Hvis du har kommentarer så skriv til Michael Rønne Rasmussen mirr@get2net.dk Hvis du vil printe siden ud se her

	Sidste søndag i kirkeåret 2008 i Jersie og Havdrup
	GT-læsning: Mika 4,1-3NT-læsning: 1. Kor. 3,10-17Evangelium: Matt. 11,25-30Salmer: DDS 732, 478, 356 - 678, (474) og 426
	Prædiken
	Da jeg for to siden sidst prædikede over dagens tekst, talte jeg om den travlhed og stress, som kan forstås som modsætning til den fred, Jesus taler om i dag.Baggrunden var bl.a. en hel masse aktuelle undersøgelser omkring problemets udbredelse og omfang.
	To år efter kan vi konstatere, at problemet stadig ikke er løst – heller ikke i Folkekirken.Helt tilbage til 2002 foranledigede daværende kirkeminister Tove Fergo en undersøgelse af arbejdsmiljøet i Folkekirken.Da den et års tid senere var klar, viste den i korthed at nogle præster og kordegne havde det svært med stress, mens den medarbejdergruppe, der trivedes bedst var graverne på Kirkegården!
	Nu har I naturligvis lov til at spørge, hvordan i alverden præster overhovedet kan blive stressede?
	For det første er det jo en almindelig kendsgerning,at vi først og fremmest og for det meste kun arbejder én eller højst to dage om ugen, nemlig når vi skal forberede og holde vores prædiken om søndagen!Dertil er blot at sige, at forskningen med al tydelighed viser, at det ikke er arbejdets mængde, der skaber stress!Både for meget og for lidt arbejde kan skabe den spænding, vi kalder stress, og som i lige så høj grad handler om hvordan ens arbejde bliver vurderet og værdsat.
	For det andet – og måske lidt mere alvorlige – så er det en præsts fornemste opgave at forkynde og gå i front med det evangelium ud, som siger, at det er af ren og skær nåde og uden gode gerninger, at vi frimodigt kan stå frem for Gud. Om nogen vurderes vi netop overfor Gud ikke på det vi gør.Selvom Paulus i dagens epistel taler om, at enhver bygmester skal gøre som han nu kan; bygger med enten guld, sølv og ædelstene eller med træ, hø eller halm – og at enhvers arbejde en dag skal blive prøvet med ild – så slår han samtidig fast, at vi for det første blot bygger videre på en grundvold, der allerede er lagt, og for det andet nok skal blive frelst – også selvom vort arbejde viser sig at være hø!
	Alene af den årsag burde præster ikke være stressede! For som der står i det Præsteløfte, vi afgiver ved vor ordination: ”Alt dette lover jeg med regnskabsdagen for øje samvittighedsfuldt at ville holde, efter den nåde, som Gud mig dertil vil give”.Den sidste sætning har – tro mig – ofte været mange præsters trøst, når de kom dertil at deres egne kræfter eller tro slap op og de følte sig tomme og udtømte for energi.Måske en eller flere har glædet sig, når de hos apostlen Paulus kunne læse, at han ligefrem var stolt af sin afmagt, fordi han så den som forudsætning for, at Guds egen magt kunne komme til! (2. Kor. kap. 12 b. 1-10).
	Men nu skal jeg ikke taler mere for min syge moster og min egen stand, for problemer et alment udbredt i befolkningen – ikke bare fordi vi alle har så travlt og gerne vil nå så meget, men fordi vi alle er underlagt et fælles livsvilkår, der ikke lader nogen af os i fred.Det er nemlig også klart, at det er det moderne menneskes selvforståelse, der står i vejen for at det kan hvile i sig selv.
	I de ”såkaldt” gode gamle dage var identitet og selvforståelse i høj grad noget, man overtog og fik givet af sine umiddelbare omgivelser.Kultur, tradition og andres forventninger fortalt mig hvem, jeg var; jeg var dansker, jeg var dreng eller mand, jeg var mine forældres barn og traditionen angav uden at give andre muligheder at jeg var kristen – og alle disse definitioner var nogenlunde entydige og lette at overtage. Hele skolegangen og den almene dannelse lagde egentligt bare op til at man tilpassede sig og derigennem fandt sin plads som en lille del af en større helhed.I dag er alt dette vilkår markant anderledes.Det moderne mennesker får ikke lov til at hvile i det givne, men har som sin største opgave og ansvar at bygge sin egen selvforståelse og identitet op.Det moderne mennesker kan ikke bare overtage sin identitet gennem tradition og andres forventninger, men må på egen regning og risiko hele tiden ”vælge” sig frem gennem livets mange muligheder.Vi kan, som sociologen Anthony Giddens udtrykker det, allerhøjst slippe af med at se tilbage på vor livshistorie, som noget, der ligger nogenlunde fast.Helt bortset fra, at selvom vi har en forudgående livs- historie, så er der ingen der behøver at acceptere den – vi kan godt forkaste den og starte forfra på en anden!
	At være nogen, vil sige at have en nogenlunde fast identitet, men det har det moderne mennesker – og slet ikke de unge af i dag – ikke mulighed for, fordi alt det, de kan knytte til ved i deres omverden er under stadig forandring.Derfor skal vi ikke først og fremmest hænge fast i fortiden - vi skal først og fremmest være ”omstillingsparate”.Derfor kalder sociologer heller ikke længere det moderne menneskes for et individ, men derimod et ”situid”, hvis identitet kun gælder i en bestemt situation og hvis selvforståelse derfor også må ændre sig, når situationen ændrer sig – og så ender man med at være et ”fluid” – et flydende selv.Alt dette må i sagens natur ende i en form for konstant uro og eksistentiel usikkerhed – og måske i sidste ende også stress over altid at være på vej – at være en hvileløs nomade på vandring efter et sted at hvile ud - altid at række ud efter et det fundament, der som et fata morgana forsvinder disen.
