Hvis du har kommentarer så skriv til Henrik Busk Rasmussen HBR@KM.DK Hvis du vil printe siden ud se her

	3. Søndag i advent
	tekster: Es. 35; 1. Kor. 4,15; Matt. 11,2-10.
	Salmer: 3- 78 – 86 // 54 – 439,1 – 80,4-6 – 108.
	Bøn: Forventningens Gud. Du, som skaber nye dage og nye muligheder,Ny tro og nyt håb: kom til os og lær os både at se og høre.Fyld os med din fred, så vi åbner vore hjerter for den glædeOg kærlighed, du rækker vor verden i din søn, Jesus Kristus.Amen.
	Prædiken:
	Jeg husker, at jeg læste i Vendsyssel Tidende – det er vel at mærke nogle år siden – om en ungkarl, der fik indlagt elektricitet i sit hus. – Han boede på Toppen af Danmark, som det kaldes den allernordligste del af Vendsyssel. – Kommunen betalte vist nok, og da elektrikeren omsider havde gjort installationen færdig og havde sat en nøgen elpære i fatningen, - ville han da høre – lad os kalde ham for Marinus, om ikke han var spændt på resultatet? –
	For et skarpt og uvant lys fyldte for første gang stuen og afslørede en del. – Elektrikeren skulle have spurgt: ”Hvad synes du så, Marinus?” – Nu var Marinus ikke af dem, der bruger ord som utrolig i flæng, - så efter en stund at have iagttaget sin stue i et nyt forklaret lys, - nøjedes han med konstateringen - : ”Jamen, der var da ”i wældig klåring”. –
	Opklaring eller klarhed – eller forklaring, - det er, hvad Johannes Døberen søger og spørger efter – i dagens tekst. Han virker faktisk ikke sig selv; - han virker så forandret og ret så anderledes i forhold til, hvad vi ellers har hørt om ham.
	For vi kender ham ellers som en strid herre med karsk tale. Han plejer at være et religiøst stormvejr, der pisker hen over landskabet og river døde træer op med rode, knækker spinkle tankebygninger og kaster rundt med tågede gudsforestillinger. –
	Derfor er det klar og karsk tale, vi kender Johannes Døberen for. Han er som en sneplov, der gør et ihærdigt forsøg på at bane sig vej igennem alle forhindringer – for at afdække vores længsel og for at pege på, hvor al vor længsel kan nå til indfrielse og opfyldelse.
	Og hvis man ville møde ham, måtte man følge med til Palæstinas ørken, - på kanten af civilisationen, - her, hvor solen brænder ligeså ubarmhjertigt som ordene fra endetidens store person. –
	Og mange var de, som opsøgte ham. Nogle, fordi de kom i længsel efter at leve et anstændigt liv. Andre kom derimod af nysgerrighed og for at blive forarget over det, han sagde og råbte. Han talte magthaverne og religiøse ledere ret imod. –
	Hvem er du? Spurgte nogle. – Er du en profet? Er du Messias? Eller skal vi endnu vente? Spurgte andre. –
	Og mon ikke Johannes kunne være fristet til at sige, at HAN var Messias. Men hver gang stod han imod fristelsen – og pegede bort fra sig selv, idet han sagde, at han alene var forløber og vejbereder for Messias.
	Johannes Døberen er den stærke og kraftfulde taler. Sådan kender vi ham. Men i dag er han anderledes. Nu virker han svag. I dag møder vi tvivleren. Han er ikke alene kommet i tvivl om sin egen rolle og opgave her i livet. Nej, han er kommet i tvivl, om Jesus vitterlig ER Messias.
	Johannes var i en kvalfuld tilstand af tvivl. Men han gjorde det eneste rigtige: han rettede sine spørgsmål til Jesus selv. –
	Og hvad svarer Jesus? – Ja, Jesus kommer ikke med noget mægtigt, der på en magisk måde får tvivlens tåge til at lette. Han spørger stille og nøgternt: Hvad hører I selv? Hvad oplever I? – Hvad ser I?
	Han svarer: Lyt til de gamle forjættelser, - de gamle fortællinger, som blev talt til trøst for mismodige mennesker – lyt til dem alle sammen, - og bemærk: de fortællinger og de gode billeder er ved at gå i opfyldelse - :
	”Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”. –
	Johannes sendte bud fra fængslet i borgen Makærus – Herodes’ mægtige grænsefæstning, der med sine 75 meter høje tårne blev kaldt for Arabiens vagttårn. – Han sendte bud - : Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?
	Johannes’ spørgsmål gik på, om Jesus af Nazareth vitterlig VAR indfrielsen af de gamle profeters løfter. –
	Og det er i grunden et godt spørgsmål, - for hvad mener vi selv, når vi taler om troen på Jesus Kristus? Hvad mener vi om ham? – Hvem er han?
	Ja, allerede for to tusinde år siden var billeder og forestillinger om ham – betragtelige og mange. Man titulerede ham med forskellige æresbevisninger, - gav ham forskellige titler. Og sådan er det endnu.
