Der er en stor modsætning deri, at båden kæmper mod bølgerne. Vinden er imod. Disciplene arbejder hårdt for ikke at kæntrer. De føler stor fare og usikkerhed i deres båd. Men Jesus vandrer stille og roligt ud til dem. Han kæmper ikke mod vinden. Han går ikke i fare og usikkerhed. Så stor er Guds kraft.
Vi kan ikke gå på vandet. Vi kommer ud i situationer, hvor vi føler, at vi synker ned i farer og usikkerhed, og hvor hårdt vi arbejder mod det, så mærker vi at vores liv kan kæntrer og vi gå ned. Men Jesus går hen over alt det, som truer og skiller os. Han kommer for at vise os Guds kraft, at vi må stole på den under alle forhold. Jesus vil selv være hos os, så vi kan bevare troen.
Jesus siger til disciplene og til os: Fat mod. Det er mig. Frygt ikke. Det er en del af Guds kraft, ikke kun at gøre det umulige, men også at give os mod og tage frygt fra os. Peter bliver i hvert fald meget modig. Han beder om at komme ud til Jesus. Han gerne vil være nær ved Jesus, fordi der er endnu mere sikkert dér hvor Jesus er, også selv om det er midt på det dybe hav. Og Jesus siger: Kom. Og Peter træder ned fra båden og går hen over bølgerne til Jesus.
Men hvorfor er Peter i stand til at gå på vandet? Han gør det på Jesu befaling. Det er Jesus, som sætter ham i stand til at vandre på bølgerne. Det er Jesu tro, der omfatter Peter og giver ham kraft til at gøre det umulige. Men da Peter ser bølgerne og stormen, så tvivler han på Jesu magt, og da begynder Peter straks at synke. Og da råber han:" Herre, frels mig." for han er bange og i tvivl. Straks rakte Jesus sin hånd ud og greb fat i Peter og siger til ham: Du lidettroende, hvorfor tvivlede du.
Der er blandet tvivl i vores tro. Hvis ikke Jesus rækker sin hånd ud til os, kan vi ikke holde os oven vande. Livet er jo som at gå på vand. Det går op og ned for os. Når vi har modgang, så har vi ikke et fast sted vi kan stå på, men vi synker. Indtil Jesus rækker sin hånd ud og tager fat i os. Og hvor han er, dér bliver vindstille. Dér fyldes vi med ro.
Når vi derimod ser på det onde og problemerne og alt det vi er bange for, så taber vi modet, så synker vi. Det er vi ikke stærke nok til, at vi kan løfte os selv op. Nej, vi må som Peter råbe til Jesus, når vores tro glipper. Vi må råbe til ham: " Frels mig." Og da rækker Jesus sin hånd og griber fat i os. Ja, der står, at han gør det straks. Vi skal ikke vente. I samme øjeblik vi begynder at synke og råber om hjælp, da giver han os hjælp. Og Jesus har tro nok til at frelse os
Historien om stormen på søen minder om påskemorgen. Hos Lukas hører vi, at Jesus efter opstandelsen kommer til discplene. Han vandrer ikke hen over vandet til dem, men han gør noget af det samme. Han går gennem husets mur. Selv om disciplene har låst døren og er inde i huset. Så står Jesus pludselig hos dem. Og de bliver meget forskrækkede. Men Jesus siger: " Hvorfor tvivler I. Det er mig." Da står der at de blev glade.
Historien om stormen på søen skal vi hører sådan, at Jesus engang hjalp disciplene hvor de følte sig alene og fortabt. Men vi skal også hører historien sådan, at Jesus går hen over alt det som vil opsluge os, mørket og døden, alt det som skiller os fra ham. Det vandrer Jesus legende let henover. Og han siger til os: Tab ikke modet. Det er mig. Frygt ikke. Også nu kommer Jesus til os. Det kan han fordi han er opstået fra de døde. Og hvor Jesus er, der falder alle trusler væk. Dér bliver en velgørende ro, og vi får mod til at gøre meget af det, som vi aldrig havde troet vi turde.
I salme 18 i Det gamle Testamente står der: Jeg elsker dig Herre, min styrke. Herre, min klippe, min borg, min befrier. Jeg råber til Herre og bliver reddet fra mine fjender. Og Salme 18 beskriver også modgangen og problemerne som et hav, der vil opsluge os. Der står: Dødens bånd holdt mig fast. Undergangens floder slog mig med rædsel. Dødsrigets bånd viklede sig om mig. I min nød kaldte jeg på Herren. Og Gud rakte ud fra det høje og greb mig. Han trak mig op af det vældige vand. Han førte mig ud på åbent land, han befriede mig, for han holder af mig.
Det ligner helt historien om stormen på søen. Jesus frelser disciplene og os, fordi han holder af os. Han fører os ud på åbent land. Og når Jesus vil det, så er ikke, fordi vi har stor tro. Han hjælper os syndere. Jesus viser, at Guds kraft er underfuld og vil hjælpe os, også når vi ikke er fejlfri. Og det var jo derfor Gud sendte sin søn for at give os en fred og tryghed, som er klippefast. Den fred gælder også John n. Derfor kan vi trygt overgive ham i Guds hånd. Amen