	Modsætningen hertil kunne være forkyndelsen af den fred, som gives ufortjent og derfor kan modtages som en gave fra Gud, hvis vi tager Gud på hans Ord og tror det evangelium, som Jesus rækker frem imod os.En sådan tro er nemlig ikke afhængig af os, men er et urokkeligt fundament lagt af Gud, som vi hver især får lov til at bygge vores tilværelse på – ikke alene, men med og hos den Ånd, der gennemtrænger alt menneskeligt med Guds egen kraft, så det står fast – også og især, når vi evt. falder om af overanstrengelse.
	Der er også en anden side af det moderne menneskes tro, som måske – tror jeg – især rammer os, der kommer i kirken.Det troen på, at vi da hver især skal hjælpe Gud med at få styr på verden.At vi, når vi først har hørt evangeliet og er blevet sat fri, skal gøre hvad vi kan for at dele dette budskab med andre mennesker – og gerne i konkret handling være med til at gøre vores verden til et lidt bedre sted at leve i for alle.
	Mange moderne salmer bygger på denne forståelse og jeg skal her blot nævne en enkelt, nemlig Lars Busk Søresens ”Menneske, din egen magt” som er nr. 370 i Salmebogen.
	Denne salme taler bl.a. om at være Guds hænder i verden:
	Menneske din egen magt, gør dig svimmel og forsagt, du skal selv på denne klode, skelne ondskab fra det gode, dybt ansvarlig for din jord”
	Du skal bringe verden fred, dagligt brød og kærlighed.Livets Gud har ingen hænder, derfor er det dig han sender, når din næste lider nød.
	Dette er naturligvis ikke direkte forkert, men hvis det kommer til at stå alene som kristendommens budskab, så kan det let ende med at føles som en uoverkommelig og nedslidende opgave, hvis det kun er os, der med vort overskud skal hjælpe Gud – for hvad når vi ikke magter det – går vi og er verden så fortabt?Hvis ikke vi kan være Guds hænder, er der så overhovedet noget godt, der bliver gjort?
	Svaret på det spørgsmål giver Michael Falch os i den sang, han kalder ”Stresset mand Blues”:
	Han var vant til at bære verden på sin rygDet gjorde ham så træt men også en lille smule trygIkke fordi han havde valgt det; verden valgte nærmest hamÅh, han troede det var nødvendigt for at blive fri engang
	Så han bar og han bar, og han slæbte og han sled med det hvide ud af øjnene i én uendelighedDet var for meget for et menneske, men på den anden side så lå det hele i hans hænder – og det var godt at vide
	Omkvæd: Det var manden der troede at han selv var Gud indtil han en dag kom langt nok ud.
	Og han blandede sig i alt, som, var han verdensinstruktør, skrev manuskript og spillede roller, laved lys og var sufflør.Han kontrollerede og løj, manipulerede og snød (og holdt sig tæt til flaskens når den ædle drue flød)Det var han dømt til i et job der ellers var den visse død.
	Omkvæd:
	Men en dag blev det for meget - sådan at gå og lege Gudhan gik ned med et brag - da posten bragte brevet ud”Kære mand”, stod der skrevet – ”Jeg sender dig mit bud: Jeg skal ikke bruge din hjælp i dag.Kærlig hilsen ….. Gud.”Og så er det man er spændt på, om denne stressede mandag endelig kan slappe af, men ak nej, så let går det ikke:
	Og der fandt han sin bund, lod verden være sig selv,og det klarede den forbløffende helt uden hans store hjælp!”Al din stress var forgæves var forgæves”, skal der stå på hans sten, men en sang, det skal han have,bare sådan en lille bluessy én.
	Modsætningen til denne stressede mand finder jeg i det lille fine digt af den svenske præst og retræteleder Margaretha Melin, som jeg også inddrog for to år siden.Her formulerer hun enkelt og ligefremt, hvilket fundament man både kan leve og hvile på:Jeg er god nok for du har skabt mig.Jeg er dyrebar for du elsker mig.Dejlig er jeg i dine øjne, en ædelsten i din hånd.
	Derfor blæser jeg på om nogen sigerjeg er værdiløs og dumInd i mit hjerte hvisker du sandheden:At jeg er mere værd end guld.
	Jeg er din øjesten, din hemmelige skat.Du er glad for at jeg er til.Jeg vil takke dig så længe jeg lever,og aldrig glemme hvem jeg er.Denne enkle bøn er et rigtigt godt middel imod den form for stress, der har sin årsag i vort umættelige behov for at først at blive set og anerkendt af andre, før vi regner os selv for værdifulde.
	Den er også en stadig påmindelse til enhver af os om, at vi ikke skal fortjene Guds anerkendelse og accept - vi har den allerede!Gud elsker os på forhånd og uden betingelser.Det er indholdet af, at evangeliet er et glædeligt budskab, skænket af Nåde og givet os til tro.
	At være kristent menneske er at få givet og have dette syn på sig selv som fundament og grundlag for sit liv!Og måske det også er et effektivt middel mod stress!?Det er ikke til at vide, før man har taget det til sig og prøvet.Men selvom vi stadig ikke kan finde hvile, så ændrer det intet ved dette, at heller ikke det kan fjerne os fra Guds barmhjertighed – så må vi blot som Paulus vente på, at Guds magt udfolder sig i og på trods af vor afmagt.
	Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, søn og Helligånd,Du som var, er og bliver, en sand treenig Gud,Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
	Amen

Sat på Præstesiden http://home3.inet.tele.dk/agerbo/ af præst Mogens Agerbo Baungaard email