykke et menneske kan møde, der hvor man står overfor Guds selv – det sted findes, men man behøver ikke at lede efter det ved verdens yderste ende.
	Man finder det, hvis man søger og leder efter det der, hvor man er, hvis man stiller øjne og ører ind på den rette frekvens, hvor Gud har sat os.
	Den, der har øjne at se med og ører at høre med, han eller hun vil selv vide, hvad det betyder.Det behøver man ikke at gå ud i ørkenen for at se.Eller løbe vild i skoven for at høre.
	Det taler Gud selv til den, der venter på at Gud vil tale og som derfor formår at ser mere ned øjet ser og øret hører.Den som altså fokuserer på troens tale.Og se, da bliver der ingen ende på, hvad man får at se!
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email