	Selv om interessen for religion og kristendom synes vigende i de her år, - så er interessen for Jesus lige stor. For Jesus kan alle godt lide. Han er både kærlig og klog, han er helt fri af pengebegær, skubber ingen ejendom foran sig. Nej, han er rig på kærlighed. Han behandler alle som jævnbyrdige, og kun dem, der gør ham fortræd, er han streng imod. – Han har rige evner som fortæller, - og som læge, som medmenneske. HAN er det ædle forbillede. –
	Ja, sådan kan alle lide Jesus. Denne SUPERstar går aldrig helt af mode. –
	Men hvad er det, der gør Jesus særlig og betydningsfuld og væsentlig for os? Ja, det kommer især til udtryk og frem i den trosbekendelse, som vi sagde med på her i dag, og som kaldes Den nikænske trosbekendelse. –
	Hvem er Jesus? – Ja, det er på baggrund af en diskussion om, hvem Jesus er og hvad hans betydning er, at man formulerede – Den nikænske trosbekendelse.
	Spørgsmålene gik dengang på: Var Jesus Gud eller menneske, eller var han begge dele – og hvordan skal det i grunden forstås? – Var Jesus udelukkende Gud? Var han ånd fra det guddommelige, der for en tid havde klædt sig ud i en menneskekrop for så at forlade den forpinte krop på korset og flyve til himles igen? – JA, det var der nogle, der mente, - og nogle af dem skrev sågar evangelier, f.eks. Judasevangeliet, der blev talt så meget om for måneder siden, og som mest udtrykker den åndelige Jesus iklædt et skinlegeme. –
	Eller var Jesus udelukkende menneske? Et særligt menneske – vel at mærke? Et særligt menneske, udvalgt af Gud og givet særlig indsigt i det guddommelige og med mulighed for at vise den rette livsførelse? Og så alligevel bare et menneske, skabt ligesom alle andre? – Ja, det synspunkt blev fremført af teologen Arius, og det er et synspunkt, der gennemsyrer bestsellerromanen ”DA’ Vinci mysteriet”, som mange læste for nogle år siden.
	Altså. Er Jesus kun ånd? Eller er han en mellemmand? Eller er Jesus – sand Gud og sandt menneske på samme tid? – Ja, det var diskussionen, der udfoldede sig i kristenheden, og som fik sit særlige udtryk i Det gamle Tyrkiet. Det var diskussionen, som udfoldede sig såvel blandt lærde folk som lægfolk. – JA, det blev vendt og diskuteret over alt – sågar hos barber og frisør – ja, hvad snakker vi i dag om, når vi sidder hos frisør? –
	Og diskussionen blev taget med til byen Nikæa i Tyrkiet; og resultatet blev den trosbekendelse, som vi sagde sammen – nemlig Den nikænske trosbekendelse. – Og det var også efter det møde i Nikæa, at man begyndte at fejre Jesu fødselsdag.
	”Jamen, det var da ”i wældig klåring”, sagde Marinus som svar på en elektrikers spørgsmål, da et skarpt og uvant lys for første gang fyldte stuen og afslørede en hel del. –
	Og ”i wældig klåring” eller oplysning kom også til mig for en tre uger siden. Det var i London i Hyde Park i ”speakers corner”, som er ytringsfrihedens Mekka (hvis man da kan bruge kan bruge det udtryk – ytringsfrihedens Mekka – for der er vist ingen ytringsfrihed i Mekka), men det er der i London og på ”speakers corner”, hvor enhver har ret til at ytre sig om hvad som helst – og til gengæld må man vente sig at blive modsagt af sine tilhørere. Det er en del af søndagens underholdning for mange. –
	Og her var en del, der fremførte sine synspunkter – nogle talte politik, andre talte om frihedsrettigheder, og nogle om religion. Og her gik det op for mig, hvor meget Jesu person faktisk fylder - :
	Var han et almindeligt menneske? Var han en profet? Var han halvgud? Eller var han både Gud og menneske på én og samme tid?
	Ja, måske kan både den nikænske trosbekendelse og nogle diskussioner i Hyde Park en mørke-grå søndag i november – lyde som tanker for viderekomne. Som spidsfindigheder. –
	Men faktisk er det ikke ligegyldige spidsfindigheder. For det handler om liv og død - : For var det virkelig Gud, der gik ind i vores verden som Jesus og påtog sig vores skrøbelighed og døde vores død. Eller blev Gud i sin himmel og holdt sig for god til at blande sig så bogstaveligt med verden og nøjedes med at sende os en løftet pegepinger og et godt eksempel: Et ædelt menneske eller en profet. Ja, det er det vigtige spørgsmål.
	Hvad mener vi om Jesus Kristus. Ja, vi tror, vi fejrer Jul, fordi Gud selv blev menneske. Gik ind i verden for at dele vore menneskelige vilkår. Og Gud gik ind i verden for at dele sit liv med os. Ja, siden julenat har vi ikke kunnet tænke Gud uden også at tænke menneske. Og omvendt: mennesket er utænkeligt uden Gud.
	Således er Jesus – både sand Gud og sandt menneske. Det lyder måske mærkeligt og dybsindigt, og det er vel en dårskab for grækere og en forargelse for jøder – for at udtrykke det som apostelen Paulus. Men det er, hvad vi tror.
	Og på den måde bliver Julemorgen VERDENSHISTORIENS store morgen. I fodertruget i det spæde morgenlys ligger det menneskebarn, som er Gud, vores Skaber og frelser – og altings nye begyndelse.
	Amen.

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email