Fuglene sang. Landmanden gik hen over marken og nød den friske luft. Han strøede kornet og tænkte på høsten, at kornet ville vokse op og så ville der blive endnu mere korn, som kunne males til mel til brød for ham og hans kone og børn, og til at sælge. Det var et dejligt arbejde. Selv om det varede en hel dag bare at så en lille mark.
Jesus fortalte om en landmand, som såede. Han gik først tæt ved vejen, og meget af hans korn faldt på vejen. Den var hård. Det kunne slet ikke gro der. Men fuglene var glade. De opdagede hurtigt, at der lå en masse korn. De var jo meget sultne efter vinteren. Så de kom og spiste frøet.
Det rygtes når der er mad og fugle strømmer til. Måger som råber: WRAA NÅR VI FODRER VED DAMMEN, ÆNDERNE KOMMER STRØMMENDE rrrarr OG BIDER SMÅ BØRN I HÆNDERNE ( djævelen taget frøet) Det ville ikke give nogen høst.
Og på den mark var der også mange sten, og nogle af dem lå nede i jorden, så der ikke var meget jord over dem. Meget af kornet faldt på de steder, og de kunne godt vokse lidt, men der var ikke plads til rødderne, så da kornet var vokset op, visnede det. Stenen stod fast, den lå:HOHO, der kommer ikke noget gennem mig, nu skal jeg vise hvem der er stærkest.Og der stod kun en tør stængel. Der blev ingen høst ud af det korn.
Dengang kunne de heller ikke rense marken for andre planter, så nogle steder på marken var der mange tidsler. Det kunne man ikke se i foråret, hvor marken var bar, hvor tidslerne ikke var vokset op endnu. Men hen på sommeren voksede de op, og tidsler er meget store og stærke. Tidslerne brugte albuerne og slog på det spæde korn: vi er stærkest, nu skal vi få jer ned med nakken ( det onde, djævlen) De skyggede for det korn, som var sået der, så kornet ikke kunne gro. Kornet forsøgte, men det blev kvalt mellem tidslerne. Man kunne slet ikke se, der havde været korn der. Der blev ingen høst ud af det korn.
Men noget af kornet faldt i god jord, og det spirede. Det tog mange dage. Det voksede højt og hen på sommeren kom der store kerner i det korn, og kernerne blev modne. Og landmanden var meget glad, da det blev høst, for selv om meget af det korn han havde sået ikke var kommet op, så kunne han nu høste. Og han høstede 100 gange så meget som han havde sået. Han havde kun båret en lille pose ud, da han såede om foråret. Men da han høstede, så måtte han hjem og sige til sin kone: Du må hjælpe mig. For der er så meget korn at jeg ikke selv kan bære det. Og de bar den ene sæk hjem efter den anden. Og landmanden var meget glad for at hans arbejde var gået godt. Og han takkede Gud for det.